Den kompromisløse Brexit-kampagne og den seneste bølge af afstemninger i Danmark og Holland har givet ny ammunition til de kritikere, der mener, at folkeafstemninger er roden til alt ondt. Herunder EU’s sammenbrud og måske endda den vestlige civilisations forfald.
Imperialistiske tømmermænd og en opfattelse af, at Europa begynder på den anden side af Den Engelske Kanal har siden 1973 udfordret briternes EU-engagement.
City of London er et af Europas største finansielle knudepunkter, men det kan ændre sig ved et britisk farvel til EU. Dansk Erhverv forudser ligeledes omkostninger for Danmark ved et Brexit.
Den etniske udrensning i Bosnien kastede UNHCR ud i en række nye dilemmaer. Ved hurtig asylsagsbehandling risikerede man at gå aggressorernes ærinde, og for første gang nogensinde lød opfordringen derfor fra FN’s flygtningeorganisation: Giv midlertidig beskyttelse og se tiden an.
Mange har forsøgt at forklare krigen og Jugoslaviens sammenbrud med urgammelt had mellem befolkningsgrupperne. Det holder ikke. Det er nok så oplagt at kaste et kritisk blik på den nyere historie, og især tiden under Tito. Efter hans død opstod valget mellem et Jugoslavien uden demokrati, eller et demokrati uden Jugoslavien.
Frem til folkeafstemningen om retsforbeholdet vil både ja- og nej-fløjen argumentere for, at netop de står på mål for en fortsættelse af det velkendte og trygge valg. Men hvilken fløj kan påberåbe sig forsvaret af status quo, når det drejer sig om tilvalgsordningen?
David Cameron spillede højt spil, da han lovede en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab. Cameron skal dog ikke forvente, at franskmændene giver ham gode kort på hånden, så han kan opnå den genforhandlede EU-aftale, der skal danne baggrund for afstemningen. Dette politiske spil kan blive fatalt for det EU, vi kender i dag.
En nations retsforståelse kan forme landets handlinger i internationale samarbejder, og gøre samarbejdet mere eller mindre problemfrit. Briterne besidder en særegen retskultur, som igen og igen skaber gnidninger i EU-samarbejdet.
Storbritanniens forhold til EU har siden landets indmeldelse i 1973 været fodslæbende og turbulent, og Camerons valgløfte om en folkeafstemning er blot seneste symptom på landets geografiske identitetskrise.
Imperialistiske tømmermænd og en opfattelse af, at Europa begynder på den anden side af Den Engelske Kanal har siden 1973 udfordret briternes EU-engagement.