Europas besvær med at vælge en verdensorden, som europæerne ønsker, illustreres i Danmarks valg: Vil vi knytte os tættere til EU eller tættere til USA, f.eks. i holdningen til Rusland og Kina? I Europa er der kun få systematiske forsøg på at lave en europæisk, global strategi.

Kommentar af Hugo Gaarden

Alt her i livet handler om at vælge, og det gælder også Danmarks forhold til omverdenen. Det har statsminister Mette Frederiksen netop synliggjort med sit forslag om at lave vaccineproduktion sammen med Israel og Østrig.

Det er slående, at Danmark og Østrig ikke går helhjertet ind i de europæiske bestræbelser på at løse det selvskabte corona-kaos. Det er ikke ensbetydende med, at Danmark vil trække sig ud af EU, men det udtrykker en skepsis over for et stærkere EU, og det får betydning for, hvordan EU vil og kan orientere sig globalt. Jo mere nogle lande vælger deres egen kurs, desto mere vil Tyskland og Frankrig lægge vægt på at styrke kernen i EU eller sig selv, og det vil svække resten.

I en nylig meningsmåling i European Council on Foreign Affairs skiller danskerne sig markant ud som det europæiske land, der hælder mest til USA i tilfælde af en politisk konflikt mellem USA og Kina (35 pct. vil tage USA’s parti mod 22 pct. for gennemsnittet i EU og 16 pct. for tyskerne). De fleste europæere vil holde sig neutralt.

Det illustrerer, at der ikke længere er en opbakning til en amerikansk førerrolle. Det nye nummer af Foreign Affairs spørger: Kan USA igen være lederen? I magasinets indledende analyse svarer den tidligere formand for Carnegie-instituttet, Jessica T. Mathews: ”Nej.” Hun begrunder det med de seneste 20 års udenrigspolitik og Senatets manglende vilje til at acceptere multilaterale aftaler. Tilliden til USA er stærkt reduceret. Hun mener, at USA skal droppe en ideologisk Kold Krigs-politik over for Kina og anerkende Kinas legitime interesser. De vestlige lande ikke kan blive ved med at tænke udenrigspolitisk som en konsekvens af Den kolde Krig.

Ideologiske udtryk er dog ikke glemt, for de bruges stadig for at begrunde en politik. Biden-administrationen bruger Trumps retorik over for den hårdhændede internering af terror-mistænkte uighurer i Xinjiang-provinsen: folkemord (genocide). Men hvad skal man så kalde folkemord, hvor folk bliver dræbt? Hvis folkemord kan bruges om etnisk undertrykkelse, vil USA så kalde Israels undertrykkelse af palæstinenserne for folkemord og Tyrkiets  modstand mod at give kurderne deres egen stat?

Kina har også på en barsk facon slået ned på demokratibevægelsen i Hongkong for at undgå et løsrivelsesforsøg. Det har Vesten forståeligt nok kritiseret, men hvordan kan europæerne så acceptere, at vi har politiske fanger i EU, nemlig i Spanien, som har fængslet de ledere, der ville løsrive Katalonien? Et flertal i Europa-parlamentet vil tilmed udlevere katalonske politikere.

Værdipolitik er vigtig, men vi kommer til at se mere nøgternt og realpolitisk på udenrigspolitikken, hvis EU vil optræde selvstændigt og forsøge at afbalancere magtcentrene i verden – ikke bare USA og Kina, men også de øvrige centre som Rusland, de sydøstasiatiske lande i ASEAN (700 millioner), Indien, den muslimske verden og Afrika. Hvis vi ikke har magt til at være politimand, må vi søge afbalancering. Det er realpolitik contra idealisme.

Tyskland bestræber sig i denne tid på at udforme en europæisk udenrigspolitik og vil afprøve ideerne på et EU-møde om Rusland i denne måned. Ifølge et ”papir”, som Financial Times har set, mener tyskerne, at EU må være pragmatisk og forsøge at styre forholdet til Rusland fremfor at lave en russisk kursændring, også for at inddrage Rusland i at løse nære og globale problemer. Det er den linje, kansler Angel Merkel har lagt over for Kina – f.eks. med den nylige investeringsaftale – uden ”at spørge Biden om lov.”

”Papiret” kan være forløberen for en mere konkret EU-udenrigspolitik, der foreløbig udmærker sig ved at være imod end for, nemlig ved at være imod en amerikansk-ledet, angelsaksisk præget demokrati-alliance mod Kina, bl.a. med Quad-gruppen i Asien. Europæerne er heller ikke begejstrede for Boris Johnsons udvidelse af G-7 topmødet i juni til G-10 – vel at mærke uden Kina.

At diskutere global økonomi, handelsregler og sikkerhedspolitik uden den suverænt vigtigste aktør virker barokt, når Kina har klaret corona-krisen bedre end Vesten, og når Kina er det eneste store land, der har haft positiv vækst det sidste år til gavn for vestlig eksport.

Men hvad kan EU så gå ind for? EU kan bruge den samarbejdsmodel, der har skabt geopolitisk heling og velfærdsfremgang i Europa i efterkrigstiden – parret med velfærdsmodellen i Skandinavien og den relativt sociale erhvervsmodel i Tyskland. EU kan trække på erfaringerne fra 1800-tallet med at afbalancere magterne uden intern indblanding. Det vil stride mod USA’s interesser, men europæerne ser mere objektivt på verden, og derfor må Europa også have modet til et opgør med USA på nogle områder – og dét manglede under Trump.

EU kan bedre være mægler end nogen anden instans. EU går allerede foran i klimapolitikken og i begrænsning af internetselskabernes magt, ligesom Europa ønsker en mindre dollar-domineret finanssektor.

Efterkrigstidens militære trussel mod Europa er slut, og det samme er mellemøstkrigene og terrortruslerne stort set. Nutidens udfordringer er højteknologiske, økonomiske og klimamæssige. Hvad er så logikken i at skabe nye ideologiske konfrontationer?

Når der ikke er kommet konkrete udspil, skyldes det politiske lederes vægring ved at træde frem på Europas vegne, og det skyldes delvist en mangel på europæiske analyser om fremtidige perspektiver. Det har der været tidligere – om EU’s indre udvikling. Men i dag er udenrigspolitiske institutter generelt nationalt fokuserede. Der mangler svar på spørgsmålet: Hvor går du hen, Europa?

Det vil være et fremskridt, hvis den årlige München-sikkerhedskonference – eller noget tilsvarende – bliver et fast mødested for statsledere og eksperter fra Jordens førende lande, herunder Kina, Rusland og den arabiske verden – og ikke kun for primært Europa og USA. Så bliver Europa nødt til at vise EU’s intentioner, og alle bliver tvunget til at forholde sig til kløgtige hoveder fra den øvrige verden.

Verdens magter kunne sidde omkring det samme bord i 1815. Hvorfor ikke nu og i fremtiden?

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Christian Sundsdal/Forsvarsgalleriet/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.