Biden fik ingen anti-kinesisk alliance, europæerne vil en multilateral verden

2021-07-03T09:31:26+00:00 lørdag, 3. juli, 2021|

Topmøderne i G7 og NATO udtrykte en vestlig normalisering, men europæerne vil ikke tilslutte sig USA’s forsøg på at bremse Kinas udvikling. Også Biden-Putin-topmødet endte med en normalisering. Det før er måske til et mere omfattende forum end G7 med Tyskland som initiativtager og Kina som medlem.

Analyse af Hugo Gaarden

Der var harmoni på det solbeskinnede G7-topmøde og det efterfølgende NATO-topmøde, men trods de betydelige diplomatiske anstrengelser i flere måneder lykkedes det ikke for præsident Joe Biden at etablere en anti-kinesisk alliance blandt demokratierne, om end det transatlantiske samarbejde blev bekræftet. Samtidig endte Bidens topmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, med starten på et nyt engagement med seriøse forhandlinger, f.eks. om strategisk stabilitet og cybervåben.

Bidens forsøg på at samle demokratierne i en alliance mod Kina og autoritære lande begyndte i Øst- og Sydøstasien, men Sydøstasien vil ikke vælge side, og det samme lød i Europa fra kansler Angela Merkel. Trods uenighed med Kina, så fremhævede Merkel ”den samarbejdende samhørighed” med Kina. Selv premierminister Boris Johnson, der var ivrig efter at demonstrere en transatlantisk samling, advarede mod ”en ny kold krig” mod Kina og sagde, at Kinas vækst og opstigning ”er en gigantisk kendsgerning i vores liv.”

Den franske præsident, Emmanuel Macro, sagde forud for topmødet, at ”Europa må fastholde sin uafhængighed, når det handler om vores strategi over for Kina,” og Johnson og regeringscheferne for Canada og Italien understregede, at G7 må lægge vægt på det positive, Vesten kan gøre, fremfor at modarbejde Kina. Disse basale holdninger overfor drukner i Bidens gentagne udtalelser om, at demokratierne må bevise deres kapacitet over for ”nutidens trusler og modstandere.”

Det er vitterligt en opgave. Der er tvivl om Vestens kompetence efter fire år med Donald Trump, efter amerikanernes tvivl om USA’s demokrati, efter enorme tabstal under coronakrisen i Vesten (flere hundrede tusinde færre er døde i Østasien), og efter Kinas enorme kapitalkraft og højteknologiske styrke. Men skyldes disse problemer Kina eller interne svagheder?

Den nye udenrigspolitiske ledelse i USA har længe argumenteret for, at Kina er en trussel, og at landets voksende magt skal begrænses, herunder den økonomiske og teknologiske udvikling. Kina må ikke blive stærkere end USA. Men dén kurs blive USA alene om at føre, når de seneste topmøder analyseres. De konkrete beslutninger om f.eks. at sende vacciner til u-landene samt at lave et modstykke til Kinas nye Silkevej var meget lidt konkrete.

På det efterfølgende NATO-topmøde blev Kina ikke beskrevet som en aggressiv nation som Rusland, men Kina blev dog for første gang nævnt i en sluterklæring – som en udfordring. ”Kina er ikke vores modstander, men magtbalancen skifter,” sagde NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg.

NATO lægger så småt op til en global to-deling af verden, men også på dette sikkerhedspolitiske felt er der modsætninger mellem Europa og USA. Merkel udtrykte det sådan: ”Selv om vi ser på cyber-trusler og det (militære) kinesisk-russiske samarbejde, så må vi ikke overvurdere det. Vi må finde den rigtige balance.”

Det er typisk Merkel-politik. Det illustreres af Tysklands udsendelse af en enkelt fregat, Bayern, til området øst for Kina for at demonstrere solidaritet med regionens demokratiske lande. Men for at vise en balancegang skal Bayern også besøge Shanghai!

I NATOs strategiplan fra 2010 var Kina ikke engang nævnt, heller ikke i en sluterklæring i 2019. På blot 11 år har den kinesiske fremadstormen været på bastant, at det nu har skabt frygt i USA. Men Europa ser ikke per automatik, at Kina bliver en militær trussel, bare fordi Kina overhaler USA økonomisk og teknologisk. Europa har været vant til skiftende førerhunde og magtbalancer. De kinesiske reaktioner på de to topmøder var, at ”den tid er forbi, hvor en lille gruppe lande” træffer beslutningerne og ”skaber en kunstig konfrontation.”

Bidens møde med Putin var konstruktivt, sagde begge, og det viste, at der er kommet en vis normalisering mellem de to største atommagter. ”Der var et glimt af tillid,” sagde Putin på et pressemøde. Der var enighed om at diskutere strategisk stabilitet og cybersikkerhed, ligesom landene vil lade deres ambassadører komme tilbage på deres poster. Et nyt engagement med seriøse forhandlinger begynder. Men det var også tydeligt, at USA må acceptere Ruslands interesser i Ukraine og den hårdhændede interne politik mod politiske modstandere. ”Men det ligger i vores DNA at tale om menneskerettigheder,” sagde Biden på et pressemøde.

Ugens topmøder rejser imidlertid spørgsmålet, hvorfor Vesten er så optaget af at udelukke autoritære stater fra det normale internationale samarbejde. Rusland var med i G7-gruppen indtil Putins overtagelse af Krim. Møderne vil utvivlsomt få europæerne til at forsøge at involvere Rusland og Kina i alle afgørende forhandlinger og organisationer. Hvorfor skal inklusivitet ikke bruges i geopolitikken?

Spørgsmålet er derfor, om G7 synger på sit sidste vers. Tyskland er formand for G7 næste år, og alle tre kandidater som kansler går ind for et stærkt, internationalt samarbejde og er på ingen måde overdrevent pro-atlantiske. Det var bevidst, at Kina blev holdt ude.

Det vil være barokt, hvis Tyskland, hvis største handelspartner er Kina, holder Kina ude næste gang. Verden kan ikke løse klima-krisen og gøre verden CO2-neutral i 2050 uden Kinas hjælp. Det erkender selv USA. Det bør også ses i lyset af, at Kina i 2050 vil være langt større end alle G7-lande til sammen.

Kina er med i G20-gruppen, der omfatter verdens 20 største økonomier. G20 holder et topmøde i Italien til oktober, og i juli mødes G20’s finansministre for at arbejde videre med G7-landenes forslag om at beskatte internetselskaberne. G7-beslutningen får ingen virkning, hvis ikke G20 bakker op.

Der er behov for et større og mere handlekraftigt organ med alle vigtige aktører, måske med demokratiske afstemninger, der træffer afgørelser om klima, virksomhedsskat, handel, teknologi – og fremtidens militære udfordringer. Dét er den reelle demokratiske udfordring.

Men det vil være en geopolitiske udfordring for USA. I et inklusivt forum vil USA ikke have førerrollen. Det er til gengæld Europas chance for at optræde som en selvstændig, international aktør, evt. som mægler.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/