Den nyvalgte franske præsident har været til sit første EU-topmøde og kunne vise resultater i form af væsentlige EU-beslutninger inden for forsvar og terrorbekæmpelse. Han har dog måttet give foreløbigt op i forhold til en af den franske valgkamps mærkesager, nemlig stramningen af direktivet om udstationering af arbejdstagere.  

Analyse af Dyveke Vestergaard Johansen

27.06.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Et stærkt Europa, men som også beskytter. Det er den nye franske præsident Emmanuel Macrons vision for det europæiske samarbejde for at imødekomme populismen og EU-skeptikerne.

En af bestanddelene i opskriften er et opgør med Europas interne sociale dumping for på den måde at komme den ulige konkurrence fra de østeuropæiske lande til livs.

Selvom den franske præsident efter sit netop overståede første EU-topmøde kunne vise resultater i form af væsentlige EU-beslutninger inden for forsvar og terrorbekæmpelse, så står det anderledes til med udstationeringsdirektivet, som han arbejder for at få ændret. 10 af de østeuropæiske lande synes, at Macrons linje er protektionistisk. Og Danmark frygter pres på sin særegne sociale model, hvis der EU-lovgives på områder – et eksempel er mindstelønskravet – som hos os varetages af de sociale parter.

EU-landene har arbejdet på at ændre udstationeringsdirektivet fra 1996 siden marts 2016. Udstationering bør ikke forveksles med den vandrene arbejdskraft, som er når, for eksempel, en polsk håndværker bliver ansat i en dansk virksomhed. Den udstationerede medarbejder er derimod ansat i et firma i hjemlandet og udsendt for at løse opgaver for dette firma i et andet EU-land.

Macron lovede for under en måned siden, da han besøgte skibsværftet i Saint-Nazaire, at ændringen af direktivet, en af præsidentens meget omtalte mærkesager fra valgkampen, ville være i hus 15. juni. Men det skete ikke. Frankrig modsatte sig EU-Kommissionens kompromistekst, der skulle lande sagen før EU-topmødet. Paris vil gå endnu længere end Kommissionens forslag. Beslutningen er udskudt til efteråret.

Redningsindsats i Frankrig
Men ”vi vil gøre vores bedste”, sagde Macron, da han 9. juni lancerede redningsindsatsen af den lukningstruede virksomhed GM&S, som producerer udstyr til bilindustrien. 277 arbejdspladser og den næstestørste, private arbejdsplads er på spil i departementet La Creuse, der ligger i midten af Frankrig og har i omegnen af 120.000 indbyggere.

En særlig kriseenhed i præsidentpalæet skal klare skærene og arbejde aktivt for, at virksomheden bliver opkøbt og arbejdspladserne bevaret. Desuden er økonomiminister Bruno Le Maire sat på sagen. Han holder møder med medarbejderrepræsentanterne, der truer med at blokere afviklingen af Tour de France, og mulige købere. Og dem er der ikke mange af, hvis overhovedet nogen. Ministeren har også fået GM&S’ to største kunder, de franske bilproducenterne Renault og PSA, til at bestille flere varer i 2018.

Brandfarlig indenrigspolitik
For i Frankrig er lukningstruede virksomheder et brandvarmt indenrigspolitisk emne med en arbejdsløshed, der nærmest konstant har været på omkring 10 procent de seneste mange år. De franske lønninger sammenlagt med arbejdsgiverbidragene er for høje til at være konkurrencedygtige internationalt, og det ufleksible arbejdsmarked gør det endnu sværere.

Som Emmanuel Macron siger i sit første store interview efter valget til Le Figaro og syv andre europæiske aviser, så kan han ikke forsvare over for den franske middelklasse, at nogle franske virksomheder flytter til Polen, fordi det er billigere, samtidig med at andre hyrer polsk arbejdskraft, fordi det er også billigere: ”Systemet fungerer ikke,” siger han.

Udstationerede arbejdere i Frankrig
200.000 arbejdere var udstationeret til Frankrig i 2016. Landet var det næstestørste modtagerland efter Tyskland med 400.000 europæiske gæstearbejdere. På tredjepladsen kom Belgien med 160.000.

Men derudover vurderes det, at 290.000 ulovlige udstationerede arbejdede i Frankrig.

De udstationerede arbejdere fra andre europæiske lande er et problem, der stiller de franske virksomheder svagere i konkurrencen.

Problemet er ikke udstationeringer, der sker på ordentlige vilkår og respekterer EU-retten. Det er kernen i det indre marked og en styrke for Europa. Nej problemet opstår, ifølge Emmanuel Macron, når der snydes og lønninger og vilkår ikke matcher de franske.

Macron var således den eneste af præsidentkandidaterne ved det nylige valg, der forsvarede udstationeringsdirektivet under valgkampen. Tanken bag er god, men det skal foregå på en ordentlig måde.

De udstationerede arbejdere irriterer særligt på landet, forklarer bloggen Euroaktive.fr og Macrons parti En Marche vurderer, at udstationeringerne favoriserer EU-skeptikerne og giver stemmer til det ekstreme højrefløjsparti Front National.

Den franske strammerlinje vil gøre op med snyd
En udstationering bør maksimum vare et år, mener Macron. Men EU-kommissionens forslag er to år. Kost og logi skal ikke kunne være en del af lønnen, men skal komme i form af transport-, bolig- og kostgodtgørelser. Det forhold er slet ikke inkluderet i Kommissionens forslag.

Desuden skal der tages mere seriøse tiltag mod snyd. Paris forslår, at Kommissionen får ansvar for en platform, så medlemslandene kan udveksle informationer om virksomheder, der snyder.

Frankrig ønsker med en stramning af direktivet om udstationering af arbejdstagere at komme uretfærdig konkurrence fra særligt de østeuropæiske lande til livs.

Emmanuel Macron kan regne med Tyskland. Italien, Belgien og Østrig er også ramt hårdt af de samme udfordringer som Frankrig.

Danmarks udfordring er den sociale model
Ti lande – Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet og de baltiske lande – ønsker derimod ikke at følge den franske linje. Den er protektionistisk, mener de. Og det er jo også virksomhederne i Østeuropa, der tjener penge ved at udstationere arbejdere i Vesteuropa. Den franske præsident planlægger at mødes med flere af de østeuropæiske ledere i den kommende tid.

Danmark, som også har problemer, er indholdsmæssigt på linje med den franske tankegang, men frygter at ændringerne af direktivet kommer i konflikt med vores særegne sociale model. Frankrig ved godt, at Danmark sandsynligvis kan spises af med en eller anden form for ”safeguard” om hensyntagen til de respektive landes sociale model og måder at gøre tingene på. Danmark vil ikke blokere.

Som sagen står nu, så er det ikke lykkedes at finde et kompromis, fordi Macron står fast. Og det kan i sidste ende vise sig at blive en indenrigspolitisk fordel. Hvis Frankrig altså vinder kampen.

For til efteråret, når franskmændene også skal sluge en arbejdsmarkedsreform, så kan præsidenten sandsynligvis servere et europæisk resultat og på den måde vise velvilje over for fagforeningerne og formindske kritikken fra de vælgere, der er faldet for populismen.

Reform på vej
Og de europæiske partnere følger med stor interesse med i, om det nye franske statsoverhoved lykkes med den arbejdsmarkedsreform.

Planen er en omfattende og hurtig reform, der skal gennemføres via et lovteknisk knep, hvor regeringen gør brug af bekendtgørelser for at undgå en langvarig parlamentsdebat. Den tidligere præsident Francois Hollandes firsøg op at gennemføre en arbejdsmarkedsreform førte til omfattende protester rundt om i Frankrig.

Macron vil nu gå endnu længere end Hollande og indføre mere fleksibilitet med større mulighed for tidsbegrænsede ansættelser og gøre det billigere for virksomhederne at fyre.

Både indhold og form forventes at kunne sætte sindene i kog i landet, hvor reformer traditionelt er svære at gennemføre.

Præsidenten har interesse i at levere resultater, for på trods af jordskredssejr, så står han svagere efter parlamentsvalget.

Godt nok er flertallet i Nationalforsamlingen hjemme med 308 sæder ud af de 577, men den lave valgdeltagelse slog alle rekorder.

Kun 42,64 procent af vælgerne valgte at gå til stemmeurnerne i parlamentsvalgets afgørende runde. Den største vælgergruppe er passive og afventer, hvordan Macron vil bære sig ad. Den socialliberale præsident skal vise, at globaliseringen ikke kun gavner de rige.

Dyveke Vestergaard Johansen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Hun har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu Paris-baseret freelancejournalist.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Thibault Camus.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.