Den liberale verdensorden er præget af kaos som aldrig før, og de mange kriser, der dominerer den internationale dagsorden, synes endeløse. Trods betydelige forskelle synes et fællestræk at gøre sig gældende: Det svært tilgængelige spørgsmål om den nationale identitet og dens betydning for den globale magtstruktur. Skal de øvrige EU-lande håbe, at Storbritannien alligevel bliver i EU, eller er briternes uvilje mod kontinentet så indgroet, at landet vil fortsætte med at være et besværligt medlem, selv hvis det efter en eventuel ny afstemning skulle beslutte sig for at blive? 

Analyse af Thomas Lie Eriksen

07.03.2018 | TEMA: BREXIT |  

I will not cease from Mental Fight,
Nor shall my Sword sleep in my hand:
Till we have built Jerusalem,
In Englands green & pleasant Land

William Blake – 1804

2018 er begyndt med næsten ligeså meget kaos og usikkerhed, som 2017 endte med. I USA fortsætter præsident Trump med på Twitter at udsende kaskader af kontroversielle politiske udmeldinger, der næsten konstant bringer den frie verdens leder på kant med selvsamme omverden. Spændingerne mellem Vesten og Rusland stiger fortsat, Mellemøsten er som altid uforudsigelig, og selv om der i øjeblikket synes ro omkring krisen med Nordkorea, er det vel blot et spørgsmål om tid, før Washington og Pyongyang på ny indleder en retorisk krig. I Europa kæmper man for det europæiske projekts overlevelse og fornyede fremdrift, men det besværliggøres af den stadig dybere kløft mellem de “gamle” medlemslande i Vesteuropa og så de nye medlemmer i Central- og Østeuropa. Og så er der spørgsmålet om Brexit.

Det britiske problem
Storbritanniens exit fra EU burde måske ikke være det mest presserende problem på den europæiske dagsorden, men så længe der ikke findes en afklaring på briternes fremtidige forhold, vedbliver spørgsmålet med at være en sten i skoen, der tager opmærksomhed fra andre problemstillinger.

I øjeblikket synes det, som om meget bliver sat ind på helt at afblæse Brexit. Tidligere premierminister Tony Blair har indledt en decideret kampagne for at omstøde Brexit-resultatet, og tidligere finansminister under David Cameron, George Osborn, nuværende chefredaktør for The Evening Standard, deler opfattelsen af, at Brexit enten må omstødes eller i hvert fald trækkes i langdrag. Selv den mest prominente britiske EU-modstander, Nigel Farage, mener nu, at der skal afholdes en ny afstemning, som imidlertid skal styrke det mandat, som Leave-siden fik ved den første afstemning.

Endelig peger den fremtrædende geopolitiske analytiker Ian Bremmer, leder af Eurasia Group, på, at Brexit kan udvikle sig til en af årets helt store geopolitiske faldgruber, og at briterne går en hård tid i møde. En nylig meningsmåling viser, at ved en eventuel ny folkeafstemning ville 55 procent stemme for at forblive i det europæiske hus, hvilket kun yderligere styrker de røster, der vil have standset den igangværende udmeldelsesproces.

Om det så overhovedet er realistisk at standse eller omstøde Brexit, er et åbent spørgsmål. Fra centralt politisk hold fastholdes det, at Storbritanniens farvel til Europa bliver en realitet. Imidlertid skygger hele denne (pseudo)diskussion for en dybere forståelse af Brexit-fænomenet og de tråde, som det trækker til de øvrige politiske kriser, der præger den vestlige verden.

Et spørgsmål om identitet
For at forstå de dybereliggende årsager til Brexit er det ifølge flere iagttagere nødvendigt at undersøge spørgsmålet om identitet og dets indflydelse på såvel national som international politik. Ifølge den britiske professor ved University of Cambridge Nicholas Boyle, der er specialist i tysk historie og kultur, er Brexit overhovedet ikke et spørgsmål om økonomiske eller politiske problemer, men udelukkende om national psykologi og det, han betegner som Englands mentale sammenbrud. Det var nemlig England, der var årsag til Brexit, mens der i Skotland og Nordirland var flertal for at forblive i det europæiske fællesskab. Englænderne vendte ryggen til Europa og tog dermed resten af den britiske union som gidsel.

For at kunne forstå den engelske reaktion og være i stand til at foretage den korrekte diagnose af dette mentale sammenbrud er det ifølge Boyle nødvendigt at undersøge spørgsmålet om den engelske identitet eller manglen på samme. England opgav nemlig sin nationale identitet gennem skabelsen af unionen med Skotland i 1707 og Irland i 1800. Herefter udviklede det britiske imperium sig og blev den primære engelske identitet, og endnu i dag kan London gemme sig bag den samlede britiske identitet.

Hvor Skotland, Wales og Nordirland gør meget ud af deres egen særlige nationale identitet og har et særskilt parlament, forholder det sig modsat med England, der tilsyneladende intet behov har i denne retning. Det skyldes ifølge Boyle, at England hverken kan eller vil se sig selv som en traditionel nation, men i stedet er noget helt særligt, hævet over andre folkeslags småligheder.

Først den dag, hvor England står helt alene med sit eget parlament, vil det måske være muligt for London at erkende virkelighedens barske realiteter: Nemlig at England er en europæisk nation blandt mange, og at den bedste mulighed for sikkerhed og stabilitet ligger i et forpligtende europæisk samarbejde. Indtil den dag oprinder, vil den engelske psykose fortsætte.

There will always be an England
Nicholas Boyles synspunkter kommer til udtryk i en artikel, som blev offentliggjort i The Irish Times, og er spændende og stimulerende læsning, men er bestemt ikke uden problemer. Boyles baggrund som forsker i tyske forhold må formodes at gøre ham positivt disponeret over for det europæiske projekt og i det hele taget over for kontinentale problemstillinger.

At Brexit-spørgsmålet ikke kan reduceres til et spørgsmål om økonomi, synes indlysende (selv om mange debattører og politikere kun ønsker at fokusere på dette aspekt), men derfra og så til at stille psykoanalytiske folkeslagsdiagnoser er der alligevel et stykke. Og er det overhovedet en korrekt diagnose? Forsvandt den engelske nationale identitet fuldstændig efter skabelsen af den britiske union og etableringen af imperiet? Der kan i hvert fald peges på flere forskellige kulturelle frembringelser, der søger at fremhæve og bibeholde en særlig engelsk nationalfølelse.

Ikke mindst William Blakes Jerusalem, som anført i indledningen til denne artikel, som er blevet foreslået som netop Englands nationalsang. Derudover kan der peges på Vera Lynns patriotiske viser There’ll Always Be an England og The White Cliffs of Dover fra hhv. 1939 og 1942 der begge netop fokuserer på England og ikke Storbritannien som sådan.

Der vil kunne fremhæves mange flere eksempler, men pointen er, at England måske nok forsvandt i politisk forstand med skabelsen af den britiske union, men forestillingen om England som noget særligt og unikt helt for sig selv, er aldrig forsvundet. Denne forestilling går også forud for skabelsen af Storbritannien og imperiet.

Når således Shakespeare skriver om “… den lykkelige slægt, den lille verden, den ædelsten i havets sølvindfatning der tjener den til ringmur og til borggrav mod mindre lykkelige landes had, den lykkens plet, det Englands rige…” vidner det om, at før englænderne aflagde deres nationale identitet, var de allerede fuldt overbeviste om deres nationale og folkelige overlegenhed. Fremkomsten af unionen og siden hen imperiet forstærkede kun denne tendens.

Om man som Boyle mener, at det blot er et spørgsmål om (vente)tid, førend England vil skulle forholde sig til virkelighedens barske realiteter, eller man er af den opfattelse, at Storbritannien må reddes her og nu, hvorfor alt må sættes ind på at få afblæst Brexit, er den underliggende antagelse den samme: Briterne (England) vil på et tidspunkt indse, hvor fejlslagen deres europapolitiske forestillinger er, og når den erkendelse indfinder sig, vil Storbritannien kunne indtage sin retmæssige plads som et af det europæiske projekts ledende magter og aktivt bidrage til Europas politiske og kulturelle revitalisering og dermed være med til at bane vejen for, at det forenende Europa kan indtage en centrale placering i den nye verdensorden.

I Europas periferi
Er ovenstående antagelse korrekt? Er det blot et spørgsmål om tid, før briternes Europabegejstring vil blomstre? Nu er det som omtalt langt fra kun Storbritannien, der står i vejen for fornyet fremdrift i det europæiske projekt, men en aktiv britiske deltagelse vil nok stille Europa som helhed stærkere i den globale magtstruktur. Men er der, når alt kommer til alt, overhovedet et ønske om aktiv britisk deltagelse i Bruxelles, Berlin eller Paris?

Under alle omstændigheder står Storbritannien over for store udfordringer i de kommende år politisk, økonomisk og kulturelt. En stadig voksende ulighed og store regionale forskelle peger entydigt på et betydeligt behov for grundlæggende strukturelle reformer af det britiske samfund, og parallelt hermed vil det også være nødvendigt at forsøge at styrke den kulturelle sammenhængskraft i et på mange områder fragmenteret Storbritannien.

Disse problemer er ikke direkte forbundet til den europapolitiske udvikling, idet mange års medlemskab af den europæiske union ikke har forhindret disse udfordringer i konstant at blive større og mere uoverskuelige. I udenrigspolitisk perspektiv er det heller ikke kun forholdet til kontinentet, der trænger til et større eftersyn, det gælder også det angiveligt “særlige forhold” til USA, som siden 1945 for det meste har reduceret London til lillebror, mens amerikanerne som regel får deres vilje undertiden på bekostning af britiske interesser.

Såfremt London på ny ønsker at spille en rolle i verden, er det nødvendigt at tage et grundlæggende opgør med hele det tanke- og organiseringssystem, der har været bestemmende for britisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Det er fuldt forståeligt, at et omfattende problemkompleks som Brexit vækker endog meget stærke følelser, og at mennesker, som frygter måske ikke Storbritanniens undergang, men i hvert fald et politiske og økonomisk isoleret ørige, der må leve i armod pga. af en populistisk bevægelse, vil gå meget langt for at forhindre dette mareridtsscenarium i at blive til virkelighed.

Nu kan problemstillingen næppe stilles så simpelt op, men selv hvis man på en eller anden måde fik standset Brexit, er spørgsmålet, om det vil gøre den store forskel? I økonomisk forstand måske, men politisk vil problemet bestå. Det problem er, at selv efter en ny folkeafstemning vil omkring halvdelen af befolkningen med stor sandsynlighed fortsat være imod det europæiske projekt, og det tal kan meget nemt stige efter nogle år tilbage i folden. Herefter vil britiske toppolitikere på ny blive meget ambivalente i deres holdning til EU, og så er vi tilbage ved det udgangspunkt, der fik David Cameron til at udskrive folkeafstemningen i første omgang.

Måske har Nicholas Boyle ret i, at englænderne har en særlig (og besværlig) national selvopfattelse, men i stedet for at bekæmpe den med alle midler skal vi måske acceptere den og se i øjnene, at briterne måske aldrig grundlæggende vil forandre sig.

I stedet for at vente på at England skal blive en normal nation (ligesom vi i en helt anden kontekst venter på at Rusland skal blive en normal og liberal-demokratisk stat eller bryde sammen) er det måske bedre at erkende, at nogle stater, ikke mindst periferimagter, bare er anderledes og ud fra dette udgangspunkt få det bedste ud af situationen og samarbejde med dem så godt det kan lade sig gøre.

I sidste ende kan vi komme til at vente forgæves på, at Storbritanniens politiske kultur vil udvikle sig i kontinental retning, og som Europa og verdens tilstand er for nuværende, er der rigeligt med problemer at tage fat på og dermed også bedre måder at bruge tiden på.

Thomas Lie Eriksen er cand. mag i historie – med speciale i internationale relationer – og freelanceskribent.

Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Leon Neal/

Læs hele vores Brexit-tema her.