“Den catalanske separatisme er totalitær”

2019-10-02T21:12:31+00:00 onsdag, 2. oktober, 2019|

Filosoffen Antonio Robles er veteran i modstanden mod nationalismen i Catalonien. Den spansknationale højrefløj har kuppet flere centrale initiativer startet af socialdemokratisk sindede antinationalister som han – og gjort det, der var en stråmand, til en halv sandhed, mener han. Oplysningstidens humanistiske idealer er under pres, og et ringe uddannelsessystem gør de nye generationer ignorante i forhold til farerne.

Interview af Sara Høyrup

Når talen falder på nationalisme i Spaniens nordøstlige region (og det gør den tit), er det den catalansk nationalisme, der er på tale. Den består i en grådkvalt, ekspansiv og aldrig signende nationsopbygning konstrueret i modsætning til centralmagten i Madrid og det maurisk prægede Sydspanien. Den tager form af uhildet diskrimination mod den spansktalende underklasse, og nu også en stadig mere rabiat separatisme, nu komplet med terrorismeplaner.

Det mener filosoffen Antonio Robles, anticatalanismens grand old man og forfatter til flere skelsættende bøger om emnet. Han vurderer, at nationalismen i Catalonien først sprang ud som separatisme i 2012, men at løsrivelsesprojektet har ligget i ovnen i hele demokratiets tid.

Antonio Robles er en smilende mand med en glad latter, der kalder sig for aktivist og har et langt arbejdsliv bag sig som journalist, underviser og anticatalanistisk politiker – indtil han tog sit gode tøj og smækkede med døren grundet en uskøn alliance med det ekstreme højre.

Udkantsnationalismen har to væsensforskellige modstandere, som i de seneste år har levet i et midlertidigt fornuftsægteskab for at modstå den rivende strøm fra løsrivelsesforsøget: den reaktionære centralspanske nationalisme og den progressive antinationalisme.

Den vattede venstrefløj
Og sådan er de ideologiske konflikter og alliancer så rodede i regionen. Venstre-højre-aksen er stort set ubrugelig i den sammenhæng. Anskuer man nutidens Spanien ud fra forne tiders Franco-diktatur, afskærer man sig fra et begribe, hvad der er på spil.

Den catalanske lokalnationalisme har også mange regionale rejsefæller og sympatisører. Det lokale socialdemokrati PSC har gået dens ærinde i et historisk klassesvigt af “migrant”befolkningen fra fattigere egne i landet, som også Robles er rundet af. Ligesom sin far er han udlært murer. “Se, dét er rigtigt arbejde.”

Sammen med den yderste venstrefløj i det hedengangne PSUC kom de catalanistiske socialdemokrater sågar nationalistpartierne i forkøbet og indførte den sprogdiskrimination, der under det pædagogiske dæknavn “immersion” hindrer over halvdelen af regionens børn og unge i at blive uddannet på deres modersmål spansk.

Den catalanske skole
“La escola catalana”, der med mottoet “lad os lave et land” tjener nationsopbygningen uden at skele til pædagogiske principper om sanddruelighed og fremtidsrelevans, har svare konsekvenser for alle de spansktalende børn, hvis familier ikke har råd til at sende dem i privatskoler uden regionsstøtte. Antonio Robles skrev om det allerede i 1992, dengang det var tabu at problematisere sprogpolitikken. Han skrev dengang under pseudonym, men er siden stået frem og har taget de slag, det har kostet: marginalisering på arbejdsmarkedet og udelukkelse selv i fora, som er opstået ud af hans tidlige indsats.

“Der er tre trin i straffen, hvis man kommer på tværs af nationalisterne i regionen: Først forsøger de at tie dig og din kritik væk. Lykkes det ikke, dæmoniserer de dig. Det sidste trin er den sociale død. Man skal have stamina for at udholde det. Men jeg klager ikke! Jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Hvis man vil fange fisk, må man regne med at blive våd.

Værre er de mange historier, jeg har hørt om brud internt i familier og par, der må holde deres holdninger skjult for hinande . Men det er næsten for smertefuldt til at gengive …”

Prøv at fortælle en af dem…

“Jeg så engang en stor, stærk mand med styr på tingene bryde grædende sammen. Han sad i sin statelige pilotuniform og fortalte mig, hvordan hans søn på 14 havde bedt ham drage ad helvede til. Forældrene var skilt, og moren var nationalist. Nu kaldte sønnen sin far for en lortespanier og ville ikke have noget at gøre med ham.”

Catalanistisk newspeak
Det nye venstre i form af Podemos og andre formationer i samme populistiske boldgade er ikke nationalister i udgangspunktet, men har ladet sig besnære af lokalnationalisternes smukke ord om demokrati og selvbestemmelse. Kampudtryk som “politiske fanger” og “repression” fænger også på de kanter. Nogle catalanske nationalister stemmer simpelthen på denne populistiske venstrefløj, men gentager i hverdagen alle mantraerne, der udstikkes oppefra i de nationalistpartierne og de identitariske foreninger.

“Det er lykkedes nationalisterne at manipulere alt: sproget, værdierne, følelserne …” beklager Antonio Robles.

“Den catalanske separatisme er totalitær, men det sælger jo ikke efter fascismens nederlag midt i det 20. århundrede. Fascismen har et imageproblem.

Derfor beskylder den i Catalonien sine modstandere for alt det, den selv er. Den kommer os i forkøbet med skældsord som ‘facha’, der er kortform for fascist. Og det, skønt den eneste modstand mod nationalismen i mange år kom fra den moderate venstrefløj.

De catalanske nationalister har overtaget terminologien om alt det gode fra hele den vestlige civilisations landvindinger. De har øvet følelsemæssig afpresning på alt og alle. De har været langt mere effektive end den ligefremme baskiske nationalisme med dens politiske mord og åbenlyse racisme. I Catalonien sniger nationalisterne det hele ind under dække.”

De andre nationalister
“Det er dobbelt tragisk, når de mest reaktionære segmenter i landet overtager modstandsbevægelsens strukturer. På den måde bliver det, der ellers var en stråmand, til en halv sandhed: Modstanden mod den catalanske nationalisme får en snært af centralspansk nationalisme.”

Robles’ har startet et hav af succesrige indsatser mod den catalanske nationalisme. Alle er de før eller siden blevet overtaget enten af snu typer med andre agendaer eller af overophedede hidsigpropper uden hans intellektuelle styrke. Partiet Ciudadanos er blevet tømt for sit oprindelige tankegods, hevet ud til højre og tjener som magtbastion for en partileder “uden ideologi”, siger Robles. Det ironisk-seriøse projekt Tabarnia, der om nødvendigt vil erklære Barcelona uafhængigt af Catalonien, blev på ingen tid af brøleaber, der ikke er til at styre på syv tønder land, forklarer Robles.

“Egentlig skulle jeg jo have levet er helt andet liv,” tilføjer Robles som en eftertanke.

“Jeg går jo op i at sikre vand i Sahara og nedbringe arbejdsløsheden og gøre verden til et mere fredeligt sted. I stedet bruger jeg alt mit krudt på de her pseudoproblemer, som nationalisterne går og finder på. Heldigvis er der intet ondt, der varer i tusind år,” forsikrer filosoffen fortrøstningsfuldt.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent bosat i Catalonien. Hun studerede litteratur på Barcelonas universitet 1996-2000.

Alle fotos: © Cristina Casanova & Andrea Contino


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: