Tendensen til at opdele svensk politik i rød, blå – og gul – blok er under pres efter et valg, der førte til en uafklaret parlamentarisk situation og tvivl om, hvem der skal have statsministerposten. Fra venstre til højre i Riksdagen står partierne med indtil flere dilemmaer, de skal tage stilling til, før Sverige kan få en ny regering.

Analyse af chefredaktør Henrik Brun

TEMA: SVERIGES MANGE SIDER | Det var ikke umiddelbart svært at regne ud, hvorfor Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven på valgaftenen i søndags havde travlt med at sige, at man denne aften var samlet til ”blokpolitikkens begravelse.” Det var et forsøg på at gardere sig.

Valgresultatet viste nemlig dødt løb mellem Löfvens rødgrønne blok (Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet), der fik 40,6 procent, på den ene side. Og på den anden de fire borgerlige partier i Allians (Moderaterna, Centerpartiet, Liberalerna og Kristdemokraterna – de fire partiledere ses på billedet øverst), der fik 40,3 procent. Omregnet til sæder i Riksdagen giver det et enkelt mandats overvægt til de rødgrønne. Når brevstemmerne bliver talt op senest torsdag, kan balancen dog let blive forskudt til den blå bloks fordel, og så kan det lige pludselig blive Moderaternas Ulf Kristersson, der er mest oplagt som statsminister.

Og det er han måske under alle omstændigheder, for der er en tredje – den gule – part i parlamentet, nemlig Sverigedemokraterna, som med sit rekordvalg på 17,6 procent af stemmerne har magt og agt til at stemme sammen med blå blok om at vælte Löfven. For at forhindre dette er Löfven, hvis socialdemokrater trods alt er Sveriges klart største med 28,4 procent af stemmerne, nødt til at finde to samarbejdspartnere til højre i salen. Han skal simpelthen lokke dem ud af alliancen, og det var det, han allerede på valgaftenen såede frøene til.

Stefan Löfven på valgaftenen. – Foto: /Ritzau Scanpix/TT/Jonas Ekströmer/

Let bliver det ikke. For alliancen står indtil videre sammen – også i deres foreløbige afvisning af indflydelse til Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna. Ulf Kristersson satser på, at Allians sammen med Sverigedemokraterna inden for et par uger får væltet Löfven af pinden. Moderaternas leder kan derefter danne en borgerlig mindretalsregering, som Åkesson ikke har nerver til at stemme ned. Man kan nemlig godt regere, sålænge man ikke har et flertal imod sig.

Spørgsmålet er dog, hvilken indflydelse Sverigedemokraterna vil kræve til gengæld for ikke at vælte de borgerlige? Givetvis en hel del, og her må de blå så give de gule en luns, hvis deres projekt skal lykkes. Der skal i givet fald sluges en del kameler, særligt hos Centerpartiet og Liberalerna, men det kan i princippet ende med en dansk løsning, hvor en borgerlig mindretalsregering regerer med støtte fra det populistiske parti til højre.

Stefan Löfven bejler derfor netop til Centerpartiet og Liberalerna i håb om at få dem til at ryste i bukserne, og for at pirke til dem holder han fast i at betegne Sverigedemokraterna som et racistisk parti.

Kaos eller nødvendigt opbrud?
Situationen er altså lige nu kaotisk, og det kan den godt blive ved med at være i månedsvis, hvis alle kører nervekrig og venter på, at modparten blinker først. Et nyvalg kan blive en mulighed, hvis ikke en finanslov kan vedtages i november, men resultatet af et nyt valg vil næppe ændre ved, at der er tre parter i svensk politik – en rød, blå og en gul – og at ingen af dem kan mønstre flertal.

Uanset, at Löfven taler om blokpolitikkens død ud fra egeninteresse, kan han derfor godt have en pointe. Det opbrud, der er i svensk politik, ligner det, der er i andre europæiske lande. Hvis man ser bort fra Norge og Danmark, hvor det yderste højre er blevet en integreret del af det parlamentariske arbejde – ovenikøbet med Fremskrittspartiet i regering i Norge – er sammensætningen i Riksdagen ikke ulig den i Tyskland eller Holland, hvor henholdsvis Alternative für Deutschland (AfD) og Partij voor de Vrijheid (PVV) huserer på højrefløjen med tocifrede stemmeantal.

I disse lande har man, for at undgå indflydelse til populistpartierne, dannet regeringer hen over midten. Faren er, at det kan komme til at koste på lang sigt, fordi politikken kan vises sig for retningsløs på grund af for mange kompromiser, ligesom de højrepopulistiske partier vil kunne fortsætte deres kamp mod “eliten” og de etablerede partier, der holder dem og “folket” udenfor. I Sverige ville en storkoalition mellem Socialdemokraterna og Moderaterna – a la den regerende tyske mellem CDU og SPD – givetvis føre til det samme. Men der er andre muligheder, eftersom der trods alt er otte partier i Riksdagen. I Holland er der 13 partier, og valgets vinder – statsminister Mark Rutte fra det liberale VVD er gået sammen med tre partier, der svarer til de konservative og de radikale i Danmark samt et mindre kristent parti. Det tog et halvt år, men det har ført til flertal i parlamentet og arbejdsro de næste fire år – og med PVV parkeret ude på højrefløjen og uden indflydelse.

Nytænkning og dilemmaer
Nu er Holland også et udpræget konsensusdemokrati, hvor der er tradition for flertalsregeringer – man har meget sjældent mindretalsregeringer. I Skandinavien er vi vant til mindretalsregeringer, som så opererer med et eller to støttepartier, men det er blevet sværere og sværere at agere for disse i takt med, at politik – af både medier og politikerne selv – deles op i rød og blå blok. I Sverige nu også med gul blok.

Den fastlåse situation i Sverige kan kun løses på to måder. Enten går de blå i dialog med de gule, eller også går dele af de blå sammen med dele af de rødgrønne – og blokpolitikken lægges i graven for en tid.  I alle tilfælde kræver det, at de enkelte partier tager stilling til de dilemmaer mellem principper og pragmatisme, som de alle står over for.

Jimmie Åkesson på valgaftenen. – Foto: /Ritzau Scanpix/TT/Anders Wiklund/

Er det vigtigere for Socialdemokraterne at have statsministerposten end at få mest muligt af partiets politik gennemført? Er det for (nogle af) de borgerlige partier vigtigere at holde stien ren i forhold til Sverigedemokraterne end at få indflydelse og regeringsmagt? Er det for Sverigedemokraterne vigtigere at være protestparti end at gå ordentligt på kompromis i et normalt parlamentarisk arbejde? (hvis de altså får muligheden).

Blot for at nævne tre eksempler på den slags dilemmaer, som alle partier – fra venstre til højre – står i på hver deres områder efter det uafklarede svenske valg. Men måske er det ikke så usund en øvelse i et demokrati? Under alle omstændigheder kan valgresultatet være et forvarsel om, at tendensen til at optegne svensk politik i rød, blå og gul vil komme under pres i de kommende måneder og år.

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/TT/Stina Stjernkvist/

Læs hele temaet “Sveriges mange sider”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon