Den 5. og 6. juni fejres 75-året for invasionen i Normandiet, men det slående er, at de to førende allierede er ramt af opløsning – med global handelskrig og en ny krig i Mellemøsten truende i horisonten. D-day handlede om Europas fremtid. Europa blev reddet. Vil Europa være med til at hindre en ny global konflikt – en ny type kold krig?
Kommentar af Hugo Gaarden
Hvor er det tragisk, at 75-års dagen for D-day – landingen i Normandiet – sker, mens hovedkræfterne i de allieredes landgang er ved at rive den traditionelle vestlige verden op med rode. Invasionen den 6. juni hindrede et nazi-styret Europa, og Europa udviklede en unik, demokratisk orden mellem tidligere rivaler. Og nu? Storbritannien er ved at gå op i fugerne på grund af politisk borgerkrig, og et Trump-domineret USA går alenegang, river alt traditionelt samarbejder i stykker og laver handelskrige og kaster sig måske ud i en ny mellemøstkrig omkring Iran.
Vi står midt i en situation, der er det stik modsatte af det, som D-dagen var et symbol på, og det illustrerer den nedtur, som Vesten er inde i. Vestens tilbagegang er en uundgåelig kendsgerning som følge af Kinas og andre nye økonomiers fremgang. Men det vi ser nu, er en selvskabt nedtur, der kan føre til en ny stormagtsrivalisering, hvor et økonomisk og teknologisk jerntæppe sænker sig mellem USA og Kina, og som i værste fald kan føre til krige og kollaps af Vestens rolle.
Mere end nogen sinde er der behov for, at Europa – der blev befriet – giver den en skalle for at bevare dét, der blev genskabt med invasionen. Kansler Angela Merkel ser mere dystert på verden end nogensinde og har ifølge bladet Der Spiegel åbenbart mistet viljen til at gøre noget ved det, mens den franske præsident, Emmanuel Macron, vil skabe en europæisk renæssance og gøre Europa til en ligeværdig aktør i etableringen af en ny verdensorden, hvor der er plads til forskellige politiske og økonomiske systemer – uden en magtkamp som dén, der førte til Den første Verdenskrig og senere igen til Den anden Verdenskrig.
EU-valget giver næring til optimisme, for EU-positive partier fik to tredjedele af pladserne. Populismen i Europa generelt er toppet, mens de store traditionelle partier nu udfordres af en ny dynamik på midten. Det lever, politisk, i Europa. Men Europa-parlamentet er en svag og dårligt defineret institution, så EU’s regeringschefer har nu en chance for at vise, om de kan og vil udpege en kompetent kommissionsformand som Margrethe Vestager, fremfor at lade sig styre af traditionelle manøvrer i baglokalerne.
Men det er tragisk, at det er næsten på årsdagen for D-day, at den britiske regering brød sammen, netop om EU. Det udtrykker dybest set, at de konservative aldrig har taget stilling til, om de ville EU. Winston Churchill gik næsten ene mand i brechen for at redde Europa fra nazistyret. Nu er det Boris Johnson, der brænder efter at blive en ny Churchill. Men han vil bryde ned som en Trump, medmindre briterne besinder sig og udskyder Brexit’en endnu engang. Hidtil har EU-systemet vist kløgt ved at give briterne en chance for at blive i EU.
Det er tragisk, at den største modstander af EU, præsident Donald Trump, har fået lov til at deltage i årsdagens festligheder – på den britiske side. Ingen amerikansk præsident har i nyere tid iværksat så mange konflikter med fjender og venner som Trump. Han er kun interesseret i én ting: At redde sit eget skind og sit – måske vaklende – forretningsimperium, hvis regnskaber og finansieringsforhold ikke tåler dagens lys.
Trump har lagt op til en langvarig økonomisk krig mod Kina. Det er ikke længere kun en handelskrig. Trump og hans folk vil have knækket Kina og kinesiske virksomheders styrke. Kina har klogeligt sagt nej til Trumps seneste krav, nemlig at en række indrømmelser i en handelsaftale skal skrives ind i den kinesiske lovgivning. Det betragter kineserne selvfølgelig som et diktat – som et indgreb i kinesisk indenrigspolitik.
Dertil kommer forbuddet mod at lade teknologikoncernen Huawei fungere i USA. USA forsøger at tvinge de øvrige vestlige lande til at boykotte Huawei, og flere selskaber som Google følger trop. Der er kun én reel forklaring på den kurs: Amerikanske virksomheder er ved at blive hægtet af i konkurrencen med Kina på det højteknologiske område. Så skal statsmagten bruges, og USA vil gøre Kina til en ny militær trussel. Det svarer til englændernes forsøg på at bremse den tyske økonomiske opstigning forud for Den første Verdenskrig.
Vil europæerne bøje sig og følge Trump? Vil europæerne gå med til en ny global magtkamp, en ny form for kold krig med en ny opdeling af kloden i to forskellige forretningsområder og teknologi-verdener?
Hvis Huawei og andre lukkes ude fra Vestens godt én milliard forbrugere, vil der være et globalt marked på 6 milliarder tilbage, som Kina vil sætte sig på. Huawei vil nu gøre sig totalt uafhængig af forsyninger fra Vesten, også med chips. Det kan blive en boomerang for os, og det betyder, at en ny teknologi-verden opstår med egne normer, ligesom kineserne udvikler et alternativt finanssystem. Nogle siger, at en økonomisk krig mellem Kina og USA ender med to tabere. De tager fejl. Der bliver én taber, USA og Vesten.
Også Trumps nye pres mod Iran er hasarderet – ved at sende et hangarskib og måske op mod 150.000 soldater til Golfen og regionen – ifølge amerikanske medier. Trump ønsker næppe en ny krig, men han vil tvinge Iran økonomisk i knæ for at få en regimeændring. Det er en strategi, som Israel har udviklet, bakket op af Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Det er naivt at tro, at de selvbevidste iranere bøjer sig. Vi kan se frem til nye former for stedfortræder-konflikter, der kan ender i en ny, bredt funderet krig med oliestop.
Iran har givet EU et ultimatum på 60 dage – til at afværge nye amerikanske sanktioner, ellers vil Iran måske genoptage berigningen af uran. Europa har hidtil forsvaret atomaftalen med Iran, men har kun gjort uhyre lidt for at sikre Irans økonomi. Nu tvinges Europa til at vælge side. Europa tvinges også til at vælge side i den israelsk-palæstinensiske konflikt, efter at Israel vil annektere Vestbredden og dermed gøre palæstinenserne statsløse. Hidtil har EU’s reaktion i praksis været næsten ikke-eksisterende.
Begge konflikter – omkring Kina og Iran – berører direkte Europa. Eurasien med Europa og Kina i hver sin ende omfatter over 60 pct. af verdens befolkning. Europa har hidtil tøvet med at se denne sammenhæng. Udfordringen bliver derfor at lave en global politik, hvor Europa enten holder krampagtigt fast på Vesten, eller hvor Europa vælger en uafhængig kurs og søger det tættest mulige samspil med samtlige aktører og især satser på en samarbejdskonstruktion af den type, der blev Europas redning i 75 år efter D-dagen. Den britiske historiker Niall Ferguson mener, at risikoen for en ny stormagtskonflikt gør det nødvendigt at udarbejde et helt nyt internationalt samarbejde, svarende til Den westfalske Fred fra 1648. Macron vil nikke.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Christian Hartmann/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 