I dag fylder den franske præsident Emmanuel Macron 40 år. Han er europæer helt ind til benet og mener, at Frankrigs storhed går via – og eksisterer i kraft af – det europæiske projekt. Ambitionen er et tættere, mere effektiv og solidarisk EU. I anledning af præsidentens runde fødselsdag gør vi status på Frankrigs europæiske ambition.   

Baggrund af Dyveke Vestergaard Johansen

21.12.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | ”Frankrig kan ingenting uden Europa. Ingen medlemslande har en chance alene, hverken inden for energi-, teknologi- eller demografikonkurrencen. Skal de fremtidige europæiske generationer bibeholde en rimelig købekraft, skal der ske virkelig meget. Det er hovedårsagen til, jeg stemte på Emmanuel Macron,” forklarer 60-åtige Bassem, der er finansiel rådgiver i Paris.

I snakken med Bassem for at forstå den franske folkestemning omkring Macrons europæiske projekt kommer det også frem, at den sværeste udfordring er, at vi endnu ikke har besluttet os for, hvad Europa skal være. Og ja man må sige, at det bestemt ikke står særlig klart lige nu, hvad Europa skal være. Tag bare regeringskrisen i Tyskland, retsstatsproblemer i Polen og populismens fremmarch senest med det østrigske frihedspartis indtræden i landets regering.

I Frankrig er der dog opbakning til Europa. 57 procent af franskmændene er tilhængere af Frankrigs tilslutning til det europæiske projekt, modsat 31 procent der ikke er det. Og 43 procent mener, at deres præsident bør have EU som sin hovedambition, viser en meningsmåling fra under præsidentvalgkampen i marts 2017.

En stærk vision for Europa
Europahymnen Beethovens 9. symfoni var præsidentens sejrsmelodi, da han vandt valget den 7. maj i år. Foran Akropolis i Athen, demokratiets vugge, udstak han sine første europapolitiske idéer til den europæiske ungdom. Emmanuel Macrons ambitiøse europapolitiske ønskeliste for EU-samarbejdet blev fremlagt på det historiske universitet Sorbonne i hjertet af Paris. Fødselsdagsbarnet er europæer helt ind til benet og lægger på ingen måde skjul på det. EU og Bruxelles er os alle sammen. Medlemslandenes fælles værk.

”Frankrig er kun sig selv, når landet har en stærk vision for Europa”, sagde præsident Macron søndag den 17. december i et af de sjældne tv-interviews på fransk fjernsyn. Men ellers var der ikke meget om Europa og hans europæiske ambition i interviewet, der gjorde status efter de første syv måneder ved magten. Og præsidenten ønskede heller ikke at kommentere på Angela Merkel eller Theresa Mays indenrigspolitiske udfordringer.

Europa er Frankrig og Tyskland
For Macrons europæiske drømme bremses i øjeblikket af Tyskland og Angela Merkels realpolitiske udfordringer med at danne en ny regering. Viljen til at drive den fransk-tyske akse frem, som primusmotor i det europæiske samarbejde, er stærk, men indtil videre stort set ren hensigtserklæring, hvilket fremgik på de tos pressemøde efter det sidste EU-topmøde i Bruxelles i midten af december. Inden marts 2018 vil de to lande prøve at finde et kompromis om reformen af eurozonen på baggrund af Emmanuel Macrons forslag fra september.

Ser man i bakspejlet, lancerede Macron måske sin europapolitik lidt for hurtigt i forhold til den tyske kalender. Men omvendt er de tyske regeringsdannelsesudfordringer uforudsigelige. Selvom den europæiske reformkalender går langsommere, end hvad Frankrig ønsker, så er det lykkedes dem at sætte sig i førersædet. Lige nu er det Emmanuel Macron og ikke Angela Merkel, der sætter den europæiske dagsorden. Så godt nok lader den vigtige økonomiske dagsorden vente på sig, men en lille sejr er allerede i hus.

Europæiske resultater?
Årets sidste EU-topmøde blev overskygget af skilsmisseforhandlingen med Storbritannien og migrationsspørgsmålet, hvor der mangler intern solidaritet i forhold til flygtningekvoter.

Macron har ønsket handling og tempo – og der er konkrete resultater – understregede præsidenten på dette fælles pressemøde med Merkel efter topmødet. Men konkrete resultater blandet ind i budskaber, som ”vi har en fælles vilje” eller ”den intensive europæiske mødeaktivitet vidner om handling” lader nu alligevel indtrykket af langsom fremdrift på de europæiske resultater stå.     

Håndgribelige beslutninger er der dog. For eksempel EU forsvarssamarbejdet PESCO og vedtagelsen af 17 samarbejdsprojekter, blandt andet inden for logistisk samarbejde, bekæmpelse af cyberkriminalitet og oprettelsen af en medicinsk kommando, forklarer avisen Information. Danmark og Malta er ikke med i forsvarssamarbejdet. Et andet eksempel er, at den franske præsident fik den symbolske sejr i hus med et kompromis om udstationeringsdirektivet – reglerne om firmaers udstationering af medarbejder for at løse opgaver i et andet EU-land – i oktober 2017. Løftet, om at Europa også kan beskytte og ikke fremmer social dumping, fra præsidentvalgkampen blev dermed opfyldt.

Macron har succes med reformer
De europæiske partnere, herunder selvfølgelig Tyskland, følger også med stor interesse med i, om det nye franske statsoverhoved lykkes med at reformere Frankrig. Der er tempo og handling i ”start-up nationen” Frankrig, som præsidentens ledelsesmetode kaldes i den franske presse.

Og indtil videre gennemfører Emmanuel Macron faktisk sit reformprogram som planlagt uden de store besværligheder.

Den omfattende og hurtige arbejdsmarkedsreform er den første, der blev ført ud i livet via et lovteknisk knep, hvor regeringen gjorde brug af bekendtgørelser for at undgå en langvarig parlamentsdebat. Præsidenten mødte ingen nævneværdig opposition inklusiv fra fagforeningerne, der kun lykkedes med at mobilisere til sporadiske gadeprotester. Modsat hvad der ellers ofte er den franske tradition ved arbejdsmarkedsreformer.

I de første tre måneder af 2018 tager den franske regering fat på flere andre tunge reformer blandt andet af arbejdsløshedssystemet og den statslige offentlige sektor, ifølge avisen Le Monde. Frugten af reformerne vil dog først kunne plukkes om to til tre år og nogle først i slutningen af hans femårige embedsperiode, understregede Emmanuel Macron i interviewet på France 2.

Præsidenten har også formået at vende sommerens modvind i popularitetsmålingerne med beskyldninger om en for autoritær stil til medvind. En af grundende til præsidentens stigende popularitet er, at han handler og samtidig holder sig til sit valgprogram, udtaler Frédéric Dabi fra meningsmålingsinstituttet IFOP til Europe 1.

Europaparlamentsvalget 2019
Næste gang Emmanuel Macron og La République En Marche møder de franske vælgere er til Europaparlamentsvalget i 2019. Og denne valgseance, der er første vælgertest to år inde i Macrons embedsperiode, forberedes allerede nu.

En valgreform, der har tilslutning fra næsten alle de andre politiske partier, skal gøre opstillingslisterne nationale og ikke regionale, som de har været det i Frankrig siden 2004. Desuden vil præsidenten skabe plads til hans ønske om transnationale lister på det europæiske niveau, som de 73 tomme britiske EU-parlamentssæder vil gøre plads til. Men konsensus omkring de transnationale lister blandt EU-medlemslandene vurderes til at være svært opnåelig.

Og denne tilbagevenden til nationale opstillingslister møder kritik fra den konservative opposition Les Républicains, for blot at skulle kompensere for at La République En Marche mangler synlighed lokalt i regionerne.

Europaparlamentsvalget 2019 er et vigtigt møde mellem Emmanuel Macron og de franske vælgere for at få hans folk ind og særligt det ekstreme højreparti Front National ud. Ved 2014 valget gik sejren til Le Pens parti med 24 ud af de 74 franske EU-parlamentssæder. Den franske præsident har også sat sig i det europæiske førersæde for at undgå, det sker igen.

Dyveke Vestergaard Johansen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Hun har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu Paris-baseret freelancejournalist.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Geert Vanden Wijngaert.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.