Han er et fantom. Måske et produkt af mediernes behov for at skabe fortællinger med skyld og medaljer klart fordelt på konkrete figurer. Han er bagmanden i den statsterrorisme, som udgik fra Spanien i firserne og skabte skræk og rædsel i Sydfrankrig. Hvilket da også var meningen. Dette er niende afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange.
SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE – AFSNIT 9
Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup
El señor X trak i trådene, dengang hårde hunde tog op til Baskerlandet for at tage affære. Og ikke kun til det spanske Euskadi, men langt ind over grænsen til Frankrig. Her havde den baskiske terrorbevægelse ETA nemlig et fristed, fordi den franske stat ikke kerede sig synderligt om frihedsheltenes blodige gerninger i nabolandet. Her kunne eftersøgte etarras gå frit omkring, uden at noget retssamarbejde kom på tværs.
Indtil GAL. I overensstemmelse med tidens trang til at posere som frihedens fortropper – eller måske som en ironisk kommentar – var navnet på dette skrupulovlige fænomen los grupos antiterroristas de liberación: antiterroristiske befrielsesgrupper. Der var tale om statsterrorisme.
Med bortførelser og mord fór de frem. Ofte tog de fejl af målet og kidnappede de forkerte. Det tog de ikke så tungt på. De spredte skræk og rædsel som enhver anden terrororganisation. Og ad den vej sluttede den franske ligegyldighed omsider. Frankrig begyndte at udlevere de undvegne baskiske terrorister til Spanien.
Terrorbekæmpelsens tradition
Los GAL var ikke noget nyt fænomen. Militærdiktaturet havde selvsagt haft sine egne indsatstropper til at imødegå de attentater, der udgik fra de revolutionære lokalnationalister i Baskerlandet. Men ETA slog langt flere ihjel i demokratiets tid end i sin korte sameksistens med el generalísimo Franco. Ikke desto mindre var det spanske diktatur den trætte reference, der tjente som belæg for terroren helt op til organisationens forvitren langt inde i dette århundrede.
Statsterroren fandt sted under det socialdemokratiske styre. PSOE forestod moderniseringen af Spanien efter diktatorens død og den forsigtige omkalfatring til demokrati. Tildelingen af license to kill til skruppelløse typer fremstår ekstra naturstridig, fordi logikken om, at med ondt skal ondt bekæmpes, er en del af højrefløjens diskurs i Spanien. Højrefløjen, som kun har gjort sig delvist fri af sine bånd til traditionalismens nationalkatolske diktatur.
Men højrefløjen har kunnet vaske sine hænder og foregive intet at kende til statsterrorismen i firserne. For det var socialdemokraten Felipe González i bukser af jernbanefløjl, som stod ved roret på den tid. Den store modernisator, som vi skal høre mere om i serien om de moderne. GAL-skandalen væltede regeringen sammen med de korruptionsskandaler, som følger i kølvandet på ethvert magtpartis lange stræk ved magten i Spanien.
Hvem er señor X?
I det omfang den mystiske hr. X overhovedet findes, er der almindelig konsensus om, at han er lige netop Felipe González. Hvilket den tidligere statsminister naturligvis benægter. Men som politologen Alberto Mesas siger:
“Selvfølgelig vidste han, hvad der foregik. Selvfølgelig stod han bag. Og bag ham stod måske kong Juan Carlos I.” Jamen spiller kongen da nogen reel politisk rolle i Spanien? “Ikke officielt, nej. Men demokratiet blev indført med kongens tilladelse. Selvsagt gav han ikke magten fra sig gratis.”
Var der politiske konsekvenser? Tja. Indenrigsministeren fik en lang fængselsdom for underslæb til finansiering af statsterroren. Han blev benådet og sad reelt kun tre måneder. Han fik endda lov at komme tilbage i politik på højt niveau en snes år senere.
I Spanien afsoner VIP’erne meget sjældent reelt de hårde domme, som deres omgang med magten af og til fører til. Der er ikke reel lighed for loven i landet, hvor småkriminelle bliver spærret inde i længere tid end de store magtmisbrugere. De små fisk ryger ind i mange år for forbrydelser, der i Danmark ikke ville give stort mere end et slag over fingrene med linealen.
B–film om statens bagkamre
Tesen om González som bagmand er central i den eneste spillefilm, der indtil videre er produceret om den saftige skandale: B-filmen GAL, som sit spændende materiale til trods vandt en stribe priser for at være dårligst på alle parametre. Det gennemgående bandeord er polla (pik) – vel nok for at illustrere den forældede machostil, der udgik fra hele setuppet.
I filmen er statens lejesvende lige så ubehagelige, som de fremtræder i de radioprogrammer, de sidenhen deltager i. De promoverer de bøger, som de (eller nogen på deres vegne) har skrevet om, hvad (de ønsker, at vi skal tro) der skete. Og lytterne går hårdt til dem. De er ingens helte.
De har udstået deres fængselsstraffe og forsøger at skubbe skylden for det hele over på den usynlige hr. X. Selv havde de deres grunde, forklarer de. Og det havde hr. X ikke?
At bagmanden for firsernes statsterror var den socialdemokratiske statsminister, er blevet en del af alt det, som spanierne er fuldkommen overbevist om, uden at der nogensinde er faldet dom eller ført bevis for det. Vi så det også med Bárcenas’ dobbelte bogføring for de konservative i skurkeseriens syvende portræt.
Solide rygter og logiske følgeslutninger erstatter egentlig viden, fordi spanierne simpelthen ikke forventer, at alt kommer for en dag. Så høje er deres forventninger ikke til retsstaten. Så dyb deres tillid ikke til pressens vilje til at kulegrave skandaler. Konspirationsteorier omfatter i vidt mål medierne – og det er ikke kun tosser, der forfægter forestillingerne om komplotter.
Der er i det spanske folkehav en konstant understrøm af forargelse over alt og ingenting. En forargelse, som kan synes på nippet til at antænde alting, hvad øjeblik det skal være. Men samtidig en resigneret, fatalistisk forargelse, som ingen forestillinger gør sig om, at det kan være anderledes.
Dum møder dum
Det hedder sig, at ETA rekrutterede tumperne fra landsbyerne i Euskadi. Det hedder sig også, at statens egne terrorister havde en påviseligt lav IQ: Det lod den franske stat angiveligt måle, når gendarmer anholdt Spaniens lejesoldater på fransk territorium.
Det kan lyde ligegyldigt, men er det ikke. Der er noget ekstra foruroligende over, at så tilbagestående typer havde held til at sprede rædsel omkring sig. At netop de dummeste satte dagsordnen dengang og skabte historie, som stadig runger.
Det er ikke noget modent og moderne samfund værdigt. Og måske netop derfor gør hele historien så ondt i Spanien. Ikke bare fordi staten bør holde sig for god til at gribe til terrorens virkemidler. Desperationen over ETA’s rædselsregime var så stor, at der var bred enighed blandt både politikere og befolkning om, at det kun var på sin plads at bekæmpe det med alle midler. Og intet andet syntes at virke.
Det skammelige var heller ikke bare det misbrug af midler, som siden kom frem med afsløringer af lejesoldater på kasino og lejesoldater i horehuse. Statens hemmelige tropper blev hovedrige af de penge, der skulle have sikret landet fred (en fred der først kom et kvart århundrede senere). Det var mere end opinionen kunne udholde.
Det, der synes at pine mange, er klamphuggeriet. At de beskidte greb, som spanierne er overbevist om, at alle statsapparater griber til om nødvendigt, for Spaniens del blev udført af en flok kvajpander.
Serie: De pæne skurke
Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.
Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den niende artikel i serien, og den handler om den uidentificerede mand, som sendte lejesoldater ud for at gøre kål på den baskiske terrorisme.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Vincent West/Reuters/Ritzau Scanpix/