Juan Carlos I var et ensomt barn, der blev brugt af de voksne i magtspillet mellem hans far Don Juan og den spanske diktator. Som ung svor han troskab over for nationalkatolicismens reaktionære idealer og magtfuldkommenhed. Han brød løftet til fordel for en hovedrolle i skiftet til parlamentarisk demokrati. Det blev han rig på. Dette er femte afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange.
SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE – AFSNIT 5
Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup
Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias kom til verden som søn af Spaniens eksilkonge Don Juan. Han gik som barn under navnet Juanito for at skelne ham fra faren. Som evig kronprins uden trone levede Don Juan det søde driverliv ude i Europa efter familiens fordrivelse fra tredivernes spanske republik. Manden i midten, Juan de Borbón y Battenberg, skulle aldrig blive konge.
Juanitos far Don Juan nåede heller aldrig frem til borgerkrigen 1936-39, hvor reaktionære kræfter nedkæmpede folkestyret med militærkraft. I bogen En historie om borgerkrigen, som ingen vil bryde sig om beskriver Juan Eslava Galán, hvordan kronprinsen for et syns skyld dukker op i Spanien under stridighederne. Helt som forventet sender general Franco ham væk fra fronten og tilbage til driverlivet, så symbolet på kongedømmet ikke skal falde i kamp.
Der er dem, der mener, at Don Juan slet ikke ville være konge. Alligevel gjorde eksilkongen gennem årene sine hoser grønne hos sin magtrival Francisco Franco. El generalísimo svigtede alle forventninger om at ville omgøre republikkens kongeløshed. Franco ville selv være konge.
Diktatoren med de brede hofter manøvrerede sin egen figur ind i kongerækken. Det gjorde han ved at indsætte sig selv i Don Juans sted og lade Don Juans søn Juanito tage over ved sin død. Men diktatoren forregnede sig i sine forestillinger om at kunne projicere sin magt langt ind i eftertiden. Juanito gik sine egne veje.
Ene og alene
Set gennem udlandets fjerne kikkert overser man gerne ideologiske forskelle og magtspil. Alt ude til højre betragtes under ét: den fascistiske Falange, monarkisterne, carlisterne (som støtter en helt anden kongeslægt) og opportunisten på magtens tinde: Francisco Franco. Paca la culona, hende med røven, som en af hans rivaler kaldte den militærleder, der ud af det blå havnede i front for hærens oprør mod Spaniens tragisk korte demokrati i tiden før Anden Verdenskrig.
Men magten er sammensat og har mange bejlere. Tronkræverne er naturnødvendigt hinandens rivaler, ikke hinandens tro allierede. Fascisterne var ikke monarkister. Og Juanito blev fanget i krydsilden mellem eksilkongen og diktatoren. I podcasten Xrey på Spotify bliver han kaldt for både offerlam og skakbrik af hispanisten Paul Preston. (“Xrey” koger med et genialt ordspil “røntgenbillede af ekskongen” ned til fire bogstaver.)
Den kommende konge vokser op i Francos Spanien uden sin familie, fra han er ti år gammel. Han er omgivet af militærfolk og katolske præster, som ideligt fortæller ham, hvordan han skal handle.
Allerede som otteårig var Juanito blevet sendt alene på kostskole i Schweiz. “Det var ikke nogen særligt kærlig familie,” som en af kilderne i podcasten siger. Som attenårig kommer han for skade at dræbe sin lillebror under leg med et ladt gevær i familiens hjem i Portugal.
Ulykken bliver aldrig undersøgt. Den kan stadig få sindene i kog i Spanien, der som altid er delt i to lejre: Enten tror man på selv de vildeste konspirationsteorier om Juan Carlos I. Eller også forsvarer man hans ære med, at “han var jo kun et barn” (på 18 år med våbentræning), og at det kræver ond tro at tro noget ondt derom. Man griber til banale udgaver af retsprincippet om at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Reelt kan uskylden jo netop ikke fastslås (som spansk Wikipedia uden at blinke gør det), hvis ikke skyldsspørgsmålet undersøges.
På demokratiets side
Med dén bagage når Juanito til skelsår og alder og træder ud af sin puppe som Juan Carlos I af Spanien. I 1975 tager han over fra Franco, da diktatoren dør fredeligt i sin seng. Juan Carlos er blevet brugt og har lært at bruge. Han springer sin egen far over i kongerækken. Og han gør, som han selv synes, da diktatoren dør.
Eller måske gør Juan Carlos I, som hans mentor fra barndommens militærakademi opfordrer ham til. Tiden er inde til at lukke Spanien ind i den moderne verden: afklassificeret materiale viser, at selv den døende diktator var klar over dette. Det skal være slut med at være en solbeskinnet undtagelse. Nellikerevolutionen i nabolandet Portugal viser året før, at tiden er inde til demokrati.
Slut er den iberiske tidslomme som fascistoidt trediverlevn, efter at Aksemagterne blev rullet tilbage med de Allieredes sejr i Anden Verdenskrig. Samme sejr på verdensscenen, som fik den ideologiløse Franco til at sende fascisterne ud til siden og installere konceptet “nationalkatolicisme”: reaktionært og autokratisk, men ikke fascistisk. Den ideologi gik nemlig af mode, da krigslykken vendte i Stalingrad, og Det tredje Rige et par år senere blev aflyst med en behjertet indsats fra både Vest og Øst.
Juan Carlos I bliver ikke den nye diktator, sådan som Franco har gjort klar til – efter gennem alle årene at have holdt kronprinsen hen i uvished om, hvorvidt han reelt ville få tronen en dag. Den nye statschef tager ikke den forældede rolle som enevældig konge på sig. Han giver magten fra sig og bliver siddende til pynt. Han overgiver sig til de nye tider med krop og sjæl.
Pistoler i februar
Eller gør han? Det er aldrig blevet klart, hvilken rolle Juan Carlos I spillede i forsøget på statskup den 23. februar 1981. Den skæbnesvangre dag, hvor hærens kampvogne rullede gennem Valencia, og bevæbnede gendarmer brød ind i parlamentet.
Den dag blev to politikere stående for eftertiden som demokratiets helte: Den konservative statsminister Adolfo Suárez og kommunistlederen Santiago Carrillo stod som moralske fyrtårne i Las Cortes og nægtede at lade sig knægte. De blev stående oprejst og gemte sig ikke for den kugleregn, de kunne forvente som repræsentanter for den nye orden.
De to ideologiske modstandere gik sammen derfra ind i det nye morgengry, fordi alle (eller næsten alle) var enige om, at nu skulle Spanien demokratiseres. Overgangen i form af La Transición var den velordnede overgang fra diktatur til demokrati, som gik frem med stormskridt men på listefødder.
Det var alt om at gøre ikke at provokere de mest reaktionære kræfter. Der var overhængende risiko for, at det yderste højre med brug af hæren ville tilrane sig magten på samme brutale vis, som dengang hæren verfede Den spanske Republik af vejen. Det tog godt nok hæren tre års blodig borgerkrig – men meget af den tid gik med Francos fedtspilleri for at sikre sig selv magten, når hans side uundgåeligt vandt. Republikken havde aldrig en chance i den krig, sandsynliggør Galáns bog.
På traumedatoen “23–F”, som den symbolske dato forkortes, var det lige ved at ske. Det hedder sig, at kupmagerne pakkede sammen, da det blev klart, at de ikke havde kongen med sig. Hvorfor de så troede, at de havde det – det bliver der spekuleret over. Kongens og monarkiets popularitet fløj mod himlen den dag, men tvivlen har naget lige siden.
Den patetiske deroute
I tre årtier hersker der relativt udelt enighed om, at monarkiet er en del af demokratiet. Juan Carlos I er fredet, og alle historierne om kongen og damerne bliver fortiet i pressen, mens hans hustru dronning Sofía bliver stadig mere stram i betrækket. Juanito har en tilgængelig facon og omtales så ofte som gemytlig (campechano), at dette tillægsord bliver synonymt med den folkekære konge.
Men i 2014 må det ensomme barn fra schweizerinternatet erkende, at monarkiet risikerer at gå under med ham, hvis han klynger sig til tronen. Han abdicerer til fordel for sønnen Felipe VI. Af alle partier hjælper socialdemokraterne med at holde republikanerne stangen, så landet ikke ender helt uden konge.
I Spanien er længslen efter tredivernes nedkæmpede republik aldrig forsvundet. I balladeregionen Catalonien har man koblet løsrivelsesprojektet på republikanismen: På den måde har man fået den yderste, ikke alt for kvikke venstrefløj halvt om halvt med på idéen om “selvbestemmelse”. Skønt det vel nok giver sig selv, at en catalansk stat naturgivent er en republik, medmindre man tryller en konge frem ud af intetheden.
Monarkiet er altså under pres. Da Juan Carlos I’s driftige svigersøn i 2010 bliver anklaget for korruption, forsøger man at holde kongen skadesløs. Og dét, skønt det bliver stadig sværere at tro på, at prinsessens gemal har ageret uden kongens vidende og medvirken, når han solgte ud af sine forbindelser til kongehuset.
Udgrænset i skam
Kongedatteren og hendes overivrige sportsmand ender med at blive udgrænset fra familien for at bevare institutionen. Sidenhen er det Juan Carlos I selv, som bliver skåret fuldkommen væk af sin søn Felipe VI. Det sker, da det kommer for en dag, at emerituskongen har samlet en formue langt ud over det, som kommer sig af apanagen.
Den regerende konge frasiger sig arveretten til de beskidte penge, uden at det ret dulmer forargelsen hos alt folket. Samme aften gjalder kasserolleprotesterne landet over. Sønnen undsiger sin far og afskærer ham fra den signende strøm af midler fra statskassen. Altsammen for at sikre institutionens popularitet, som kongehuset holdt op med at måle, da den faldt til under 5 ud af 10 mulige point.
Hvor knækkede filmen? Da kong Juan Carlos I i 2012 – midt under den hårde økonomiske krise og det yderste venstres genkomst – kom til skade under en elefantjagt i Botswana. Den royale dulce far niente, som også hans far Don Juan praktiserede hele livet som eksilkonge uden trone, førte til kongens fald.
Og Juanito bliver faldet i ryggen af elskerinden: den falske prinsesse Corinna Larsen med de danske aner, som optræder under eksmandens adelstitel zu Sayn-Wittgenstein. Ikke alene nægter kurtisanen at udlevere alle de ejendomme, der er blevet sat i hendes navn som stråmand. Hun udtaler sig også med klar røst, uskyldsren poseren og masser af namedropping til de lydoptagelser, som politikommissær Villarejo så ivrigt indsamler for at få magten over magthaverne.
Serie: De pæne skurke
Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.
Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den femte artikel i serien, og den handler om kongen, der voksede op ved diktatorens side.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Juan Medina/