Det europæiske projekt skriger på en renæssance, hvorved EU’s værdi atter bliver synligt for den enkelte borger. Den gode nyhed er, at en sådan genfødsel er på vej – i form af en europæisk energiunion. Lykkes projektet, vil det gavne både den enkelte forbrugers pengepung, kontinentets sikkerhed og hele klodens klima. Det er derfor tid til at droppe illusionen om, at energipolitik bedst varetages nationalt. Lad os tænke europæisk i stedet.

20.11.2015 | ENERGIUNION | Den store klimakonference, COP 21 i Paris, nærmer sig med hastige skridt. Der har i den forbindelse været ivrig diskussion og skarp kritik af regeringens foreslåede omprioritering på klimaområdet.

Debatten omkring den såkaldte ”grønne realisme” anskuer forholdet mellem grønne ambitioner og økonomisk vækst som et nulsumsspil, hvor det ene element kun kan øges på bekostning af det andet. For at indse, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet, kræver det dog blot, at vi hæver blikket fra egen navle og tænker større.

De sande ambitioner om at redde kloden og øge gevinsten fra grønne teknologier vil aldrig kunne indfries ved at fokusere på Danmark alene. Fremgang kræver samarbejde, og EU er den perfekte platform til at opnå de fordele, som Europas lande ikke på egen hånd kan indfri. Derfor er der behov for øget fokus på EU’s energi- og klimapolitik og den renæssance, som området har oplevet de seneste år.

Den europæiske energiunion har nemlig enormt potentiale for både en stærkere klimaindsats og betydelige økonomiske gevinster, som den enkelte borger vil kunne mærke og nyde godt af.

Ukraine-krisen sætter skub i udviklingen
En fælles energipolitik har været på tegnebrættet siden EU’s grundlæggelse. Området fik dog først for alvor først fremdrift i 2007. Her blev EU-landene enige om de tre centrale målsætninger for en europæisk energipolitik: reduktion af drivhusgasudledninger, en mere sikker energiforsyning, samt etableringen af et reelt marked for energi i EU.

I kølvandet på Ukraine-konflikten fik projektet med den nye Juncker-Kommissions tiltrædelse fornyet opmærksomhed. Kommissionen lancerede således den 25. februar i år sit storslåede forslag til en europæisk energiunion.

Den ansvarlige næstformand fra Kommissionen, slovakiske Maroš Šefčovič, har derfor siden maj været på en tour-de-Europa, hvor han forsøger at realisere ambitionerne gennem konkrete forslag og en åben dialog med de enkelte medlemslande.

Det, der gør EU’s energiunion til et særligt projekt, er, at der på alle parametre er en win-win-win situation, hvor både medlemslande, virksomheder samt den enkelte EU-borger vinder.

Fri bevægelighed for energi
En af de primære gevinster herved er af økonomisk karakter. De grundlæggende principper i EU’s indre marked er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital.

Nu skal det indre marked have en femte frihed: energi. Strategien for energiunionen indeholder fem dimensioner, og en af de afgørende elementer er et fuldt ud integreret europæisk energimarked. For som det ser ud i dag, har de europæiske lande nemlig ikke mulighed for at udnytte og fordele Europas energi optimalt.

En fælles europæisk energipolitik vil for alle EU-lande betyde både reduktion af emissioner, mindre afhængighed af Rusland, flere arbejdspladser i medlemslandene og billigere energi for den enkelte forbruger.

Et tæt samarbejde på det europæiske energimarked er lige så vigtigt som oprettelsen af det indre marked i 1980’erne, men vejen dertil er ikke simpel. EU består i dag af 28 nationale energimarkeder med 28 forskellige energipolitikker. For at integrere disse i ét reelt energimarked kræves både fysisk sammenkobling og ét fælles regelsæt.

Flere grønne jobs, lavere energiomkostninger
Et godt udgangspunkt er de eksisterende regionale energinet såsom det nordiske ”Nordpool”, hvor de skandinaviske lande handler med strøm døgnet rundt. Hvis hele EU følger dette eksempel og bliver forbundet med kabler, vil det blive muligt at udnytte den producerede energi langt mere effektivt.

Således kunne vindmøllerne i Nordsøen levere el sydpå, når det blæser, og spansk solenergi kunne transporteres nordpå, når solen skinner. En bedre udnyttelse af europæisk energi samt en større konkurrence på det europæiske energimarked vil i sidste ende betyde lavere elregning for både borgere og virksomheder.

Der vil også være en direkte gevinst for dansk erhvervsliv: Den årlige eksport af grøn teknologi og energirigtige løsninger i Danmark er på over 65 mia. kr., og sektoren beskæftiger 58.000 mennesker. Et indre energimarked vil øge vækstmulighederne markant.

De globale klimaforandringer er den anden grund til, at de europæiske lande i højere grad skal koordinere deres nationale energipolitikker. I 2030 skal EU’s drivhusgasemissioner reduceres med 40 pct. i forhold til niveauet i 1990.

CO2-reduktionen skal særligt ske i transport- og byggesektoren. Opvarmning og afkøling er nogle af de største energislugere i EU, og derfor skal bygninger blive langt mere energieffektive.

Indenfor rammerne af energiunionen vil EU således give økonomisk støtte til energieffektvisering. Dette vil ikke bare resultere i lavere drivhusgasemissioner, men også i nye, grønne jobs og lavere energiomkostninger for den enkelte forbruger.

Medlemslandene hænger i bremsen
Det kan undre, at EU ikke for længst har oprettet et effektivt indre energimarked, når der er så mange øjensynlige fordele. Forklaringen skal findes i en stædig modvilje hos de fleste medlemslande overfor øget energipolitisk integration.

En del af årsagen er politisk. Et reelt europæisk energimarked forudsætter tillid mellem de enkelte EU-lande. Mange medlemslandene værner imidlertid nidkært om deres energipolitiske suverænitet og hævder retten til selvbestemmelse på området. En sådan selvstændighed er imidlertid i forvejen illusorisk, idet Europa i meget høj grad er afhængig af energiimport fra lande som Rusland, Saudi-Arabien og Qatar.

Økonomiske særinteresser spiller også en rolle. Nationale elproducenter er typisk meget indflydelsesrige aktører, som ikke er interesseret i øget konkurrence fra ét samlet europæisk marked. Disse monopolvirksomheder kæmper derfor indædt for deres egne særinteresser, og når medlemslandene tager hensyn dertil, går samfundet som helhed glip af lavere elpriser og større valgfrihed.

EU, når det er bedst
Som mange andre lande lider Danmark under sådanne protektionistiske tiltag. Eksempelvis skulle den såkaldte ”elmotorvej” fra Jylland til Tyskland i teorien gøre det muligt for Danmark, Sverige og Norge at afsætte noget af vores store vindenergiproduktion på det tyske marked. Tal fra Energistyrelsen viser imidlertid, at forbindelsen er blokeret 86 pct. af tiden.

Taberne er både danske producenter, som ikke kan tjene penge på deres strøm, og tyske forbrugere, som skal betale en højere elregning.

Denne slags nationale særinteresser er til skade for både miljøet og samfundsøkonomien. Det er tid til at droppe illusionen om, at energipolitik er bedst, når det varetages nationalt. Uden et integreret energimarked, hvor alle EU’s lande er forbundet via fri konkurrence, vil energiunionens enorme potentiale for både klima, økonomi og sikkerhed aldrig blive indfriet.

Her er i sandhed tale om et område, hvor EU kan frembringe absolutte fordele, som de enkelte nationalstater ikke selv kan opnå. Det er med andre ord EU, når det er bedst.

Budskabet til medlemslandene er derfor klart: Drop hensynet til de snævre interesser og fokusér på én fælles, europæisk energipolitik, der bringer renere luft, mere sikker forsyning og langt lavere elregninger til alle europæiske borgere.

Caroline Bertram, Helene Ørgaard Iversen, Lisa Koch og Stanislav Stanchev er tilknyttede Europa Akademiet ved Tænketanken EUROPA

Billede i artiklens top af Maroš Šefčovič (næstformand for Europa-Kommissionen med ansvar for Energiunionen) og Martin Schulz (formand for Europa-Parlamentet): Flickr Creative Commons / © European Union 2014 – European Parliament