En endnu mere blodrød regering er ved at blive formet i Madrid. Socialdemokraterne må i koalition med den populististiske venstrefløj, og der bliver brug for noget af det løse fra udkanterne samt neutralitet hos dele af oppositionen. Unionisterne i Catalonien frygter for fremtiden.

Analyse af Sara Høyrup

Der bliver fniset ude blandt alt folket ad det kærlige kram mellem den statelige statsminister Pedro Sánchez og hans skravl af en rival med kvindetække på yderste venstre flanke, Pablo Iglesias fra Podemos. Eller Unidas Podemos, som det (ikke længere helt) nye venstre hedder, siden de fremstormende populister slog pjalterne sammen med den hensygnende enhedsliste – og derpå skiftede til feminin form (Unidas), fordi også feminismen fungerer folkeforførerisk for tiden på de kanter.

Altså på den venstrefløj, som har taget de seneste årtiers nordamerikanske toner om alskens offeridentiteter på sig og aflyst klassekampen. Alligevel kan vi godt forvente sociale politikker til fordel for the have nots, heriblandt dem af os, der bor til leje. Vi kan regne med en forlængelse af forrige embedsperiodes styrkelse af vores generelt elendige rettigheder. Dermed kan turismen og gentrificeringen ikke helt så let presse os ud af vores boliger i bydele, hvor vi har holdt ud blandt jordens bærme, blot for at se vores huslejer gå op igennem taget og selv blive sat ud for at give plads til den aldrig signende deleindustri anført af AirBnB.

Tipunktserklæringen
De usandsynlige turtelduer lover os også en tilbagerulning af nedskæringerne på den velfærd, som ikke er i nærheden af den skandinaviske statssocialisme. Det fremgår af den tipunktserklæring, som Pedro & Pablo på ingen tid fik tryllet frem efter ikke at have været i stand til at danne regering under den forrige runde.

Kommunalpolitiker David Pequeño fra Podemos udtaler til Magasinet Europa, at grundlaget for aftalen allerede var på plads. Generelt er indtrykket, at der simpelthen forelå en forhåndsaftale.

Omvalget i søndags var et sats for at få fingre i de ekstra stemmer, som prognoserne i strid med fakta lovede den blandede venstrefløj. Og det lykkedes i alt fald at udradere det ideologisk tvetydige og klart unionistiske Ciudadanos, som gik i vejen for topartisystemet, der tidligere har formet Spanien i demokratiets tid med socialdemokrater og konservative på skift i afhængighed af de meget krævende udkantsnationalister fra Baskerlandet og Catalonien.

Til gengæld er det yderste spanske højre stormet frem i form af Vox med en antimuslimsk retroagenda, hvis eneste sunde side er dets respekt for forfatningen og forsvar for de spansktalendes borgerrettigheder i de antispanske regioner.

Smertensbarnet
Rød blok vil denne gang utvivlsomt søge at undgå at forlade sig på udkantsnationalisterne i de selvtjenende regioner mod nord. Det bliver snævert at få regnestykket til at gå op uden dem. Der bliver brug for neutralitet fra enten de p.t. strategisk moderate “venstrerepublikanere” fra Catalonien eller disses modstandere i det unionistiske og decimerede Ciudadanos.

Den spanske valglovs ekstra vægt til landområderne gør sammen med en betænkelig opdeling af valgkredsene i den region, at lokalnationalisterne får langt flere parlamentsmedlemmer ud af det samme antal stemmer end antinationalisterne. Af samme grund har lokalnationalisterne igennem snart fyrre siddet på magten i Catalonien uden noget befolkningsflertal.

Det bliver spændende på den usjove måde i Madrid nu. Spanien har ikke tradition for koalitioner, og den danske serie /Borgen/ udløser fascination og vantro. Ikke mange tror heller på holdbarheden af Sánchez og Iglesias, som ikke kan udstå hinanden.

Nøgen og ubeskyttet
Den catalanske unionismes grand old man Antonio Robles erklærer lokalnationalismens modstandere for fortabte med det nye valgresultat. Gymnasielæreren Iván fra de nationale områder dybt inde i regionen begræder nok engang, at han ikke kom af sted til en anden region, da han havde chancen for halvandet år siden, lige før han blev udsat for et forsøg på ideologisk udrensning.

Embedsmænd som Iván har kun den mulighed af og til, hvis de vil forblive beskæftigede. Og det er ikke altid, at disse åbne vinduer passer med ægtefællens arbejdsliv og børnenes behov. Iván har skrevet to fantastiske bøger, som han ikke tør udgive, før han og familien er vel ude af det, som unionisterne kun halvt i sjov kalder for fjendeland.

Vidt og bredt på de sociale medier taler spansktalende og antinationalister bosat i Catalonien som aldrig før om at gå i eksil andre steder i landet. Catalonien er tabt, siger de ikke uden grund. Den røde regering vil næppe gøre det store for at værne om deres borgerrettigheder, skønt Pequeño fra Podemos bedyrer det. Det har der i det hele taget aldrig været nogen centralspanske partier, som har gjort. Andre end nu det yderste højre, som har sin egen agenda.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent, fixer og foredragsholder. www.sarahoyrup.biz

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Gabriel Bouys/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: