De store personligheder og den nye verdens(u)orden

Hvad er Donald Trumps overordnede mål for en ny verdensorden, og kan en ny orden etableres i skyggen af Trumps Amerika?

Analyse af Thomas Lie Eriksen

Forsøg på at udlægge Trumps udenrigspolitik (og dermed også indenrigspolitik) er mange og peger, i flere retninger. Handler Trumps ageren på den internationale scene først og fremmest om at imponere og tale til det hjemlige publikum? Er Trump i virkeligheden en art nihilist, en smadremand, der ønsker at se verden uden for USA stå i flammer? Eller er det i bund og grund en vision, et ønske om en tilbagevenden til noget langt mere traditionelt, nemlig det 19. århundredes stormagtsbaserede verdensorden, hvor en håndfuld stater bestemte globalpolitikkens formål og retning? Særligt den sidste teori synes at vinde indpas og kan samtidig forklare flere aspekter af den nye administrations verdensbillede. Tidligere tætte allierede skal mobbes og trynes til at følge den amerikanske vilje eller måske til helt at holde op med at eksistere, som Canada, mens der gøres forsøg på at normalisere relationen til Rusland.

Tankegangen synes at være, at hvis bare Washington og Moskva kan forhandle roligt sammen, vil mange globale problemstillinger finde en hurtig løsning. Om denne løsning så vil kunne accepteres af mindre stater, er helt underordnet den storpolitiske virkelighed. Hermed kan der samtidig slås en kile ind mellem Rusland og Kina, der fortsat er det store dyr i åbenbaringen for inderkredsen omkring Trump.

Er ovenstående fremstilling, sådan som Trump opfatter verden og international politik? Måske, men vi ved det ikke. Trump er, for nu at udtrykke det meget diplomatisk, ikke nogen konsistent tænker, men fordelen ved en sådan betragtningsmåde er, at den lægger en rationel fortolkningsramme ned over Trump og det kaos, der omgiver ham. Det gør det nemmere at forholde sig til det nye Amerika og kan skabe en følelsesmæssig distance i en tid, hvor netop følelserne konstant truer med at overmande hver enkelt af os.

Hvis Trump virkelig forsøger at spille tredimensionelt skak med Putin, er dette bestemt ikke uden sine store faldgruber. Mange vil givetvis frygte, at Putin vil narre Trump og forsøge at gøre ham til et instrument for fornyede russiske imperiedrømme, hvilket er en reel risiko, men endnu mere problematisk er selve metodevalget. Den form for diplomatiske skakspil, der iværksættes, kræver en højt udviklet strategisk bevidsthed, som få statsmænd er i besiddelse af. Et eksempel i relation til problemstillingen Rusland-Kina er Henry Kissinger (1923-2023), hvis diplomatiske manøvrer i begyndelsen af 1970’erne netop medførte det resultat, altså splittelse mellem Moskva og Beijing, som måske er målet for Trumps Ruslandspolitik. Uanset hvilken opfattelse af Kissingers rolle som statsmand og topdiplomat man anlægger, vil få sætte spørgsmålstegn ved Kissingers evne til strategisk tænkning og skabelsen af vigtige relationer til fremme for amerikanske interesser.

Personligheder som Kissinger og, hvis vi bevæger os længere tilbage i historien, Kardinal Richelieu (1585-1642) (fransk premierminister under trediveårskrigen) og Otto von Bismarck (1815-1898) (Tysklands samling) er imidlertid sjældenheder i det internationale diplomatis historie. Der er ingen tegn på, at Trump eller nogen i hans inderkreds er i besiddelse af den form for strategiske evner, der er nødvendige for at kunne eksekvere en udenrigspolitik, der kan udfylde de store og mange ord, der konstant udgår fra Trumplejren.

De store personligheders genkomst
Den moderne historievidenskab, som opstod i begyndelsen af 1800-tallet, tog ofte udgangspunkt i såkaldte “store mænd” og deres bedrifter, særligt inden for det udenrigspolitiske felt. Det var de store personligheder og deres unikke evner, der var bestemmende for historiens gang. Siden gik denne opfattelse af verdenshistorien af mode og blev afløst af mere strukturelt orienterede teorier om historiens mening og retning. I dette historiesyn var det enkelte individ underkastet større og upersonlige forhold, der styrede menneskets ageren og ikke omvendt.

En sådan teori er fundamentet for geopolitik der efter mange års forvisning fra det gode teoretiske selskab for alvor har erobret dagsordenen i lyset af samtidens alvorlige storpolitiske problemstillinger. Den geopolitiske verdensanskuelse tager udgangspunkt i forhold som demografi, nationaløkonomi, militære kapabiliteter samt naturligvis geografi. I denne opfattelse af verden er der ikke meget plads til den enkelte statsmand, der i stedet reduceres til agent for de forhold, der er beskrevet ovenfor. Med andre ord betyder det ikke det store, hvem der er præsident i USA eller Rusland, fordi vedkommende vil være tvunget til at følge de geopolitiske naturlove, der hersker i international politik.

Spørgsmålet er nu, om genvalget af Donald Trump ændrer den måde, hvorpå vi anskuer den globale geopolitik. Repræsenterer Trump ikke netop genkomsten af den store personlighed i verdenspolitikken? Uagtet at han selvfølgelig er underlagt strukturer, synes Trump, i modsætning til tidligere præsidenter at sprænge de normale rammer, der indhegner et præsidentskab.

Det er vigtigt at understrege, at de gerninger, som udøves af store historiske personligheder, ikke nødvendigvis er positive i deres resultater. Hitler, Stalin og Mao var historiske personligheder. Den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt (1818-1897) bemærkede engang, at store mænd er nødvendige for vores liv, idet de får verdenshistorien til at rykke sig fra tid til anden og lægger uddøende livsformer i graven. Er det netop ikke den rolle, som Trump spiller? Den internationale regelbaserede liberale verdensorden forsvinder for vores øjne med en hast, der er svær at begribe, ligesom den indenrigspolitiske dagsorden i USA bliver omkalfatret til ukendelighed.

Der er her tale om to sider af samme sag, idet den indenrigspolitiske situation bliver styrende for tilgangen til udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det er her, billedet bliver meget kompliceret, hvor Trumps politiske metode risikerer at bringe udviklingen ud af kontrol. Trump tror muligvis selv, at han besidder et guddommeligt overblik, at han kan kontrollere hele den verdenspolitiske situation. Hvis vi vender tilbage til den tidligere benyttede skakmetafor, er det imidlertid klart, at når Trump rykker en brik som fx Ukraine, så sættes automatisk de øvrige brikker i spil.

I samtlige europæiske hovedstæder, i Mellemøsten og Asien må enhver regering nu forholde sig til den nye kaotiske amerikanske udenrigspolitik, hvordan den vil påvirke dem, og ultimativt forsøge at gøre sig så uafhængig af Washington som muligt, hvilket på sigt vil betyde mindre amerikansk indflydelse på den globale orden og en verden, der på kort sigt vil være præget af langt større kaos, som også den økonomiske situation nu tegner sig.

Verden er et lukket politisk system, som det hedder hos den moderne geopolitiks fader, Halford Mackinder (1861-1947), i det berømte foredrag Historiens geografiske omdrejningspunkt. Hele den ovenfor beskrevne udvikling skyldes én mand og de beslutninger, han træffer. Havde Donald Trump ikke vundet kampen om præsidentposten, ville udviklingen have været markant anderledes. De store personligheder er på godt og ondt tilbage i international politik, og hvor den nuværende udvikling vil føre hen, kan ingen vide. Fremtiden er ligesom fortiden et fremmed land.

Kun ét står fast med et citat fra Ringenes Herre: “Things are now in motion that cannot be undone.”

Thomas Lie Eriksen er uddannet cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med speciale i det 20. århundredes internationale politiske historie og generel europæisk kultur- og idehistorie.