Med valget af den grønne Alexander Van der Bellen som præsident fremfor den EU-kritiske Norbert Hofer har østrigerne givet politikerne fra de etablerede partier tid til at sunde sig. Men det kan hurtigt vise sig at være en stakket frist.

26.05.2016 | ØSTRIG |  Før præsidentvalget i søndags var der en vis angst og bæven i såvel Bruxelles som en del EU-landes hovedstæder, idet man frygtede en sejr til højrenationale Norbert Hofer, der er kendt for sine EU-kritiske holdninger. Lettelsen var derfor til at spore, efter at østrigerne med snæver margin gjorde den grønne politiker Alexander Van der Bellen til landets nye præsident. Den 72-årige professor i nationaløkonomi er glødende EU-tilhænger i modsætning til konkurrenten Hofer fra Frihedspartiet, også kaldet FPÖ.

Internt i Østrig, hos den regerende koalition af det konservative ÖVP og det socialdemokratiske SPÖ, var der også slet skjult lettelse. For hvis Hofer havde vundet, ville det – ikke mindst for socialdemokraterne – have været en uudholdelig situation at skulle sidde i regering under en højrenational præsident. Derfor ville det højst sandsynligt have ført til, at der ville være blevet udskrevet parlamentsvalg, hvilket formentlig ville have betydet en ny vælgerlussing til SPÖ. Det dilemma undgås nu.

Med valget af Van der Bellen har vælgerne altså foreløbig givet de østrigske politikere et pusterum, men det kan vise sig blot at være en stakket frist. Senest i 2018 skal der være parlamentsvalg i Østrig, og dette valg vil være langt vigtigere end det, der lige har fundet sted, da præsidenten – trods en række beføjelser – ikke fører den daglige politik. Det står regeringen og parlamentet for.

Dyb splittelse og politikerlede
Præsidentvalget har blotlagt en række tendenser, som må virke dybt foruroligende på de to store traditionelle partier, SPÖ og ÖVP.

Først og fremmest er vælgerne dybt splittede, når det drejer sig om flygtningekrisen, som er det absolut største emne i østrigsk politik. Det er ikke noget tilfælde, at det netop var den største modstander af indvandring, Norbert Hofer, og den mest flygtningepositive politiker, Alexander Van der Bellen, der fik så mange stemmer ved første valgrunde den 24. april, at netop de to kunne stille op mod hinanden i den anden og afgørende runde. Med flygtninge på dagsordenen var hverken SPÖ eller ÖVP tilnærmelsesvis i stand til at kvalificere sig.

Valgresultatet er således også et udtryk for den voksende politikerlede og mistillid, som befolkningen føler over for de to gamle partier, der lige siden Anden Verdenskrig – enten med andre partnere eller med hinanden – har dannet regering i landet. Og det er markant, at præsidentposten for første gang er besat af en politiker for et tredje parti.

Ifølge Florian Klenk, der er chefredaktør ved den østrigske ugeavis Falter er Østrigs politiske system i krise og partisystemet i landet er brudt sammen.

”De to store partier, der har regeret landet i årtier, må nu genopfinde sig selv,” skriver han i en kommentar i den tyske ugeavis Die Zeit.

Især har SPÖ brug for tid til at komme sig oven på de tumultagtige måneder, som partiet har lagt bag sig. Partiet befinder sig i sin værste krise nogensinde og er alvorligt svækket. Det har lige mistet sin leder, Werner Faymann, der valgte at træde tilbage fra kanslerposten efter at have været under konstant beskydning fra partiets egner rækker i månedsvis. Ikke mindst Werner Faymans slingrekurs i flygtningekrisen, hvor han først opførte sig lidt som den tyske kansler Angela Merkel og derefter lidt som Ungarns premierminister Viktor Orban, gav anledning til voldsom kritik og var medvirkende til, at han mistede sin troværdighed i en så alvorlig grad, at selv socialdemokratiske fagforeningsledere krævede hans afgang.

FPÖ i regering?
Nu får SPÖ altså tid til at samle tropperne. Den nye kansler, Christian Kern, ses som en seriøs politiker, og mange politiske iagttagere spår ham gode chancer for at kunne redde partiet fra undergang. Ligesom regeringspartneren ÖVP vil socialdemokraterne i løbet af de kommende måneder stå med store spørgsmål, der skal afklares. Blandt disse er naturligvis, hvilken flygtningepolitik landet skal føre, og hvordan landet skal forholde sig, hvis der rent faktisk en dag strømmer tusindvis af flygtninge mod Brennerpasset.

Èt andet spørgsmål, der er særlig ømtåleligt for partiet, er, om det på landsplan er beredt til at danne regering med FPÖ efter næste valg. Hidtil har SPÖ kategorisk afvist at betragte Frihedspartiet som mulig partner – ikke mindst på grund af den traditionelle forskal i partiernes holdning til flygtninge og indvandrere. Men nu hvor socialdemokraterne de seneste måneder har været med til at indskrænke flygtninges rettigheder, sende soldater til grænserne og oprette hegn imod flygtninge ved Brennerpasset, er det i dag svært for mange socialdemokrater at se den store forskel på SPÖ og FPÖ.

ÖVP har ikke så mange betænkeligheder. Partiet har allerede tidligere dannet regering med FPÖ, dengang da Frihedspartiets leder hed Jörg Haider, og ligesom dengang flirter mange ÖVP-politikere nu igen med tanken om at være med i en ren højrenational-konservativ regering.

En udtalt frygt blandt socialdemokrater er nu at se deres parti stå ude i kulden, mens ÖVP er i regering med Frihedspartiet i årevis, og selv store socialdemokratiske fagforeningsbosser som Erich Foglar, der leder Østrigs Fagforeningsforbund, advarer nu SPÖ imod at udelukke et samarbejde med Frihedspartiet på forhånd. Til magasinet Profil siger han:

”Vi har ikke lov til at placere 35 procent af vælgerne i det højre hjørne, blot fordi de stemmer på FPÖ. Mange af disse mennesker er tidligere SPÖ-vælgere, og de har længe haft svært ved at forstå, hvorfor man ikke accepterer deres demokratiske afgørelser.”

På delstatsniveau er der da også en udvikling igang, hvor FPÖ ses som stuerent selv blandt socialdemokrater. I Burgenland har SPÖ og FPÖ således dannet regering det seneste års tid.

Det er altså muligt, at Østrig før eller siden igen får en regering, hvor Frihedspartiet deltager, og denne gang kan det være, at regeringspartneren hedder SPÖ.

Skulle FPÖ få del i regeringsmagten efter næste parlamentsvalg, skal man ikke forvente en lige så hård reaktion udefra, som det var tilfældet, da Jörg Haider i 2000 indgik regeringssamarbejde med Wolfgang Schüssels ÖVP. Dengang stod den østrigske regering temmelig isoleret i EU og blev udsat for sanktioner. I dag ville FPÖ blive opfattet som værende i samme bås som med de nuværende, højrenationale regeringer i både Ungarn og Polen.

Heidi Dachs er freelance journalist og bor i Sydtyskland nær grænsen til Østrig

Grafik i artiklens top: wikimedia.org

Alexander Van der Bellen blev valgt til Østrigs præsident med en snæver margin. – Foto: wikimedia.org.