Den gængse opfattelse blandt både tv-seere og tv-redaktører er, at EU-stoffet er dødkedeligt. Resultater fra et speciale om EU-formidling viser, at det hænger nøje sammen med måden, det præsenteres på.
8.10.2014 | EU I MEDIERNE | EU er super kedeligt. Det er i hvert fald den gængse opfattelse. Men det er kedeligt, fordi nyheder om EU mere handler om forholdet imellem den enkelte suveræne stat og EU´s institutioner.
Det handler hermed mere om rammerne for EU, end om indholdet, og seernes opfattelse kan kun ændres ved en nyhedsdækning, der tør tage de mere substantielle EU-diskussioner.
Seerne i fokus
I forbindelse med mit speciale, som jeg skrev sidste år, interviewede jeg nogle fokusgrupper om deres forhold til EU i almindelighed og EU-nyheder i særdeleshed.
De omtalte EU som et udenrigspolisk anliggende, hvor de ingen indflydelse har på, hvad der sker, og på hvordan det sker i forhold til EU´s utallige institutioner, som ingen mennesker forstår. De ser EU som et forum for jakkesætsklædte bureaukrater, der sidder i store gule rum uden vinduer og træffer vanvittige beslutninger om agurker, lakridspiber og andre fødevarer. Denne grundfortælling om EU bliver forstærket af EU´s lukkede metaløkse af en bygning, som er i baggrunden, når man skifter om til nyheds-korrespondenten. Hvis borgerne skal involveres, må denne grundfortælling ændres.
EU er nemlig meget andet, og den manglende interesse for EU er et demokratisk problem. Et stærkt demokrati må nødvendigvis være i besiddelse af en offentlighed, der reflekterende diskuterer de politiske problemstillinger, som påvirker dets borgere. Men hvordan kan EU formidles i medierne, således at borgerne finder det mere spændende? Det satte jeg mig for at undersøge.
En alternativ EU-formidling
Som et led i min undersøgelse, viste jeg mine fokusgrupper et nyhedsindslag omhandlende et regulativ om fiskekvoter. Det specielle ved dette indslag var dog ikke fiskekvoter, men at journalisten i højere grad havde vinklet historien i forhold til konsekvenserne ved regulativet.
Indslaget fra TV-Avisen havde fokus på forhold for de mennesker, det ramte, og rationalet for regulativet i forhold til samfundet. Tendensen i fokusgrupperne var klar: De fandt dette langt mere spændende end den traditionelle version af en EU-nyhed.
Det var der forskellige grunde til. For det første blev der sat nogle ansigter på de mennesker, det drejede som om, og som de kunne relatere til. Det var rart at se en fisker, når det nu var fiskekvoter, det handlede om.
For det andet kunne de se, hvorledes nyheden havde relevans i forhold til deres eget liv. Kom en torsk til at koste mere eller mindre? Den tredje grund var, at indslaget forholdte sig til rationalerne ved regulativet. Eller sagt på en anden måde, regulativet blev diskuteret, hvilket fordrede seerne til at have en holdning til selve nyheden.
Det hed sig ikke bare, at nu havde man ”nede i EU” besluttet, at vi skal gøre sådan og sådan. Diskussionen inviterede seerne indenfor, fordi de nu kunne danne deres egen holdning. Det gjorde pludselig, at de faktisk holdte op med at tænke på nyhedens tema som værende EU- og udenrigspolitik, men som et politisk emne, som de som politiske tænkende mennesker var velkomne til at have en mening om.
En ny mediestrategi
Hvis man vil have borgerne til at interessere sig for EU, må man holde op med at omtale det som noget andet, som det bliver, når det bliver puttet ned i kassen med udenrigspolitik. Så længe vi er medlem af EU, er det nemlig også indenrigspolitik. Derfor må borgerne inviteres indenfor og vide, at der er forskellige holdninger til det der bliver besluttet, og at de er velkomne til at deltage i debatten.
Når medierne skal lægge en strategi for, hvordan de fremover skal bringe nyheder om og fra EU, vil jeg råde dem til at vinkle det i forhold til de politiske emner, der bliver diskuteret ved denne institution, frem for blot om vi skal have mere eller mindre EU.
Det vil opdyrke rammerne til mere debat, om selve den politik der bliver ført, og det vil invitere borgerne med indenfor i EU, så at sige. Og ikke nok med det; mon ikke det også vil give medierne flere kunder i butikken, når nu seerne rent faktisk synes, det er mere spændende med politisk debat end blot nyheder om, hvad man nu har besluttet?
Erfaringer fra tv-programmet Europa eller Kaos, som blev vist på DR2, da Danmark havde formandsskabet i EU i foråret 2012 og et halvår frem, viste, at seerne faktisk syntes, det var meget mere spændende med diskussion med politisk substans. De zappede simpelthen væk, når diskussionen gik på for eller imod EU. Det betyder selvfølgelig ikke, at man helt skal holde op med at diskutere rammerne for et konstant udviklende EU. Men det må gøres, når det er relevant som eksempelvis ved traktatafstemninger.
Engang imellem er det tid til at diskutere indhold. Også når det gælder det ellers så kedelige EU, og så er opfattelsen af, hvad der kommer fra Bruxelles og omegn måske slet ikke så uvedkommende og kedsommeligt.
Simon Brønnum er cand.mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet, hvor han skrev specialet ”Re-Framing EU” om nyhedsseeres opfattelse af EU og mulighederne for en mere interessant nyhedsformidling
Billede i artiklens top: © Europa-Parlamentets Informationskontor