Den lille svindler

2020-07-26T17:18:50+00:00 torsdag, 16. juli, 2020|

I en alder af bare 26 somre står Francisco Nicolás Gómez Iglesias til mindst lige så mange års fængsel. Den bondesnu jurastuderende var tidligt ude og nåede at afpresse ikke så få forretningsfolk. Granvoksne mænd troede barneansigtet på hans ord, når han hævdede at repræsentere både kongehus, regering og efterretningstjeneste. Dette er tredje afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. 

SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE  – AFSNIT 3

Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup

Pressen har døbt ham ”den lille Nicolás”, skønt Francisco Nicolás Gómez Iglesias blandt venner går under navnet Fran. Politiet døbte uopfindsomt sin indsats imod denne omkringfarende katastrofe Operación Nicolay. Senest er han set i et forsøg på at sanke stemmer som politisk repræsentant for ungdommen – og sjældent er så meget varm luft og gedigent sludder blevet solgt af så velsmurt en talemaskine med så ærligt et udtryk.

Der kom ikke noget ud af at gøre haneben til et politisk embede. Godt nok føler spansk ungdom sig med rette svigtet og kørt over i et velfærdssystem, som de er med til at finansiere, men ikke selv får gavn af. Men helt idioter er de ikke, og den lille Nicolás er brændt materiale.

Ideologifri
Sådan cirka samtidig forsøgte ungersvenden at gøre sig til på begge sider af Catalonien-konflikten. I Spanien er det umuligt at komme uden om det urgamle identitariske projekt og nyere tids løsrivelsesprojekt i den nordøstlige region.

Det ene øjeblik så man Francisco Nicolás iført nystrøget jakkesæt komme i klammeri med de catalanistiske revolutionskomitéer, der blokerede Barcelonas hovedbanegård til den catalanske nations bedste. Det var som at se en nybarberet KU’er tage alene ind på Gammeltorv eller i Ungdomshuset i firsernes Danmark, og catalansk politi måtte da også redde madrileneren fra revolutionens fortropper.

Det andet øjeblik bød den lille Nicolás sig til som mægler mellem centralstat og regionsregering – og erklærede sig pludselig som tilhænger af separatismen, som han ellers altid har anset for Spaniens værste plage. Ikke uden grund pralede han af, at hans politiske parti ved navn Ung Indflydelse slet ingen ideologi har.

Sidst nogen i landet erklærede, at de hverken var til venstre eller højre men skam heller ikke i midten, var det Podemos (“Vi kan” – kalkeret over Obamas succésslogan ”Yes we can” og indledningen til en lang række besynderlige partinavne bestående af verber eller adjektiver). Podemos er i dag kommet med i den socialdemokratiske regering efter at have kapitaliseret på samme unge indignation, som den lille Nicolás anglede efter. Der var sågar en tid, hvor den arrogante frelserfigur Pablo Iglesias i front for partiet pralede af, at Podemos ville overhale de moderate socialister. Det blev aldrig til noget.

Podemos var reelt en genfødsel af kommunistisk tankegods og måske, måske ikke finansieret af venstrepopulisten Hugo Chavez’ Venezuela. Forestillingen om venezolanske forbindelser har vundet indpas og stammer fra et bestillingsarbejde udført af samme kommissær Villarejo, som optræder i skurkeseriens andet portræt. Men også i Venezuela tales der om, at det hårdt trængte land har postet masser af penge i politologen og konsulenten Pablo Iglesias.

Podemos valgte lilla som partifarve (rød var optaget af socialdemokraterne). Og den foruroligende oprindelse til den vælgerleflende påstand om at være noget andet og bedre end fløjpartierne er ingen ringere end José Antonio: Spaniens mest vaskeægte fascist. Søn af tyvernes diktator Primo de Rivera og leder af Falangen.

Disse fascister var med i den højrekoalition, der bragte Francisco Franco til magten efter at have nedkæmpet tredivernes Spanske Republik med hjælp fra Hitler-Tyskland og Mussolinis Italien. Til en start trak det spanske diktatur på fascistiske formler som den romerske hilsen. Men Franco besindede sig på fascismens fald på verdensplan seks år efter den spanske borgerkrigs afslutning. I stedet indførte han et benhårdt nationalkatolsk regime, som først blødte op i tresserne med teknokratiske løsninger på den nye tid.

Ingen er reelt ideologifri. Men nogen er mere opportunister end andre.

Frisk CV
Francisco Nicolás optræder første gang på spansk fjernsyn som tiårig. Han bevæger sig målbevidst hen i kameraets tryllecirkel, da borgerskabet sørger over Pave Johannes Paul II’s død. Og hvem kan stå for sådan en lille dreng, der kobler sig på den voksne verden? Fran blandt venner bliver interviewet og siger noget indholdsløst nonsens tilpasset situationen, sådan som han gør lige siden.

Som fjortenårig agerer den lille Nicolás selvbestaltet livvagt for Esperanza Aguirre. Den blonde dame er det konservative Partido Populars magtcentrum i Madrid, frem til hun bliver væltet i slipstrømmen fra en af partiets mange korruptionsskandaler, som vi skal høre om i skurkeseriens syvende portræt. Drengen spærrer adgangen for en tv-journalist, som forsøger at nå frem og stille magtens kvinde et spørgsmål.

Sammen med sin mor sidder teenageren troligt med til møder i partiets lokale vælgerforening. Han lærer alt om, hvordan tingene går for sig, og hvordan man skal gebærde sig. Og så går han ud og gør det.

Han mænger sig med de riges børn og får ad den vej adgang til deres forældre. Han begynder at afpresse forretningsmænd eller lokke store beløb ud af dem. Og det, skønt han knap er myndig og ikke ser en dag ældre ud, end han er: Franske Le Figaro skriver senere, at han som tyveårig ligner én på femten. Verden vil bedrages.

Den lille Nicolás producerer en række forfalskninger af sit eget identitetsbevis og betaler en kammerat for at bestå adgangseksamen for ham. Først studerer han økonomi. Siden skifter han til jura på et af hovedstadens absolutte eliteuniversiteter. Men han møder stort set ikke frem til timerne og består kun fire eksamener i løbet af en årrække: Han har travlt med at lave penge på sit blotte ansigt.

I det hele taget består hans egentlige CV i alle de fotos, han får taget sammen med magtens mænd og kvinder. Han forsømmer ingen lejlighed til fremvise disse tegn på, at han er inde i magtens cirkler. ”Afsmitningseffekten” kalder en ekspert i marketing det og udtrykker beundring for, hvor dygtigt den unge mand solgte sit indholdsløse produkt.

Den lille Nicolás sætter altid et uskyldigt ansigt op. I et tv-interview efter hans fald kender svindleren end ikke begrebet ”anklageskrift”. Det virker jo helt utroligt hos en jurastuderende, som risikerer op til tredive års fængsel.

Store planer
Den lille Nicolás vil ”genrejse Spanien” ene mand, siger han. Det er blevet tolket som managementfloskler, men lyder ret beset mere som højrepatriotisk arvegods. Ikke at knægten er drevet af ideologi – men han er formet i ærkekonservative kredse. Hver gang Baskerlandet eller Catalonien slår sig i tøjret, vækkes der automatreaktioner ude til højre om at forsvare nationen (den spanske) for enhver pris.

For at få en eller anden form for hold på historien om ynglingen uden tøj på har man besluttet, at han må lide af storhedsvanvid. Og han er vel nok lige dele megaloman og mytoman. Selv begynder han på et tidspunkt at sige til sit forsvar, at han har en personlighedsforstyrrelse. Han tror formentlig, at det kan føre til straffrihed, men igen har han nok glemt at læse alle jurabøgerne ovre på studiet: Det er ikke alle former for vanvid, der fungerer som et get out of jail free card.

Hans forsvarsadvokat opgiver ham. Angiveligt under indtryk af trusler udefra, men måske drev den lille svindler hende simpelthen til vanvid? Selv siger han, at han er ”roligere” nu. Som om problemet var, at han var lidt for vild i sine teenageår.

Spørger man lige ud i luften på de sociale medier, hvad fornuftige folk omkring én mener om fænomenet, lyder svarene:

  • Han er for fanden surrealistisk
  • Jeg ville behandle ham som luft
  • Han er dum som en dør og lidt til
  • Hvad har han nu sagt?
  • Det konservative folkeparti i ren aftapning
  • Latterlig, men han må jo kunne noget, og det er også lidt sjovt
  • Hvad har han nu lavet af ballade?
  • Han gør mig nysgerrig
  • Han er et overklasseløg
  • Han er ligegyldig
  • Han er ren tegneserie
  • Endnu en latterlig person fra Madrids højresegment

Metoden
Faktisk er Francisco Nicolás Gómez Iglesias ikke rundet af overklassen. Han kommer fra beskedne kår og har blot lært at eftergøre overklassens koder. Han er et ekstremt eksempel på den sociale arketype kaldet quiero pero no puedo (”jeg vil så gerne, men jeg kan ikke”). Altså en af de mindrebemidlede, som det er alt om at gøre at mænge sig med de rige og blive regnet iblandt dem. Og for ham lykkedes det faktisk. For en tid. Ja, selv efter hans fald spinder han guld på at fortælle medierne om sit vilde ridt rundt og rundt i ring i societycirklerne.

Selv et realityprogram kom han med i. Og blev stemt hjem som den første. Hans sociale tække må være slidt.

Mens det hele stod på sit højeste, lejede den lille Nicolás dyre biler og livvagter og fik sågar politifolk til at eskortere ham hele vejen fra Madrid til Galicien ude ved Atlanterhavet. Han namedropper i så tætte stimer, at man bliver helt rundtosset. Han foregav at være forbindelsesofficer mellem det spanske kongehus og den spanske regering. Når det virkelig kneb, hævdede han at arbejde for efterretningstjenesten CNI.

Han rokkede båden så meget, at han til sidst måtte gemme sig – og priste sig lykkelig over, at ingen vidste, hvor han boede. Han gik på tv for at ”fortælle sandheden”, men kunne så alligevel ikke sige noget, ”fordi sagen er under efterforskning”. Den dag havde han et opsvulmet ansigt og en plettet skægvækst så uklædelig (kun fra ansigtskanten og langt ned ad halsen), at det vidnede om en mand i opløsning. Siden har han igen fremstået velplejet og fuld af samme overdrevne selvtillid, der bragte ham frem i verden.

Hvordan kunne nogen tro ham? Fordi han svømmede som en fisk i et farvand, hvor det giver fuld mening at påstå, at man har så gode kontakter, at man kan gøre andre rige eller fratage dem alt. Skandalen om den lille Nicolás er et produkt af den umættelige grådighed og den korruptionssyge, som også spiller centrale roller i skurkeseriens andet, fjerde, femte, sjette, syvende og tiende portræt.

Serie: De pæne skurke

Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.

Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den tredje artikel i serien, og den handler om en ung knægt, som med stor selvfølelse tog fusen på de fine kredse.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /flickr.com/