Mandag morgen blev ni separatister anholdt og sigtet for fremskredne forberedelser af bombe- og brandattentater i den spanske region. Regionschef Quim Torra udtaler, at ”det er imod principperne i retsstaten og demokratiet at anholde forebyggende.”

Baggrund af Sara Høyrup

Ni granvoksne catalanere med forsørgerpligter blev den 23. september anholdt og syv af dem varetægtsfængslet. Spræng- og brandfarlige stoffer er blevet konfiskeret i hjem med børn. Hvis forældrene havde været indvandrere, ville det catalanske børneværn formentlig have afsagt straksbeslutning om at fratage dem forældreskabet. Det gør la Direcció General de Atenció a la Infància i l’Adolescéncia for mindre, når det er de nederste i samfundet, som svigter deres pligter.

De spanske gendarmer har i halvandet år fulgt med i den mistænkte terrorcelles telekommunikation, og nu var tiden inde til at gribe ind. Nu var målene nemlig udpeget og tidspunktet umiddelbart forestående: Bomber skulle sprænge og storbrande bryde løs til minde om den forfatningsstridige folkeafstemning den 1. oktober for to år siden, og når domsafsigelsen over separatistlederne forventeligt falder i ugerne derpå.

La Guardia Civil slog til 10 steder på samme formiddag. Gendarmerne gik ind med fuldt beskyttelsesudstyr og publicerede straks efter en video, der dokumenterede razziaen og fundene. Et af de planlagte mål var netop et af civilgardens kaserner, hvor gendarmerne bor med deres ægtefæller og børn.

Ordensmagten som syndebuk
Efter anholdelserne mødte separatistiske demonstranter frem ved alle de største kaserner i regionen og truede civilgardisterne, der har terrorbekæmpelse som en af deres opgaver. Slagordet var lydefterligninger af skud (pim-pam-pum!) og opfordringen til enten at fordrive eller gøre kål på dem alle sammen.

Kun den spanske højrefløj fra det liberale Ciudadanos og udad mod højre via det konservative Folkeparti PP takkede gendarmerne for deres indsats for den offentlige sikkerhed.

Partiet Vox yderst til højre gik så vidt som til at opfordre EU til at føjre CDR til sin terrorliste, idet de anholdte var tilknyttet denne store separatistorganisation. De terroranklagede havde dog trukket sig noget fra det større fællesskab i nyere tid for at kunne agere ubemærket.

Disse Comitès de Defensa de la República var oprindeligt komitéer til forsvar for el Referèndum, og en enkelt stemmeurne fra den ulovlige folkeafstemning for tvende år siden blev da også konfiskeret hos de anholdte. Tidligere Cuba-korrespondent Vicenç Sanclemente gjorde i forsommeren chokerede journaliststuderende opmærksom på det indlysende forhold, at de catalanske CDR er inspireret af de cubanske Comités de Defensa de la Revolución, der udspionerer og anmelder dissidenter.

Baskiske tilstande
Gendarmer og politifolk har altid været yndede mål for separatisterne i landets anden rebelske region. I Baskerlandet regnede terrorgruppen ETA ordensmagten for invasionsstyrker og derfor legitime mål for mord og overfald. Lighederne mellem det mandhaftige Euskadi og det meget mere vege Catalonien er taget til under den såkaldte Procés, som siden 2012 har været rettet mod løsrivelse af regionen, som frem til den dato ingen ønsker nærede om at vriste sig fri af resten af landet.

Der er foregået en radikalisering af det politiske liv og omgangsformerne i Catalonien, som den unionistiske lejr har advaret om i årevis. Juraprofessor Rafael Arena, der underviser på Universitat Autónoma de Barcelona og er tidligere formand for foreningen Catalansk Civilsamfund (SCC), beklager laissez faire-holdningen, der har banet vejen for terrorplanerne:

”Vi har tolereret dette alt for længe, og derfor er det nu kommet så vidt, at det regnes for legitimt at fabrikere bomber. Først blev der skubbet, og så blev der kastet med genstande. Siden skete der overfald, og nu er vi nået til bomber.”

Blandt unionister er der i forvejen ingen tvivl om, at Catalonien er gerådet ud i en markant batasunisering. I de onde år i Baskerlandet var der sideløbende med ETA’s terrorattentater, bortførelser, mord og ”revolutionsskat” en konstant understrøm af gadevold, der holdt dissidenterne på plads. Batasuna var et venstrerabiat nationalistparti, der fungerede som ETA’s politiske arm.

Terrorister på de bonede gulve
I den unionistiske lejr føler man sig sørgeligt bekræftet i, hvad man længe har frygtet: Alt imens løsrivelsesbevægelsen har mistet damp, udspaltes rabiate elementer, der ikke vil finde sig i, at slaget er tabt. Terrorens tid ser ud til at være kommet til den førhen så fredsommelige region.

Ud over ETA’s monumentale angreb på indkøbscentret Hipercor i Barcelona i 1987 har Catalonien dog også haft sin egen terrorgruppe: Terra Lliure (Frit Territorium), hvis ubehjælpsomme bombemagere den dag i dag sidder i regionsparlamentet, leder fagforeninger og mænger sig med den undvegne seperatistleder Carles Puigdemont. Den hemmelige agent ”El Lobo” hævder sågar, at Puigdemont i sin tid var en del af dette terrormiljø, og at han også dengang stak af, da det brændte på, og anholdelser var på vej.

Puigdemonts forsvarsadvokat Gonzalo Boye er selv tidligere terrordømt til 14 års fængsel for medvirken til en otte måneder lang bortførelse af en forretningsmand, som ETA ville klemme penge ud  af i 1988. Blandt separatistlederens middagsgæster i sit selvvalgte eksil i Belgien er både baskiske terrorister og rapperen Valtonyc, der er dømt for at opfordre til terror. Den yngre rapper tilbyder nu sin logistiske støtte til enhver, der måtte finde anledning til at stikke af fra terroranklager i Spanien.

Civile mål?
Blandt den catalanske terrorcelles andre mål var statslige installationer i det hele taget. Den overkategori kan meget vel omfatte togstationer fulde af almindelige mennesker. Eksempelvis hører højhastighedstoget AVE under staten, og det pågrebne materiale var egnet til at sætte store elementer i brand. Det forklarer Fausto Soriano, pensioneret sikkerhedsekspert. Han og andre mener, at et storangreb på civilbefolkningen ville blive maskeret som et spansksindet angreb på catalanerne.

Det ville tjene til at piske en (endnu mere) hadefuld stemning op mod resten af Spanien. Samtidig ville det provokere staten til at reagere og vise sig fra sin mest repressive side. Logikken er den samme som i sin tid hos Rote Armee Fraktion: Staten skal tvinges til at vise sit ”sande fascistiske ansigt”.

Terrorapologeterne
Så egentlig kan det ikke overraske, at det er kommet så vidt: at enkelte rabiate elementer selvradikaliserer sig helt ud i terrorens tegn. Det, der chokerer mest i den modsatte lejr, er den entydigt apologetiske respons fra en samlet løsrivelsesbevægelse.

Separatister mødte talstærkt frem for at protestere ude i provinsen – af alle steder på en plads opkaldt efter Doctor Robert, en berygtet raceteoretiker fra forne tider, som optræder på mangt et monument, og som mangen en skole og sundhedsklinik, gade og vej er opkaldt efter. Demonstranterne mødte mindre talstærkt ved Barcelonas retsbygninger, hvor kun en snes troppede op, hvilket viser hvor svækket bevægelsen også er.

På samtlige sociale medier og i de mange digitale fællesskaber, der bruger apps såsom Whatsapp og det mere hemmelighedsfulde Telegram som ideologiske ekkokamre, er der ingen tvivl at spore: Det tog ikke mange minutter, fra politirazziaen blev kendt, til “et samlet folk” enedes om pure at afvise, at der var noget at komme efter.

Spørger man ud i sit netværk af separatister, spænder forklaringsmodellerne fra skolelærerens kortfattede forklaring om terroranholdelserne som ”spansk undertrykkelse” til fagbladsredaktørens febrilske falbelader om, at ”statens kloakker” altid bare finder på det hele, og at ordensmagt og medier går hånd i hånd i et forsøg på at sværte separatismen. Og den konspirationsteori kommer altså fra chefredaktøren på et blad for hele regionens journaliststand.

Retsstat og terrorbekæmpelse
Og så er der ultranationalisten Quim Torra, som sidste år overtog regionens ror som afløser fra den undvegne Puigdemont. Regionschefens holdning til mandagens begivenheder er, at ”det er imod principperne i retsstaten og demokratiet at anholde forebyggende”.

Magasinet Europa spørger den internationale terrorekspert Magnus Ranstorp, om det er korrekt.

”Overhovedet ikke,” svarer den svenske forsker ufortøvet. ”Siden nine-eleven-attentatet i New York har man været bevidst om, at det er nødvendigt at gribe ind, før angrebene bliver gennemført. Det er der almindelige konsensus om inden for international terrorbekæmpelse.”

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og har fungeret som tolk i terrorsager og ved konferencer om terrorbekæmpelse. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Juan Medina/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: