Flammerne slikker op ad husmurene nat efter nat. Fortørnet ungdom går omkring i de tomme gader, når gadekampene er forbi, og råber ukvemsord ud i luften på må og få. Folk flest bliver hjemme, hvis de kan – og hvis de da ikke bliver evakueret.
Reportage af Sara Høyrup
Chefen for hele Cataloniens ambulancetjeneste holder en politisk brandtale for mig, da jeg spørger om, hvor mange nætter de regner med at skulle stå standby. Han er ude i gaderne og se til sit personale, som holder klar på Plaça Catalunya i stormens øje. Her efter midnat natten til torsdag har de allerede været inde og hente flere sårede ud af kampzonen.
Sundhedspersonalet har været udkommanderet flere nætter i træk og kan ikke se nogen ende på balladen: “Det slutter ikke, før folket får sin vilje”, forklarer chefen mig. Og så kommer der også lige en portion terrorapologi.
Doctor Robert
Ovre på Plaça Tetuan med kæmpestatuen af den catalanske raceteoretiker Doctor Robert brænder et bål, som ingen slukker. En stangberuset ungersvend fra en fjern landsby bruger grove ukvemsord mod journalisten og kyler en genstand efter mig, mens hans venneflok truer med at stjæle min mobiltelefon.
Lidt efter møder jeg en tjener fra min egen bydel, der ligesom jeg er langt hjemmefra. Pigen med byens længste hestehale sympatiserer med demonstrationerne. Hun har klædt sig i hvid diskojakke som et værn mod at blive typecasted som anarkist og anholdt af politiet, forklarer hun:
“De kaster sig bare over folk, som sidder fredeligt på bænkene.”
Brandslukning
Vi slår følge og går tilbage til indre by. På det dyre handelsstrøg Passeig de Gràcia kommer vi begge to til at grine højlydt over en ung piges behjertede forsøg på at slukke en ildebrand med sin lille vandflaske. De to sikkerhedsvagter, der kommer løbende og desperat prøver at trampe ilden ihjel, tror, at vi griner ad dem, og tager billeder for at hænge dem ud.
“Det er faktisk meget alvorligt, det her,” siger den ene til mig.
Og det er det. Og jeg skammer mig over at have fået de frivillige brandslukkere uden sikkerhedstøj til at føle sig hånet. Dagenes kumulerede spændinger i en by i en slags undtagelsestilstand finder forløsning i vores løsslupne latter.
Trods
Min spadserekammerat er en af de mange unge mennesker opfostret i et skolesystem, der gør meget ud af den catalanske nationsopbygning. Hun betragter gadekampene som berettigede og ordensmagten som ondet.”Jeg stemte ved folkeafstemningen for to år siden,” fortæller hun uopfordret.
Hvad stemte du så?
“Jeg havde tænkt mig at stemme nej, men politiet gjorde livet så surt for mig den dag, at jeg stemte ja til løsrivelse. Jeg stod i kø fra klokken otte om morgenen med min kaffekop hjemmefra. Jeg kom først til klokken otte om aftenen.”
Så tilføjer hun: “Jeg er ved at blive vanvittig af den politihelikopter, der hele tiden hænger over indre by.” Det er jeg også. Dens summen og dens betydning skaber en destabiliserende følelse af konstant uro.
Nat og dag
Uroen indeni er der mange, som føler. På de sociale medier giver modstandere af løsrivelsesforsøget udtryk for en enorm bekymring over byen, der brænder ved nattetide. Der er dem, der frygter en borgerkrig.
Alle savner unionisterne i Catalonien, at staten træder i karakter og værner om deres borgerrettigheder, blandt andet til fred og ro, fungerende trafik og et stop for diskriminationen af spansktalende og dissidenter.
Imens beretter dagdemonstranterne med røde kinder og begejstrede blikke på regional-tv om den fest, de har.
På TV3 rapporteres også, hvordan de catalanske journalistforeninger formulerer harmdirrende klager over politiets angivelige begrænsninger af pressefriheden. Hverken brancheforeninger eller offentlige regionsmedier nævner demonstranternes overfald på journalister fra medier, de ikke bryder sig om.
Helvede er de andre
Man hører heller ikke noget i de lokalnationalistiske medier om den fejlagtige udpegning som politiets agents provocateurs af to demonstranter, der viser sig at være ansatte i den nationaltsindede fodboldklub FC Barcelona. Folkekontrollen af demonstranternes egne fæller foregår komplet med fremvisning af ID-kort og in situ googlesøgninger på deres navne, og de to mistænkte er lige ved at løbe deres vej.
Regionschef Quim Torra har udtalt, at volden er det nogle andre, der står for. Ikke desto mindre er det separatistforeningerne, der sikrer de anholdte forsvarsadvokater i den rette politiske farve.
Udmattelseskamp
Torras undvegne forgænger Carles Puigdemont har også gjort krumspring, når det er blevet forventet af ham, at han fordømmer volden, som udspiller sig rundt omkring i Catalonien siden i mandags. Den er en alt andet end spontan respons på dommen over separatistlederne:
Alle har vidst, at der ville blive ballade. Men ikke, at der ville blive så meget ballade. Eller at den ville vare så længe.
I mandags under besættelsen af lufthavnen El Prat fortalte to betjente mig, at man regnede med, at det hele ville gå i sin mor igen i løbet af en uge. Nu taler man om en uge mere. Regionspolitiet Els Mossos er på arbejde 12 timer hvert døgn denne uge. Og man frygter, at det vil opbruge politiets ressourcer.
“Det er det, de satser på,” siger en mosso til mig, da jeg stiller pigen med hestehalen og diskojakken fra mig et øjeblik for at udspørge en flok politifolk, der holder skansen i et kryds.
Hvem vinder? Ballademagerne eller ordensmagten?
“Det gør politiet.”
Voldens væsen
“Jeg fordømmer al vold. Især den vold, det er at skære vores gule symboler ned,” meddeler Puigdemont fra Belgien som respons på en region i et kaos så stort, at der bliver talt for at indføre undtagelsestilstand.
Det er en henvisning til et tidligere kapitel i den catalanske telenovela, hvor unionister dannede såkaldte rengøringsbrigader for at sikre det offentlige rums neutralitet. Både offentlige bygninger og offentlige installationer har i årevis været plastret til med gule sløjfer og bannere, der kræver “free all prisoners and exiles”.
Udleveringsordre
Puigdemont er i det spanske retsvæsens søgelys på ny, nu hvor hans kampfæller er blevet dømt. Spansk ret kan ikke dømme nogen in absentia, så derfor har man brug for at få ham til landet for overhovedet at kunne holde retssag over en af hovedpersonerne i begivenhederne i september og oktober 2017. Det lykkedes ikke sidst, man prøvede.
Der var Puigdemont, der ikke færre end to gange erklærede Catalonien frit. Og det havde han ingen hjemmel til i hverken forfatningen eller selvstyrestatutten.
Nu skal det europæiske retssamarbejde så igen stå sin prøve. Foreløbigt har det belgiske retsvæsen både undladt at varetægtsfængsle den eftersøgte og at bede ham stille kaution.
Puigdemont skal bare love, at han ikke bliver væk.
Det fredelige folk
Torsdag overvejer mit argentinske kor at aflyse aftenens sangøvelser. Det er uvist, om det er til at komme frem og tilbage, og man risikerer at komme i krydsilden af knippelsuppe og den syre, som demonstranterne kaster med.
Næste dag poster korets eneste catalaner billeder af sig selv til dagsdemo i whatsapp-gruppen, der egentlig er forbeholdt korets aktiviteter. I teksten skriver den ældre herre, at her kan vi selv se, hvor fredelige catalanerne af natur.
Det finder de argentinske migranter helt fjong (så længe vi ikke taler om peronismen). “Han er slet ikke separatist,” forklarer korlederen mig, da jeg får et føl på tværs over den tanketvang, der ligger i at bruge et hobbyforum til nationalistisk propaganda. Jeg væmmes over supremacismen i tidligt og silde (og sågar i strid med åbenlyse fakta) at fremstille et folk som særligt fredeligt.
Alligevel er den ældre mand til separatistdemonstration. “Han er faktisk ikke catalaner, men spanier.” Ikke desto mindre omtaler han de medfødt fredelige catalanere i første person flertal.
Frihed
På det tidspunkt er fredagen oprunden med en “generalstrejke” med meget lille tilslutning. Arbejdere tager på arbejde. Studerende presser og tvinger som altid andre studerende til at “strejke”. Og regionsadministrationen sender sundhedspersonalet hjem.
Den ældre herre i koret har forklaret de imponerede argentinere, at “på min arbejdsplads har vi aftalt, at folk selv må bestemme, om de vil strejke.”
I Catalonien skal man på mærkedage være heldig, hvis man får lov at tage på arbejde.
Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og uddannet journalist fra det catalanske universitet Pompeu Fabra www.sarahoyrup.com
Billede i artiklens top: Ritzau Scanpix/Reuters/Juan Medina/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 