Det catalanske krav om en selvstændig stat sætter ikke bare grå hår i hovedet på centraleregeringen i Madrid. Også fra Bruxelles kigges der med stigende bekymring mod den nordspanske region. EU’s traktater giver ingen svar på, hvad der sker, hvis et territorium i en medlemsstat løsriver sig for at etablere sin egen stat.

28.03.2013 | AFKOBLING | ”Catalonien – en ny stat i Euopa”. Sådan lød budskabet, da op mod halvanden million mennesker gik på gaden i Barcelona sidste efterår og satte folkelig trumf på kravet om catalansk uafhængighed fra Spanien.

Budskabet var ikke bare en strakt langemand til centralregeringen i Madrid. Det var også en klokkeklar tilkendegivelse af ambitionen for fremtiden: Catalonien vil være frit – men ikke for at isolere sig i sit hjørne af Spanien. Catalonien vil være frit for at få sin egen stemme og sin egen indflydelse i det europæiske fælleskab. En nation med sin egen stat og en ligeværdig partner ved de europæiske forhandlingsborde.

Spørgsmålet er blot, om EU’s døre også står åbne for en selvudråbt catalansk stat. Det er gentagne gange blevet fremsat i debatten, at Catalonien vil ryge ud af EU, hvis de forlader Spanien, men sandheden er, at EU ikke har forberedt sig på det catalanske scenario. Ingen steder i EU’s omfangsrige traktater er det beskrevet, hvad der sker, hvis en medlemsstat splittes i to som følge af en intern løsrivelsesprocess. Ingen har et definitivt svar, og der er tilmed stemmer i debatten, der mener, at Spaniens eget medlemskab kan komme i fare i tilfælde af catalansk uafhængighed. Den catalanske tænketank Cercle d’Estudis Sobiranistes har således fremsat den tese, at der ikke vil være en legitim arvtager til Spaniens medlemskab, men at de to nye stater begge vil skulle genforhandle deres tilknytning til EU.

Langt de fleste observatører vurderer dog, at Spanien er den retmæssige arvtager af medlemsskabet, og at Catalonien vil skulle stille sig op i køen af nye ansøgerlande til EU. Hvordan dette i praksis vil spænde af er imidlertid lige så usikkert som at forudsige det danske sommervejr. Eftersom der ikke er nedskrevne procedurer for dette scenario, er der masser af rum for fortolkning. Og heri ligger et lille håb for de catalanske separatister. Skulle det lykkes Catalonien at etablere en selvstændig stat, vil det nemlig ikke være første gang i EU’s historie, at der skal rykkes på indre grænsedragninger. Slår man op i historiebøgerne, finder man en række fortilfælde, hvor omstændighederne har tvunget EU ud i juridisk freestyle som følge af indre anliggender i medlemsstaterne.

I 1962 erklærede Algeriet sig uafhængigt af Frankrig og trådte dermed ud af EF, men Rom-traktaten havde ikke taget højde for dette. Medlemslandene måtte improvisere og fortolke sig frem til en modifikation af fælleskabets grænser, og først i 1992 blev Algeriets udtræden formaliseret i Maastricht-traktaten.

Grønland gav nye hovedpiner til de europæiske embedsmænd i 1982, da de grønlandske vælgere ved en folkeafstemning i kølvandet på den nye selvstyrestatut stemte for en udtrædelse af EF. Løsningen blev, at Grønland bevarede sin tilknytning til EF om end med status som ”oversøisk territorium”, idet de samtidig forblev en del af det danske rigsfællesskab.

På tilsvarende vis skulle der tænkes ud af boksen i 1990, da muren var faldet og de to tysklande stod foran en genforening. De europæiske medlemslande godkendte efter en kompliceret process, at det tidligere DDR kunne inkorporeres i Vesttyskland, og det forenede Tyskland kunne fortsætte som medlemsland i det daværende EF.

Selvom det europæiske fællesskab ikke havde taget højde for disse udviklinger, lykkedes det alligevel at nå frem til farbare løsninger takket være lige dele improvisation og medlemsstaternes accept af de modificerede grænsedragninger. Det er imidlertid tvivlsomt, om disse historier kan understøtte et automatisk catalansk EU-medlemskab. Nok viste Grønland, at man som territorium i en medlemsstat kan træde ud af det europæiske fællesskab, men de havde ingen intentioner om efterfølgende at blive optaget som selvstændigt medlem. I Tysklands tilfælde er der heller ikke en direkte parallel til det catalanske scenarium. Modsat det catalanske ønske om etablering af en selvstændig stat, repræsenterede det genforenede Tyskland en sammensmeltning af to eksisterende stater og udvidede således ikke antallet af medlemslande.

I ingen af disse fortilfælde var der altså tale om at udvide EU-klubben med nye medlemmer. Og hvad vigtigere er – i alle tre tilfælde var det en afgørende forudsætning, at samtlige medlemslande bakkede op om løsningerne. Og heri melder sig måske den største udfordring for Cataloniens EU-drømme.

“Unionen er i sin grundstruktur designet til at forene og fastholde i stedet for at opsplitte. Smittefaren ved en løsrivelsesprocess kan skræmme tilstrækkeligt til, at hovedparten af medlemsstaterne vælger at holde fast i dette udgangspunkt”, vurderer José María de Areilza, doktor i europæisk ret ved Harvard-universitetet i en udtalelse til den spanske avis El País.

Det kan således blive mere end vanskeligt at få alle 27 lande til at smile i mødet med et selvstændigt Catalonien. Ikke bare Spanien, men også lande med tilsvarende interne løsrivelsesbevægelser vil kunne se et faremoment i, at en ny stat bryder ud af et nationalt fællesskab for at indtage sin egen indflydelsesbase i EU.

Før det kommer så vidt, står de catalanske separatister imidlertid over for en række andre udfordringer. Modsat Skotland, hvor den britiske regering har godkendt en folkeafstemning om skotsk uafhængighed næste år, kæmper den spanske regering med næb og klør mod en tilsvarende afstemning i Catalonien, der efter planen skal afholdes i 2014. Den annoncerede afstemning truer med at kaste Spanien ud i en forfatningskrise, der kan kuldsejle de catalanske løsrivelsesplaner længe før de europæiske medlemsstater skal forholde sig til Cataloniens mulige medlemskab af EU.

Foto: Ferran