Bykongen af Marbella

2020-07-26T17:17:57+00:00 tirsdag, 21. juli, 2020|

Jesús Gil blev først kendt for at have udført et byggeri så elendigt, at 58 mennesker døde under murbrokkerne. Det hindrede ham ikke i at blive Spaniens svar på Peter Brixtofte – blot i meget større stil. Gil var elsket og næsten umulig at blive af med. Dette er sjette afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. 

SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE  – AFSNIT 6

Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup

Gregorio Jesús Gil y Gil startede og sluttede sin bygherrekarriere i et retslokale. Han så stort på alle byggereglementer og plastrede solkystbyen Marbella til med ulovlige byggerier, hvoraf ikke alle var af lige god kvalitet. Han kom i fængsel, før han overhovedet kom i gang, og døde med udsigten til lange straffe.

Slemt besværet af at være kendt som manden, der var skyldig i 58 menneskers død, da en bygning kollapsede i 1969, holdt intet ham tilbage. Han gik ind i politik for at kunne tildele sig selv byggetilladelser, mens turismen overtog solskinslandet. Han stiftede sit eget parti, opkaldte det efter sig selv og fyldte det ud med sine sønner. De var dybt involverede i hans projekter, som de fortæller om i Netflix-serien El pionero (Pioneren). Den ene af dem fik en betinget fængselsdom, mens Gil selv slap ved at falde død om.

I serien er hustruen fuldkommen fraværende. Det kan skyldes etiske hensyn og egne ønsker, men er nu alligevel påfaldende. Hendes sønner nævner hende næsten ikke, og hun er skrevet ud af deres biografi på spansk Wikipedia. Det er, som om hun aldrig har fandtes.

Stort set den eneste kvinde i dokumentarserien er Gils politiske modstander i det lokale socialdemokrati. Oppositionen fik ikke et ben til jorden, så længe Gil huserede.

Den iberiske macho
Ligesom kommissær Villarejo i skurkeseriens andet portræt var Jesús Gil en mand af den gamle skole med manerer, der ikke længere går an. Men dengang i halvfemserne trak det fulde huse. Den trinde Gil struttede af selvtillid og havde en fernis af gemytlighed trukket hen over sine autoritære former.

Jesús Gil y Gil, partiejer af partiet GIL, var en autentisk gil i manges øjne: slang for idiot. Og det er sådan, han er blevet stående for eftertiden. I hans velmagtsdage spiste alle dog af hans hånd. Næsten alle.

Fordi Jesús Gil var indbegrebet af den korruption, der var tæt knyttet til byggeboomet. De færreste forstod dengang, hvor meget skade korruption gør. De kunne ellers bare have spurgt sig for i Italien, hvor kampen mod mafiaen stod på sit højeste i halvfemserne. Organiseret kriminalitet og korruption er perlevenner.

Alligevel opfattes økonomisk kriminalitet gerne som gerninger uden ofre, påpeger teologen Paul Leer-Salvesen i hans fine bog om Tilgivelse. Men korruption får de forkerte til fadet. Korruption er det modsatte af meritokrati. Korruption er dyrt for samfundet og nedbryder alle de regler, vi sætter op for at sikre, at alting fungerer, som det skal i et civiliseret samfund. Korruption er junglen, der æder sig ind på civilisationen. Korruption er råddenskab.

Det var der altsammen ikke ret mange andre end oppositionen i solkystbyen, der tænkte på. Alle (næsten alle) var til salg og kunne trues til tavshed. En standhaftig dommer pakkede sammen, da hans familie kom i fare. Hvad skulle han ellers gøre?

Fodbold, altid fodbold
Ligesom borgmesteren i Farum på samme tid vandt alt folkets gunst ved at satse på fodbold, brugte Gil den spanske fodboldfeber taktisk. Helt ligesom narkobaronen Sito Miñanco i Galicien samtidig sponserede den lokale fodboldklub, sådan som man kan se det i Netflix-serien Cocaine Coast.

Folk omkring Gil fortæller, at han i virkeligheden var fuldkommen bedøvende med fodbold. Men han var populist om en hals og en stor strateg. Også selv om hans strategier endte med at få ham i fedtefadet. Han var overmodig og klodset og sikker på, at for ham kunne alting lade sig gøre.

Hos et fodboldfolk som det spanske svarer det til, at en præst ikke tror på Gud. Men Gil fingerede kærlighed til fodbolden i sine år som “præsident” for klubben Atlético Madrid, som dengang var økonomisk trængt. Gil var ikke manden, der lod noget gå til spilde. Klubben tjente ham også til hvidvask af penge – og med en fiks lille piruette gjorde han sig til ejer af klubben, der før tilhørte dens fans.

Hans søn Miguel Ángel Gil Marín leder i dag klubben, som er gået fra at være underkendt lillebror til Real Madrid til at være en af Spaniens vigtigste klubber. Miguel Ángel fremstår anderledes renskuret end faren. Hos Forbes tæller Gils søn som formue nummer 192 på verdensplan. I El pionero har han kun pænt at sige om sin far. Alle omkring Gil opbygger en narrativ om en mand, der gik mod strømmen og egentlig ville det så godt. Han brød kun de regler, der ikke var ret og rimelighed i, bedyrer sønnerne, som bliver interviewet i hver deres kæmpe opholdsstue.

De spanske enklaver
På et tidspunkt undervejs er det lige ved at gå galt. Jesús Gil i Gil bliver varetægtsfængslet. Det går hurtigt nok over, for man har jo sine kontakter. Men i GIL-lejren er man overbevist om, at det skyldes udvidelsen sydpå:

Gils parti GIL stiller op i de spanske enklaver i Nordafrika. Ceuta og Melilla er de sidste spanske kolonirester på Middelhavets sydlige bred. De ligger op mod kysten og er omgivet af Marokko resten af vejen rundt. Diktaturet Marokko er Spaniens svære nabo, som det gælder om at holde sig gode venner med.

Det gælder den dag i dag, hvor migrationen i årtier er gået gennem Marokko eller udspringer af landets egen desperate ungdom. Teenagedrengene vil til Europa, om så det skal koste dem livet. Marokkanske mødre sidder og holder vejret, mens deres sønner satser det eneste, de har, på at komme til mulighedernes kontinent.

Det er et falsum, at det er forældrene, der sender deres børn af sted. De store børn holder deres forældre i uvidenhed om planerne. Pludselig en dag er de væk og ringer først hjem, når de er nået til Europa – hvis altså de når frem. De prøver gerne lykken igen og igen, indtil de enten kommer hinsides havet eller går til grunde undervejs. Druknede eller kvaste.

Politisk fange
Også i de afrikanske stykker Spanien er Gil en succés. Den støtte, han ikke har, køber han sig til. Det er et udbredt fænomen i lande med stor korruption, at stemmeflertal skifter på forunderlig vis, når medlemmer af oppositionen pludselig slutter sig til magtpartiet.

Her kommer den spanske efterretningstjeneste muligvis på banen. Det mener ikke kun Gils støtter, men også graverjournalisterne bag Netflix-serien. Jesús Gil er en omkringfarende katastrofe. Det er i statens interesse at stoppe ham.

Ikke så meget fordi han udfordrer det faste vagtskifte mellem datidens to magtpartier, konservative PP og socialdemokratiske PSOE. Det er ellers Gils egen læsning – og den passer til hans martyrfortælling. Gil var næppe nogen egentlig trussel med hans planer om at stræbe efter magten på nationalt niveau.

Han er i vejen, fordi han er kaos. Et løsgående missil, som man ikke kan have rendende i de spanske enklaver.

Den korte tid, der går, før det lykkes Gils støtter at gennemtvinge hans løsladelse, går folket i optog for deres bykonge. Han er “politisk fange”, hedder det sig i hans fanbase. Fuldstændigt ligesom andre politikere i Spanien sidenhen har hævdet, at systemet bare er ude efter dem, når de gør alt for at underminere retsstaten og de fælles spilleregler.

Sprækker i muren
Igennem mange år har Jesús Gil anklagemyndigheden i hælene. De kan ingenting bevise. Bykongen er beskyttet af sin popularitet og af alle de mennesker, der er i lommen på ham.

Til sidst lykkes det. Der opstår en sprække, og hele muren styrter sammen. Jesús Gil står blottet og askegrå i ansigtet. Det overmodige går af ham, og han er en slagen mand. Vennerne viger. Udsigten til en ny fængselsstraf, som meget vel kan vare livet ud, er ubærlig. Spanske fængsler er ikke for de sarte.

Over tredive år tidligere var han blevet benådet ved at bestikke selveste diktatoren Francisco Franco med små tyve millioner kroner i datidens penge. I mellemtiden var Spanien blevet en demokratisk retsstat, hvor man faktisk indimellem kan komme rigtigt længe i fængsel for økonomisk kriminalitet og følgeforbrydelser som trusler.

Det er næsten synd for den faldne bykonge, når man ser ham på de sidste optagelser. Hans sønner, som han gjorde styrtende rige, har ondt af ham. Det synes de også, at vi andre skal have. Til sidst falder byggemagnaten Gregorio Jesús Gil y Gil om af en hjerneblødning.

Serie: De pæne skurke

Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.

Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den sjette artikel i serien, og den handler om en forretningsmand, som kaldte sig politisk fange.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/