En offentlighed med enten venner eller fjender

2021-11-06T12:32:25+01:00fredag, 29. oktober, 2021|

Revolutionen i 2014 og krigen i Østukraine har skabt nogle klare billeder af, hvem Ukraines venner og fjender er. Det billede går igen i medierne, der ofte lader sig rive med og direkte udpege landets fjender. Blandt vennerne finder vi den vestlige del af Europa.

Baggrund af Emil Filtenborg og Stefan Weichert

TEMA: MEDIERNE OG DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED | I 2013 og ’14 kæmpede tusindvis af Ukrainere på Majdan Nezalezhnosti i Kiev for at slippe af med landets autokratiske præsident Viktor Janukovitsj. Revolutionen, der siden er blevet døbt EuroMaidan og Værdighesrevolutionen, var foranlediget af Janukovitsj’s beslutning om at smide en associeringsaftale med EU ud til fordel for tættere bånd til Rusland.

Unge døde i hobetal i gaderne, hvor regeringens tropper skød på demonstranterne med rigtig ammunition. Efter tre måneders kamp henover vinteren, gik Janukovitsj af. I løbet af få måneder brød krigen mellem Rusland og Ukraine ud, da Rusland annekterede Krimhalvøen og ukrainske separatister med russisk støtte løsrev de to såkaldte folkerepublikker Donetsk og Luhansk.

Siden har det været linsen som Ukraine ses igennem. Groft sagt ses ukrainerne ofte som en homogen befolkning, der hader korruption og elsker EU, men samtidig bliver de holdt nede af Rusland. Samme billede bliver holdt i live i de ukrainske medier, hvor der ofte – og åbenlyst – bliver udnævnt venner og fjender af Ukraine.

Eksempelvis har Kyiv Post en løbende artikelstribe, der bogstaveligt talt hedder ”Ugens ven og fjende af Ukraine.” Kyiv Post er et af de få engelsksprogede medier i Ukraine, og generelt anses de for at være troværdige og ordentlige, men i lige netop denne serie, lader avisen sine journalister gå til stålet i en art leder-artikler, som ville vække undren i journaliststanden de fleste andre steder.

Venner og fjender
I sidste uge udnævnte en af Kyiv Posts journalister Lloyd Austin, den amerikanske forsvarsminister, som Ukraines bedste ven den uge. Den største fjende var Dmitrij Peskov, Vladimir Putins talsmand, fordi han havde sagt, at Ukraine skulle spørge Rusland om lov til at komme ind i NATO.

”Den atombevæbnede petroleum-mafia-stat, der sidder på blot 1 procent af den globale økonomi, tror, at den har en gudgiven ret til at diktere sine naboer, og den er klar til at bruge militær magt på svagere nationer, når den ikke er glad,” skriver han.

Paradoksalt nok er det netop Rusland, der står i vejen for Ukraines NATO-medlemskab. Det er i hvert fald flere anerkendte eksperters mening. I sommer citerede vi i en artikel for Euronews Henrik Larsen fra Center for Security Studies i Zürich for at sige:

”Det største spørgsmål er, hvorvidt NATO vil kunne forsvare Ukraine eller ej. Hvis du garanterer et lands sikkerhed uden at kunne forsvare det, så underminerer du hele alliancen. Det er enormt urealistisk at NATO kan skræmme Rusland væk. Det er ikke noget NATO vil indrømme, fordi det ville betyde, at de skulle bøje sig for Ruslands bøllemetoder offentligt. Men i virkeligheden er det, hvad der er sket.”

– Foto: Flickr

Oftest i serien om Ukraines venner og fjender, bliver titlen fjende tildelt en, der har noget at gøre med Rusland. Peskov har fået den flere gange, eksempelvis. En gang i mellem sniger en europæer sig ind på listen over fjender, men typisk er det, fordi de har samarbejdet med Rusland eller sagt noget, der ikke behager den ukrainske selvforståelse. Et godt eksempel er Angela Merkel, der gennem årene ofte har været ven af Ukraine, men i sagen om Nord Stream 2, bliver hun ofte hængt ud som en fjende af Ukraine.

Det handler om penge
Uanset om det er på TV eller som online nyheder, og uanset hvad sprog, det bliver leveret på, så er der en klar tendens i de ukrainske medier. Vesten er venner, Rusland er fjender, og Ukraine kæmper det godes kamp i det østlige Ukraine. Der er enkelte ukrainske medier, som afviger fra dette narrativ. Men det drejer sig mere om ejerskab.

En generel udfordring iblandt de ukrainske medier er nemlig, at oligarker ofte ejer medier. Ved det sidste præsidentvalg tog komikeren Volodimir Zelenskij landet med storm og vandt overbevisende først i præsidentvalget og siden i parlamentsvalget, hvor hans parti Folkets Tjener stormede in og dannede et absolut flertal.

Hans succes beroede i høj grad på tv-serien Folkets Tjener, hvor Zelenskij selv spiller hovedrollen: En skolelærer, der efter at have tordnet imod korruption, bliver en helt på de sociale medier. En morgen vågner han og finder ud af, at han er blevet landets præsident, og kampen mod det korrupte system kan begynde.

TV-serien blev vist på tv-kanalen 1+1, der ejes af Ihor Kolomojskij, og i lang tid var der en forventning om, at Zelenskij derfor måtte være i lommen på Kolomojskij. Det er endnu uvist om han har været det på noget tidspunkt, men formodningerne, som var alle vegne i det første år af hans præsidentperiode, er en refleksion af de ukrainske mediers største udfordring: deres ejere.

1+1 er nemlig ikke den eneste kanal, der ejes af en oligark. Også den tidligere præsident og oligark, Petro Porosjenko, ejer sin egen tv-kanal. Ukraines rigeste mand, Rinat Akhmetov, ejer ligeså et medieselskab, og det samme gør sig gældende for den pro-russiske parlamentariker og oligark Viktor Medvedchuk. Og netop Medvedchuk er den eneste, hvis medier skiller sig ud på et redaktionelt plan.

Ifølge regeringen ejer Medvedchuk tv-kanalerne 112, NewsOne og ZIK, selv om de står i et andet navn. Regeringen mener desuden at medierne er ”russiske trojanske heste,” og har på den baggrund lukket for adgangen til kanalerne i Ukraine.

Sanktionerne imod, eller lukningen af, disse tv-stationer har naturligvis mødt en del modstand. Dels er der uenighed om, hvorvidt det overhovedet var lovligt. Dmitro Razumkov, der tidligere var en af præsident Zelenskijs nærmeste allierede, var selv imod lukningen og sagde, at ”det er skidt at lukke tv-stationer, uanset hvem der ejer dem.”

Magasinet Europa har rakt ud til redaktøren for Kyiv Post uden held.

Stefan Weichert og Emil Filtenborg er freelancejournalister, begge til daglig bosat i Ukraine.