Den franske præsident, Emmanuel Macron, forsøger at skabe ny interesse for Europa. Det er i virkeligheden et første skridt til at skabe en europæisk renæssance som global aktør, ikke som kolonimagt, men som partner i en multilateral verden, hvor Europa kan blive et alternativ til supermagterne USA og Kina.
Analyse af Hugo Gaarden
Langt om længe tør en politiker sige, at Europa har noget væsentligt at byde på – både på hjemmefronten og på globalt plan. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har appelleret til europæerne om at skabe en renæssance. Han rammer nogle tendenser i tiden.
Det bemærkelsesværdige ved Macrons indlæg i sidste uge i nogle af de førende aviser i alle EU-lande var, at han ikke kun kom med konkrete forslag, men at han lagde op til nytænkning omkring EU, netop ved at gribe fat i de klassiske europæiske værdier. ”Det er den europæiske civilisation, der forener os, der gør os frie, og som beskytter os.”
Han forsøger at indgyde europæerne selvtillid. Europæerne skal lade være med at være så selvfokuserede, som halvdelen af briterne er. De skal fokusere på den unikke samarbejdsmodel, der ikke ses andre steder i verden. Den har noget at byde på, som hverken USA eller Kina kan klare.
Det er ikke kun på hjemmebanen, at europæerne kan få glæde at en renæssance. Efter at Europa i efterkrigstiden har vænnet sig til at arbejde sammen – gennem etablerede institutioner – kan Europa atter få en stærk global rolle, ikke som kolonimagt, men ved at etablere et bedre samarbejde mellem nationer og politiske systemer – i en multilateral og multikulturel verden.
Macron er ikke den første, der taler om en særlig europæisk rolle eller en mere uafhængig linje i forhold til USA. Den tyske kansler Angela Merkel var den første. Det skete, efter at hun havde mødt præsident Donald Trump, mens Macron forsøgte at lefle for ham! Til gengæld har Macrons erkendelse af realiteterne fået ham til at løfte blikket fra det dagligdags arbejde med at få EU til at fungere – for at lave skitsen til en revitaliseret europæisk idé og model med konturerne til en global rolle for Europa. Merkels formodede efterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer, har prompte fulgt op på Macrons udspil.
Macron er på linje med tendenser verden over. Det har vi overset, formentligt fordi alle har været optaget af populismens og nationalismens fremmarch i Europa og USA, og fordi hverken politikere eller eksperter har turdet tale åbent om de europæiske værdier. Den hæsblæsende kinesiske fremmarch skaber mere frygt end forsøg på at forstå kineserne. Vi har heller ikke forsøgt at finde en verdensorden, der giver plads til forskellige politisk systemer og interesser. Udtryk som multikulturel og multilateral har været ringeagtet, ikke bare fra præsident Donald Trumps side.
Den udenrigspolitiske kommentator Gideon Rachman på Financial Times havde for nylig en interessant analyse om ”civilisations-stater”. Han henviser til, at kineserne og inderne – og til dels russerne og tyrkerne – er begyndt at tale om deres nationer som civilisationer, hvor historie, kultur og religion kædes sammen med den aktuelle, nationale stat, og at det – ifølge dem selv – giver dem en stærkere værdi end bare en stat. Kineserne har gennem historien skiftevis været åbne og lukkede for omverdenen. Russerne har i et par århundreder forsøgt at finde en balance mellem den asiatiske og europæiske kultur. Disse civilisationer har et selvværd, der giver dem tillid til deres egne værdier og normer, og de vil ikke underkaste sig vestlige værdier som de eneste rigtig, og slet ikke nu, hvor den økonomiske magt kommer til at ligge uden for Vesten.
Det er nøjagtigt dén udfordring, Macron prøver at give et svar på. Europa er også et mix af historie og mangfoldighed. Hvorfor så ikke trække på den erfaring? Han henvender sig i sit omfattende indlæg næsten mere til briterne end til alle andre, for han finder Brexit’en symbolsk for den krise, Europa befinder sig i, fordi mange europæer er bange for indvandring, globalisering, teknologiske og økonomiske forandringer.
Han langer voldsomt ud efter Brexit-tilhængerne og kalder dem for løgnere og manipulatorer. Han har flere gange sat navn på den værste af dem, den tidligere udenrigsminister Boris Johnson. Det er kun ekstremt få europæiske politikere, der tør gøre det samme, og det er kun ganske få, der tør sige sandheden til briterne: Hvis de vil undgå en ny nordirsk konflikt eller en opløsning af United Kingdom, så kan de ikke forlade EU. Hvorfor kan de ikke være britiske i et europæisk fællesskab? Hvorfor kører debatten i Storbritannien og Europa udelukkende på forskellige versioner af en Brexit, som hver især er mere håbløs end den anden? Hvor er debatten om værdien ved at blive i EU? De andre europæiske ledere i klubben glimrer generelt ved deres fravær.
Macron advarer europæerne om, at de optræder som søvngængere, der vandrer ud i håbløsheden, ligesom landene op til Den første Verdenskrig gik i krig som søvngængere. Dermed kommer han så med eksempler på nogle grundlæggende revitaliseringer, f.eks. en bekæmpelse af amerikanske internetgiganter og en styrkelse af erhvervslivet i konkurrencen med nye globale giganter, ikke mindst de kinesiske, og med etablering af nogle spilleregler, så nationer ikke dominerer andre.
Hér er der igen nogle globale tendenser. Førende europæiske, liberale medier som Financial Times og The Economist har længe argumenteret for reformer af kapitalismen, så alle værdier ikke ophobes på én procent, mens flertallet af befolkningen står i stagnation eller får tilbagegang. Blandt de nye præsidentkandidater hos Demokraterne i USA lyder der socialistiske toner. Der er voksende krav overalt om en omfordeling af de økonomiske værdier, men kravene er ikke detaljerede. Det er måske kun et spørgsmål om tid, inden nogle bliver praktiske som personerne bag de danske landboreformer, nemlig tyske adelige, der var kongeligt ansatte: Godserne skulle fordele en del af jorderne til de frigivne bønder for at skabe en ny dynamik i samfundet. Som bekendt kender vi resultatet.
Det er interessant, at en fransk investmentbanker er ved at stå i spidsen for et konkret alternativ til USA og Kina. Det kan tilmed blive en model for resten af verden, og den er så europæisk, som noget kan være. Måske vil briterne besinde sig og give sig selv nogle måneders tænkepause – og blive, hvor fremtiden ligger. Det vil tre fjerdedele af alle nye britiske vælgere.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Francisco Seco/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 