Paneuropæisk postpuritanisme

2021-06-11T14:18:00+00:00 fredag, 11. juni, 2021|

En EM-slutrunde, som den der endelig går i gang i dag, bringer os sammen over håb og drømme på lokalt, regionalt og internationalt niveau. Dem kan ingen tage fra os, om så vi hepper fra Danmark, Skotland eller Kroatien. Selvom slutrunden afholdes med fortsatte restriktioner på grund af den evigt fortsættende pandemi, så får vi stadig lov til at dyrke sammenhold – omend i en mere lokal skala sammen med de venner, vi spillede fodbold med i teenageårene, de fædre, der var vores fodboldtrænere, selvom vores talent var mindre end FIFA’s integritet, og de kæresters tålmodighed, som vi krydser fingre for, når vi lige skal se Wales-Schweiz som optakt til Danmarks første kamp mod Finland lørdag.

Essay af Michael Winther

I dag starter EM2020. Et år for sent grundet Covid-19. Og i lighed med de fleste 31-årige fodboldmænd og -kvinder rundt omkring i Europa, så glæder jeg mig til det, der skulle have været paneuropæisk folkefest, og måske alligevel bliver det. Men hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden og egner sig ikke til at forme fremtiden, mente den franske filosof Simone Weil. Weil, der i en alder af 27 år meldte sig til de internationale brigader for at bekæmpe Francos diktatoriske overmagt, havde nok cirka lige så lille håb for Europas fremtid, som mange fans har for fodboldens ditto, men begge parter har/havde øjnene på bolden i en vital mærkesag – omend naturligvis på noget forskellige skalaer. Weil kæmpede med livet som indsats, mens det legendariske, men ofte misforståede Bill Shankly-citat ‘Somebody said that football’s a matter of life and death to you, I said ‘listen, it’s more important than that’ måske er mere rammende, billedligt talt, for perspektivet på moderne fodbold.

Fodbolden har aldrig ændret sig så drastisk, som det har været tilfældet de seneste 10-15 år. Denne slutrunde placerer sig imellem to af de mest (geo-)politisk betændte slutrunder nogensinde. I 2018 blev VM holdt i Putins Rusland kort tid efter annekteringen af Krim og under heftige korruptionsanklager og menneskerettighedskritik. Da briterne, i lyset af forgiftningen af Skripal-parret, meddelte, at det officielle Storbritannien ikke ville dukke op, sammenlignede Boris Johnson slutrunden med det skandaløse OL i nazi-Tyskland i 1936, hvilket ikke just indbragte Johnson en invitation til Putins sommerresidens.

Når det kommer til menneskerettigheder, tegner næste års VM i Qatar til at blive den største sportspolitiske skandale nogensinde. Qatar, en nation med cirka nul nævneværdige fodboldmeritter, afgav for første gang nogensinde bud på en VM-slutrunde og slog USA klart i fjerde afstemningsrunde. Til gengæld får vi for første gang nogensinde et vinter-VM på grund af det lokale klima. Korruption og et brud på sommertraditionerne på grund af klima er ikke noget, som efterhånden får den gennemsnitlige fodboldfan til at løfte på øjenbrynene over FIFA, den internationale fodboldorganisation. Det, der til gengæld sender chokbølger gennem sportsverdenen, er The Guardian’s rapport fra februar, der konkluderede, at mere end 6.500 sydøstasiatiske gæstearbejdere er døde i forbindelse med udbyggelse af infrastrukturen til VM2022. Stadioner, der med stor sandsynlighed kommer til at stå tomme efter slutrunden. I 2017 havde ligaen et tilskuergennemsnit på 672 tilskuere. Kapaciteten på Qatars nye VM-stadions bliver 40-80.000 tilskuere, hvis man fraregner de lig, der skal spilles på.

Allerede tilbage i 2016 gjorde FIFPRO, de profesionelle spilleres samlede brancheorganisation, med den danske spillerforening og de nu pensionerede fodboldspillere, norske Tom Høgli og danske William Kvist i spidsen, opmærksom på menneskerettighedskrænkelserne. 

Siden da har der været stille fra den officielle fodboldverden. Bevares, det danske landshold forsøgte sig med en fesen protest, da de i få sekunder iførte sig en ‘Football Supports Change’-t-shirt i forbindelse med en venskabskamp for nogle måneder siden. Sandsynligvis heftig inspireret af nordmændenes ditto. I nordmændenes tilfælde skal det nævnes, at de, i modsætning til danskerne, beholdt trøjen på i længere tid, end det tager Martin Braithwaite at tæmme bolden ud over sidelinjen.

På sociale medier er kritikken tiltagende. Nogle laver sympatiske, men naive borgerforslag, alt imens magthaverne står og peger fingre ad hinanden. DBU mener, at boykot er en politisk beslutning, mens regeringen peger tilbage på DBU. Det efterlader ikke megen Simone Weil’sk handlerum og initiativtagen for den genemsnitlige tilhænger.

Mange fodboldfans oplever ikke kun korrumperingen ved slutrundefodbold. Den seneste Champions League-finale stod mellem Manchester City, der levede en middelmådig tilværelse indtil de blev opkøbt af Abu Dhabi United Group i 2008, mod Chelsea, der levede en middelmådig tilværelse indtil de blev opkøbt af den russiske oligark Roman Abramovich i 2003. Sidste års finalister fra PSG er ejet af Qatar Sports Investments, og i de store ligaer er det kun i Tyskland og Spanien man reelt juridisk set har sikret sig ejerkonstruktioner, der besværliggører fænomenet sportswashing, hvor menneskerettighedsfjendske nationer forsøger at forbedre et tvivlsomt omdømme gennem sportsligt engagement.

I Danmark er vi ikke fri for de nye internationale ejerstrukturelle tendenser. De nykårede fodboldmestre Brøndbys mæcen, Jan Bech Andersen, blev rig på virksomheden Glencore, der angiveligt trækker tråde til colombianske blodpenge,Paradise Papers, børnearbejde og døde minearbejdere i Congo. Som vi så i sagen om voldtægtbeskyldningerne mod Cristiano Ronaldo, der fadede ud hurtigere end han laver en husmandsfinte, så er klubfodboldfans en forsamling med et mere tilgivende og liberalt etisk kompas end de fleste andre samfundsborgere. Måske er det sådan, fordi de danske fodboldmedier har mere travlt med at markedsføre, at en eksfodboldspiller med et par voldsdomme har været ude og gå en tur i ly af et desperat forsøg på selvpromovering. Medier, der jo ofte betegner sig selv om samfundets vagthund, må påtage sig et større ansvar for de kommende års udvikling. Også – måske endda særligt – de bredere sportsmedier, der opfører sig som sarte, små mimoser ved enhver kritik, må begynde at kigge ud i stedet for ind, hvis man reelt ønsker et kulturelt paradigmeskifte.

Det eneste, der lader til at kunne få os fodboldfans op af stolen, er den samtale, som kører hvert 3.-4. år, der handler om en kontinental superliga. En diskussion, der endnu engang pågik i løbet af foråret, og som udspringer af de store klubbers ejerønsker, der har mere med potentiel profit end europæisk fodboldkultur for øje.

Det, jeg prøver at sige, er at den kommende slutrunde virker som et tiltrængt afbræk i en international fodboldverden, der konstant virker på vej mod det værre. Det føles som den sidste rest af puritanisme, hvilket jo kan lyde hult for en UEFA-turnering. I skrivende stund har Rusland netop været ude og beklage sig over Ukraines spilletrøjer, da de afbilleder Krim-halvøen som en del af Ukraine. UEFA kom med det forventede svar, da herefter forbød trøjerne, da de var ‘for politiske’. Også politiske konflikter kan gå i forlænget spilletid.

En EM-slutrunde er ikke kun en fodboldfans belønning for alle de kedelige landskampspauser og glorificerede træningsturneringer, som UEFA kaster i nakken på os i løbet af klubsæsonen. Det er ikke nødvendigvis fordi, at denne slutrunde er ekstra længe ventet på grund af sidste sommer udskydelse på grund af Covid-19. En slutrunde bringer os sammen over håb og drømme på lokalt, regionalt og internationalt niveau. Dem kan ingen tage fra os, om så vi hepper fra Danmark, Skotland eller Kroatien. Selvom slutrunden afholdes med fortsatte restriktioner på grund af den evigt fortsættende pandemi, så får vi stadig lov til at dyrke sammenhold – omend i en mere lokal skala sammen med de venner, vi spillede fodbold med i teenageårene, de fædre, der var vores fodboldtrænere, selvom vores talent var mindre end FIFA’s integritet, og de kæresters tålmodighed, som vi krydser fingre for, når vi lige skal se Wales-Schweiz som optakt til Danmarks første kamp mod Finland på lørdag.

Slutrunden skulle have været EM’s 60 års jubilæum, og for at fejre dette, blev slutrunden spredt ud over hele kontinentet. Det betyder, at de heldige, der ikke har fået annulleret deres billetter på grund af pandemirestriktioner, for første gang nogensinde kan se slutrundefodbold i Parken i København. De mere uheldige skal nok få rig mulighed for at blive overdynget med fadøl til storskærmsarrangementer, efter de har lyttet til endnu en EM-slagsang, der taler til laveste fællesnævner, og aldrig når Re-Sepp-Tens tinder, uanset hvor meget Alphabeat ubehjælpeligt låller sig gennem en række klichéer og omvendte ordstillinger på en god gang danglish. Allerede nu sitrer det københavnske bybillede af fodboldromantik, og det er i disse dage ikke et usædvanligt syn at se en familiefar aflevere børnene i institution iført en landsholdstrøje. Jeg forestiller mig, at synet er det samme i de andre værtsbyer Rom, Baku, Skt. Peterburg, Amsterdam, Bukarest, London, Glasgow, Sevilla, München og Budapest. Forhåbentlig ødelægger pandemien ikke fore meget for spillere og fans. Kontinentet hungrer efter en forløsende folkefejring.

Siden 1960 hvor Sovjetunionen slog Jugoslavien i Frankrig har EM i en ren paneuropæisk folkefest givet os mange øjeblikke, vi aldrig glemmer. EM er Panenkas legendariske straffespark i finalen mod Vesttyskland i 1976 (fra ca. 1:40), som stadig bliver forsøgt efterlignet af børnene på Kløvermarken i dag. EM er Van Bastens vanvidsflugter i 1988-finalen, som stadig bliver forsøgt efterlignet af old boys-spillerne på Kløvermarken i dag med fiberskader til følge. EM er huttelihut og hele sommeren 1992. EM er store dele af fodboldeuropa, der efter en hurtig tur på sociale medier – og lad os ikke glemme dem – skråler det virale kultchant Will Grigg’s on Fire i 2016. Men EM er også Preben Elkjær, der sparker bolden helt ud i Lyons Rhone-flod i 1984. Mit eget første EM-minde er, da den kroatiske stjerne Davor Suker lobber bolden over Peter Schmeichel i 1996 (fra ca. 0:30). Grænsen mellem succes og fiasko er hårfin. Derfor bliver EM-slutrunder også en forlængelse af vores egne individuelle liv – uanset om vi er familiefædre eller franske filosoffer.

Det er også i slutrunder, at vi finder vores nye idoler på tværs af landegrænser. Personligt spår jeg, at navne som tjekkiske Adam Hlozek, svenske Alexander Isak, hollandske Ryan Gravenberch, kroatiske Josko Gvardiol, spanske Pedri og den kun 17-årige polak Kacper Kozlowski vil være at finde på fodboldfeinschmerckernes læber i den næste måned. Alle er de U21-spillere, der står på tærsklen til deres store internationale gennembrud. De er ligeledes en del af nyere taktiske strømninger med større fleksibilitet, højere presspil og mere målsøgende angrebsspil. Med fleksibilitet menes, at Italien og Tyskland vil frembringe mindre om Spaniens tiki-taka-europamestre, mens fx Holland vil sætte totalfodbolden på pause og forsvare dybere i et mere defensivt udgangspunkt.

Dette er blot krymmel til slutrundens superstjerner som Cristiano Ronaldo, Kylian Mbappe, Harry Kane og Christian Eriksen, som er velkendte navne i den brede befolkning. Men det forunderlige og fantastiske ved fodbold er uforudsigeligheden. I modsætning til fx håndbold er det ikke altid det bedste hold eller de bedste spillere, der vinder – og i modsætning til de årlige håndboldslutrunder, så er det en slutrunde med stor international bevågenhed og paneuropæisk engagement.

Derudover så spår jeg, at særligt de indledende kampe mestensdels bliver en jammerligt kedelig fodboldomgang. Vi så i 2016, efter UEFA lavede turneringsformatet om, betydningen af, at tre ud af fire hold fra nogle grupper vil avancere til 1/8-finalen. Det betyder, at en del hold sandsynligvis vil spille med håndbremesen trukket. Det sås hos de senere vindere Portugal i 2016, der nåede finalen efter tre gange uafgjort i gruppespillet mod Ungarn, Island og Østrig, en sejr i forlænget spilletid i 1/8-finalen mod Kroatien, en sejr i straffesparkskonkurrencen i kvartfinalen mod Polen, en sejr over Wales i semifinalen og en sejr i forlænget spilletid i finalen, da fodboldens Haddaway, one-hit wonderet Éder, pludselig dukkede op ud af det blå og scorede mod hjemmebanefavoritterne fra Franrig.

Endeligt spår jeg, at vi kommer til at tale rigtigt meget om VAR. Det er der sagt meget om, og jeg kommer stensikkert ikke til at bruge tid på en folkebevægelse imod det i et seriøst magasin. Jeg vil blot påpege, at der er en vis rimelighed i at kampens officials, der i modsætning til mange fodboldtilhængere trods alt har et dommerkort, til tider får mulighed for at gense en given situation. Men disse diskussioner giver også slutrunden sin charme.

Og vinder Danmark EM? Nej, det gør de ikke, men mindre kan også gøre det. Og selvom Frankrigs verdensmestre er store favoritter, så er jeg heller ikke sikker på, at Simone Weil ville gå så meget op i slutrunden, hvis hun ikke var død af tuberkulose i en alt for ung alder. Ville hun have forståelse for fascinationen af dette helle i fodboldens borgerkrig? Det er måske mere sandsynligt. Weil mente jo også, at ’tilknytning er den store skaber af illusioner’. Og jeg glæder mig til, at vores håb, tilknytning og omgangskreds bidrager til endnu en magisk slutrundesommer. Jeg glæder mig til EM, og på mandag er Henning fra marketing over weekenden gået fra hobbyepidemiolog til mandagstræner.

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: UEFA

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “essay”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.