Indenfor EU er der ti stater med et mindre befolkningstal end Danmarks. Men forestillingen om Danmark som en småstat med overensstemmelse mellem folk, stat, sprog, nation og kirke har bidt sig fast. Så meget, at danskerne har glemt – eller måske fortrængt – den lange historie som flersproget stat, der af nogle historikere i de senere år ligefrem er blevet karakteriseret som et dansk imperium. Vi bringer et uddrag af bogen “Danmark – en kolonimagt”.

Uddraget følger her:

”Danmark er en af de nationalt og socialt mest homogene stater i verden”. Denne sætning har indtil for nylig været selvfølgelig børnelærdom for enhver dansker og mange udlændinge. Efter nederlaget i 1864 var Danmark indtil Første Verdenskrig det mindste land i Europa, en egentlig småstat.

Det er ikke længere tilfældet, faktisk er der i 2016 ti stater i EU med et mindre befolkningstal. Men forestillingen om Danmark som en småstat med overensstemmelse mellem folk, stat, sprog, nation og kirke har bidt sig fast. Så meget, at danskerne har glemt – eller måske fortrængt – den lange historie som flersproget stat, der af nogle historikere i de senere år ligefrem er blevet karakteriseret som et dansk imperium, komplet med oversøiske kolonier på tre kontinenter. Hvad enten man forstår det som et imperium eller ej, var Det Oldenborgske Monarki i hele sin eksistens mellem 1448 og 1863 en af de større stater i Europa.

Navnet henviser til kongehuset, som var det element, der bandt staten sammen og derfor her er valgt som navn. En anden karakteristik er, at den tilhørte gruppen af statsnationer i modsætning til nationalstater. Men samtidig var det en meget centraliseret stat i kraft af den lutherske statskirke siden reformationen i 1536. Dertil kom, at den var en af datidens mest militariserede stater i Europa ligesom og ikke mindst på grund af ærkefjenden Sverige, der også omfattede Finland.

Det betyder, at Danmark og danskerne har (mindst) to fortider, som vi mere eller mindre frit vælger mellem – eller undlader at erindre. De to fortider er forklaringen på, at Danmark har to nationalsange, Johannes Ewalds krigeriske Kongesang fra 1779 og Adam Oehlenschlägers idylliserende besyngelse af det yndige – østdanske – landskab med grønne bøge nær salten Østerstrand fra 1819.

En side af denne glemsel er, at danskerne, som de er flest, stort set har glemt følgerne af, at dette rige havde kolonier rundtom i verden og også deltog i den transatlantiske slavehandel. En anden konsekvens af fortrængningen er et uafklaret forhold til de tiloversblevne dele af det nordatlantiske imperium i det, vi i daglig tale kalder rigsfællesskabet. Reelt er det i 2000-tallet blevet til en føderation af tre nationer, Danmark, Færøerne og Grønland, med nogle fælles statslige opgaver, der varetages fra København. Det er blot ikke den måde, det udtrykkes på fra dansk side.

Også dét er et resultat af den komplicerede arv fra tiden som flersproget imperial kolonimagt, som først blev afløst af nutidens småstat efter 1864, der ovenikøbet blev fulgt af salget af De Dansk-vestindiske Øer i 1917, Islands selvstændighed i 1918, det reelle selvstyre på Færøerne efter 2005 og selvstyret i Grønland fra 2009. Nation og stat er ikke det samme, end ikke i Danmark og slet ikke i rigsfællesskabet, eller Kongeriget, som det hedder i international politik, når det er hele fællesskabet, der handler.

Det danske monarki
Lad os se lidt nærmere på dette danske rige, som det så ud fra midten af 1600-tallet, hvor kongen begyndte at interessere sig for erhvervelsen af kolonier og handelsstøttepunkter. Det begyndte med den unge Christian IV’s dristige ekspedition til det nordlige Norge og Finnmarken i 1599, som sikrede dette fjerne område for den dansk-norske stat og siden for det selvstændige Norge. Rigets officielle titel var Det Danske Monarki eller Det Oldenborgske Monarki. Hvis denne enhed overhovedet huskes i dag, er det som regel under mere ’politisk korrekte’ betegnelser som Dobbeltmonarkiet, Danmark-Norge eller Tvillingrigerne.

Disse høflige betegnelser er imidlertid ret så upræcise. Det er rigtigt, at staten geografisk set bestod af to kongeriger, Danmark og Norge, samt to hertugdømmer Slesvig og Holsten, alt regeret af den danske konge, som efter tabet af norske og skånske landskaber til Sverige i 1645 og 1658 i 1660 fik enevældig magt.

Statsretligt blev situationen kompliceret af, at Holsten var en del af Det Tysk-romerske Rige, hvorfor den danske konge som hertug af Holsten formelt var underordnet kejseren, mens han som hertug i Slesvig var underordnet sig selv som konge. Senere arvedelinger i Hertugdømmerne betød yderligere komplikationer, hvor den danske konge i visse områder forblev lensmand af sig selv, mens han kun var overherre i andre dele af det indviklede mønster af rettigheder i Hertugdømmerne.

Ud over de fire hoveddele bestod den sammensatte stat også af de tre nordatlantiske områder, de såkaldte bilande, Island, Færøerne og Grønland, der fra at være norske lande i løbet af 1600- og 1700-tallet overgik til at blive direkte styret fra København.

Endelig erhvervede det danske monarki i 1600- og 1700-tallet i Indien to handelsstationer, Tranquebar i Tamil Nadu og Frederiksnagore i byen Serampore i Bengalen, områder på Guldkysten af Afrika, der i dag er en del af Ghana, samt tre øer i Caribien, som skulle komme til at udgøre Dansk Vestindien.

I kraft af dette kolonirige spillede Danmark en vis rolle i den atlantiske trekanthandel mellem et europæisk centrum, det slaveproducerende Vestafrika og de sukkerdyrkende Vestindiske Øer, suppleret med en andel i den østasiatiske handel. Rigets multinationale karakter ses af det forhold, at de største byer i staten i slutningen af 1700-tallet var København i det egentlige Danmark, Altona og Kiel i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge, mens havnebyerne Charlotte Amalie på St. Thomas og Serampore i Indien var henholdsvis nummer to og seks efter København, målt i handelsvolumen.

Ved siden af skatter og toldindtægter fra rigsdelene havde den danske stat relativt store indtægter, der primært stammede fra Øresundstolden, som blev opkræ- vet i perioden 1429 til 1857 af i princippet ethvert skib, som sejlede gennem Sundet. I det hele taget skyldte monarkiet sin stærke stilling placeringen ved indsejlingen til Østersøen, vogtet af Kronborg, og på grund af denne geopolitiske placering udøvede det danske monarki i over fire hundrede år til midt i 1600-tallet et overherredømme i Nordeuropa.

Den på papiret danske stat strakte sig altså fra Nordkap til Hamborg, en afstand, der svarer til afstanden fra Hamborg til Sicilien. Dertil kom det vidtstrakte nordatlantiske rige arvet fra det middelalderlige norske rige. Den militære, teknologiske og politiske rygrad i dette imperium var flåden, der blev grundlagt under kong Hans i slutningen af 1400-tallet. Den skulle være stor nok til at kunne kæmpe i det baltiske område imod den stadig stærkere svenske rival og i mere end halvandet hundrede år samtidig beskytte de vidtstrakte besiddelser samt efterhånden også handelsskibene.

I løbet af Christian IV’s senere regeringstid overanstrengte riget dog sine ressourcer og led mellem 1645 og 1660 en serie ydmygende nederlag til konkurrenten Sverige. Derefter var Sverige den stærkeste magt i Nordeuropa med et omfattende Østersø-imperium, der varede til afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, hvorefter de to nordiske riger i højere grad balancerede hinanden. På trods af sine tab rangerede Danmark-Norge-Slesvig-Holsten dog stadig i 1700-tallet som en mellemstor europæisk magt, kun overgået af europæiske stormagter som Frankrig, Storbritannien, Østrig (Det Habsburgske Kejserrige), Rusland og Preussen.

Arven fra imperiet
Arven fra denne lange historie som imperium eller ”konglomeratstat” eller ”territorielt sammensat stat” viser sig i dag på mange måder. Først og fremmest i et – i al fald indtil for nylig – belastet forhold til det nordtyske område, som Danmark på mange måder ellers hører til såvel kulturelt som økonomisk og geografisk. Arven består også i et ikke altid ukompliceret forhold mellem de nuværende medlemmer af rigsfællesskabet og selv til tidligere rigsdele som Island og endda indimellem Norge, hvor den fælles historie dog mindst lige så ofte viser sig som et nærtfølt slægtskab de to folk imellem.

Men der er også en arv fra det ’rigtige’ kolonirige i Indien, Vestafrika og Vestindien. Denne koloniverden er i dag så fjern, at moderne danskere mestendels dyrker de gamle kolonier som nostalgiske rejsemål, og man investerer ikke ubetydelige beløb i restaurering af kolonitidens bygninger i Ghana, Tranquebar, Serampore og på US Virgin Islands.

Et andet eksempel er den store interesse for at fremdrage eksistensen af mørkhudede forfædre, det være sig slaver, halvfrie farvede eller andre forfædre fra fjerne lande, blandt slægtshistorisk interesserede. Interessen i sin nye form blev udløst af en tv-serie i fire afsnit i januar 2005, der siden blev til en bog af journalisten Alex Frank Larsen med titlen Slavernes slægt.

Det overraskende resultat er, at en forbløffende stor del af nutidens danskere nogle generationer tilbage har sorte forfædre, sandsynligvis slaver. Til gengæld overses ofte, at de mange 1700-talspalæer i og omkring hovedstaden København til dels blev bygget for indtægter fra handelen med sukker og slaver. Indtægten fra slaverne giver sig selv, mens sukkeret kom fra sukkerrør, der blev dyrket af afrikanske slaver på De Dansk-vestindiske Øer.

Denne ”sorte forbindelse” hører ikke hjemme i den fredsommelige småstatsfortælling om dansk historie. Derimod er danskerne normalt stolte af det faktum, at den oprindelige eskimoiske befolkning i Grønland, inuit, i dag er blandet med indvandrede danskere. Det moderne Grønland er dybt præget af dansk kultur, lige fra madvaner – brun sovs og smørrebrød – til kristendom og en politisk kultur, der nærmest er mere grundtvigiansk end i Danmark selv, samt en velfærdsstat med tilhørende forsorgsmentalitet, som landet dårligt kan finansiere.

Det officielle Danmark synes heller ikke meget bekymret i sin omgang med kolonifortiden og har indtil videre ikke ønsket at undskylde for slaveriet og slavehandelen, sådan som store kolonimagter som USA, Storbritannien og Frankrig til dels har gjort. Ej heller har man villet tage kravet fra de nu amerikanske Virgin Islands om anerkendelse af et ansvar for fortidens synder på sig.

På sin vis spiller Danmark på to heste og opretholder den småstatslige uskyldighed fra tiden efter 1864 i forholdet til den større statshistorie, som inkluderer kolonierne, men samtidig i befolkningen tilsyneladende kombineret med en nostalgisk dyrkelse af de gamle kolonier og andre afhængige områder fra tiden før. Denne uskyldighed fremstod særlig tydeligt, da Danmark i slutningen af 1950’erne begyndte den bistandspolitik til den tredje verden, der efterhånden skulle blive til en egentlig udviklingspolitik.

Danmark havde ikke direkte koloniale interesser i udviklingslandene, bortset fra Grønland, som dog fra 1953 fik status som en del af Danmark og derfor snarere blev en del af dansk regionalpolitik. Men de to første fremmede lande, som Danmark valgte som mål for sin udviklingspolitik, var påfaldende nok Ghana og Indien, der begge havde rummet danske kolonier, om end ganske små. At det kunne være problematisk at vende tilbage til lande, hvor man havde været koloniherre – og for Ghanas vedkommende bedrevet handel med slaver – faldt vistnok ingen ind. Tværtimod roste man sig i 1961 af, at Danmark havde været et foregangsland i ophævelsen af slavehandelen uden at erindre, at det kun var handelen med slaver, ikke selve slaveriet, der blev afskaffet i 1792 – og reelt først 10 år senere.

Småstat og nationalfølelse
Den danske småstatsideologi og -fortælling, som ligger til grund for den tilsyneladende ubekymrede omgang med kolonifortiden, er ingen steder tydeligere formuleret end i N. F. S. Grundtvigs lejlighedssang fra 1820 ”Langt højere bjerge så vide på jord”. Den blev skrevet til den norske digter Christen Prams afrejse fra København i 1820 til De Dansk-vestindiske Øer. Det var omsider lykkedes hans venner at skaffe den fattige digter et fast udkomme som tolder på de endnu ret velhavende øer. Pram døde dog allerede året efter og fik ingen glæde af embedet.

Men Grundtvigs sang overlevede og er aldrig siden overgået. Dybt berørt af afståelsen af Norge i 1814 formulerede digterpræsten den stemning af tab og overlevelsesvilje, som herskede i den tiloversblevne stat uden de norske bjerge med råstoffer i form af tømmer, jern, kobber og sølv. Danmark var endnu ikke den homogene nationalstat, det skulle blive, og kolonierne var endnu ikke solgt. Men Grundtvigs ord skulle blive en selvopfyldende profeti gennem nederlaget i 1864 og opbygningen af den universelle velfærdsstat i 1900-tallet – som Grundtvig for øvrigt ville have været modstander af. I sin lejlighedssang har Grundtvig på forbilledlig vis formuleret den moderne danske nationale selvforståelse. En selvforståelse, som siden har vist sig at være en af de mest rodfæstede af alle, og som ofte citeres ved både officielle og private lejligheder den dag i dag. Grundtvigs digt begynder således i Højskolesangbogens kanoniserede (og forkortede) udgave:

”Langt højere bjerge så vide på jord man har, end hvor bjerg kun er bakke; men gerne med slette og grønhøj i nord vi dannemænd tage til takke; vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst”.

Ifølge samme sangbog ender den i disse selvtilfredse fladlandshøjder, der samtidig er blevet motto for velfærdsstaten:

”Langt mere af malmen så hvid og så rød fik andre i bjerg og i bytte hos dansken dog findes det daglige brød ej mindre i fattigmands hytte; og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt”.

Her præsenteres hele Grundtvigs program om sammenhængen mellem natur, sprog og historie. På alle tre felter scorer ”vi dannemænd” højest, hvis man vel at mærke anlægger den rigtige målestok – dvs. vores. Det er nationalfølelse grænsende til nationalisme, lige meget hvor demokratiske de dyder er, vi i sangen roser os selv af at have realiseret bedre end alle de andre.

Og denne selvsikre fornemmelse af bedreværd er – via den politisk-kulturelle gårdmandsbevægelse, grundtvigianismen – trængt ind i befolkningens rygmarv og er blevet til et bærende element i den særlige danske selvforståelse. Man kunne også sige, at det er en form for nationalisme, der ytrer sig ved at afvise betegnelsen nationalisme. Nationalistisk er noget grimt, noget de andre er. De er nationalistiske og, underforstået, også kolonialistiske, mens danskerne er nationalt sindede. Denne mangel på erkendelse af egen nationalisme kan give sig mange udslag. I denne sammenhæng er det især vigtigt, at den kan stille sig i vejen for en forståelse af, at dette lille Danmark engang var stort, inklusive kolonier og slavehandel.

Island, Norge og Danmark
Nationalfølelse og selvstændighedsbevægelser går dog tit hånd i hånd, hvilket også den sammensatte danske stat fik at mærke, selv efter at tabet af Norge og Hertugdømmerne havde skabt en små- stat, som indadvendt dyrkede sin egen nationale tradition. Som første del af det tilbageblevne rige blev Island selvstændigt i 1918 efter en lang kamp i 1800-tallet. Processens højdepunkt var oprettelsen af et eget universitet i Reykjavik i 1911, Háskóli Íslands.

Efter 1918 fortsatte Island og Danmark i personalunion med fælles konge og udenrigspolitik til 1944, hvor islændingene med overvældende majoritet stemte for indførelse af en republik. Det skete under Anden Verdenskrig, mens Danmark var under tysk besættelse, men helt i overensstemmelse med traktaten af 1918.

Selvstændigheden, og især den næsten frivillige udlevering af de originale islandske håndskrifter fra Danmark i 1960’erne kombineret med islandsk økonomisk succes, har medført en situation med ligeværd og afspænding mellem de to folk. Det kunne have været historien om en vellykket afkoloniseringsproces, hvis der nogensinde har været en. Det ville blot kræve, at Island havde været en koloni, men det var landet aldrig, selv om man til tider kan få det indtryk af ældre islandske propagandaskrifter, hvis holdninger man fristes til at karakterisere som antikolonialisme uden egentlig kolonialisme. Ikke fordi danskerne var bedre end de andre kolonimagter, men fordi staten var for svag og afstandene for store.

Det samme lykkelige forhold til en tidligere del af riget gælder i endnu højere grad forholdet til Norge. I dag, hvor Norge på grund af olien er blevet det rigeste land i Norden og i løbet af få år vil have en større befolkning end Danmark, er det svært at forestille sig norsk underlegenhedsfølelse i forhold til Danmark. Men det var der tale om til ind i 1960’erne, selv om den ofte kom til udtryk i form af en indimellem brovtende norsk nationalisme, der måske skulle dække over et mindreværdskompleks i forhold til de økonomisk succesrige svenskere og den gamle danske kolonimagt med monopol på den fælles finkultur – samt bedre mad og øl.

Året 1814, hvor Norge blev selvstændigt, om end i union med Sverige til 1905, var det afgørende brud i Nordens nyere historie. I bagklogskabens klare lys må man erkende, at det stort set var lykkeligt, at Danmark og Norge blev skilt fra hinanden på næsten ublodig vis, uden at det kom til konflikt mellem de to folk. Norge blev ikke helt selvstændigt med fredsaftalen i 1814, men blev det på længere sigt efter godt halvfems års påtvunget union med Sverige.

Det forhold, at den norske kamp for politisk frigørelse blev rettet mod Sverige, mens den kulturelle frigørelse fra Danmark foregik på mere stilfærdig vis gennem hele 1800-tallet, var heldigt for alle parter. Hvis begge disse frigørelser og den sideløbende økonomiske selvstændiggørelse var foregået inden for rammerne af den multinationale danske helstat, er det nemt at forestille sig, hvilken bitterhed kampen ville kunne have efterladt i dag. Resultatet var formentlig blevet det samme, men med uvenskab eller ligefrem had mellem befolkningerne.

Sådan gik det altså ikke, tværtimod, og siden kom 1814 i Danmark til at blegne i lyset af nederlaget i 1864 i en sådan grad, at Norge på lange stræk er blevet skrevet ud af dansk nationalhistorie. Den sammensatte oldenborgske stats deroute fra mellemstor europæisk magt til hjælpeløs småstat skete i 1814, selv om nedturen først blev endeligt beseglet i 1864.

Efter 1814 vejede Hertugdømmernes tysktalende befolkning betydeligt mere i det resterende rige, som heller ikke længere havde adgang til skatteindtægterne fra det råstofrige land, ligesom krigens økonomiske trængsler kulminerede med en statsbankerot i 1813. Tabet forvandlede det danske monarki til ”et lille fattigt land”, som dog stadig var flersproget i kraft af Slesvig og Holsten og øerne i Nordatlanten og Caribien.

Hvilke territorier var kolonier?
Efter nu at have set på det samlede danske rige, et emne (…) må det være på sin plads at spørge sig, hvilke af de mange territorier i den multinationale stat der var kolonier.

Slår man op i Den Store Danske Encyklopædi, er en koloni i den betydning, som det har i nærværende værk, et ”flertydigt begreb, der dækker bosættelser eller etablering af handelsstationer uden for en stats grænser (…) Hvis en bosættelse kommer ind under moderstatens jurisdiktion på lige fod med statens øvrige dele, vil der i reglen ikke længere formelt set være tale om en koloni”.

Derudover henviser Encyklopædien til begrebet kolonialisme, som er blevet brugt i forbindelse med ”den såkaldte europæiske ekspansions” historie. Hvad er da kolonialisme? Jo, samme Encyklopædi definerer det som ”et lands erobring af og besiddelse af landområder uden for sit eget territoriums grænser. Formålet vil ofte være at opnå politiske eller økonomiske fordele for moderlandet.

Hermed bliver kolonialisme tæt forbundet med imperialisme. Det afgørende er dog det formelle herredømme, mens spørgsmålet om en evt. økonomisk udbytning er sekundært”. Og endelig bliver imperialisme defineret som ”ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra én magts side over andre magter, folkeslag eller områder. Resultatet kan være dannelsen af formelt organiserede imperier, hvilket der historisk findes mange eksempler på”.

Så langt Encyklopædien, der gør det muligt at se nøjere på, hvilke af den danske konges riger og lande der kan betragtes som kolonier, og hvilke der ikke kan, og hvad de så var i stedet. De fleste af territorierne under den danske konge lå nemlig nok uden for det egentlige kongerige Danmark, men der var med ganske, ganske få undtagelser ikke tale om områder, der var blevet regulært erobret, eller som havde været genstand for bosættelser fra dansk side.

Norge var et eget kongerige, hvor kronen gik i arv, således at Norge og Danmark i 1380 fik en fælles konge, den mindreårige Oluf II, søn af Margrete, som regerede på hans vegne. Men Norge, nordmænd og et norsk samfund havde eksisteret længe før, og selv om danskfødte, ofte tysksprogede, slog sig ned i Norge, kan man ikke karakterisere Norge som en dansk bosætterkoloni. Dertil var Norge for veletableret, nordmændene for mange, antallet af danskfødte for lille og forskellene mellem dansk- og norskfødte for lidt iøjnefaldende.

Det eneste element af kolonisering er, at det mest udbredte skriftsprog i dag, bokmål, reelt er dansk med nogle stavemæssige afvigelser. Det skyldes, at bogtrykket i hundreder af år var koncentreret i København. Derfra blev salmebøger, bibler og efterhånden alle former for litteratur spredt over hele Norge med det resultat, at omtrent firs procent af nordmændene i dag foretrækker denne variant af norsk. I 1800-tallet blev det forsøgt at skabe et nyt nationalt skriftsprog, nynorsk, på basis af dialekterne i Sydvestnorge. Men det anvendes i dag kun af under en femtedel af befolkningen, trods officiel status i skole og forvaltning og en til tider forbitret sprogkamp.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var den danske konge kommet i besiddelse af gennem arv og aftaler med de lokale adelige eliter, men som hertug af Holsten stod kongen principielt under den tyske kejsers overhøjhed. Holsten havde udgjort et etableret samfund, længe før det kom ind i det danske monarki i en proces, der knyttede det sammen med Slesvig eller Sønderjylland, som oprindelig havde været en del af Danmark, men siden blev udskilt som hertugdømme.

Begge provinser var de økonomisk mest udviklede dele af riget, hvilket betød, at europæiske impulser inden for håndværk, landbrug, videnskab og kunst kom ind i Det Oldenborgske Monarki via Holsten. De nordatlantiske øer Island, Færøerne og Grønland havde været norske skatte- eller bilande, der kom under den danske konge sammen med Norge i 1380.

De var altså veletablerede samfund inden det danske styre. Befolkningen var, bortset fra inuit, ganske vist efterkommere af nordiske bosættere, men de havde slået sig ned på øerne, længe inden den danske konge fik overherredømmet. Og selv om der også bosatte sig danskfødte, kan man lige så lidt som for Norges vedkommende karakterisere disse øer som danske bosættelseskolonier. I Grønland var forbindelsen til Norge ovenikøbet i senmiddelalderen blevet opgivet af de nordiske bosættere. Grønlænderne har med stor succes opnået status i FN som ”oprindeligt folk”. Noget ulogisk er der bestræbelser på Færøerne for at opnå samme status, men det virker helt overflødigt.

De egentlige kolonier
Anderledes så det ud for besiddelserne i Indien, Afrika og Vestindien. De lå i områder, som den danske konge ingen statsretlig tilknytning eller juridiske og kulturelle forbindelser havde haft til. Her giver det mening at tale om bosættelser og etablering af handelsstationer. Erhvervelserne skete dels ved aftaler med repræsentanter for den lokale elite (Indien, Afrika), dels gennem overtagelse af ubeboede øer (St. Thomas, St. Jan) eller ved køb (St. Croix).

Kolonierne i troperne var under den danske konges overhøjhed, selv om det ofte kun var indirekte, idet kolonierne til tider blev administreret af et formelt set privat kompagni, og selv om en stor del af deres europæiske indbyggere slet ikke var danskfødte.

Man kan godt sige, at de øvrige territorier, der udgjorde kongens riger og lande, var underordnede kongeriget Danmark – nogle gange juridisk, andre gange tillige i praksis, ofte begge dele. At være underordnet nogen behøver imidlertid ikke automatisk at være ensbetydende med at være undertrykt og økonomisk udbyttet, selv om sådanne relationer bestemt har forekommet. Ud fra den betragtning kan man godt argumentere for, at Norge, de nordatlantiske øer, Hertugdømmerne og besiddelserne i troperne alle var underordnede kongen af Danmark. ’

Men det indebærer ikke, at de derved alle var kolonier og havde samme underordnede status. Hverken i teori eller praksis. Når det gælder under- eller overordning, var forholdet nemlig det, at tropekolonierne i Indien, Afrika og Vestindien indtog en klar og utvetydig særstatus som underordnede og løsere tilknyttede i forhold til den danske konges øvrige områder. Det fremgik af det store rigsvå- ben. Her var tropekolonierne ikke med, mens de nordiske områder var. Norge, Island, Grønland, Færøerne, ja, sågar Gotland, Øsel, Fehmern og Bornholm var til forskellige tider med i rigsvåbenet med eget felt. Det samme var Sveriges tre kroner i øvrigt længe efter Kalmarunionens opløsning i 1523 som udtryk for, at den danske konge fortsat gjorde krav på den svenske trone. Endvidere var det nordtyske område Venden samt de holstenske landskaber Stormarn og Ditmarsken repræsenteret med hvert sit felt i rigsvåbenet, ligesom områderne indgik i kongens officielle titulatur helt frem til Frederik IX.

Noget tilsvarende var ikke tilfældet for tropekoloniernes vedkommende. Det viser, at de havde en særlig og underordnet statsretlig position med status af at være kolonier i forhold til moderlandet. Men en ting er jura, noget andet er den sociale virkelighed. Havde de dele af kongens rige, der ikke udgjorde kongeriget Danmark, da ikke en underordnet status og position, som svarede til koloniernes? Det synspunkt blev ofte fremført i den politiske debat i 1800- og 1900-tallet. Lokalbefolkningen var ikke blevet spurgt, om den ønskede at høre under kongen af Danmark.

Men det var nu engang ikke måden at gøre det på i datidens aristokratisk dominerede standssamfund eller senere under kongelig enevælde. Heller ikke befolkningen i kongeriget Danmark var blevet adspurgt. Netop pga. den stærke standsopdeling, der kendetegnede datidens samfund, giver det ofte ikke nogen mening at sige, at befolkningen i dette eller hint territorium var underordnet eller undertrykt. Forholdene var forskellige, alt efter hvilken stand det drejede sig om.

Således kan man slå fast, at adelen i Holsten både før og efter enevældens indførelse i 1660 havde friere forhold og flere privilegier, end dens standsfæller i kongeriget Danmark. Den norske bondestand havde langt friere forhold end bønderne i Danmark, mens flertallet af bønderne i det østlige Holsten var betydeligt mere ufrie socialt og retligt, end deres standsfæller i kongeriget Danmark. Det var altså snarere bestemte grupper, der havde friere eller ufriere forhold i et af territorierne i sammenligning med andre territorier.

Når det er sagt, tilbagestår spørgsmålet om, hvordan de nordatlantiske øer adskilte sig fra tropekolonierne, og om de kan kaldes kolonier. Forvaltningen af Island, Færøerne og Grønland havde en del lighedspunkter med den måde, kolonier blev administreret på.

Forbindelserne mellem dem og moderlandet var til forskellige tider forpagtet af en privat familie, overdraget til et danskbaseret handelskompagni eller en enkelt privat købmand, eller forbindelserne var underlagt et dansk statsligt handelsmonopol. Og for Grønlands vedkommende betød det forhold, at Hans Egede i 1721 mod forventning ikke traf efterkommere af nordboere, der skulle omvendes til lutheranismen, men ikke-kristne inuitter, at Grønland blev et virkefelt for hedningemission over for et kulturelt og etnisk fremmed folk, som man også så det i tropekolonierne. Ved siden af den lutheranske statskirke var især brødremenigheden aktiv i både Grønland, Vestindien og de indiske kolonier.

Ovenstående tekst er et uddrag af bogen “Danmark – en kolonimagt”, som er en del af et fem bindsværk under fællestitlen “Danmark og kolonierne”.

Danmark – En kolonimagt er skrevet af Michael Bregnsbo (Syddansk Universitet), Niels Brimnes (Aarhus Universitet), Anne Folke Henningsen (Københavns Universitet), Poul Erik Olsen (Rigsarkivet), Mikkel Venborg Pedersen (Nationalmuseet) og Uffe Østergaard (Aarhus Universitet og CBS).

Billedet i artiklens top: Peer Pedersen/Polfoto.