Efter Merkel-kaos kommer en grøn, digital, europæisk kurs

2021-04-15T09:01:33+00:00 torsdag, 15. april, 2021|

Kampen om magten blandt de borgerlige partier i Tyskland og den katastrofale corona-håndtering fører til et magtskifte i september, hvor De Grønne ventes til blive den toneangivende kraft med en stærkere grøn, digital og europæisk kurs

Analyse af Hugo Gaarden

Europas sidste folkeparti, de borgerlige søsterpartier CDU og CSU, har afsluttet en pinagtig magtkamp, der har bragt partierne tæt på afgrunden, og som vil føre til et usædvanligt magtskifte i Europas dominerende nation. De Grønne vil for første gang blive den toneangivende magt i Tyskland. Der kan ikke regeres uden om miljøpartiet, og det vil føre til en mere grøn og digital udvikling med et langt stærkere engagement i EU end hidtil.

CDU’s ledelse bakkede mandag op bag CDU’s formand, Armin Laschet, der er regeringschef i den største delstat, Nordrhein-Westfalen, efter at Bayerns regeringschef, Markus Söder, formanden for CSU, i weekenden åbenlyst udfordrede Laschet efter en langvarig magtkamp.

Armin Laschet – Foto: Wikimedia Commons

Den var særdeles personlig, og den var tæt ved at sønderrive partiet under den største krise efter Den anden Verdenskrig. Söder har stor opbakning blandt CDU-vælgere i hele landet, selv om han er en skruppellos, politisk kamæleon, der skifter holdning som vinden blæser. Han har forsøgt at være mere højreorienteret end AfD, og da det ikke gav pote, blev han mere grøn end De Grønne og biernes forkæmper.

Kansler Angela Merkel bidrog til magtkampen, fordi hun ikke bakkede op bag sit eget partis mand, Laschet, og fordi hun lige før påske offentligt kritiserede Laschet for dennes slingrende corona-kurs, selv om Söder havde været lige så slingrende – for slet ikke at tale om Merkels egen tøvende og slingrende kurs under corona-krisen. Den enestående status, som Merkel havde opbygget i begyndelsen af corona-krisen sidste forår, forduftede totalt siden efteråret, så CDU og CSU sammenlagt er havnet på 28 pct. i meningsmålingerne mod 33 pct. ved valget i 2017 – og mod 23 pct. til De Grønne. Regeringspartneren SPD står til 15 pct. og de liberale FDP til 9 pct.

Tyskerne har mistet tilliden til Merkel, for hun har ikke vist evne til at håndtere krisen. Hun overlod produktionen af vacciner til EU, der gjorde arbejdet katastrofalt, så UK og USA er langt foran Tyskland og Europa, og hun har ikke gjort noget forsøg på at skride lige så hurtigt ind med smittebekæmpelsen som Kina og de østasiatiske demokratier, der satte en stopper for virussens udbredelse sidste forår. Hun lod sig drive rundt i manegen af de 16 delstater, der vægrede sig ved barske indgreb, og først nu tager hun skridt til at styrke den eksisterende sundhedslovgivning, så staten får mere magt til at styre indsatsen.

Det har rejst en debat om forfatningen og delstats-opbygningen, men den bliver ikke ændret radikalt. Den er et produkt af de allieredes forsøg på at hindre en stærk centralmagt i Tyskland efter nazismens nederlag. Men delstaterne var blot ikke en hindring for corona-bekæmpelsen. Årsagen ligger i manglen på en stærk, politisk styring, som den førende scweiziske avis Neue Zürcher Zeitung skriver: ”CDU tog Tyskland som gidsel”, nemlig i den opslidende magtkamp, hvor Merkel var hovedansvarlig, fordi hun ikke havde mod til at træffe de nødvendige beslutninger. Hun ville minimere de politiske risici i sine sidste måneder som kansler og turde ikke presse på med skrappere regler. F.eks. nægtede tyskerne at bruge digitale metoder for at begrænse risikoen. Man kan ikke få en test-besked på sin mobiltelefon. Det kostede titusinder af mennesker livet.

Efter valget i september kommer digitaliseringen i højsædet – overalt i samfundet og erhvervslivet – og det samme gør en stærkere grøn politik. De Grønne får måske ikke magt til at besætte kanslerposten, men et CDU kan ikke regere uden De Grønne.

Tyskerne er trætte af CDU’s dominans og fastlåste weiter so-politik. Det blev understreget ved de seneste delstatsvalg i Baden-Württemberg og Rheinland Pfalz. CDU tabte smerteligt, og der var stærk opbakning til De Grønne og SPD i kraft af tillid til de to partiers delstatschefer. Facit er: Tyskerne er ikke bange for at sætte CDU og CSU på porten og vælge en mere alternativ udvikling end nogensinde i efterkrigstiden.

De Grønne er blevet stuerene, også i erhvervslivet, hvor grøn energi og omlægning til el-biler er blevet fuldt ud accepteret. Tyskland vil blive foregangsland på klimaområdet. En satsning på fremtidens erhverv med en digital styrkelse, ikke mindst i skolerne, kommer på dagsordenen, også selv om CDU bliver regeringspartner, og så er der udsigt til en mere dynamisk EU-politik, hvor mere magt bliver lagt over til EU i økonomien og udenrigspolitikken. Det gælder især, hvis SPD kommer i en koalitionsregering sammen med FPD.

Det er den pragmatiske socialdemokratiske finansminister, Olaf Scholz, der stod bag den gigantiske EU-fond på 750 milliarder euro. Han fik sidste sommer overtrumfet den traditionelle konservative tyske modstand mod at give EU nye og egne finansieringsmuligheder.

En tysk regering med De Grønne og SPD som de drivende kræfter vil give EU langt større styrke end hidtil. I udenrigspolitikken vil De Grønne og SPD ikke være bange for at tage et opgør med USA om f.eks. sanktioner, også vedrørende gasrørledningen fra Rusland, som De Grønne dog er imod. Men de to partier står for en stærkere, selvstændig europæisk udenrigspolitik, også med vilje til at tage opgør med Rusland om Ukraine og med Kina om brud på menneskerettigheder.

Europa vil derfor mærke magtskiftet i Tyskland. Men hvor sikkert magten udformes er uklart. De Grønne beslutter mandag den 19. april, hvem af partiets to ledere, der skal være kanslerkandidat: Robert Habeck (til højre på billedet i artiklens top) eller Annalena Baerbock (til venstre). Habeck har regeringserfaring fra Schlesvig-Holsten. Baerbock har ingen regeringserfaring.

Og så er der det mest interessante spørgsmål: Har Angela Merkel ønsket at få et magtskifte, så CDU efter korruptionsskandaler og magtkampe må slikke sårene i opposition, så CDU kan udvikle nye ledere? Politisk har hun et killer-instinkt og kan dræbe med et smil, som hun gjorde, da hun væltede Helmut Kohl og en stribe udfordrere i sine første kanslerår. Det er måske dette håndelag, hun bruger nu for at få en tiltrængt fornyelse på midten af tysk politik.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Flickr.com/