Den fejlkonstruerede euro

2021-07-27T08:45:08+00:00 tirsdag, 27. juli, 2021|

I 2010’erne døjede EU med en række kriser. Som økonomistuderende har den mest interessante krise at beskæftige sig med været gældskrisen i EU. En krise, der i den grad truede eurozonens stabilitet og belyste en fejlkonstruktion i euroen.

Analyse af Kai Zhang

Kort fortalt blev gældskrisen forårsaget af den stigende statsgæld for fattigere EU-lande i årene efter finanskrisen, der fandt sted i 00’erne. Særligt Grækenland skulle betale stigende rentesatser for sin statsgæld, i takt med at markedets tvivl overfor statens evne til at betale gælden tilbage steg. De stigende rentesatser betød, at det blev dyrere og dyrere at optage ny statsgæld, der var nødvendig for at tilbagebetale gæld, der var udløbet – i værste fald kunne det ende i statsbankerot. En stigende statsgæld var ikke isoleret til Grækenland og det øvrige EU, overalt i den vestlige verden steg statsgælden markant i forbindelse med finanskrisen, da skatteindtægter faldt samtidig med, at offentlige udgifter til sociale ydelser steg, præcis som man har set under coronakrisen.

Gældskrisen, der i 2010’erne fulgte i kølvandet på 00’ernes finanskrise, var dog kun et europæisk problem. Årsagen er, at euroens stabilitet er bundet til samtlige eurolande, og den bliver undermineret, når visse stater ikke er i stand til at betale tilbage på deres gæld, som er denomineret i euro. Det betød, at hvis Grækenland gik statsbankerot, ville det have haft en indflydelse på værdien af euroen som helhed, og derigennem ville det påvirke resten af eurozonen. I 2012 kom der en berømt udtalelse fra daværende formand for ECB (Den Europæiske Centralbank), Mario Draghi, der havde følgende at sige om ECB’s indsats for at bevare eurozonens stabilitet:

”The ECB is ready to do whatever it takes to preserve the Euro. And believe me, it will be enough.”

Attituden fra Draghi står i kontrast til attituden fra det overordnede EU, da der her ikke var meget tale om at afhjælpe græsk statsgæld via statsoverførsler uden forventning om tilbagebetaling for at sikre euroens stabilitet. Krisen blev hovedsageligt løst gennem faciliteringen af låntagning fra EU, men disse lån kom ikke uden omkostninger og var bundet til budgetstramninger (austerity measures).

Budgetstramningerne har været et kæmpe benspænd for Grækenlands økonomi, der siden gældskrisen oplevede nulvækst lige indtil coronakrisen ramte – til sammenligning var Danmarks økonomi ekspanderet med lidt under 20% i de godt 10 år. Værre endnu er der tale om en midlertidig lettelse af et underliggende problem i EU, og der er intet, der forhindrer noget lignende i at ske igen i fremtiden. Landene i EU har vidt forskellige økonomier, med et stort spænd af økonomisk sikkerhed, men det har ikke været et problem før euroen.

Det politiske formål med euroen var angiveligt at sikre en følelse af europæisk fællesskab, samt at forsimple handelsmulighederne i det indre marked i EU ved at fjerne konstante valutaændringer. Det sidste har været en kæmpe succes, da det er lettere end nogensinde før at handle på det indre marked. Dog er det er ikke kommet uden omkostninger.

Når lande som Tyskland og Grækenland deler samme valuta, betyder det, at det ikke er muligt for en svagere økonomi, som Grækenland, at svække valutaen og derved styrke økonomien i landet, når der kommer en krise.

Under normale omstændigheder – uden euroen – ville Grækenland f.eks. kunne have svækket den græske drakme (den valuta, der blev brugt i Grækenland indtil euroens indførsel) ved essentielt at printe flere penge for at sætte gang i økonomien. Det er dog ikke muligt under eurofællesskabet, da Grækenland ikke har autoriteten til at udstede flere euroer end aftalt. Det betyder, at når der er brug for flere penge, er gæld den eneste mulighed, og gæld skal tilbagebetales på et tidspunkt; deraf gældskrisen med spekulation om statsbankerot. Den pengepolitiske frihed bliver altså opgivet ved at indtræde i eurofællesskabet. Det kunne lyde, som om Danmark er sluppet billigt ved at undgå eurofællesskabet, men vi er teknisk set omfattet af samme restriktioner grundet den faste valutakurs, der føres for den danske krone mod euroen.

Det hele kan virke lidt spøjst, fordi internt i lande er der yderst sjældent tale om sådanne problemer. Den offentlige sektor uden for de store byområder, også i Danmark, lider nærmest kronisk af underskud, men jeg har aldrig hørt om, at en kommune er erklæret fallit på grund af mangel på skatteindtægter.

Ligesom kommuner i Danmark modtager eurozonens lande også EU-støtte, hvilket til en vis grad afhjælper den økonomiske ulighed på tværs af landene. Problemet er dog at den politiske magtfordeling er langt mere ulige i EU, end den typisk er i indenfor et land, og det afspejles i den lave og ufleksible støtte, som de fattigere lande i EU modtager. Manglen på valutasuverænitet er dyr for disse lande i kriser, og de har næsten ingen politisk magt til at genforhandle vilkårene, da alternativet til medlemskab i eurozonen er en stærk barriere til det indre marked.

Deltagelse i eurofællesskabet, udover at give politisk kapital, giver også adgang til en masse logistiske fordele. Mest tydeligt er der friheden fra at skulle foretage regelmæssige veksling af valuter og afdækning af valutakurs risici som internationale virksomheder betaler for at få finansiel sikkerhed i en usikker fremtid.

EU ligger altså i et mærkeligt mellemstadie med for dyb pengepolitisk integration til at lade som om, vi har uafhængige økonomier, der ikke har en forpligtigelse til at hjælpe hinanden for at bevare integriteten af euroen. Samtidig er der for lidt integration og international samarbejde til at undgå gældskriser, som vi så efter finanskrisen.

Når en kommune er i økonomiske problemer, lader vi den ikke gå fallit, pengene afbetales og budgettet genforhandles fremadrettet – vigtigst af alt lader man ikke kommunen stagnere i et årti med historisk stærk fremgang. Hvis euroen skal bevares på langt sigt, skal der på lignende vis være ubetinget støtte, når der er brug for det, også hvis det kommer på bekostning af de rigere lande på kort sigt. Grækenland skulle have modtaget mere hjælp fra EU, det samme skal de gældsbebyrdede lande i dag, alt andet vil blot true holdbarheden af euroen.

Kai Zhang er økonomistuderende

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i Europæiske Horisonter, April 2021

Billede i artiklens top: /Flickr/