For at en minoritet skal kunne bibeholde både sin sproglige og kulturelle identitet, så kræver det en kulturel infrastruktur i det enkelte land. Det mener Nils Torvalds, finlandssvensk medlem af Europa-Parlamentet. Finlandssvenskernes status fremstår i en europæisk sammenhæng som et mønstereksempel på de minoritetsrettigheder og vilkår, som EU bakker op om. Men i lande, hvor statskulturen ikke understøtter minoriteter, er EU egentlig ganske magtesløs.
Interview af Anders Engberg
TEMA: EUROPÆERNES VALG | KANDIDATERNE | Jeg møder finlandssvenskernes repræsentant i Europa på dennes kontor i Strasbourg, der er et par numre større end et velvoksent klædeskab. Over for mig sidder en ældre, velholdt mand og taler sin finske udgave af det svenske sprog, der forekommer at have en hårdere tone end det rigssvenske. Bedømt efter fødselsåret, 1945, er Nils Torvalds en rigtig 68’er, og han var da også en venstreorienteret studenterpolitiker som ung. Siden 2012 har han repræsenteret Svenska Folkpartiet i Europa-parlamentet, og han stiller op igen til valget i slutningen af maj 2019.
Svenska Folkpartiet er lidt anderledes end de fleste partier, forklarer Nils Torvalds. Partiet får 80% af stemmerne blandt det svensktalende mindretal i Finland, men da dette kun udgør ca. 5% af befolkningen, må partiet appellere bredere for at have en chance i finsk politik. Og det må appellere bredt i traditionel partipolitisk forstand, lige fra socialdemokraterne til de konservative i en dansk sammenhæng. Det er et midterparti, der søger samarbejde, og har siddet i regering i lange perioder af efterkrigstiden, men ikke gør det i skrivende stund.
For et parti, der har sit udspring i et sprogligt og kulturelt mindretal er det klart, at kulturelle rettigheder er i fokus. Finland har officielt to ligestillede sprog, finsk og svensk, og denne situation skal bibeholdes. I disse nationalkonservative tider bliver det imidlertid udfordret. Nils Torvalds siger det ikke direkte, men det er ingen hemmelighed, at det nye nationale parti, De Sande Finner – i øvrigt et fantastisk navn, som underforstået indikerer, at der findes sande og usande finner – har været kritisk overfor denne officielle sprogpolitik. Partiet mener, at finlandssvenskerne har for mange rettigheder, og at den obligatoriske svenskundervisning i skolerne skal afskaffes. Dette ønske står det dog alene med i det politiske landskab.
Finlandssvenskernes situation er også vanskeliggjort af at den demografiske fordeling i Finland er anderledes end for 50 og 100 år siden.
”Vi har haft en meget kraftig omfordeling af hvor mennesker bor i Finland. Hvis man går tilbage til efterkrigstiden var befolkningen ganske spredt over hele landet. Den svenske befolkning boede hovedsageligt i de vestlige og sydlige landsdele, og en kommune tæt på Helsingfors, Espoo, havde en sprogfordeling, der var omkring 50/50. I dag er forholdet ca. 94% finsktalende og ca. 6% svensktalende, og det skyldes den store bevægelse af befolkningen i landet, dvs. at mennesker, der boede i dele af Finland, hvor man aldrig nogensinde har talt svensk, er kommet til de landsdele, hvor den svensktalende befolkning havde sit stærkeste fæste. Pludselig har vi en anden kulturel situation, som vi nok ikke har været så gode til at forstå,” siger Nils Torvalds.
Trods vanskelighederne, som finlandssvenskerne møder i dag, fremstår de i en europæisk sammenhæng som et mønstereksempel på en minoritets rettigheder og vilkår. Men hvorfor er det så vigtigt for finlandssvenskerne, at der er en officiel tosprogspolitik i Finland?
”For at en minoritet skal kunne bibeholde både sin sproglige og kulturelle identitet, så kræver det en kulturel infrastruktur. Den består af uddannelse, massemedier og kultur i det hele taget, litteratur og hvad som helst, der er kulturelt interessant. Og ser man på minoriteter i Europa, som ikke har haft disse rettigheder, så ser man, at deres muligheder for at overleve er meget sværere. VI har jo også andre minoriteter i Finland, f.eks. samerne. Da de ikke fik alle deres kulturelle rettigheder fra begyndelsen, har de udgjort en undertrykt minoritet, hvilket har indebåret en tvangsassimilation. For at få en uddannelse har man været tvunget til at uddanne sig på finsk.”
Nils Torvalds oplyser, at Svenska Folkpartiet ved folkeafstemningen om finsk medlemskab af EU i 1994 var meget splittet i spørgsmålet. Mange i landbruget, hvor partiet har en vigtig base, var meget skeptiske. I dag er der en erkendelse af at det er nødvendigt at have et system, der kan klare det globaliserede tryk.
Men er man i partiet ikke også glade for EU fordi EU støtter regionale kulturelle og sproglige mindretal, forenet i mangfoldighed, som et kendt EU-motto lyder?, spørger jeg.
”Det er et meget interessant spørgsmål, og det er bestemt ikke problemfrit. Vi har mange europæiske stater, som ikke understøtter sine minoriteter. Vi kan tage Ungarn, hvor roma-befolkningen ofte er ilde stedt. Vi kan tage Rumænien, hvor den ungarske befolkning ofte er udsat for besværligheder, diskrimination. Så vi har i mange europæiske lande en stærk kultur, som forholder sig negativt til minoriteter. Vi ser således, at det er utrolig vigtigt, at vi har en statskultur, der understøtter minoriteter, for det skaber muligheder for at anvende EU’s principper om at støtte mindretal. I lande, hvor statskulturen ikke understøtter minoriteter, er EU egentlig ganske magtesløs. Dette er et godt eksempel på hvordan problemløsninger hænger sammen. Vi må løse minoritetsproblemer på et regionalt niveau, på et statsligt niveau, så kan vi også løse dem på et europæisk plan.”
Finland har 13 medlemmer af det nuværende Europa-parlament og vil også have det fremover, afhængig af udfaldet af det eksisterende Brexit-kaos. Et af disse medllemmer er fra Svenska Folkpartiet, og sådan har det været længe. Men kan det fortsætte? Hvordan skaffe et nyt mandat når udgangspunktet er en lille minoritet?
”En befolkning, som består af ca. 5% klarer måske ikke i dag at stå vagt om et mandat. Det afhænger bl.a. af stemmeprocenten blandt finlandssvenskerne. Traditionelt har den været højere, men jeg tror, at vi også har brug for støtte fra den finske side; folk, som støtter os fordi vi står for kulturel diversitet og fordi at vi opfattes, som nogle, der står for gode samfundsløsninger.”
Nils Torvalds mener, at den kommende valgkamp i forbindelse med valget til Europa-parlamentet vil have to store temaer i Finland. Og de adskiller sig ikke fra temaerne i mange andre EU-lande. Emnerne er klima og indvandring.
”Jeg tror, at man ser at den yngre befolkning, som skal leve på denne jord i 50-80-100 år, er meget interesserede i klimaspørgsmålet og meget bekymrede over udviklingen. På min hjemmeside findes et eksempel på en ung dame, som har lavet tegninger om emnet, og jeg forklarer hvad vi har gjort og hvilke udfordringer vi står overfor. En realistisk løsning af klimaspørgsmålet vil være et dominerende tema. Det andet tema er mere problematisk,” fortsætter Torvalds.
”Uanset om man vil det eller ej, kommer det også til at handle om indvandring. I de seneste år har jeg forsøgt at sætte mig ind i emnet ved at læse om det og alle de udfordringer, som indvandring faktisk indebærer. Jeg tror, at vi har været naive. Vi har levet i troen på at integrering af indvandrere er en enkel sag. Men det har vist sig ikke at være så enkelt. Der har været en meget interessant debat om disse forhold i Tyskland i 1950’erne. Da Vesttyskland tog imod først italienske indvandrere, siden grækere og til sidst tyrkiske indvandrere. Alle disse indvandringsbølger er undersøgt, og det viser sig at de italienske indvandrere tilpassede sig ganske let. Det gjorde også de græske indvandrere. Så enkelt og let var det ikke for de tyrkiske indvandrere. Og jeg tror, at vi ville gøre os selv en stor tjeneste ved at se på hvorfor tyrkerne havde svært ved at indpasse sig, og de tyske myndigheder ikke klarede denne opgave. Der ser vi en interessant beskrivelse af de sekulariserede tyrkiske indvandrere, der kom i 1950’erne; sekulariserede i den forstand, at manden ikke gik i moské og kvinden gik ikke med tørklæde. I den kulturelle kollision med Tyskland gik manden i moské og kvinden begyndte at bære tørklæde. Det handler om at man søger en identitet. Jeg tror, at vi har været umådeligt dårlige til at komme med positive løsninger på denne identitetsudfordring.”
Når talen falder på Svenska Folkpartiets visioner for Europa er emnet klimaforandringer igen i fokus hos Nils Torvalds.
”Vi behøver et aktivt civilsamfund og virksomhederne, der skal skabe en klimavenlig produktion. En af de grundlæggende udfordringer i denne sammenhæng er, at vi må skabe klimavenlig energi. Hvis vi ikke klarer dette, klarer vi den ikke. Jeg har for nylig læst en redegørelse for situationen i Slovakiet. Som MEP’er må jeg forstå hvordan de har tænkt sig at løse det. VI kan kun løse dette sammen, men vi må forstå hvordan de enkelte medlemslande fungerer,” slutter Nils Torvalds.
Nils Torvalds
Fødselsår: 1945.
Nationalitet: Finsk.
Parti: Svenska Folkpartiet.
Partigruppe i Europa-parlamentet: ALDE (Alliance of Liberals and Democrats for Europe group).
Hjemby: Espoo.
Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/
Læs hele temaet “Europæernes valg”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 