Den årlige Gay Pride Parade i Ungarns hovedstad Budapest blev afholdt den 6. juli 2013, og med knap 8000 deltagere blev begivenheden den største i sin 16 årige levetid. Trods det imponerende opbud blev paraden dog ikke kun en fejring af menneskelig mangfoldighed, men bød også på et skræmmende møde med den højreekstremisme, som har fået momentum i landet.

06.08.2013 | HOMOHAD | I lyset af bitter erfaring fra tidligere år, hvor Gay Pride-paraden var blevet mødt med æg, ølflasker og molotovcocktails, var politiet mødt talstærkt op og udgjorde i sammenspil med et opstillet jerngitter en solid mur mellem tilskuerne og Budapests luksuriøse shoppinggade, Andrássy út, hvor den farverige parade skulle gøre sit indtog.

Jeg selv og to veninder var på ferie i Ungarn og endte nærmest ved en tilfældighed som tilskuere til årets Gay Pride-parade i selskab med en broget skare af nysgerrige unge og gamle, som alle ihærdigt forsøgte at tilkæmpe sig den bedste udkigspost. Trængte man længere ind i flokken, fornemmede man dog hurtigt, at én gruppe skilte sig markant ud; nemlig de ca. 150-200 demonstranter, der ikke gjorde noget for at skjule deres tilknytning til  det højreekstremistiske miljø. Størstedelen var kronragede unge mænd iklædt mørk beklædning og militærstøvler. Flere fra gruppen havde på ryggen afbilledet et kort af ”Storungarn”, dvs. Ungarn før 1920, da landet som følge af Trianon-freden blev reduceret med to tredjedele, hvilket resulterede i, at store dele af Ungarns befolkning kom til at leve uden for det nye Ungarns grænser. På kortet symboliseres denne reducering med udefrakommende hænder, der grådigt rækker ind over landet.

Den militaristiske fremtoning i kombination med lyden af heavy metal, som bragede ud fra nogle medbragte højtalere, fremmanede en utryg atmosfære. Flere fra den højreradikale gruppe viftede energisk med det ungarske flag, som repræsenterede de det sande Ungarn – et Ungarn, der for dem tydeligvis ikke inkluderede de mennesker, som om lidt ville passere i paraden.

Det stod dog hurtigt klart, at det ikke udelukkende var homoseksuelle, som den mørkklædte skares tilråb tordnede imod. Inden optogets ankomst udspillede der sig en situation, som mest af alt ledte tankerne tilbage til 1930’ernes Tyskland, da to mandlige jøder iført traditionel/ortodoks beklædning, til vores store forbavselse, spadserede roligt forbi den fjendtlige forsamling.

Ved første øjekast fremstod den iøjnefaldende kontrast mellem jøderne og de højreradikales fysiske fremtoning nærmest en smule komisk. I takt med at gruppen omkring de jødiske mænd blev tiltagende ophidsede og truende, fremstod den mærkværdige scene, som udspillede sig lige for næsen af os, dog alt andet end morsom, og komikken blev brat erstattet af angst og hjertebanken. Episoden synes ikke mindre chokerende i lyset af de ungarske jøders historie, som vi tidligere på dagen var blevet introduceret til under en rundvisning i den jødiske synagoge, og hvor vi erfarede, at omkring en halv million ungarske jøder havde mistet livet i gaskamrene under Holocaust.

Udover diverse tilråb i retning af jøderne, som på trods af, at vi ikke forstod den eksakte mening af ordene havde en umiskendelig aura af had, begyndte en gruppe på omkring 30 personer at forfølge de jødiske mænd, der var begyndt at bevæge sig væk fra den oprørte gruppe. Til stor lettelse for mange af de omkringstående intervenerede politiet, som situationens alvor tog til i styrke, og de jødiske mænd forsvandt ud af vores synsfelt med både politi og ekstremister i hælene.

Kun kort tid efter dette ubehagelige optrin kunne man fornemme en bas dunke længere nede ad gaden – paraden var på vej. Endnu engang begyndte den mørkklædte gruppe at røre utålmodigt på sig, og nærmest i samme sekund, som man kunne spotte det første regnbueflag, istemte højreekstremisterne i kor ”fucking faggots”, ”fucking faggots.” Heldigvis forhindrede fysisk afstand og de pulserende discorytmer, som akkompagnerede optoget, demonstranterne i at spolere paradedeltagernes fest. Alle deltagerne vinkede og dansede, og deres glæde fik kun de højreradikales brutale fremfærd til at virke endnu mere meningsløs.

Flere af tilskuerne begyndte ivrigt at vifte med armene og vende tommelfingeren op for at symbolisere sympati med optoget og ikke mindst markere en kraftig afstandtagen til den homofobiske gruppe. Det store fremmøde af politi modvirkede, at de højreradikale reelt formåede at trænge igennem metalbarrieren og dermed en gentagelse af tidligere års voldelige optrin – i hvert fald under selve paraden. For senere blev det imidlertid fortalt, at tre unge mænd var blevet overfaldet, da de havde forladt den park, hvor paraden havde haft sin afslutning.

Ungarns minoriteter i sigtekornet
På trods af et roligere forløb sammenlignet med tidligere parader, blev årets Gay Pride Parade i Budapest derfor ikke udelukkende en mangfoldighedens fest, men også en sørgelig påmindelse om den højreekstremisme, som har fået et fast greb i dele af den ungarske nation, og som udgør en stigende trussel mod landets etniske, religiøse og seksuelle minoriteter. Som Ronald Eissens, leder og medstifter af den Hollandske NGO Magenta, udtrykte det for nyligt i en kronik: ”Hvis du er roma, jøde eller LGBT-person og lever i Ungarn i dag, har du et problem.”

Og Eissens har en pointe, ikke mindst at dømme ud fra de angreb på landets minoritetsgrupper, som der jævnligt rapporteres om i medierne. Senest endte lederen af Raoul Wallenberg Organisationen, Ferenc Orosz, med en brækket næse efter at være blevet angrebet af ungarske nationalister, da han var på vej hjem fra en fodboldkamp i Budapest. Under overfaldet fik han tilråb som ”jødiske kommunist”, hvorfor der ikke kunne herske nogen tvivl om voldsmændenes motiv.

I protest mod den tiltagende antisemitisme i Ungarn, og for at udvise sympati med de truede minoriteter, valgte Den Jødiske Verdenskongres helt utraditionelt i maj måned at afholde sin fire-årlige samling i Budapest. En begivenhed, som ellers normalt finder sted i Jerusalem. Kongressen blev, ligesom Gay Pride-paraden, mødt af voldsomme protester fra Ungarns højreradikale miljø.

Jobbik og højreekstremismens fremmarch
Mange af demonstranterne, som man møder til disse protester, har tilknytning til det ultranationalistiske parti Jobbik – et politisk parti, som i de seneste år har oplevet massiv fremgang i den ungarske befolkning. Ved parlamentsvalget i 2010 opnåede Jobbik 16,7 procent af stemmerne og blev med 43 af medlemsposterne i det ungarske parlament Ungarns tredjestørste parti. Resultatet cementerede dermed, at Jobbik bestemt ikke er en ubetydelig spiller i ungarsk politik.

Partiet har i høj grad erhvervet sig sin politiske identitet på bekostning af landets minoriteter, som i Jobbik-medlemmers ofte rabiate udtalelser bliver fremstillet som nationale fjender. Homoseksualitet bliver eksempelvis opfattet som en perversitet, og i 2012 fremlagde partiet et lovforslag, som skulle gøre ”udbredelse af seksuelle adfærdsforstyrrelser” til en strafbar handling. Stor ravage skabte det ligeledes, da en af Jobbiks mere fremtrædende medlemmer, Marton Gyongyosi, foreslog at lave en liste over de jøder, som udgør en sikkerhedstrussel mod landet. Det er blandt andet udtalelser som denne fra Gyongyosi, der har forårsaget, at flere ungarsk/jødiske familier nu føler sig nødsaget til at immigrere til mere venligtsindede egne.

Jobbiks foruroligende fremmarch i Ungarns politiske landskab vidner om, at mødet med højreekstremismens grimme ansigt til årets Gay Pride Parade ikke blot kan betegnes som et enkeltstående møde med ungarer fra bunden af den sociale rangstige; nej højredrejningen i det ungarske samfund synes langt mere gennemgribende og har ligeledes fundet fodfæste i samfundets bredere kredse. I en analyse af Jobbiks fremfærd konkluderer journalist og historiker Jan Bo Madsen i Weekendavisen, at på trods af Jobbiks mange ligheder med den klassiske fascisme, viser partiet ikke tegn på en reel vilje til at omstyrte den eksisterende politiske orden, hvorfor han ikke forudser en egentlig ”march mod Budapest” fra Jobbiks side. Dette ændrer dog ikke ved, at den nuværende situation i Ungarn føles særdeles ubehagelig for de minoriteter, der konstant figurerer i de højreradikales sigtekorn.

Mette Ginnerskov Hansen er ph.d.-studerende ved Europastudier på Aarhus Universitet.