Đukanović-comeback kan realisere Montenegros europæiske drømme

Et montenegrinsk medlemskab af EU vil have stor betydning, fordi det vil genoprette et håb på Balkan om en mulig fremtid, hvor europæisk integration er mere fordelagtigt end at kigge mod øst. Det faktum, at Milo Đukanović – med sin popularitet samt europæiske visioner – har besluttet at stille op ved præsidentvalget kan være med til at realisere EU-optagelsen. Dette storpolitiske hensyn ser ud til at overskygge korruptionsanklagerne rettet mod den montenegrinske politiker.

Baggrund af Kasper Buch Tanderup

12.04.2018 | MONTENEGRO | I 1990’erne blev Balkan på retmæssig vis betegnet som Europas mest konfliktfyldte region, hvor overgangen til demokrati resulterede i grusomheder, som kontinentet ikke havde oplevet siden 1945. To årtier senere ses en ny virkelighed. Montenegro opnåede dets selvstændighed i 2006, og i sommeren 2017 blev landet optaget som det nyeste medlem af NATO.

På trods af denne udvikling hviler fortidens blakkede ry stadig over Montenegro. I det tidligere Jugoslavien florerede talemåden ”Er din bil blevet stjålet – Kig efter den i Montenegro,” og ifølge Transparency Internationals nyeste undersøgelse angående korruption, så har Montenegro ikke formået at distancere sig fra fortidens stereotyp. I håbet om at blive medlem af EU er politiske reformer derfor nødvendige.

I forbindelse med dette er det vigtigt at forholde sig til Montenegros turbulente historie, hvor landets politiske transformation og kamp for selvstændighed kan argumenteres som værende et mindre mirakel.

For at frembringe essensen af den politiske udvikling er der særligt tre områder, der bør sættes fokus på for at kunne forstå landets transformation. Disse områder er henholdsvis det demokratiske socialistparti (DPS), den politiske figur Milo Đukanović og landets EU-aspirationer. Milo Đukanović er en særdeles interessant politiker. Hvem er Đukanović, og hvilken betydningen har denne kontroversielle politiker haft for den montenegrinske udvikling?

DPS og Milo Đukanović
Tales der om Montenegro er DPS den vigtigste aktør i forhold til landets politiske transformation. DPS er efterfølgeren af Josip Broz Titos parti fra 1945 til 1990. Jugoslaviens kollaps i 1990 resulterede i et flerpartisvalg, hvor DPS har formået at bibeholde den politiske magt gennem 90’ernes brutaliteter, kampen for selvstændighed, NATO-medlemskab og en mulig EU-optagelse.

Én mand hvis betydning har været afgørende for Montenegros udvikling, er den farverige Milo Đukanović.  Han trådte tilbage som premierminister i 2016. Milo Đukanović er en usædvanlig politisk karakter, der har siddet ved regeringsmagten i næsten tre årtier på trods af sin alder på blot 56 år. Đukanović blev for alvor bemærket udenfor Balkan i 2015. Organisationen ’Organised Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP)’ udnævnte politikeren til årets person i organiseret kriminalitet. En berømmelse få politiske ledere finder komplimenterende.

Den fjerde genopstandelse
Det montenegrinske præsidentvalg finder sted på søndag den 15. april. De forgangene måneder har rygterne i Montenegro lydt på, at Milo Đukanović er parat til endnu et politisk comeback. Diskussionerne om Đukanović’s tilbagekomst er blevet mødt med begejstring samt skepsis.

Det politiske nyhedsbillede har stort set kun omhandlet DPS lederens mulige politiske tilbagekomst, hvor Đukanović har gjort sit ved strategisk at benytte sig af diverse utvetydige udmeldinger i forhold til præsidentembedet. Interessen for Đukanović har været stor og den 15. marts blev kandidaturet officielt.

Det internationale nyhedsbureau RFE rapporterer, at oppositionskandidaten Aleksa Becic står til 35 procent af stemmerne, hvor Đukanović står til hele 50 procent af befolkningens opbakning.

Men hvad skyldes denne folkelige opbakning?

Flere eksperter har kaldt DPS’ og Đukanovićs transformation af Montenegro et mindre mirakel set i lyset af den konfliktfyldte region. Men populariteten af partiet samt idoliseringen af Đukanović kan forklares på baggrund af fire elementer.

1) DPS har vist afgørende evner ift. ændring af dets legitimitet hvad angår udviklingen af det politiske miljø.

2) DPS har opbygget en exceptionel partiorganisation.

3) DPS har altid haft den samme karismatiske leder i form af Đukanović, som kan appellere til vælgerne.

4) Đukanović har formået at etablere sig som personificeringen af succes.

Et afgørende element for Đukanovićs popularitet var politikerens modstand af Milosevics magtcentralisering. I 1996 blev DPS’ politiske lederskab opdelt i to fraktioner, da Milosevic-regeringen ikke anerkendte oppositionspartiernes valgresultat ved det Serbiske valg. Đukanović udtrykte, at Milosevic burde forlade statsmagten, hvor den karismatiske politiker hånede kulttilbedelsen af den serbiske leder.

Đukanović talte om et uafhængigt Montenegro i håbet om støtte fra en bredere koalition. Koalitionspartierne var bevidste om Đukanovićs relationer til mafiaen samt de økonomiske egeninteresser ved den politiske magt, men partierne så ham som et mindre onde i forhold til Milosevic. Præsidenten forvandlede DPS til et relativt pragmatisk parti, der gjorde sig som moderator i forhold til nationalistiske strømninger, tidligere socialistiske idealer samt uafhængighedsforkæmperne, hvor Đukanovićs anti-Milosevic koalition vandt valget i 1997. Som bekendt opnåede Montenegro selvstændighed i 2006. DPS med Đukanović i spidsen formåede at tage afstand til den serbiske elite samt uafhængighed indenfor 10 år uden at udviklingen eskalerede i modsætning til Bosnien-Hercegovina og Kroatien.

Efter uafhængighedsresultatet valgte Đukanović at træde tilbage som premierminister. Han udtrykte, at han i stedet ville fokusere på egne forretninger. Valget om at forlade politik bør dog fortolkes på anden vis. Efter uafhængigheden stod Montenegro tilbage med etableringen af nye økonomiske samt politiske udspil. Sådanne store reformer kan argumenteres som problematiske, og ved at forlade politik ville Đukanović blive tilbedt som personificeringen af succes, da han transformerede Montenegro i retningen mod selvstændighed samt europæisk integration.

En overgangfigur blev indsat. Sturanovic skulle udfylde det historiske tomrum efter Đukanović alt imens befolkningen ventede på den næste karismatiske leder.

Denne leder viste sig i 2008. Milo Đukanović gjorde comeback. Siden 2008 har politikeren brugt denne taktik, hvor han forlader politik kun for at vende tilbage, mens en betroet stråmand indsættes. Han har dermed etableret sig som manden, der ”uselvisk” stiller sig til rådighed for befolkningen, når Montenegro skal føres videre. Vi befinder os nu i 2018, hvor Đukanović de seneste to år har været formelt politisk fraværende. Præsidentvalget virker derfor som en åbenlys mulighed for at vende tilbage til magtens centrum især i forbindelse med EU-tilnærmelsen.

Men hvordan skal vi forholde os til de utallige korruptionsanklager rettet mod Đukanović, og er disse anklager blot bagateller?

Skyggesiderne af den Montenegrinske virkelighed
”Vi ser dette som en livstidspræstation. Ingen udover Vladimir Putin har formået at regere en stat, der er så afhængig af korruption, organiseret kriminalitet samt ’dirty politics’. Det er i sandhed bundråddent,” udtaler Drew Sullivan, der er redaktør i den uafhængige ngo The Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP)

Den politiske sejr til DPS i 1991 blev startskuddet til hvad der argumenteres som Đukanovićs ”kreative forretningsaftaler.”

Montenegro blev transitstedet for illegale cigaretter og andre illegale varer, som skulle transporteres ind i Østeuropa eller videre mod Vesten. Den politiske leder har efterfølgende retfærdiggjort, at dette var en nødvendighed for at kunne nå statsbudgettet til tiden på grund af de mange sanktioner og den politiske isolation, som landet befandt sig i.

Det vides endnu ikke hvor meget eliten af DPS tjente på disse transaktioner, men det estimeres at partieliten har indtjent flere millioner euro. Store dele af den montenegrinske infrastruktur så som skoler, hospitaler, kulturelle institutioner og andre områder blev finansieret på baggrund af sådanne aktiviteter. Senere blev Đukanović tiltalt af de italienske myndigheder, men tiltalen mod Đukanović frafaldt i 2009 på grund af diplomatisk immunitet. Han påstår at sådanne ulovlige transaktioner er fortid, men OCCRP beretter om illegale aktiviteter udenfor Montenegros kyst, hvor transitstedet er finansieret af Đukanovićs familiebank.

Da én af de nationale banker blev privatiseret, gik denne bank til politikeres familie. Regeringen har de senere år investeret store beløb i denne bank. Det rapporteres, at banken er blevet brugt til hvidvaskning samt flere millionlån til Đukanovićs omgangskreds. Da disse lån ikke blev tilbagebetalt fik banken en lånepakke af parlamentet på orde fra den politiske leder. Samtidig valgte den montenegrinske central bank at protestere angående de illegale aktiviteter, hvilket resulterede i en fyring af direktøren. Erstatningen blev fundet i Đukanovićs familiebank. Dette er blot få af mange bemærkelsesværdige omstændigheder, der involverer politikeren, regeringen samt diverse korrupte bagmænd.

”Đukanović, den sidste europæiske diktator, har overtaget vores nation for egen vindings skyld og forvandlet Montenegro til et ly for kriminelle. Alt imens han, sin familie og venner beriger dem selv, lider almindelige borgere af fattigdom, lovløshed og uretfærdighed, mens de som omtaler korruptionen bliver Đukanovićs mål,” siger Vanja Calovic, direktør for den montenegrinske borgerrettighedsorganisation MANS.

Montenegro kan stadig betragtes som et helle for organiseret kriminalitet, hvor OCCRP ytrer, at denne situation ikke forsvinder før, at Đukanović permanent forlader politik. Men med det kommende præsidentvalg in mente virker dette scenarie usandsynligt.

De europæiske interesser i Montenegro
Den 11. december 2017 åbnede EU op for yderligere kapitler hvad angår processen mod Montenegros optagelse i unioenen. Tre områder er færdigforhandlet. Disse er henholdsvis. uddannelse, forskning og udenrigsrelationer. Essensen af EU’s interesse i Montenegro kan findes i disse udenrigsrelationer. Forholdet mellem EU og Rusland beskrives som særdeles køligt. Samtidig er den russiske interesse i det Vestlige Balkan meget iøjnefaldende. EU’s interesser skal derfor ses som geopolitisk, hvor Montenegros kyst er strategisk velplaceret.

En tidligere russisk embedsmand udtalte, at Moskva i 2013 havde fremlagt muligheden for at benytte den montenegrinske havneport i Bar, som en logistisk flådebase i forbindelse med konflikten i Syrien. Havneportene har også stor relevans i for hold til forsendelse af olie, gas og andre russiske interesser.

NATO-medlemskabet har dermed haft store konsekvenser for Rusland, hvor Milo Đukanović har udtrykket skepsis samt utilfredshed ved de russiske reaktioner. Efter Montenegros selvstændighed i 2006 har Đukanović kigget yderligere mod vest. Hans vision om NATO-medlemskab resulterede ifølge den montenegrinske efterretningstjeneste i et mislykket statskup igangsat af Rusland, hvor en likvidering af Đukanović skulle afvikle forhandlingerne med NATO. Montenegrinske oppositionsledere har udtalt, at dette er en fabrikeret fortælling, der har til formål at tilnærme sig Vesten.

Hvorvidt konspirationen er fabrikeret eller ej, er de nuværende geopolitiske spændinger mellem EU og Rusland i højsædet, hvor det estimeres at Montenegros EU-indlemmelse på sigt kan skabe geopolitisk stabilitet i en flygtig region.

”Det vestlige Balkan har et geografisk tilhørsforhold til Europa. Det vestlige Balkan deler samme historie som de europæiske medlemslande samt samme kulturelle arv, samme udfordringer, samme interesser og samme muligheder (…) Vi mener, at vi i dag deler en fælles fremtid indenfor EU. Dette er vores vedtagne nøglestrategi i det vestlige Balkan. En klar vej for alle seks partnere (Bosnien, Montenegro, Serbien, Kosovo, Albanien og Makedonien) i det vestlige Balkan til endeligt at blive en del af EU,” har EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, udtalt.

Trods Milo Đukanovićs korruptionsanklager efterlever den karismatiske leder EU’s samlede visioner om et integreret europæisk kontinent. EU-kommissionen satser på en hurtig indlemmelse i 2025, hvor ét element i Unionens interesser kan ses i lyset af det gnidningsfyldte forhold til Rusland.

Et montenegrinsk medlemskab har derfor stor betydning. Det genopretter et håb i regionen om en mulig fremtid, hvor europæisk integration er mere fordelagtigt end at kigge mod øst. Milo Đukanovićs popularitet samt europæiske visioner kan realisere EU-optagelsen. Dette kan argumenteres at overskygge korruptionsanklagerne rettet mod den montenegrinske politiker.

Spørgsmålet er dog omvendt, om Montenegro så kan efterleve de europæiske liberale værdier og målsætninger med DPS og Milo Đukanović i spidsen?

Kasper Buch Tanderup er Stud.cand.soc i Globale Studier på Roskilde Universitets-Center med fokus på globaliseringens processer ifm. Østeuropa og Balkan.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Darko Vojinovic/