The Man Who Saved the World fortæller historien om Stanislav Petrov. Hvis du ikke kender historien, bør du se den på CPH:DOX i morgen eller læse videre, for den viser, hvor tæt verden var på Tredje Verdenskrig og atomar ruin. Alt sammen på grund af en computerfejl.
Baggrund af Rasmus Leander Nielsen
14.11.2014 | DOX:TEMA | ”Jeg er ikke en helt. Jeg var bare på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt,” siger den tidligere sovjetiske officer Stanislav Petrov i dokumentaren The Man Who Saved the World. Og gentager sætningerne.
Året er 1983. Ronald Reagan var få år før blevet valgt til amerikansk præsident og havde oprustet både militært og i retorikken over for hovedfjenden, Sovjetunionen. Våbenkapløbet var blevet en sprint.
Isnende kold krig
Ingen kunne på daværende tidspunkt forudsige, at Sovjetunionen få år senere skulle få en reformleder i Mikhail Gorbatjov og ved årtiets udgang være tæt på et sammenbrud. Eller at Berlinmuren ville falde blot seks år senere, for 25 år siden i disse dage. Og at en del af stormagtens udkantsområder i de baltiske lande samt en række satellitstater i Warszawapagten i år kan fejre 10-års jubilæum i EU.
I 1983 var den Kolde Krig isnende kold. Reagan havde i marts holdt sin ’Ondskabens Imperium-tale’ og den dybfrosne nervekrig blev den 1. september endnu køligere, da et sovjetisk jagerfly skød et sydkoreansk passagerfly ned. En lille måned senere – den 26. september – bliver vores hovedperson, Stanislav Petrov, stillet over for et frygteligt valg, da hans radarsystem fortæller ham at USA har startet en atomkrig.
Det skulle senere vise sig blot at være en fejl med en infrarød linse, der udløste computerfejlen, men det ved Petrov ikke da han må træffe den beslutning, der danner baggrund for den CPH:DOX-aktuelle The Man Who Saved the World.
Russer på randen af ragnarok
Stanislav Petrov var øverste officer på den tophemmelige varslingsstation Serpukhov-15 ca. 100 kilometer sydvest for Moskva. Sirenen lyder kl. 00.15. Alarmskiltet lyser kontrolrummet op og Petrov stirrer chokeret på firkanten på skærmen foran sig. Han havde som uddannet ingeniør selv været med til at udvikle systemet og ved kun alt for godt, hvad firkanten betyder: USA har angrebet og det skal nu gengældes ud fra en MAD-tankegang (mutually assured destruction).
Men noget stemmer ikke. Det må være en fejl, beslutter Petrov i det splitsekund, han står med ansvaret for millioner og atter millioner af menneskeliv.
”Men lidt efter lød alarmen igen. Og en gang til. Hvis Petrov ikke fastholdt, at det var en computerfejl, ville Andropov (daværende generalsekretær, red.) trykke på ´knappen´ og udløse et massivt atomangreb, som ikke alene ville lægge det meste af USA, men også store dele af Frankrig og Storbritannien øde,” skriver Øjvind Kyrø i bogen Manden der reddede verden fra sidste år.
Flere steder i filmen fremgår det, at Petrov oprigtigt var i tvivl, om han gjorde det rigtige ved ikke at agere.
”Heldigvis tog jeg ikke fejl,” siger han, da han for relativt nyligt holdte en tale i FN’s hovedkvarter og forklarer efterfølgende under opholdet i New York sin unge, kvindelige assistent og tolk, Galina Kalinina, at vi ”har aldrig været så tæt på atomkrig.”
Hybridfilm med skuespillere og den faktuelle hovedperson
Forløbet i 1983 skildres i dokumentarfilmen ved hjælp af en såkaldt re-enactment. Et i stigende grad populært fortællergreb i dokumentarfilm, hvor skuespillere genindspiller en historisk scene, der flettes ind med normale dokumentariske fortællermidler som interview og faktuelle klip.
Faktisk fylder re-enactment-delen så meget, at The Man Who Saved the World vises som spillefilm ved flere internationale filmfestivaler.
Skuespillere viser også forløbet med Petrovs kræftsyge kone, som han ikke kunne fortælle om episoden. Alt, hvad der foregik omkring Serpukhov-15, var tophemmeligt – selv for de nærmeste. Vesten får først indblik i episoden i slutningen af 1990’erne og Petrovs mor først for nyligt – skildret i dokumentarens afsluttende scener.
Filmen fortælles i to spor: ét der bringer os tilbage til årene omkring 1983, mens det andet følger Petrov på en rejse til det USA, der tidligere var hans job at holde et skarpt øje med via radarskærme.
En fordrukken hidsigprop
Vi møder den ’rigtige’ Stanislav Petrov i starten af dokumentarfilmen. Han er en forhutlet og ensom hidsigprop. Der ligger vodkaflasker over alt i den lille lejlighed, hvor der hænger en filmplakat med Kevin Costner på en af dørene.
En amerikansk journalist kommer i starten af nutidssporet galt af sted, da han insisterer på endnu en gang at spørge ind til det ikke-eksisterende forhold til moderen og resten af familien. Journalisten og hans filmhold smides ud af lejligheden af en opfarende og højtråbende Petrov.
Herfra følger vi rejsen til New York, hvor Stanislav Petrov er inviteret til at holde en tale i FN. Flere berømte skuespillere står bagefter i kø for at trykke hans hånd og sige tak – blandt andet Robert De Niro, som Petrov er en stor fan af. Hans andet idol, Kevin Costner, møder han sidst i filmen.
Fra New York tager Petrov sammen med sin tolk Galina Kalinina på en længere roadtrip igennem USA for at ende på det filmsæt, hvor Costner er ved at indspille en film. En stor del af hvad der faktisk skete i 1983 og Petrovs læsning af international politik i dag fortælles undervejs i bilen, på hotelværelser og gennem samtaler med tolken, filmholdet og andre, de møder på deres vej.
Relativt ukendt historie
Historien om Stanislav Petrov er fortalt før. Blandt andet i en anden dokumentarfilm af næsten samme navn, i Øjvind Kyrøs førnævnte bog og i flere avisartikler og interviews med Petrov. Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med historien, var da Anna Libak var udsendt af Weekendavisen for ti år siden og interviewede Petrov, der også dengang var forhutlet og fordrukken, dog skarp i sin læsning af Den Kolde Krig og den realpolitiske situation.
Alligevel er episoden den nat i september 1983 på ingen måde så bredt kendt som eksempelvis Cuba-krisen i 1962, der blev filmatiseret for 15 år siden med Kevin Costner i én af hoverollerne.
Den absolutte hovedrolle i nærværende historie er Stanislav Petrov, og Peter Anthonys nye dokumentarfilm tager os således med på en faktuel, fantastisk og foruroligende rejse tilbage i Europahistorien.
Rasmus Leander Nielsen er ansvarshavende redaktør på Magasinet Europa
Billede i artiklen top: Filmplakat (Statement Film, 2014).