Den Store Krig i det små

Udbruddet af Første Verdenskrig var først og fremmest storpolitik, men satte ligeledes sit aftryk på stort set alle aspekter af hverdagslivet i den mellemstore tyske by Wiesbaden. Lektor Karl-Heinz Pogner, der i sin forskning har zoomet ind på krigens spor i delstatshovedstaden, fortæller her, hvordan de grusomme begivenheder gennemsyrede alt fra matematikopgaver til kogebøger og satiretegninger.

Interview af Rasmus Leander Nielsen

29.8.2014 | WW1:TEMA | ”Der große Krieg hat begonnen,” stod der grandiost i Wiesbadener Zeitung den 2. august 1914. Den Store Krig var brudt ud, og med den fulgte store forandringer i Wiesbaden. En by, der ellers mest var, og er, kendt som et fredsommeligt kursted i delstaten Hessen i det sydvestlige Tyskland.

Også for dem, der ikke drog i felten forandrede hverdagen sig slag for slag i takt med krigens gang. Ganske hurtigt sneg krigen sig ind i tøjreklamer, digte og religiøse prædiker, på postkort, løbesedler og plakater. For bare at nævne et par eksempler.

For når der er ”krig og storpolitik i luften, udfoldes dette også i hverdagslivet – i det små,” forklarer Karl-Heinz Pogner, lektor ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Management, da Magasinet Europa møder ham på Copenhagen Business School til en snak om Wiesbaden i midten af 1910’erne. Akkompagneret af talrige teksteksempler og billeder fra arkiverne.

Wiesbaden som mikrokosmos
Karl-Heinz Pogner boede i 1980’erne selv i Wiesbaden og har igennem arkivstudier undersøgt, hvad der skete i lokalsamfundet og byrummet, da Første Verdenskrig brød ud.

Hvordan storpolitikken kom til udtryk i hverdagen og offentligheden, men også, hvordan hverdagslivet gjorde storpolitikken mulig via en mobilisering af byens borgere.

”Der var ikke kun tale om en militær mobilisering, men også en social og mental mobilisering, hvor krigen blev brugt til at holde sammen på lokalsamfundet,” påpeger Karl-Heinz Pogner, der ved at zoome ind på lokalhistorien kan bidrage til andre forståelser af Første Verdenskrig end historikere med fokus på stormagtskonflikter.

Krigen i det offentlige rum
I byrummet kom krigen tidligt til udtryk ved parader, hvor Kejser Wilhelm red i takt med marcherende soldater. På feltpostkort, løbesedler og plakater blev de tyske soldaters mod hyldet, mens de franske latterliggjort med et stænk af racisme over for folk fra de franske kolonier i Nordafrika.

Begejstringen for krigen var ganske synlig i det offentlige rum og humøret højt i august 1914. Forventningen var, at krigen ville være overstået inden jul.

Selv mange venstreorienterede fra fredsbevægelsen bakkede op om krigen, og tegninger i aviser og magasiner ”glemte deres samfundskritiske satire til fordel for propaganda og agitation. I stedet for humor blev det til hetz mod franskmænd og russere,” fortæller Karl-Heinz Pogner.

Senere kom krigen blandt andet til udtryk i byrummet i alternative anvendelser af de mange kurhoteller og grønne områder, hvor især mange rige russere tidligere havde rekreeret og lagt penge. Efter krigens udbrud forsvandt russerne og turismen som indtægtskilde.

Wiesbaden havde ingen tung industri og meget lidt landbrug i nærområdet. Parker blev nu brugt til at avle kartofler, og kurstedernes bygninger blev i stigende grad brugt som hospitaler.

Plakaterne i det offentlige rum ændrede over tid karakter, med opfordringer til at støtte og samle ind til krigen ved hjælp af metoder, vi i dag kender som mikrofinansiering. På samme vis informerede plakater om priser og rationering af mel, ris og ost, der kun blev solgt fra specifikke steder, hvor de tilbageværende udlændinge systematisk betalte overpriser.

Mobilisering af husmødre og krigspædagogik for de yngste
For at få hverdagen til at hænge sammen spillede kvinderne en væsentlig rolle i Wiesbaden for godt hundrede år siden, fremgår det af arkiverne.

”Vi har brug for mødrene,” lød det fra lokalpolitisk hold.

Det hed sig, at kvinderne skulle mobiliseres, da de skulle ”vinde krigen ved gryderne.” Og i lazaretterne. En krigsplan for kvinder blev udbredt, og der blev brugt en del krudt på at hylde den ”kvindelige arbejder”.

”Nu har vi en pligt til at støtte de tapre krigere,” skrev eksempelvis en nyoprettet  patriotisk kvindeforening.