Er Aleksandar Vučić manden, der kan føre Serbien mod en bedre fremtid?

Som ung var Serbiens nuværende præsident Aleksandar Vučić rødglødende nationalist og tilhænger af et Storserbien. Siden har han dog tilsyneladende ændret kurs. Han er tilhænger af serbisk medlemskab af EU, men spørgsmålet er, om Serbien under hans ledelse reelt kan – og vil – leve op til kravene om at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet samt at styrke retsstaten. Samtidig anses han som værende særdeles Rusland-venlig, hvilket ikke flugter med EU’s linje.

Analyse af Kasper Buch Tanderup

21.03.2018 | SERBIEN | EU’s proces mod optagelse af Serbien er en realitet. Det virker dermed sandsynligt, at Serbien bliver det næste nye medlem af unionen inden for en overskuelig fremtid. Forhandlingerne har dog til tider været turbulente, ikke mindst grundet forhandlingskapitlerne 23 og 24 om henholdsvis menneskerettigheder, retsvæsen, frihed og sikkerhed. Områder, hvor Serbien ikke tidligere har leveret.

Men hvordan skal vi forholde os til Serbien? I forsøget på at forstå Serbiens nuværende politiske position tager denne artikel udgangspunkt i udviklingen fra Josip Broz Tito til den nuværende præsident Aleksandar Vučić. Hvem er Aleksandar Vučić? Og er det muligt at drage paralleller til den tidligere jugoslaviske leder Josip Broz Tito?

Historien om Aleksandar Vučić er en politisk rutsjebanetur fra yderliggående ytringer i sin tid som Minister for Information under Slobodan Milosevic til sin nuværende position som Serbiens præsident. Kontroverserne er mange og manifesterer sig på forskelig vis. For at præsentere et retvisende samt nuanceret billede af Serbiens nuværende præsident, er det nødvendigt at forstå personen Vučić kronologisk i forhold til den turbulente politiske virkelighed, der gør sig gældende i en nation som Serbien.

Tales der om Balkan eller Serbien, fylder folkemordet og Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag det meste af nyhedsstrømmen. I forhold til udviklingen efter grusomhederne, som Milosevic-regeringen i 1990’erne igangsatte, har denne artikel til formål at berette om Serbien og Aleksandar Vučić’s nuværende diskurs. En diskurs præget af aspekter, der inkluderer neo-nationalisme, socialistisk nostalgi og længslen efter den karismatiske leder. Disse faktorer er alle forbundet af en uforløst utopi, som kan spores tilbage til det tidligere Jugoslavien og det socialistiske regime.

Fra propagandist til præsident
I 1993 startede Aleksandar Vučić sin politiske karriere. Den dengang 24-årige Vučić blev valgt til parlamentet som kandidat for det Serbiske Radikale Parti (SRS). Forholdet til SRS har fulgt den nuværende præsident siden bruddet med partiet i 2008 grundet SRS’ ideologiske standpunkter samt dets radikale ytringer siden grundlæggelsen i 1991. SRS er det Serbisk-nationalistiske parti, hvis partiprogram kan karakteriseres ved tre overordnede aspekter: Euro- og globaliseringsskepsis, russisk alliance og kampen for et forenet Storserbien.

I den forbindelse har Vučić i sin tid som Minister for Information ikke været bleg for at slynge om sig med NATO- og EU-fjendske ytringer samt diverse hyldester til Ratko Mladic, der i efteråret 2017 blev dømt i krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien i Haag for blandt andet at orkestrere massakren i Srebrenica, hvor 8.000 Bosniere på bestialsk vis måtte lade livet. Få dage efter massakren udtalte Vučić til Serbiens nationalforsamling, at for hver én dræbt serber vil hundrede muslimer blive slået ihjel.

Efter bruddet med SRS i 2008 har Vučić forsøgt at lægge fortiden bag sig i ønsket om forsoning. I forlængelse af det førnævnte citat angående massakren i Srebrenica udtrykte Vučić i 2015, at dette ikke var essensen af talen, og at ytringen var taget ud af kontekst. Man kan dog undre sig over konteksten, hvori sådan en udtalelse kan retfærdiggøres. Vučić har dog noteret, at han aldrig vil ytre sig sådan igen.

Efter bruddet med SRS og indtrædelsen i Serbiens Progressive Parti (SNS) har Vučić ihærdigt forsøgt at tage afstand til tidligere tiders politiske ideologi og mærkesager. SNS befinder sig ligesom SRS på den politiske højrefløj. Det kan argumenteres, at de neo-nationalistiske holdninger, der danner grundlaget for Vučićs tidligere parti, ikke har ligeså stor gennemslagskraft i fredstid, som de havde i 1990erne og i starten af årtusindeskiftet. Udbryderpartiet SNS med Vučić i spidsen danner dermed rammen for en ny konservativ diskurs, der har til formål at moderere neo-nationalismen med pro-europæiske målsætninger. Den nedenstående grafik over henholdsvis SRS’ og SNS’ valgresultat til den serbiske nationalforsamling indikerer tydeligt Vučićs popularitet.

Men hvad skyldes den 47-årige præsidents popularitet? En opinionsundersøgelse med 1.500 respondenter omhandlende populariteten af serbiske ledere i nyere tid viser et tydeligt billede. Vučić landede en andenplads kun overgået af den tidligere jugoslaviske leder fra 1945 til sin død i 1980, Josip Broz Tito.

Beundringen af Tito, der styrede Balkans nationer med hård hånd, giver ikke kun genlyd i Serbien. Under Den Kolde Krig blev den jugoslaviske livslange-leder respekteret af både Vest- og Østblokkene for sin konflikthåndtering samt etableringen af ’De alliancefrie landes bevægelse’. En bevægelse, hvis relevans efter murens fald, kan diskuteres.

Nutidens kritiske nostalgi
Det kan argumenteres, at ét element af Vučićs popularitet ligger i nostalgien og i glorificeringen af den socialistiske fortid. Til den serbiske nyhedsstation Prva udtalte Vučić:

”En dag, vil folket sige, at der var Tito men også Vučić, som gjorde lige så meget som Tito. Indtil en ny leder tiltræder.”

Nostalgien er en interessant størrelse. Den karakteriseres oftest som en fordelagtig tid, hvor stabilitet og sikkerhed er udslagsgivende, og hvor kerneelementet består i den positive erindring om fortiden. Men det er vigtigt at forholde sig til socialistisk nostalgi ud fra nutidens perspektiv. I post-socialistiske lande er størstedelen forført af fortiden, men spørges der om ønsket om genetableringen af selvsamme fortid, tages der afstand. Folk længes efter fortiden, men de vil ikke tilbage. De fordelagtiggører fortiden og flirter måske endda med ideen om dets genkomst, men på baggrund af bevidstheden om, at den aldrig kan vende tilbage. Nostalgien skal dermed fortolkes som en kritik af nutiden. En kritik af mangel på håb og tilhørsforhold. Nutidens nostalgi i post-socialistiske lande kan forklares ud fra tre kategorier:

1) Nostalgi som en passiv virkelighedsflugt for de, der ikke kan indordne sig under nye og nuværende omstændigheder.

2) Nostalgi som et ideologisk taktisk greb, der forsøger at kreere en ”anden verden” for at overleve i det postmoderne samfund.  

3) Nostalgi som en trodsig strategi, der beskytter sin egen personlige historie samt gruppeidentiteten mod et nyt ideologisk narrativ eller en påtvungen glemsel af fortiden.

Nostalgien referer dermed tilbage til den tid, hvor der var håb for en bedre fremtid. Socialistisk nostalgi tager derfor ikke udelukkende udgangspunkt i tidligere tiders idealer, regimer, værdier og relationer, men legemliggør et utopisk håb om et muligt bedre samfund end det nuværende. Om Aleksandar Vučić i denne forbindelse kan forstås som manden, der kan forløse dette mulige håb er dog uvist. Men den energiske præsidents stigende popularitet tegner et forløsende billede. Det store spørgsmål i denne kontekst lyder derfor: Kan denne udvikling forenes med EU’s værdier og visioner?

Aleksandar Vučić har ikke lagt skjul på vigtigheden ved EU samt en pragmatisk tilgang til landets indenrigspolitik. Vučićs diskurs inkorporerer en populisme i forhold til store anti-korruptionskampagner, EU-tilnærmelse samt en mere realistisk tilgang til situation i Kosovo end tidligere. Parallellerne til Tito ses i forhold til udenrigsanliggender, hvor Vučić forsøger at pleje forholdet med EU og Rusland. Ved valget i 2014 valgte præsidenten at udnævne den tidligere eks-kommunistiske premierminister Ivica Dačić til udenrigsminister, selv om det ikke var en nødvendighed. Flere kommentatorer udtalte, at sådan en handling mindede om et greb fra Titos drejebog i forsøget på at bibeholde gode relationer til både Rusland og Vesten. Vučić har ved flere lejligheder proklameret Serbiens ret til neutralitet, hvor et godt forhold til Rusland ikke nødvendigvis udelukker gode relationer til Washington og EU.

Serbiens problematiske forhold til Rusland og frie medier
Problematikken manifesterer sig i en mulig optagelse i Eu. Hvordan vil Serbien forholde sig til en fælles europæisk udenrigspolitik? Indtil videre har de haft en særdeles reserveret tilgang til konflikten i Ukraine. Vučić valgte ikke at deltage i sanktionerne mod Rusland efter annekteringen af Krim. I FN-regi stemmer Serbien oftest sammen med Rusland, hvilket – kan man argumentere for – afviger fra Tito alliancefrie udgangspunkt.

På den anden side har Vučić igangsat en række privatiseringsreformer for at leve op til EU’s økonomiske krav samt forsøgt sig med en mere pragmatisk tilgang til konflikten i Kosovo. Dog er adgang til det europæiske marked ikke blot et spørgsmål om økonomi, men en forståelse af den geopolitiske situation samt et bestemt værdigrundlag.

I denne forbindelse har den serbiske regering været udsat for stor kritik i forhold til pressefrihed. Organisationen Freedom House fortæller, at de juridiske rammer garanterer pressefrihed, men i praksis er virkeligheden en anden.

Det rapporteres, at pressefriheden under Vučić-regeringen er i opløsning, og at præsidenten i ledtog med allierede medier har igangsat kampagner, der beskylder kritiske medier som værende støttet af udenlandske propagandaapparater, der har til formål at destabilisere Serbien. Eksempler, der minder om tiden under Milosevic-regeringen, hvor Vučić som Minister for Information forbød regeringskritik og udenlandske medier. I denne periode sendte nationale serbiske medier nationalistisk propaganda, der dæmoniserede etniske minoriteter og legitimerede serbiske aristokrater. Til spørgsmålet om pressens pluralisme udtalte Vučić i 2014:

” (…) Vi har de bedste medielove (..).”

Et sprogbrug, der minder om en vis amerikansk præsident.

Serberne ser fremad – men mod hvad?
Selvom Aleksandar Vučić ihærdigt tager afstand til fortidens nationalistiske ideologi i forlængelse af et Storserbien og et Serbien for serbere, vil fortiden dog fortsætte med at spøge. Serberne virker dog anderledes positive overfor den karismatiske præsident, der vil kigge fremad i stedet for at dvæle ved fortidens turbulente realitet. Vučićs popularitet taler for sig selv, og måske kan præsidenten forløse den enkelte serbers nostalgi om en fortid, hvor man kunne drømme om fremtiden.

Hvad angår europæisk integration er realiteten dog en anden. Selvom indlemmelsen i EU virker sandsynlig, er der stadig en række ubesvarede spørgsmål. Hvordan vil Serbien forholde sig til en fælles Europapolitik, da adgangen til det indre marked er mere end blot et økonomisk anliggende? Kan Serbien vedligeholde Josip Broz Titos drejebog, hvad angår forholdet til Rusland og Washington?

På baggrund af popularitet og sin pragmatiske tilgang siges det, at Aleksandar Vučić er manden, der kan føre Serbien mod en bedre fremtid. Men spørgsmålene angående pressefrihed, geopolitiske standpunkter samt risikoen for et-mands-regime under Vučić er alle nødvendige aspekter at adressere i diskussionen angående en udvidelse af EU.

Kasper Buch Tanderup er Stud.cand.soc i Globale Studier på Roskilde Universitets-Center med fokus på globaliseringens processer ifm. Østeuropa og Balkan.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Amel Emric/