Reelt set blev kun to mål indfriet i den ambitiøse Europa 2020-strategi, der blev lanceret i 2010 som en reaktion på finanskrisen. Næste milepæl er 2030, og det er især de socialt udsatte og de arbejdsløse kvinder, der halter bagefter.

Analyse af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: EUROPAS STORE OMSTILLING | Det er for så vidt dybt paradoksalt, at den Europa 2020-strategi, der blev søsat i 2010 som en reaktion på den omfattende finanskrise, skulle have været indfriet i det år, hvor kontinentet atter har ligget underdrejet af en omfattende krise – denne gang, naturligvis coronakrisen.

En række ambitiøse mål blev sat i 2010 indenfor fem overordnede temaer – beskæftigelse, investeringer i forskning og udvikling, klimaforandringer og energi, uddannelse og slutteligt kampen mod fattigdom og social eksklusion – men ser man på resultaterne, så lykkedes det faktisk kun at indfri to konkret mål, nemlig målet om at få flere i gang med videregående uddannelser, og målet om udledning af drivhusgasser.

Den begrænsede succes kan ikke tilskrives coronakrisen – tallene så allerede dystre ud ved Eurostats seneste pulsmåling i 2018 – men håndteringen af coronakrisen og det tempo, som EU kommer til at genrejse sig i, bliver naturligvis afgørende for målenes fremtidige skæbne. Den næste skæringsdato ligger i 2030, hvor FN’s 17 verdensmål også, ifølge planen om ikke andet, skal være indfriet.

Meningen med Europa 2020-strategien var at styrke EU på fællesskabets vej ud af den økonomiske og finansielle krise, der særligt ramte de sydligste lande hårdest. Vejen ud skulle blandt andet asfalteres med øget beskæftigelse og øget produktion, men når der skal slås to streger under slutresultatet, så har kursen stadig været ujævn – og tempoet ikke højt nok.

Flere mænd i arbejde – flest kvinder i skole
Målet for strategien var at 75 procent af befolkningen i EU skulle være i arbejde i 2020. I 2018 – de seneste tal fra Eurostat – var det samlede tal på 73,2 procent. Det ser rigtig godt ud for mændene – 79 procent var i arbejde i 2018 – men tilsvarende skidt ud for kvinderne, hvor tallet var på 67,4 procent. I Danmark var snittet i 2019, før coronakrisen, på 78,3 procent.

Det ser til gengæld godt ud for kvinderne, når det gælder evnen til og mulighederne for at gennemføre uddannelser. I strategien var målet for de såkaldte ’early leavers from education and training’ for de 18-24-årige i alt på 10 procent. Altså; at højst ti procent af de 18-24-årige i EU måtte droppe ud af deres uddannelse. Det seneste tal fra Eurostat viser, at i snit 10,6 procent dropper ud, så det går bestemt den rigtige vej på dette punkt. Udgangspunktet i 2008 var hele 14 procent. Mænd dropper mere ud end kvinder – det viser tallene også. I 2019 var tallet for mænd 12,2 procent og for kvinder 8,9 procent. I Danmark viser de seneste tal, at 9,9 procent dropper ud, så også hér har landet mødt målene.

Og mere succes – på europæisk plan. I 2020-strategien var målet, at 40 procent af EU’s borgere skulle have eller være i gang med en videregående uddannelse. Og det mål blev faktisk nået. Tallet var på 40,7 procent i 2018. Her er det også kvinderne, der trækker op; 45,8 procent versus 35,7 procent hos mændene. Det samlede snit i Danmark var i 2019 på 49 procent.

Lang vej for de fattigste
Finanskrisen slog hårdt – og sendte millioner ud i fattigdom og anden social ubalance. Derfor var det ikke overraskende, at ét af de fem temaer handler om netop fattigdom og social eksklusion. Målet var, at tallet for EU-borgere, der er i risiko for at ende i fattigdom og social eksklusion, skulle nedbringes til 96,2 millioner i forhold til de 116,1 millioner, der levede på kanten af dette i 2008.

Og der er lang vej – tallet for 2018 er 111,9 millioner. Ser man procentvis på udviklingen, kan der spores et svagt fald, der imidlertid skal holdes op mod, at det samlede befolkningstal er steget. I 2008 var 23,7 procent i risiko for at ende i fattigdom og social eksklusion – i 2018 var tallet på 22,4 procent.

De negative resultater for kvinderne, når det gælder beskæftigelse, mændene, når det gælder uddannelse og de for mange millioner, der lever på kanten af fattigdom, skyldes til dels, at en række lande i Syd- og Østeuropa er blevet ramt ualmindelig hårdt af finanskrisen – og faktisk ikke har haft evnen eller mulighederne for at komme med på toget, før coronakrisen også ramte. De er således blevet dobbeltramte. Det er her, nøden er størst, men derfor også dér, hvor den samlede regning bliver tilsvarende stor.

Succes med reduktion af drivhusgasser
Lidt succes kan EU dog bryste sig af, når det gælder udledning af drivhusgasser. Her var målet at reducere fra et index-tal på 90,7 i 2008 til et index-tal på 80 i 2020. I 208 var målet nået – og mere til. Der lå index-tallet på 78,3.

Til gengæld når EU ikke målene for vedvarende energi – her var målet 20 procent af det samlede energiforbrug. I 2008 var tallet 11,3. I 2018 17,5.

Slutteligt er der også et godt stykke vej mod at indfri målet om at i snit tre procent af bruttonationalproduktet skal bruges på investeringer i forskning og uddannelse. Det seneste gennemsnit ligger på 2,06.

Danmark er et af de få lande, der faktisk har nået målet – det seneste tal viser, at 3,03 procent af det danske BNP går til investeringer i forskning og udvikling. Kun tre andre lande ligger over tre procent (og over Danmark); Tyskland (3,13 procent), Østrig (3,17 procent) og Sverige (3,32 procent). For en lang række lande gælder det imidlertid, at de halter så langt bagefter, at det samlede tal trækkes alvorligt ned. Otte EU-lande bruger mindre end én procent af deres BNP på forskning og udvikling. Det drejer sig om Bulgarien, Letland, Litauen, Kroatien, Cypern, Malta, Rumænien og Slovakiet. Det er også nogle af de fattigste lande i unionen. De fleste af de øvrige lande ligger og bobler omkring de to procent af BNP’et.

Syv flagskibe
Finanskrisen resulterede på EU-plan i en arbejdsløshedsprocent på 10 og fald i bruttonationalproduktet på fire procent. Samtidig afslørede den nogle grundlæggende svagheder i den europæiske økonomi, blandt andet et skrøbeligt finansielt system og svære lånemulighed for både virksomheder og husholdninger.

For at komme ud af krisen måtte der altså fokuseres på en stærkere økonomisk styring, en omfattende landerapportering og muligheden for at sanktionere de medlemsstater, der ikke agerede hensigtsmæssigt. Det blev det direkte fundament for Europa 2020-strategien.

Der blev oplistet syv såkaldte flagskibsinitiativer, der skulle sikre indfrielsen af målene: bedre rammer for og finansiering af forskning og innovation, effektivisering af uddannelsessystemerne, en styrket digital dagsorden, en mere ressourceeffektivt Europa, et langt bedre erhvervsklima, moderniserede arbejdsmarkeder og en indsats mod fattigdom, der rækker over landegrænser.

Disse syv initiativer betragtes stadig som gældende i bestræbelserne på at nå 2020-målene inden 2030. Og der er særligt en del arbejde i forhold til bekæmpelse af fattigdom, øgede investeringer i forskning og udvikling – og kvinders adgang til arbejdsmarkedet.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og moderator. Desuden cand.scient.soc., Historie og Internationale Udviklingsstudier.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Francois Lenoir/

Læs hele temaet “Europas store omstilling”

 

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: