Det er slut med ’America First’: USA skal igen være lederen af ’Den Frie Verden’. Men kan Joe Biden genskabe USA’s internationale rolle fra tiden før Trump?

Analyse af Rasmus Sinding Søndergaard

I marts skrev daværende præsidentkandidat Joe Biden en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs med titlen ”Why America Must Lead Again: Rescuing U.S. Foreign Policy After Trump.” Artiklen opsummerer fint, hvad Biden anser for at være sin udenrigspolitiske mission. Men at genskabe amerikansk lederskab på den internationale scene ovenpå fire år med Trump er lettere sagt en gjort.

En forandret verden og et forandret USA
Den verden og det USA, Joe Biden ønsker at vende tilbage til, eksisterer ikke længere. Der er dem der vil påpege, at det er længe siden, den verden forsvandt, eller at den måske ligefrem aldrig har eksisteret. Men sikkert er det, at verden og USA’s rolle i den er markant forandret efter Trumps præsidentperiode. Selvom USA’s militære styrke er intakt, så er landets relative indflydelse i forhold til Kina og andre fremvoksende magter for nedadgående. Nok så vigtigt er USA internationale renommé kraftigt svækket, og tilliden til Washington blandt dets allierede har lidt et alvorligt knæk.

Disse internationale forhold hænger uløseligt sammen med USA’s hjemlige problemer. Trumps underminering af demokratiske normer – senest ved at nægte at acceptere valgresultatet – har givet autoritære kræfter verden over carte blanche til at gøre det samme. USA’s katastrofale håndtering af covid-19 har tydeliggjort landets manglende lederskab og protesterne mod racisme og politivold har udstillet det amerikanske samfunds skyggesider. Læg dertil den politiske polarisering, voksende ulighed og økonomiske vanskeligheder, og det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor USA’s anseelse er falmet.

Amerikanerne selv er også i stigende grad ved at ændre syn på USA’s rolle som leder af den liberale verdensorden, karakteriseret af demokrati, frihandel og internationale organisationer. Der er en voksende utilfredshed med de negative konsekvenser af globalisering – ikke mindst tabet af arbejdspladser. Opbakning til USA’s militære engagement er faldende, og et stort flertal af amerikanerne ønsker en afslutning på de såkaldte forever wars i Afghanistan og Irak.

Endelig står det klart, at trumpismen ikke forsvinder med Trump, og at USA vil have en stærk nationalistisk strømning i de kommende år.

Intentioner og realiteter
Biden står altså over for en stor udfordring med at genskabe USA’s rolle i en verden, der på mange måder udvikler sig i den forkerte retning set med amerikanske briller. Hans handlemuligheder er alvorligt begrænset af det hjemlige politiske klima og de store indenrigspolitiske udfordringer. De fleste præsidenter træder ind i det Hvide Hus med en intention om at fokusere på indenrigspolitik. Det vil også være tilfældet med Biden, som har bebudet, at hans fokus vil være at genopbygge USA under sloganet ”Build Back Better.”

Når det er sagt, så kommer Biden til embedet med klare visioner for USA’s internationale rolle og stor interesse for udenrigspolitik. Med udsigten til et Republikansk-kontrolleret Senat, er det desuden sandsynligt, at Biden vil opleve, at hans indenrigspolitiske råderum vil være stærkt begrænset. Den slags situationer har tidligere ført til, at præsidenter har set sig tvunget til at fokusere mere på udenrigspolitik, hvor præsidenten langt hen ad vejen har større beføjelser.

Men selv på det udenrigspolitiske område har Senatet en vis indflydelse gennem godkendelse af udnævnelser til præsidentens kabinet samt ratificering af internationale traktater. Såfremt Republikanerne fastholder kontrollen over Senatet, kan det få en ikke uvæsentlig betydning for hvem, der bestrider posterne som udenrigsminister, ambassadører m.m.

Senatet vil også kunne obstruere USA’s genindtrædelse i atomaftalen med Iran. Endelig er Bidens forsøg på at genskabe USA’s rolle som leder af den liberale verdensorden i høj grad baseret på en revitalisering af det amerikanske samfund gennem en række strukturelle reformer, hvilket bliver umådeligt vanskeligt med et republikansk Senat.

Brud og kontinuitet
Hvordan vil en Biden udenrigspolitik så se ud? Der er ingen tvivl om, at man kommer til at kunne se på USA’s udenrigspolitik, at præsidenten hedder Biden og ikke Trump. Men også, at der vil være elementer af kontinuitet. Det er et velkendt fænomen i amerikansk politik, at udfordreren forsøger at lægge afstand til den siddende præsident ved at kritisere dennes udenrigspolitik blot for efterfølgende at videreføre meget af selvsamme politik.

USA’s udenrigspolitik under Biden vil fortsat være domineret af stormagtsrivalisering med Kina. USA vil fortsat forsøge at neddrosle engagementet i Mellemøsten og presse europæerne til at bidrage mere for egen sikkerhed. Der er også nogle af Trumps beslutninger, som Biden næppe ville have truffet, men som han nu af forskellige årsager ikke vil omstøde. Det gælder f.eks. flytningen af USA’s ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

De største brud vil først og fremmest være et forsøg på at genetablere gode forhold til USA’s allierede – ikke mindst for at danne fælles front mod Kina – samt et klart signal om, at USA er tilbage som leder af den liberale verdensorden.

Det vil blandt andet ske gennem en bekræftelse af USA’s uforbeholdne opbakning til NATO og genindtrædelse i Paris-aftalen og WHO. Endelig har Biden bebudet, at han i sit første år som præsident vil afholde et Summit for Democracy, der skal forny “Den Frie Verdens” ånd og fælles formål ved bl.a. at styrke demokratiske institutioner og menneskerettigheder.

Bidens verdenssyn
Bidens verdenssyn er formet af hans opvækst under den Kolde Krig, hvor USA påtog sig rollen som leder af “Den Frie Verden.” Han tror på, at USA har en særlig rolle i verden, og at amerikansk lederskab gavner både USA og andre lande.

I sin artikel i Foreign Affairs skrev han, at det nu er tid til at genfinde den styrke, der fik USA sejrrigt gennem to verdenskrige og den Kolde Krig. Ifølge Biden definerede kampen mellem det liberale demokrati og autoritære kræfter ikke blot USA’s fortid, men også dets fremtid.

Trods Bidens klare ideologiske ståsted har han dog en meget pragmatisk tilgang til, hvordan man bør føre udenrigspolitik. Han har stor tiltro til diplomatiet og tror på muligheden for kompromisser gennem forhandlinger baseret på personlige relationer. Han accepterer, at inkrementelle forbedringer ofte kan være bedre end store omsiggribende løsninger. Han foretrækker en pragmatisk ad hoc tilgang til at løse konkrete problemstillinger frem for fasttømrede doktriner og grand strategies. Måske netop derfor har Biden også demonstreret vilje og evne til at tilpasse sine positioner over tid baseret på erfaringerne som formand for Senatets udenrigspolitiske udvalg og vicepræsident for Obama.

USA’s udenrigspolitik vil ændre kurs, når Biden overtager roret fra Trump med intentionen om at genskabe USA’s rolle som leder af den liberale verdensorden. Men det tager tid at skifte kursen på en supertanker, og skibet har hårdt brug for en renovering, hvis det skal modstå de tiltagende bølger i farvandet forude.

Rasmus Sinding Søndergaard er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ovenstående artikel blev først gang bragt hos DIIS den 12. november 2020

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons