Den 1. juli overtager Cypern formandsskabet for EU. Men hvad er det egentligt for en nation som vi overgiver ansvaret for styringen af vores fælles union? Og er der overhovedet en vej frem for fornyede forhandlinger i den låste konflikt mellem de græske og de tyrkiske cyprioter?
18.05.2012 | CYPERN | Det meste af Cyperns historie har været præget af en konflikt mellem to etniske grupper. Mens råbene fortsat høres fra det Arabiske Forår, genlyder ekkoerne efter et halvt århundrede endnu i baggrunden fra det østlige middelhav. Situationen er præget af, at den cypriotiske ø, siden 1963 har været politisk delt på grund af den græsk-cypriotiske majoritets overtagelse af den fulde magt i republikken. Øen blev desuden geografisk delt i 1974, da tyrkisk militær ’greb ind’ for at beskytte den tyrkisk-cypriotiske minoritet i landet. Trods endeløse forsøg på at løse konflikten har problemerne rodfæstet sig i det cypriotiske samfund. Om en mulig forening af øen hører man kun skeptiske stemmer; en trist monolog for fremtidsudsigterne, ikke kun på Cypern, men også for konstitueringen af de nye arabiske demokratier.
En sådan skepticisme skal FN’s generalsekretær Ban ki-Moon forsøge at modstå. De sidste tre års FN-medierede forhandlinger bliver i øjeblikket evalueret, og stemningen på øen vil afhænge af udfaldet heraf. Spørgsmålet er, om Ban ki-Moon vælger at suspendere forhandlingerne grundet de stadigt minimale resultater, eller om han alligevel vil anbefale en multiparts-konference for at presse på for en løsning. Dette har medført usikkerhed i stemmerne fra de græsk- og tyrk-cypriotiske ledere og bragt fornyet fokus på de gamle kontroverser. Græsk-cyprioterne har igennem lang tid nydt godt af at sidde på den de-facto anerkendte suveræne magt, hvorimod tyrk-cyprioter igennem årtier er blevet udsat for økonomiske barrierer, ikke mindst grundet den tyrkiske militære tilstedeværelse. Dette har medført et indelukket Nord-cypern præget af fattigdom, social undertrykkelse og dyb afhængighed af Tyrkiet.
Med optagelsen i EU blev problemerne yderligere karakteriseret af græsk-tyrkiske stridigheder, desforuden en videreført forfrysning af samarbejdet mellem EU (med Cypern som medlem) og NATO (med Tyrkiet som medlem). Anerkendelsen af den græsk-tyrkiske regering fra EU-landenes side og samtidige underkendelse af Nordcyperns eksistens – ved at erklære det som ”en del af Cypern uden for den Cypriotiske regerings kontrol” – viser en ligegyldighed i forståelsen af konfliktens kerne og efterlader et billede af et handlingslammet internationalt samfund. Forhandlinger om en løsning er fastlåste i de samme uenigheder, og andre internationale interesser trumfer i de fleste tilfælde interessen i Cyperns interne stridigheder. Tilbage er et billede af årtiers forfejlede fredsforhandlinger mellem det EU-indlogerede græsk-cypriotiske syd og det tabubelagte tyrkisk-cypriotiske nord uden mange udsigter til succes i fremtiden.
Det cypriotiske tabu
I det internationale samfund omtales Cypern sjældent med større ryst i stemmen. De interne stridigheder er tabubelagte, og at blande sig for meget heri kan let gå ud over andre punkter på den udenrigspolitiske dagsorden. Imidlertid har Tyrkiets intensiverede rolle på den internationale scene – med geopolitisk strategisk beliggenhed, væsentlig økonomi og betydelige militære magt – sat i forhold til den konkurstruede bananrepublik Grækenlands aftagende indflydelse, ændret balancen for, hvem der lyttes til i det østlige middelhav. Dette betyder samtidigt, at det tyrk-cypriotiske mindretal er begyndt at stille større krav til en løsning på problemerne frem for at tillade græsk-cyprioterne at trække tiden ud til egen fordel. Det har været et genhørt krav fra græsk-cyprioterne, at forhandlingerne må foregå ”uden deadlines, uden voldgift og uden en international konference”, således at deres gunstige situation med regeringsmagten – i modstrid med forfatningen – har kunnet vedblive og normaliseres igennem årtier.
Sådan en gentagelse ser dog ud til at blive sværere med et stærkere Tyrkiet i forhandlingerne, hvilken har givet udtryk for, at Cyperns overtagelse af EU- formandsskabet den 1. Juli er en naturlig deadline for en løsning internt. Da der er meget lidt, som tyder på at en sådan løsning er inden for rækkevidde, har Tyrkiet i den nationale presse hvisket om en ’plan B’ for Cypern-problemet. En plan, der tager drastiske skridt imod en total løsrivelse af Nordcypern i en ”Tyrkisk-Cypriotisk Stat” og dermed opgivelsen af et fælles Cypern. Den tyrk-cypriotiske leder Dervis Eroglu har dog udtrykt sig mere afventende og siger, at han imødeser rapporten for de seneste tre års FN-medierede forhandlinger, før han tager stilling til den videre proces.
Parterne har i mere end tre år nu haft ”succes” med at kunne bibeholde direkte forhandlinger, hvilket uden tvivl har bidraget positivt til en nedtoning af konflikten. Desværre har forhandlingerne kun medført meget få forbedringer på de faktiske problemkomplekser, der voksede ud af nationalistiske sædekorn årtier tilbage og stadigt bestandigt består i kernen af konflikten. For det første består mange politiske uenigheder om de forfatningsmæssige retningslinjer for den udøvende magt. Disse har aldrig fungeret i praksis og derfor foranlediget tyrk-cyprioterne til at forlange roterende præsidentperioder mellem de to etniske grupper. Endvidere er der uenigheder om, hvordan statsborgerskabet skal defineres i en kommende ’delt’ stat, hvor den tyrk-cypriotiske side ønsker en form for føderal stat, der inkluderer titusinder af tyrkiske statsborgere. Det sidste store problem er nødvendigheden af FN’s bufferzone og medfølgende tvister om kompensation for tidligere ejendom.
Olieboringer for fred?
Disse uenigheder har nu stået på i fire årtier uden nogen løsning i sigte. Det seneste halve år har endda set nye spændinger opstå i det østlige middelhav, da græsk-cyprioterne unilateralt begyndte at bore efter naturgasreserver ud for den sydlige kyst. Tyrkiet afviser, at den græsk-cypriotiske regering har ret til dette, før en alsidig løsning på de interne stridigheder er tilstede. At give græsk-cyprioterne retten til udvinding af naturressourcer er samtidigt en anerkendelse af den græsk-cypriotiske regering i det internationale samfund. Uden en løsning på konflikten har græsk-cyprioterne ikke ret til at indgå suveræne aftaler om deres ’eksklusive økonomiske zone’ (EEZ), hvor boringerne er påbegyndt, argumenterer Tyrkiet. De unilaterale græsk-cypriotiske boringer har derfor fremprovokeret stærke reaktioner i Ankara, der udover at sende skibe tæt ind på græsk-cypriotiske installationer, også har påbegyndt boringer i samarbejde med tyrk-cyprioterne i nord.
Der er imidlertid ingen grund til, at gas-boringerne skal medvirke til nye spændinger i konflikten, tværtimod. Cypern skal ikke benægtes retten til at udnytte og udvinde sine maritime zoner, også selvom en overordnet løsning på konflikten ikke er håndgribelig på nuværende tidspunkt. Dette er nødvendigt ikke mindst på grund af den økonomiske krise, der har ført til akutte økonomiske behov, især i det sydlige Europa. Regeringen er selvsagt ansvarlige for økonomien og kan ikke forventes at forsømme mulighederne i EEZ’erne. Dermed ikke sagt, at de unilaterale boringer respekterer tidligere aftaler om, at internationale anliggender og naturressourcer skal være føderale kompetencer i et fælles Cypern. Fremprovokationen af nye stridigheder, krav om en samlet løsning før en etablering af EEZ’er og udvinding af naturressourcer er skadende for alles interesser.
I stedet burde parterne overveje fordelene ved et eventuelt samarbejde i udvindingen af naturressourcer. Skridt i retningen af en aftale specifik for naturressourcerne kunne medvirke til fornyede forhandlinger med faktiske resultater og gensidige fordele. Ved et samarbejde kunne naturgassen blive transporteret igennem Tyrkiet til Europa, hvilket ville være at foretrække både politisk og økonomisk. Ved opstarten af tyrkiske boringer i Nord-cypern i slutningen af april lagde den tyrkiske energiminister Taner Yildiz op til, at sådanne boringer kunne blive “en drivkraft for fred i Cypern”. “Mens energiressourcer ofte har været grundlag for krige i andre dele af verden, vil det her være en drivkraft for fred,” udtrykte han det endvidere. I modsætning hertil har græsk-cypriotiske stemmer udtrykt frustration over de nord-cypriotiske tiltag som demonstration af en manglende vilje på at løse Cypern-problemerne.
Meget tyder på, at de årtier gamle uenigheder kan fryse forholdet mellem Nord- og Sydcypern lang tid fremover også. Ban ki-Moon har ikke haft succes med de tre år lange FN-medierede forhandlinger og står nu uden reelle forslag til, hvordan konflikten skal gribes an. Tidligere håb om, at forhandlingerne skulle føre til en løsning inden Cypern overtager EU- formandsskabet d. 1 juli, virker meget usandsynlige. Kun lidt tyder på, at Tyrkiet og tyrk-cyprioterne vil acceptere en forlængelse af forhandlingerne på samme præmisser efter denne dato. Et samarbejde omkring udvindingen af naturressourcerne – hvilket begge parter anerkender som fælles – er måske sidste chance for at opbygge fornyet tillid til en fremtidig løsning.
Forsidefoto: Bro til St. Hilarion–slottet i Kyrenia-bjergene (M. Groutas).