Den 14. juni starter europamesterskaberne i herrefodbold. Op til seneste slutrunde i 2021 udgav Magasinet Europa Paneuropæisk Postpuritanisme som en EM-optakt om fodboldens state of the union. Tre års vand er løbet under broen, så nu prøver vi – som det danske landshold – at gentage fordums succes.

Feature af Michael Winther

For folk, der kender mig, er det ingen hemmelighed, at jeg er sæsonkortholder på et dansk superligastadion. Det betyder, at jeg hver anden søndag plus det løse står og kigger på 22 veltrænede millionærer i tvivlsomme uniformer, og for udefrakommende kan det virke besynderligt. Jeg er tilbøjelig til at forstå folk, der kalder det bøvet at drikke fadøl, mens man råber af folk på arbejde i underholdningsbranchen – når nu man i stedet kan klappe kulturaristokratisk i Operaen.

Skråt bag mig står en kvinde. Hun er nok i 40’erne, men hendes alder er svær at bedømme, for det er tydeligt, at hendes vej gennem livet ikke har været snorlige. Hun kommer ofte alene, og til tider ser det ud som om, at hun anstrenger sig for at passe ind, når hun forsøger at leve op til alle stadionklichéer. Men hun hygger sig. Folk omkring hende snakker med hende, respekterer hende og langsomt er der opstået venskaber omkring hende. Tæt på mig og mine venner står også en potentiel danmarksmester i hashrygning, en kantinemedarbejder fra mit arbejde og en far med sin teenagesøn. Jeg krammer dem nogle gange, når der bliver scoret, selvom jeg ikke ved, hvad de hedder. Sønnen hedder måske Mads.

Jeg kender ikke dem omkring mig, men hver anden søndag har vi et fællesskab, en samhørighed og et fælles tilhørsforhold. Individet opløses og tilbage står kun et ‘os’. Forskning viser, at vores lykke afhænger af vores relationer, så netop dét fællesskab er måske ikke så tosset i en tid, der for mange kan virke polariserende med et stigende fokus på tidens individualisering. Ligesom det betyder noget at være sammen, så betyder det også noget, at vi har fællesskabet, stoltheden og samhørigheden og kan give den til hinanden. Dele af fodbolden er forlængelser af resten af livet; det er en smertelig sammenhængskraft, der skabes af vores drømme og vores traumer.

I humanistiske discipliner som psykologi, antropologi og filosofi arbejder man med fagudtrykket det ‘De Andre’. Filosoffen G.W.F. Hegel og psykoanalytikeren Jacques Lacan mente, at for at have et ‘selv’, må du også have en modsætning. Hegel kaldte ‘den Anden’ for en bestanddel af vores egen selvbevidsthed, mens Lacan associerede ”De Andre” ved at tilføje en ny dimension i begrebet med udgangspunkt i vores sprog som grundlag for et ubevidst reaktionsmønster, der skaber den opfattede virkelighed.

Kort fortalt har vi brug for at spejle os i andre for at finde vores egen identitet. Vi er bedre end de andre, fordi vi er noget, de ikke er. Men derfor har vi også brug for de andre. Udtrykket gør sig gældende i politik, krig, kærlighed, identitet og sport.

Sporten er i forvejen fuld af krigsmetaforer. Men at fodboldfans generelt skulle hade og bekæmpe hinanden er en misforståelse. Vi hader ikke Karsten fra HR, fordi han har købt et sæsonkort til en rivaliserende fodboldklub med sin søn. Vi hader bare deres klub på et institutionelt niveau.

Som faderen og teenagesønnen ved siden af mig, så startede jeg selv med at komme på stadion med min far i 1995. Han gav mig den livslange forbandelse af en gave at holde med et fodboldhold som 6-årig. Dengang drak vi altid en rituel milkshake før kampen. I julegave i 2023 gav jeg ham den gave, at vi skulle på vores første udlandstur alene sammen og se fodbold i Manchester. Milkshaken var cirka 20 år senere erstattet med en pint. Ved en tilfældighed mødte vi førnævnte fader og måske-Mads derovre, så kom ikke her og sig, at historier ikke gentager sig selv.

Fodboldens omdrejningspunkt er det konsoliderede fællesskab, pludselige forløsninger, ekstatiske fejringer og monumentale skuffelser. Det kan også delvist forklare, hvorfor tilskuertallene for både den danske Superliga og landsholdet er eksploderet efter coronarestriktionerne ophørte. Vi har brug for at kompensere for to års social isolation.

Selvom Danmark ikke vandt slutrunden, så var den eventyrlige sommer 2021, det nærmeste min generation kommer EM92. Og jeg husker – sikkert som dig – nøjagtigt, hvor jeg var til alle Danmarks kampe. Til både Christian Eriksens nær-tragedie, genopstandelsen mod Rusland og ‘lige ved og næsten’-forløsningen med England. Da Mikkel Damsgaard scorede i semifinalen, jublede jeg ikke som alle andre omkring mig. Jeg var i stedet så mistroisk, at min eneste reaktion var at sige ‘det her, det sker ikke’. Og det gjorde det jo så heller ikke.

Jeg er ikke selv den store landsholdsfanatiker, men fællesskabet og næstekærligheden ved storskærmsarrangementerne og gadefesterne ved seneste EM; dem var jeg fan af. Der var mænd, kvinder, unge, ældre, hvide og brune danskere, der stod side om side som en enhed. Netop denne regn af sammenhold og mangfoldighed er også en delårsag til, at det siden har dryppet med tilskuere på de danske stadions.

På bagkant af pandemien og EM2020 er kvinder i højere grad er blevet en del af fællesskabet. Ifølge DBU var andelen af kvinder til landskampe steget fra 15% til 30% fra 2019 til 2021, mens man i FC Midtjylland har lignende tal med en stigning fra 14,5% før Corona-perioden til 26% i 2023. Lad mig i den forbindelse slå et slag for FanNetværket for Kvinder, der opstod i 2021 og nu er begyndt at få den opmærksomhed, de fortjener.

Fodboldfællesskabet er ikke længere forbeholdt brovtende fadølsmænd. De danske landsholds nye overenskomst sikrer bedre økonomiske rettigheder for kvinderne, og flere danske klubber investerer i elite-setups for begge køn i takt med udviklingen i resten af Europa. Man kan argumentere for, om kvindernes løn skal følge deres genererede indtjening og dermed markedsværdi, men potentialet i kvindefodbold er gigantisk socialt og økonomisk. Barcelonas kvinders Champions League-kvart- og semifinale i 2022 på Camp Nou satte kvindefodboldtilskuerrekord med mere end 90.000 tilskuere. Det er godt og vel to en halv gange fyldt Parken.

Øget medieinteresse øger medieinteressen og skaber stigende seer- og tilskuertal og genererer i sidste ende økonomi og opmærksomhed. På dette område har kvindefodbold altid været kriminelt undereksponeret, men nu er selv ikke-public service-organer som Viaplay kommet på banen med det niveau af dækning, de nu engang er i stand til. Netop kvindefodboldens fremgang kan være et signal om fans, der vender hjem til græsrødderne i et fodbold-Europa, der er ude af trit med sit bagland.

Elitens ufolkelige forskydning
Hvis man sammenligner befolkningens udvikling med fodboldeuropas ditto de seneste 15 år, så er der tale om to tydeligt forskydende tektoniske plader, der får jorden til at skælve under førnævnte samhørighed. Den brede befolkning har været bekymret for inflation, klima og korruption, alt imens den jævne fodboldfan har kunne opleve spillerlønninger og transferpriser stige voldsomt – særligt på grund af tilkomsten af milliardærejere, der har forsynet sig med et fodboldlegetøj.

Et studie i Journal of Banking and Finance estimerer, at fodboldspilleres lønninger steg med 26% fra 2010 til 2020. Til sammenligning steg en gennemsnitsdanskers løn med 6,4% i samme periode. Ifølge Football Observatory er prisen på en fodboldspiller steget med 116% de seneste ti år.

I efteråret 2022 blev Qatar-ejede Paris St. Germain mødt med heftig kritik, da deres superstjerne Kylian Mbappé og deres daværende træner Christophe Galtier på et pressemøde blev spurgt, om det i klimaets navn måske kunne være en idé at tage et privattog til Torino til udekampen mod Juventus – en tur på godt syv timer – frem for at lease et privatfly som de havde for vane. Et svar, der blev mødt af sarkasme og hånlig latter over pøblens udfordringer.

Selv samme Mbappé, der denne sommer skifter til Real Madrid, blev også ufrivillig hovedperson, da bystyret i Madrid foranlediget af det konservative parti Partido Popular introducerede ‘Mbappe-loven’. Den betyder i praksis, at Mbappé kan slippe med at betale den samme skat som en person, der tjener 24.000 euro om året. Et beløb svarende til 3/4 af gennemsnitslønnen for den almindelige Madrid-borger. Her har det selvfølgelig også hjulpet på forhandlingerne, at Real Madrids præsident, Florentino Perez, er en god ven af partiet.

Så kan EU og folket mødes i en fælles modstandsbevægelse for at redde resterne af fodboldens uskyld? Eller er fodbolden allerede sprintet fra al folkelig legitimitet?

En knapt så super liga
Mange fodboldfans fik en tidlig julegave den 21. december, da EU-domstolen traf en opsigtsvækkende afgørelse. I jagten på autonomi og profitoptimering havde en række storklubber forsøgt, under organisationen A22, at skabe et lukket franchise af en udbryderliga fra UEFA med navnet European Super League. Opstandelsen var stor blandt klubbernes fans og i sidste ende holdt kun Juventus, Real Madrid og Barcelona ved, hvilket i praksis gjorde ligaen til dødssejler. Der var alligevel kun så meget de andre storklubber ville udsætte deres fans for.

Der er tale om en kompleks sag, der tager udgangspunkt i EU’s konkurrencelovgivning og den frie udveksling af tjenesteydelser, så hold godt fast og læs langsomt. Lovteknisk er der tale om fortolkningen af art. 102 TEUF, der forbyder misbrug af en dominerende position. For kan én organisation have monopol på europæisk fodbold? I princippet nej ifølge dommen.

Sagen begyndte i januar 2023, da handelsretten i Madrid vurderede, at UEFAs indledende sanktioner mod ESL-klubber stred imod konkurrenceretten. I princippet foreskriver EU’s regler også, at monopoler gerne må eksistere, så længe disse ‘er til gavn for forbrugere og økonomi‘. Argumentet fra domstolen i Madrid var blandt andet, at der er en interessekonflikt, når UEFA både kan organisere én turnering og afvise og sanktionere sine medlemmer, hvis de gerne vil deltage i en anden.

EU-dommen var til gengæld ikke den sejr for A22, som de indledningsvist selv udlagde i den efterfølgende pressemeddelelse. Dommen handlede nemlig dels om, hvorvidt det var tilladt for FIFA og UEFA at forbyde spillere at deltage i ESL uden en forudgodkendelse – og altså ikke udbryderligaens legitimitet i sig selv.

Dernæst var der spørgsmålet om fri konkurrence. Spørgsmålet gik delvist på spørgsmålet om en liga uden op- og nedrykning – altså begrænsningen af den fri konkurrence for klubberne – var i overensstemmelse med ‘et anerkendelsesværdigt offentligt formål’. Med andre ord om det ville være til gavn for at bevare den europæiske sportsmodel. Her stod EU-domstolen på ESL-klubbernes side.

Som følge heraf kom EU-domstolen frem til, at det stred imod retsprincippet om proportionalitet at udelukke klubber og spillere fra UEFAs turneringer på grund af ESL, da forbrugerne jo netop måske ville finde en konkurrende turnering mere interessant end UEFAs ditto. Så her fik ESL-klubberne dermed også medhold.

De regler var bare allerede blevet ændret af fodboldforbundene ved dommens afsigelse, hvorfor afgørelsen ikke fik en reel effekt på international fodbold.

EU-domstolen hæftede sig desuden ved, at FIFA og UEFAs monopol på medierettigheder hindrede ”forbrugere og TV-seere i at nyde godt af nye og potentielt innovative eller interessante konkurrencer”, mens et spørgsmål om mere solidarisk fordeling af rettigheder er et nationalt anliggende, som blev ført tilbage til handelsretten i Madrid.

Dahl Law, der blandt andet specialiserer sig i sportsret, bemærkede efter dommens afsigelse, at ”Resultatet i de to afgørelser understreger — i overensstemmelse med den seneste udvikling i retspraksis inden for fodbold, herunder særligt uroen om FIFA’s nye agentregler — at sportens autonomi udfordres i takt med kommercialiseringen af sporten. Fodbold og sport anses for en økonomisk aktivitet, og regler udstedt af FIFA og UEFA, som kan være konkurrencebegrænsende, skal nøje overvejes. Det skal sikres, at de er gennemsigtige, objektive, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige. Ellers kan de være udtryk for misbrug af en dominerende stilling, hvilket ESL-dommen er en påmindelse om. Selvom dommen udlægges som en sejr for ESL, er den samtidig udtryk for en anerkendelse af FIFA og UEFA som det rette fodboldorgan til udstedelse af regler, men som i sin regeludstedelse skal overholde EU’s konkurrenceregler. Afgørelsen er derfor udtryk for en fortsat beskyttelse af den europæiske sportsmodel.”

De fleste vil de facto dømme ESL død, men samtidig er der historisk tradition for, at klubberne vil tage debatten cirka hver femte år. Og er du interesseret i knastør EU-jura, så kan hele dommen læses her.

Konglomeraternes magt
Den anden nye rigmandsdille i Europa er flerklubsejerskaber. Ifølge en UEFA-rapport er mere end 180 klubber er i dag en del af et flerklubsejerskab. Disse klubber har mere end 6500 fodboldspillere på kontrakt. En tredjedel af disse investeringer består af mere end to klubber.

Mest prominent af flerklubejerskaberne er City Football Group. Ejeren er emiratiske Sheikh Mansour, der købte Manchester City i 2008 og siden har brugt sin personlige formue på godt 150 milliarder kroner til at udvide sit portfolio med klubber i Spanien, Belgien, Frankrig, Italien, USA, Indien, Australien, Japan, Kina, Uruguay, Brasilien og Bolivia.

Er flerklubsejerskaber et problem? Måske. Er en investering som denne godt for udviklingen af den sportslige infrastruktur i mindre fodboldlande som Indien, Kina og måske endda potentielt Danmark? Bestemt. Men Sheikh Mansour er ikke filantrop. Udover den åbenlyse mellemøstlige sportswashing, er finten smart for grådige klubejere af flere årsager. For det første er disse ejerskaber et værktøj til at undgå fodboldens finansielle regler, UEFAs Financial Fair Play, da det er muligt at købe, overføre og sælge sine aktiver (læs: fodboldspillere) klubberne imellem for at få bundlinjen til at gå op. FFP-reglerne, der skulle sikre mere retfærdige vilkår, har netop vist sig ineffektive, da de har været en del lettere at navigere i for mæcen-klubberne end for de fanejede, spanske klubber.

Dernæst er spillerne begyndt at skifte til grupper frem for klubber. City Football Group alene har mere end 1000 spillere på kontrakt i alt. Senest er de begyndt at opsnappe talenter i en alder af 14-16 år til gruppen, hvorefter man senere finder ud af, hvilken af deres 13 klubber, spilleren skal spille for. På den måde sikrer man sig de største talenter med en relativt lille risiko. 14-16-årige spillere koster typisk tæt på ingenting. De bedste af dem vil slå igennem og blive værdifulde sportslige aktiver, som klubberne så senere slipper for at betale transfers for i dyre domme. De næstbedste kan sælges videre til andre klubber med en markant profit. Vi taler altså om en overordnet talentstøvsugning af markedet, der kun kommer de rigeste klubber til gode, og som måske kan virke konkurrenceforvridende udadtil, men som i sidste ende er et spørgsmål arbejdstagerens fri bevægelighed, hvis nu City Football Group skulle ønske at hente 15-årige Benjamin fra Bramming til Belgien. Derfor er en løsning her nærmere et FIFA-anliggende end et EU-anliggende.

Når en udenlandsk ejer investerer i hæderkronede danske provinsklubber som Brøndby, AB, SønderjyskE eller Esbjerg er det ikke på grund af kærlighed til dansk foreningsliv. Det er 1) for at investere i klubben og sælge den med gevinst for øje, 2) det kan være for at yde lån til klubben, der skal forrentes til ejerne selv, 3) løbende udnytte overskuddet i klubben 4) udnytte fordelagtige skatteregler ved at basere modervirksomheden sig i fx Delaware eller 5) slet og ret være for at hvidvaske illegitime midler. Den ene mulighed udelukker ikke den anden.

Derfor bimlede alle alarmklokker også, da en gruppe af lyssky investorer baseret i skatteoptimeringsstaten Delaware under navnet Global Football Holdings købte sig ind i Brøndby, men var mindre interessede i at fortælle, hvem der var en del af ejerkredsen. Det viste sig, at en mindre hemmelig personage i ejerkredsen var David Blitzer, direktør i Blackstone, en investeringsfond berømt og berygtet for børnearbejde, regnskovsrydning og bidrag til den globale boligkrise. I Brøndby forstummede de kritiske røster i takt med forbedrede resultater, mens SønderjyskE og Esbjerg måtte lide hhv. én og to nedrykninger før lokale kræfter tog klubberne tilbage på egne hænder.

Heldigvis kan der snart være hjælp at hente fra europæisk niveau for at sikre klubberne. I april stemte Europa-Parlamentet en ny lovpakke igennem, der i bund og grund betyder, at virksomheder – og dermed klubber – fra 2029 er forpligtede til at indregistrere mistænkelig aktiviteter vedrørende hvidvask. Med lovpakken følger også ”Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme”, der får mulighed for at uddele økonomiske sanktioner til klubber, der ikke overholder forordningen. Det kan forhindre, at andre danske superligaklubber bliver opkøbt af lyssky investorer, men gør det nok ikke.

En supplerende løsning for at undgå hvidvask af saudiske oliemilliarder kan være nationale og/eller UEFA/FIFA-regler for ejerstrukturer.

I Spanien er klubberne juridisk set fanejede foreninger. Det vil sige, at det er medlemmerne af klubben, der på demokratisk vis vælger deres klubpræsidenter. I Tyskland har man 50+1-ordningen, hvor moderklubben skal være i besiddelse, medmindre en investor har været involveret i klubben i mindst 20 år. Så kan man spørge, om det ikke vil gå ud over det sportslige niveau? Men faktum er, at der dette år var tyske klubber i både Champions League- og Europa League-finalen. Ingen af klubberne var mastodonten Bayern München. Det er de nationale forbund, der er medlemmer af UEFA og FIFA, men denne fælles europæisk løsning om fanejerskab bliver umulig at få fx Premier League-klubberne med på.

Det er samtidig svært at forestille sig, at EU skulle have mandat til at lovgive på netop dette område, når nu EU i forvejen anser fodboldklubber for ligestillede med nationale virksomheder. På trods af Margrethe Vestagers arbejde som konkurrencekommissær, så ser man hende næppe heller gribe ind i Novo Nordisks eksisterende ejerstruktur, så længe der ikke er tale om direkte konkurrence-, monopol- eller fusionsspørgsmål. Derfor er bolden i fødderne på nationale og kontinentale forbund, der pt. har mere travlt med at profitmaksimere egne regnskaber med netop mellemøstlige oliepenge.

Det ser vi både hos UEFA, der har ændret det klassiske og meget afholdte Champions League-format fra næste sæson, FIFA har indført til nyt sommer-klub-VM, men også i fx det spanske ligaforbund, der har åbnet for at spille nationale kampe på fremmed grund.

Danske klubber har i flere år måtte lide under rettighedshaverne håbløse kamptidspunkter, hvor kickoff rykkes til mandag aften, fordi en TV-kanal skulle gøre plads til sekundære håndboldkampe eller Formel 1-løb om søndagen. Det har stor betydning for udefans, der gerne vil følge deres hold på den modsatte side af Storebæltsbroen – og dermed også for det overordnede fanengagement.

Den seneste udvikling er, at flere klubber er begyndt at have ‘post season’-ture. Fx tog Tottenham i år til Melbourne efter Premier Leagues afslutning, for at tækkes økonomiske interesser i særligt Australien, Asien og Mellemøsten. I tilfælde af at de nationale fans ikke følte sig fremmedgjorte nok, så vil de mange ekstrakampe både under og efter sæsonen uundgåeligt føre til et fald i kvaliteten i den regulære sæson. Der er trods alt et fysisk maksimum for en fodboldspillers præsteren.

På samme vis er det svært at se en realistisk EU-løsning på flerklubsejerskaber. Selv hvis det skulle lykkes at lave særregler for fodbolden, hvor enkelte ejere eller konsortier ikke må være involveret i flere klubber på én gang, så virker det lige til for rigmændene at agere gennem stråmænd. Fodboldbagmændene har tradition for altid at være et skridt foran de grundigt regulerende EU- og fodboldbureaukrater. På godt og ondt.

UEFA har pt. lempelige regler, hvor klubber med samme ejerskab officielt ikke må spille i samme europæiske turnering. Den mekanisme har løbende virket let at omgå, og det lader generelt ikke til, at UEFA anser disse ejerskaber for at være et problem, der bør håndteres.

Fansene vil kalde det penge over passion, mens klubejere, rettighedshavere og kommercielle interessenter vil kalde det økonomisk fornuft over fanfølelser. Og som vi så i junis danske mediebillede, da Brøndby tabte mesterskabet i sidste spillerunde, så føler fans enormt meget og er ikke bange for at fortælle om deres hjerte og særligt smerte i aviser, på sociale medier eller i podcasts.

Selvom der findes veldrevne flerklubsejerskaber, så vil – særligt danske – fans med disse ejerskaber føle, at deres klub vil blive sekundært prioriteret i forhold til en Premier League- eller Bundesliga-klub, der trods alt arbejder med større budgetter, og derfor har bedre muligheder for at akkumulere deres økonomi hurtigere og til sidst måske endda ende med national eller europæisk succes. Også her vil trickle down-økonomiens goder være en myte reproduceret af de rige.

Det betyder alt i alt, at klubber i mindre ligaer på sigt vil få endnu ringere mulighed for at opnå europæiske drømme eller indfri deres talentarbejdspotentialer, hvilket igen i sidste ende kan være kvælende for tilgangen til breddefodbolden i de unge rækker. Det er et område, hvor fodbolden i de kommende år let kan komme til at tabe til blomstrende markeder som e-sporten.

Og ovenstående fremmedgørelse in mente, så er det her landsholdene kommer ind i billedet. Landsholdsslutrunderne bliver et helle for mange fodboldromantikere. Men denne sommer måske også et symbol på netop en oprejsende modstandsbevægelse.

Identitet, storhed, stolthed
Om vi vil det eller ej, så hænger sport og politik sammen. Det er i en historisk kontekst ikke kun identitets-, indenrigs- og geopolitisk, at fodbolden er en bevist løftestang. I den strålende dokumentarfilm ‘Les Bleus – Une Autre Histoire de France’ (2016) ser en række intellektuelle, skuespillere og fodboldspillere tilbage på det franske landsholds slutrunder fra 1996 til 2016 og finder en overbevisende korrelation for, hvordan racismen i landet falder, når fodboldholdet leverer resultater. Fodbolden bliver derfor også et instrument for basale samfundsrettigheder – ikke bare når det gælder køn, men også hudfarve og religion. Det handler om frihed, lighed og broderskab. Dermed har fodboldslutrunder i dag potentialet til at styrke vores fællesskaber, uagtet at de – særligt op i gennem 80’erne – have ry for det modsatte gennem de europæiske hooliganbevægelser.

Mod øst er Georgien vært for én af kontinentets mere oversete nuværende konflikter. En konflikt danske medier sjældent beretter om, da den for mange er mindre vedkommende end krigene i Ukraine og Mellemøsten. Striden står mellem det georgiske folk og den georgiske regering. Det forholdsvis unge, tapre lille land har været så meget igennem siden murens fald og den russiske invasion af landet i 2008. For nyligt har den russisk-venlige georgiske regering har nemlig netop vedtaget ‘den russiske lov’, og dermed de facto knust befolkningens drømme om et EU-medlemskab.

Den russiske lov går i korte træk ud på, at organisationer, der får mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet, skal registreres som fremmede agenter. Det giver regeringen mulighed for at undersøge alle uafhængige organisationers økonomiske bånd uden en retskendelse. Et lille lovindgreb med stor symbolsk værdi, landets historie taget i betragtning, men med voldelige sammenstød mellem politi og protestanter som et resultat. I efterdønningerne af denne lov har Georgiens russisk-venlige regering desuden senest sat befolkningens friheds- og LGBT-rettigheder under yderligere pres.

Der var tumultagtige jubelscener i Georgien, da landets fodboldhold i foråret for første gang kvalificerede landsholdet til en international slutrunde.

Som fodbolden uundgåeligt rammes af politiske beslutninger, kan politiske agendaer også påvirkes af fodbolden. Er der noget, der ofte er en samlende figur i et land, så er det et fodboldlandsholds anfører. I Georgien hedder han Jaba Kankava, og i ugerne efter den historiske kvalifikation, kvitterede han med et Instagram-opslag af protesterne suppleret med teksten ‘fuck Rusland’. Han blev bakket op af landsholdsstjernerne Kvicha Kvaratskhelia og Giorgi Mamardashvili, der skrev på sociale medier, at ”Georgiens vej er mod Europa. Den europæiske tilgang forener os. Mod Europa. Fred til Georgien”.

Som med det danske EM92-hold, er de georgiske landsholdsspillere på vej til at blive helte. I hvert fald for en sommer. Det er her svært ikke at drage en smal parallel til det iranske landsholds modstandsaktion fra VM i Qatar, hvor deres spillere nægtede at synge med på nationalsagen i sympati med landets undertrykte kvinder efter moralpolitiets drab på Mahsa Amini.

Det er fortsat håbet, der bringer Europa sammen og gør os til en enhed. Og det handler om meget mere end bare fodbold frem mod Georgiens valg i oktober, men fodbold kan være en helbredende faktor for den nationale identitet. If you can’t join them, beat them.

Hvad så med EM?
Endnu engang har UEFA valgt at lade godt 43% (24 ud af 55) af sine medlemmer kvalificere sig til slutrunden i et forsøg på at udbrede fodboldens popularitet. Det er ikke så meget udsigten til tidløse klassikere som Ukraine-Rumænien og Ungarn-Schweiz, som det er alle holds mulighed for at spekulere i at gå videre som bedste treer, der vil føles drænende. Regn ikke med Champions League-kvalitet i de indledende runder.

Når vi så rammer tredje spillerunde vil mange fans sidde med kuglerammen fremme for at regne på, hvilket scenarie, der vil sende netop deres nation videre som én af de fire bedste treere. Som en gentagelse af Portugals 2016-europamestre, der fedtede sig videre fra gruppespillet med tre uafgjorte efter at have kedet alle – inklusiv deres modstandere – ihjel.

Bagefter vil vi se en række anspændte 1/16-finaler, hvor en del af dem går i straffespark. Både Portugal i 2016 og Italien i 2021 blev europamestre efter blot én sejr i ordinær tid i knockoutfasen.

Fra 1/8-finalen og frem vil syv af de otte bedste hold være ”de store” hold. Herfra vil turnering nærmest føles overstået. Følelsen af det begyndende fodboldvakuum vil opstå, og fans vil følge intenst med i alle kampe for at få det sidste af slutrunden med. Turneringen afgøres herefter af den bredeste trup. Og hvem vinder så? Det gør England eller Frankrig. Jo længere England kommer, jo mindre vil deres fans kunne styre sig. Jo mere der går galt, jo mindre vil UEFA officielt tage ansvar for det.

Vi vil komme til at snakke om Kylian Mbappé, Lamine Yamal og den sidste dans med Toni Kroos, Cristiano Ronaldo, Luka Modric og Simon Kjær. Vi kommer til at lave ordspil på Slovakiets træner Francesco Calzona. Turneringens åbenbaring bliver Englands Adam Wharton, der så efterfølgende bliver solgt for en milliard til et oliefinansieret konglomerat.

Og Danmark? De ryger ud i gruppespillet. Fem millioner sofalandstrænere vil have stærke holdninger til Mikkel Damsgaard, Jacob Bruun Larsen og Thomas Delaney. Halvdelen af disse bemeldte landstrænere vil helt uforståeligt pege på VAR-systemet som årsagen til den danske skuffelse, mens de selv bærer fodboldtrøjer, snakker om deres tordnende kedelige fantasyhold og skråler med på Malte Eberts EM-hymne(r).

Heldigvis starter Jonas Vingegaards Tour de France-forsvar blot fire dage efter Danmarks sidste gruppespilskamp, så vi kommer denne sommer til at hygge os sammen uanset vejret. Og det er ofte sommerens bedrifter, der kollektivt er afgørende for vores endelige vurdering af året, når det bliver nytårsaften. Herefter går der to år før næste slutrunde; VM i USA, Canada og Mexico. Her bliver det spændende at se, hvor aktive menneskerettighedsforkæmperne fra slutrunden i Qatar bliver i den offentlige debat, når der er tale om et VM i Guds eget land frem for i en kulturfremmed oliestat.

God sommer, klaphatsven.

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: /©stefansfoto/flickr/