Ny dansk dokumentarfilm giver et sjældent indblik i en verden, som hidtil har været lukket. I The Agreement sendes publikum ud i et diplomatisk univers befolket af skæve og sympatiske karakterer med et enormt ansvar. De gamle fjender Kosovo og Serbien skal i kapløb mod uret finde en løsning på, hvordan de kan leve side om side uden at rippe borgerkrigens traumatiske sår op.
Baggrund af Rasmus Leander Nielsen
9.11.2013 | DOX:TEMA | ”Historie skrives altid om natten. Og når det sker, er du så træt og udmattet, at du ikke kunne være mere ligeglad.”
Sådan lyder den næsten apatiske konklusion fra den britiske EU-diplomat Robert Cooper i slutningen af dokumentarfilmen The Agreement, der havde verdenspremiere i går på CPH:DOX. Filmen skildrer de langtrukne og besværlige forhandlinger mellem Kosovo og Serbien, da de to lande mødes for første gang siden borgerkrigen i 1998-99 for at løse deres territoriale konflikter.
Robert Cooper kan med god ret hævde, at det er udmattende at skrive diplomatisk historie. Bag ham ligger 18 måneders forhandlinger, fra marts 2011 til september 2012, hvor de to nationers delegationer har følt hinanden på tænderne under delikate forhandlinger om alt fra grænsedragning og eksport af varer til regionalt samarbejde.
The Agreement giver således et sjældent indblik i den politiske proces, hvor krig og elendighed er rykket fra slagmarken ind på en grå og kedelig kontorgang i Bruxelles, hvor aftaletekster skal formuleres, historiebøger omskrives og atlasser gentegnes.
Virkeligheden og filmen griber ind i hinanden
Emnet er højaktuelt. Så sent som forrige weekend valgte Europa-Kommissionen at annullere et lokalvalg i Kosovo, fordi serbiske ekstremister raserede valgsteder og gennemtæskede vælgere langs den kosovo-serbiske grænse.
”De mennesker, som forsøgte at afspore valget, bar balaclavamasker og var bevæbnet med baseballbats. Dette er ikke rare folk, men man får altid en reaktion som denne. De føler sig truet af freden. Jeg kan ikke spå om fremtiden, men hvis jeg skulle forsøge, ville jeg sige, at dette er en enkeltstående begivenhed. Vi har oplevet langt værre episoder end denne, og vi kommer os nemt over den,” siger Robert Cooper til Magasinet Europa.
Forud for verdenspremieren har The Agreement allerede modtaget en del international opmærksomhed og er på forhånd solgt til en lang række lande, herunder Canada, Frankrig og Tyskland. Filmens danske instruktør, Karen Stokkendal Poulsen, mener selv, at interessen skyldes, at filmen viser, hvordan internationalt diplomati udfolder sig mellem – og skal løses af – almindelige mennesker.
”Man får den oplevelse, at der skrives historie, og verden bliver en lille smule bedre. Det er ikke bare papir, der bliver flyttet rundt. Der er følelser på spil, som national stolthed eller sorg efter en krig, og det kan ikke løses uden, at der er rigtige mennesker tilstede,” siger Karen Stokkendal Poulsen til Magasinet Europa.
Handlingen bæres af det kulørte persongalleri
Centralt i filmen står Robert Cooper, som reciterer digte under pauserne i forhandlingerne og indvier kameraet i sine overvejelser omkring valget af et passende slips til lejligheden. Robert Cooper er en af de højst rangerende diplomater i den europæiske udenrigstjeneste, glødende EU-tilhænger og langsomt ved at miste tålmodigheden over de delegeredes udspekulerede diplomatiske manøvrer.
”Hvad der har betydning, er ikke om de vinder det næste valg, men hvad historiebøgerne vil skrive om deres regeringer,” filosoferer han i The Agreement i en stille stund i sofaen på kontoret. ”Tænk over dét.”
Delegationer fra Serbien (tv.) og Kosovo (th.) hilser på hinanden, mens EU-diplomat Robert Cooper i lyseblå skjorte og spraglet slips ser til.
Forhandlingerne udspiller sig som en krig på ord, og de stridende parter graver sig dybere og dybere ned i de verbale skyttegrave. På den ene side møder vi Kosovos vice-premiereminister, Edita Tahiri. Den 57-årige, karismatiske politiker har dedikeret sit liv til Kosovos frihedskamp og bringer en personlig historie om frygt og vrede til forhandlingsbordet. Tahiri tilbragte borgerkrigen på flugt fra det serbiske regime, der ville hende til livs.
På den anden side af bordet sidder den ikke mindre karismatiske serber, socialdemokraten Borko Stefanovic, der to gange var udstationeret som soldat under borgerkrigen på Balkan. 39-årige Borko Stefanovic var inden krigene en del af det populære punk-rock band ”Generation without a future”, som i 1990’erne gjorde oprør mod Milosevic-regimet.
Diplomatisk nulsumsspil med følelserne uden på tøjet
Opgaven for Robert Cooper og hans hold af diplomater er, skridt for skridt, at få Kosovo og Serbien til at indse, at det er i deres fælles interesse at opnå en løsning på den langstrakte konflikt. Men den gensidige mistro står i vejen, forklarer Karen Stokkendal Poulsen, som fulgte forhandlingerne tæt under optagelserne til The Agreement.
”De er hele tiden mistænksomme overfor hinanden. Får de nu mere i EU-tilskud, end vi gør. Bliver vi nu snydt? Der findes ikke noget win-win-scenarie, det er et nulsumsspil for begge parter. Hvis de vinder noget, så mister vi noget. Den balance tænker de to parter hele tiden i, hvorimod EU ser det hele som win-win. Det er jo godt for jer begge to. I kan i fællesskab flytte jer et andet sted hen.”
Robert Cooper må anvende hele sit arsenal af diplomatiske finesser for at hjælpe forhandlingerne på vej, og Karen Stokkendal Poulsen oplevede under optagelserne, at Robert Coopers ufoldede sin strategi ved at ”være charmerende, skabe en god stemning, lave nogle jokes og få det hele ned på et menneskeligt plan.”
”Stemningen var mindre professionel, end jeg havde troet. Jeg var overrasket over, hvor følelsesladet, det fik lov til at være. Hvor meget man kan se i deres udtryk, at det sværeste, de nogensinde har prøvet, er at sidde overfor deres eksfjende, som de var i krig med for kort tid siden. Fra EU’s side har man forsøgt at gøre det så uformelt som muligt. Bare være på Roberts kontor istedet for en stor konferencesal med mikrofoner. Sidde menneske til menneske, ansigt til ansigt. Tage en kop kaffe og en af de kedelige EU-kager, og så sige ”ok, lad os se, om vi ikke kan formulere det her,”” siger Karen Stokkendal Poulsen.
Et chicken-spil om tålmodighed
Forhandlingerne besværliggøres undervejs af, at begge parter forsøger at trække tiden og fremstå som den mest tålmodige part. Det er et velkendt forhandlingstaktisk greb, som blandt andet kendes fra spilteorien som Rubinstein-modellen, hvor en tærte skal deles ved at parterne skiftevis kommer med forslag om fordelingen. Økonomen Ariel Rubinsteins deduktive konklusion er, at vægtning af langsigtede gevinster og troværdige signaler til modparten om tålmodighed kan give den ene forhandler hele tærten. Samme strategi kommer til udtryk i The Agreement.
”Man kan fornemme et spil, især omkring tid. Serberne vil gerne skubbe det hele til aller, allersidste øjeblik. Mit gæt er, at de er bange for at indgå kompromiser for tidligt, for så vil de blive afkrævet andre ting. Det er hele tiden et spil om, hvor meget man kan trække forhandlingerne i sin egen retning,” forklarer Karen Stokkendal Poulsen.
I slutningen af filmen opstår en længere diskussion omkring et enkelt ord, som truer med at kuldsejle forhandlingerne. Serberne insisterer på at fjerne ordet ”intergovernmental” fra den endelige aftale, da det vil kunne udlægges som en de facto anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat.
Men forhandlingen om ordlyden er samtidig et kapløb mod tiden. EU skal tage stilling til Serbiens EU-kandidatur få dage ude i tiden, og nu er det pludselig Kosovo-delegationen og Editha Tahiri, der har den tidsøkonomiske fordel for at opnå en større bid af tærten. Hvis aftalen ikke kommer i stand, vil Serbien miste muligheden for at opnå EU-kandidatstatus, og det giver Editha Tairi mulighed for at trumfe sin position igennem. Borko Stefanovic må i sidste øjeblik ringe til regeringen i Beograd for at få mandat til at godkende ”intergovernmental”.
”Nu er der ikke mere position, nu er der ikke flere jokes eller had. Nu er det en anerkendelse af hinandens positioner og hinanden som personer, og for mig er det en af filmens fineste tidspunkter, for der er noget meget mere ærligt end i alt det andet,” siger Karen Stokkendal Poulsen til Magasinet Europa.
Denne sidste forhandlingsscene er det dramatiske højdepunkt i en fascinerende proces, som offentligheden aldrig før har haft adgang til. Karen Stokkendal Poulsens adgang til forhandlingerne er simpelthen ”uhørt”, som Robert Cooper forklarede i debatten efter filmens premiere. Man kan kun håbe, at vi kommer til at se flere af denne slags film i fremtiden.
Efter kameraerne er slukkede fortsætter forhandlingerne i andre fora og nye konfliktdimensioner opstår mellem Kosovo og Serbien. Som Robert Cooper selv afslutningsvist udtrykker det i The Agreement, spiller hans deltagelse i forhandlingerne kun en birolle i den samlede integrationsproces.
”Et lillebitte semikolon i den store fortælling om den europæiske union.”
Rasmus Leander Nielsen og Thorbjørn Zeuthen Tirsted er hhv. ansvarshavende redaktør og kulturredaktør på Magasinet Europa.
Billede i artiklens top er fra dokumentarfilmen The Agreement.