Barn af våbenhvilen: Belfast er andet og mere end bomber og brændende busser

2021-05-11T09:44:51+00:00 tirsdag, 11. maj, 2021|

I slutningen af marts opstod der sammenstød mellem politiet og unge mennesker ned til 12 år i Nordirland. Urolighederne har nu lagt sig og efterladt en blandet følelse af frygt for yderligere eskalering hos 29-årige ph.d-studerende Niamh McCann, bosat i Belfast, krydret med en frustration over mediernes ensidige konflikt-fokus på den nordirske enklave. 

Interview af Malene Nørby Pedersen

Hvert år den 12. juli marcherer orange mænd med flag og bannere rundt i Nordirland. Med bowlerhatte, hvide handsker, orange kraver og en stærk forbindelse til Storbritannien, markerer de slaget ved Boyne og mindes en 329 år gammel protestantisk militær sejr over den sidste Britisk-Katolske monark. 

Det skaber altid spændinger, fortæller den 29-årige ph.d-studerende Niamh McCann, når den såkaldte Orange orden, med tilknytning til unionistiske og loyalistiske grupper (Storbritannien-tilhængere), bevæger sig gennem Nordirlands største by, Belfast, og nærmer sig områder, hvor irske nationalister dominerer.

Politivogne til overvågning, mursten og flasker er en del af de tilbagevendende spændinger – og derfor ikke et ukendt syn for Niahm, selv om hun nævner, at de mere voldelige episoder sker dog efterhånden sjældnere.

I slutningen af marts opstod der imidlertid protester og optøjer i et af de loyalistisk-dominerede kvarterer i byen Londonderry (eller Derry) og bredte sig til andre nordirske byer, inklusive Belfast, hvor Niamh bor.

“Urolighederne denne gang var lidt anderledes. Folk clashede med politiet og endte med at hijacke en bus og sætte ild til den, hvilket for mig virkede lidt mere truende,” siger Niamh. 

Både i slutningen af marts og i starten af april 2021 var protesterne og optøjerne et natligt billede i Belfast og andre nordirske byer. Mere end 50 politibetjente blev såret, benzinbomber blev kastet og vandkanoner, som ikke er set i Nordirland i seks år, blev taget i brug.

Der har været diskussion om balladen var resultat af Brexits toldmur mellem Storbritannien og Nordirland eller om det stikker dybere i en ældre konflikt mellem protestanter og katolikker. Ifølge Niamh kan uroen, og den tilhørende frygt for tilbagevenden til borgerkrigslignende tilstande, ikke forstås uden hverken et blik på Nordirlands historie eller regionens nuværende pandemiske og brexit-relaterede omstændigheder.

Eskalerede drengestreger eller historisk konflikt?
“For det første er det vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror nogen er hundrede procent unbiased i Nordirland. Jeg er fra en katolsk baggrund, men er ikke særlig religiøs, har halve bånd i Republikken Irland og brugt mine somre dernede. Jeg har ikke en universitetsgrad i statskundskab eller historie. Jeg er kunstner. Jeg observerer kun, syntetiserer information og laver det til kunst.” 

Niamh McCann er kunstner. Her er et eksempel fra 2019: Alley Experiments.

Når det er sagt, mener hun, at kernen i problemerne er et spørgsmål om borgerrettigheder frem for religiøse forskelle. Det strækker sig tilbage til konflikten i, hovedsageligt, Nordirland, som begyndte i slutningen af 1960’erne og varede til slutningen af 1990’erne. Politiske, nationalistiske, sekteriske og etniske dimensioner, tilsat tidligere historiske begivenheder, skabte 30 års borgerkrigslignende tilstande og stærke grupperede identiteter. Omdrejningspunktet var Nordirlands tilhørselsforhold til enten Storbritannien eller Republikken Irland. 

Den 7. april 2021 rykkede konflikten henover en såkaldt “fredsmur” i Belfast, som blev bygget i løbet af den 30-årige konflikt, for at adskille boligkvarterer domineret af henholdsvis overvejende protestantisk/loyalistiske grupper og katolsk/nationalistiske grupper, der ønsker et samlet Irland. De konflikt-berørte områder er blandt de dårligst stillede i landet og har det laveste uddannelsesniveau i Europa.

“Det er svært at tale om Nordirland i simple vendinger. Der er kriminalitet pakket ind i alle de sekterisk politiske aktiviteter. Det er rodet. Alle byer har bander og alle byer har narkohandlere og alle byer har deres kriminelle aktivitet. Men vores er pakket ind i hele historien med civil uro. Tingene er stablet oven på hinanden og alt er forbundet med alt.”

Kombineret med Brexit, paramilitære organisationers rekruttering og corona-pandemien har man en kompleks, men mulig forklaring på urolighederne ifølge Niamh:

“Jeg tror, ​​at kernen i det, der foregår nu, mere har at gøre med at mange nationalistiske og loyalistiske områder er nogle af de mest dårligt stillede områder i Nordirland. Og deres behov bliver ikke opfyldt. Ovenpå det ligger Brexit. Grundet mangel på støtte, finansiering og mentale sundhedstjenester, er der heller ingen mekanismer til at håndtere de følelser, der kommer med noget så dybt. Din kultur og din identitet trues og formindskes over tid.”

Det er et vigtigt element i, hvorfor de unge mennesker var ude på gaden, fortsætter hun. De er frustrerede. Corona-pandemien giver dem yderligere færre muligheder for socialt afsæt, hvorfor en procentdel af de involverede må have gjort det af en slags kedsomhed, påpeger hun: 

“Når du råber efter noget at gøre, bliver du lettere manipuleret. Hvis nogen beslutter, at de vil mobilisere dig, er du meget mere modtagelig for det.”

“Vi er ikke langt fra Langfredagsaftalen”
Nordirlands historie trækker stadig tråde ind i de nye generationer. Med et fødselsår i 1991 blev Niamh selv født ind i en fredsproces i stadig udvikling. En våbenhvile i 1994 mellem konfliktparterne og den såkaldte langfredagsaftale i 1998 (som resulterede i en ny regering, der delte magten mellem unionister og nationalister) satte formelt set punktummet på den 30 år lange konflikt. 

“Vi er ikke langt fra Langfredagsaftalen. Det var kun begyndelsen.”

Som barn opfangede Niamh forældrenes spændinger, når de krydsede en grænsekontrol fra Nordirland til Irland, eller når Orange Paraden fyldte gaderne i hendes hjemby i Derry.

“Omkring paraderne blev min mors kæbe så spændt. Jeg husker, at der var en parade, hvor vi prøvede at købe chips. En politimand fik far til at rulle vinduet ned og sagde “du bliver nødt til at vende om”. Han var virkelig vred, “jeg vil bare gerne lige derhen, kan jeg ikke få lov bare at gå derhen”. Så blev han mere og mere arrig, og blev nødt til at lukke vinduet og køre væk, fordi han var så vred. De sagde altid, at lige meget, hvor vred jeg blev, skulle jeg gå min vej.”

Efterfølgende har de haft mange samtaler om forældrenes oplevelser. Niamh fremhæver, at faren blev kastet gennem sit værelse, da han trak gardinerne for, og en bombe pludselig sprang ude på gaden og blæste glasset i stykker. Med sådanne oplevelser forstår hun godt, hvor stor frygten var tidligere, og hvorfor hendes mor ikke ville have, at de legede med legetøjspistoler, som børn.

“Vi måtte heller ikke gå med army-bukser eller lignende. Mor ville ikke have, at vi blev forbundet med [militære] aktiviteter, som disse, på nogen som helst måde. Det var normalt som barn, men når jeg tænker over det, så var hun jo bange.” 

Arrangement No.24 – Niamh McCann i 2016.

Nordirland har ikke opnået Langfredagsaftalens formål om fred og samarbejde endnu, mener Niamh. Folk, der bærer rundt på voldelige og traumatiske oplevelser fra de 30 års borgerkrigslignende tilstande, går stadig rundt i Belfast. 

“Den slags traumer er smitsomme, og jeg er sikker på, at det invaderer alle dele af dit liv. Og derfor vil du videregive noget af det til folk omkring dig, dine børn. Nedarvede traumer er en enorm ting her.”

Og en vigtig sag, som skal finansieres mere og arbejdes på, ligesom hendes tante gør, pointerer Niamh. Tanten er leder af psykologi på et universitet i Derry og arbejder hårdt på blandt andet at udbrede kampagner med fokus på mental sundhed for at etablere bedre sundhedssystemer der kan imødekomme landets konflikt-betonede fortid.

“Hun forstår virkelig graden af nedarvede traumer, som alle har her, og at de skal arbejdes igennem konstruktivt på både arbejdspladsen og i uddannelsessystemet så vi kan kommer over alt, der er sket.”

Nordirske fremskridt
Trods Nordirlands pletvise uroligheder og nedarvede traumer, ser Niamh en ny generation, som trækker sig væk fra den voldelige fortid og tager afstand fra nationalistiske ideologier og paramilitære aktiviteter. 

Der er sket meget positivt, fortæller hun. Fremskridt i forhold til abort og kvinders rettigheder. Flere unge mennesker i Nordirland er generelt mere ligeglade med sekterisme end de ældre generationer. Flere skoler, som tidligere var klart opdelt mellem protestantisk og katolsk, piger og drenge, er samtidigt blevet integreret. Ifølge Niamh en vigtigt udvikling, som stadig skal forbedres fremover for at skabe forståelse for hinanden og undgå uro.

“Jeg synes, at Nordirland er kommet videre på mange måder, og jeg føler mig frustreret og ked af det, når begivenheder, som den uro, der skete for et par uger siden, er det eneste herfra, der repræsenterer os for resten af ​​verden. Det er små dele af vores samfund, der stadig handler på en voldelig måde. De repræsenterer overhovedet ikke de fleste mennesker her.”

Hun siger, at unge mennesker er trætte af at snakke religion og bevæger sig væk fra den katolske kirke. I stedet bevæger de sig mod ny symbiose, hvor folk fra Sydirland flytter til Nordirland, fortæller hun. Før forbandt de det nordlige med vold, men kan nu se, at der er færre og færre voldelige hændelser. De kan se, at det er ligesom enhver anden by.

“Samfundet, som har udviklet sig gennem al den vanskelighed, som vi har talt om, er så stærkt, og folk er så venlige her. Den kreative scene er utrolig – filmfestivaler, musikfestivaler, kunstfestivaler. Hvis du nogensinde kommer herover, vil du se, at det er et virkeligt, virkeligt dejligt sted at være. Fordi Belfast er så lille, kan du bogstaveligt talt hoppe i en bil og være på stranden på 15 minutter, oppe ad et bjerg eller i en skov. Vores landskab er lige så smukt, som Irlands kyst. Det er bare uheldigt, at vi for resten af ​​verden, er repræsenteret af ​​en lyserød bus i brand.”

Malene Nørby Pedersen er pt studerende på Gøteborg Universitet, hvor hun tager en Master i Undersøgende Journalistik. Hendes tidligere akademiske baggrund tæller en BA i Samfundsfag, ligesom hun er cand.mag i Kultur, Kommunikation og Globalisering med specialisering i kønsstudier.

Billede i artiklens top: Privat.