Borgerlig tysk selvdestruktion og selvbevidst ny, grøn midte

2021-04-20T15:58:10+00:00 tirsdag, 20. april, 2021|

Den brutale kamp om magten blandt de borgerlige partier i Tyskland og den katastrofale corona-håndtering får langvarig virkning. De selvbevidste grønne bliver toneangivende i en ny midte.

Analyse af Hugo Gaarden

Får Tyskland en kvindelig kansler igen? Muligheden er til stede med valget af den 40-årige Annalena Baerbock som De Grønnes kanslerkandidat. Selv hvis hun ikke bliver kansler, kan der ikke dannes regering uden miljøpartiet, og De Grønne kommer til at udgøre en ny midte i tysk politik efter den borgerlige midterkurs, kansler Angela Merkel har ført i 16 år.

Baerbock skal formelt godkendes på en partidag i juni, men det var hendes sideordnede leder af De Grønne, Robert Habeck, som pegede på hende efter gensidig overenskomst, omend partiet for længst var enige om den procedure. Det har skabt en enestående stabilitet og troværdighed – ikke mindst i lyset af den brutale magtkamp mellem lederne af CDU og CSU og den kaotiske håndtering af pandemien.

CSU-lederen fra Bayern, Markus Söder, trak sig i dag fra magtkampen, efter at han i godt en uge målbevidst har forsøgt at vælte CDUs formand, Armin Laschet. CDU har som det største unionsparti altid stået i spidsen for unionen, men da Laschet ikke står særlig stærkt hos CDU’s vælgere og i de lokale kredse, udnyttede Söder det kynisk ved at påstå, at Laschet var valgt i ”baglokalet,” altså af medlemmernes repræsentative organer og ikke af medlemmerne. Det var ved at sprænge samarbejdet mellem unionspartierne, også fordi Söder er kommet til magten på samme vis.

Magtkampen havde mindelser om populisten Donald Trumps huseren i USA. Söder har altid rendt efter populære tendenser, og har været skruppelløs over for sine egne i kampen om at komme til tops. Men han betragtes af mange vælgere som en stærk mand i forhold til en mere vankelmodig Laschet og efter talrige skandaler i CDU – og CSU. Men Laschet er en samlende figur, der kan samarbejde bredt, og derfor kan han måske få et godt samarbejde med De Grønne. CDU risikerer dog at få et drønende nederlag, og Söder kan satse på, at det giver ham chancen på et senere tidspunkt. Men den usædvanlig magtkamp svækker unionspartierne – Europas sidste folkeparti.

Merkel er blevet kritiseret, fordi hun ikke har villet pege på hendes efterfølger, endsige støtte sin egen partiformand – snarere tværtimod. Hendes optræden den seneste tid virker, som om hun mener, at CDU endnu ikke har fundet den rette leder og trænger til en tur i oppositionen.

Men hun er også svækket af, at hun er ansvarlig for den katastrofale bekæmpelse af coronaen, også med vaccinationerne. Der sker f.eks. ikke en opsporing af samtlige personer, der har haft kontakt med en smittet, og der er ikke en kontrolleret karantæne. De mest grundlæggende metoder, som er brugt i Østasien, bruges ikke fuldt ud i Tyskland, og det har rokket totalt med tyskernes opfattelse af deres eget land som teknologisk og ledelsesmæssigt overlegent.

I den højtudviklede industrination Sydkorea har der været 115.000 smittede og 1801 døde mod over tre millioner smittede i Tyskland og over 80.000 døde. Havde Tyskland håndteret krisen lige så effektivt, ville Tyskland have haft 78.000 færre døde! Men politikerne har nægtet at lave en lige så effektiv håndtering som landene i Østasien. I stedet for holdt Tyskland en mindegudstjeneste i søndags for de døde. Nu kommer der så en skærpet lovgivning, som lægger op til natligt udgangsforbud, som vækker voldsom modstand.

Merkel ser ud til at få en trist afgangsperiode, efter at hun var været Europas og Vestens samlingsfigur i Trump-perioden. Hendes helt store nedtur får hun, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, hendes livslange ærkefjende, besætter endnu et stykke af Ukraine, nemlig mellem Rusland og Krim, som Rusland overtog i 2014. Det kan ske i ly af en igangværende militærøvelse med 150.000 mand og måske med det mål at tvinge Ukraines præsident, Volodimir Selenskij, fra magten for at få en ny aftale om Ukraine.

De Grønne vil for første gang blive den toneangivende magt i Tyskland. Der kan ikke regeres uden om miljøpartiet, og det vil føre til en mere grøn og digital udvikling med et stærkere engagement i EU end hidtil, ikke mindst i finanspolitikken. Tyskland vil også indtage en mere kritisk kurs over for Rusland og Kina. Dog vil kursen næppe ligge tæt op ad USA. Tværtimod er der udsigt til at fortsætte den linje, som Merkel og den franske præsident, Emmanuel Macron, har arbejdet for – større europæisk selvstændighed.

De Grønne har lige siden den grønne politiker Joschka Fischers tid som udenrigsminister i Schröder-regeringen stået for en mere selvstændig tysk og europæisk linje. Han sagde på at tidspunkt om Tysklands position over for Øst og Vest, at Tyskland ”orienterer sig hele kompasset rundt.”

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: © gruene.de