Er der både arbejde til Pedro og Fernando efter krisen?

2020-07-26T17:18:28+00:00 fredag, 17. juli, 2020|

Hvis ikke vi handler ambitiøst nu til gavn for hele Europa, så risikerer vi, at industrier og arbejdspladser fosser ud til andre dele af verden – og måske aldrig kommer tilbage. For os danskere er det afgørende, hvordan genopretningsplanen for Europa bliver skruet sammen. På længere sigt er det nemlig ikke kun Pedros og Fernandos job, der er på spil. Det er også Peters arbejdsplads og Frederikkes arbejdsplads her i Danmark, som bliver påvirket af, hvordan vi får genrejst særligt de sydeuropæiske industrier.

Kommentar af Johan Moesgaard

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Urskiven viser 13.43, og siestaen er snart ved at indfinde sig i Cataloniens største by. Her på én af Barcelonas små frokostrestauranter sidder cataloniere, spaniere og vi turister side om side. Snakken går intenst ved bordene, primært på den lokale catalanske dialekt, mens middagssolen bager ned over den historiske by. De hvidklædte tjenere farer rundt fra bord til bord med sved på panden og samler ivrigt drikkepenge op fra bordene her på Cafe de l’Academia, hvor vi spiser frokost. Et yndet frokoststed for blandt andet lokalpolitikerne på Barcelonas rådhus, som blot ligger et lille stenkast herfra.

Vi er to danskere, der rejser os fra bordet og stikker Pedro, vores venlige, sortskæggede tjener, et par krøllede eurosedler som tak for en god omgang paella med danskvand, inden vi sammen begiver os ned mod Ramblaen, den store gågade i Barcelona. Det kan lyde som en helt almindelig, iberisk sommerdag. Men det er ingenlunde tilfældet.

For få måneder siden var Pedro og hans tjenerkollegaer i lockdown med udgangsforbud, hvor nærmest kun ordensmagten patruljerede i Barcelonas gader, mens cataloniere i hobetal fyldte byens hospitaler op til skræk og rædsel for lokalsamfundet. Nu er storbyen vågnet igen, og der er liv i gaderne, hvor både turister og lokaler bærer obligatoriske mundbind som supplement til det traditionelle sommeroutfit med shorts, kortærmede, spraglede skjorter eller t-shirts. Pedro og kollegaerne er kommet på arbejde igen, og turismesektoren er så småt ved at få gang i hjulene. Det er afgørende for millioner af spaniere, og det er positivt, at de meget synlige restauranter, hoteller og caféer i gadebilledet så småt begynder at komme i omdrejninger igen.

Alligevel er der et ”men”. Coronakrisen har nemlig aktualiseret et mere usynligt problem i Spanien og Sydeuropa. Det drejer sig om kampen for at fastholde fremtidens industriarbejdspladser. Altså de arbejdspladser, man ikke lige ser forsvinde med det blotte øje som turist.

Lad os tage et aktuelt eksempel. For lidt over en måned siden annoncerede bilgiganten, Nissan, at de ville lukke deres enorme fabrik i udkanten af Barcelona og flytte produktionen ud af Europa. Det var knusende nyheder for de mange ansatte og deres familier. Det oplagte spørgsmål, der trængte sig på for dem var selvfølgelig: ”Hvad betyder dette for os?”. Det skulle de hurtigt finde ud af.

De værste prognoser lyder nemlig på, at lukningen af fabrikken kan påvirke helt op imod 25.000 lokale arbejdspladser. Det er altid en tragedie for de involverede, når en arbejdsplads lukker. De fleste cataloniere har heldigvis en berettiget forhåbning om, at arbejdspladserne i turismesektoren, på caféerne og hotellerne kommer tilbage igen.

Populært sagt stopper solen jo ikke med at skinne i Barcelona, og seværdigheder som La Sagrada Familia, Park Güell og fodboldstadionet, Camp Nou, vil – så langt øjet rækker – stadig trække turister til deres by. Men det er straks værre med bilindustrien. For mange lokale industriansatte spørger med tilsvarende berettigelse, om det nu er en naturlov, at industriarbejdspladserne vender lige så let tilbage som arbejdspladserne inden for turisme på den anden side af krisen. Kommer arbejdspladsen til maskinarbejderen, Fernando, lige så let tilbage igen som arbejdet til tjeneren, Pedro? Det kan man desværre godt tvivle på.

Udflytningen af bilfabrikken i Barcelona har fået den spanske industrifagforening, UGT-FICA, på stikkerne – både lokalt og nationalt. UGT-FICA er én af Spaniens toneangivende fagforeninger, men også én af de mere pragmatiske af slagsen. Hvor nogle sydeuropæiske fagforeninger traditionelt har haft ry for revolutionstanker og tilknytning til den yderste, radikale venstrefløj, har UGT-FICA tætte bånd til det regeringsbærende spanske arbejderparti med premierminister, Pedro Sánchez, i spidsen. Jeg har selv mødt deres ledende folk ved flere internationale lejligheder, og de ser med meget stor interesse på den danske og nordiske model på arbejdsmarkedet. Bekymringen i forhold til den aktuelle situation i Spanien er dog stor. Og man forstår dem godt.

For mens vejrudsigten i Spanien lige nu siger knap 30 grader og solskin, så siger vækstudsigten et fald i bruttonationalproduktet i år på hele 11 procent. Mange spanske fabrikker har ligget øde hen under coronakrisen. Læg dertil, at den spanske industrisektor ikke i samme grad som vores er omstillet til en teknologisk og grøn fremtid. Og at vi i Europa investerer mindre i teknologisk forskning end vores globale konkurrenter.

Det er på længere sigt en stor trussel mod helt almindelige industriansatte og deres familier. Vi skal jo ikke konkurrere med resten af verden på lav løn – men i stedet på at have den bedste teknologi og de dygtigste ansatte. På den globale scene har giganter som Kina og USA desuden gennem flere år strategisk satset på at trække industri hjem, fordi de kender til værdien af at være verdensførende på robotter, kunstig intelligens, industri og teknologi.

Den udfordring, som Spaniens og det øvrige Sydeuropas industrier står over for, er blevet aktualiseret af coronakrisen. Og udfordringerne i syd risikerer desværre at blive en klods om benet på hele Europa, hvis ikke vi handler hurtigt. For eksempel for alle industriens ansatte i Danmark. Husk på, at mere end 800.000 danske arbejdspladser er knyttet til eksport, og i høj grad til EU’s indre marked. Faresignalerne er dog ikke lige tydelige for alle.

Med det blotte øje ser vi jo på overfladen, hvordan vores eget samfund har været lukket ned – og hvordan gågader med restauranter, frisører og butikker i alle større provinsbyer i en periode lå helt øde hen, nærmest som spøgelsesbyer. Men det er måske lidt sværere at forestille sig, hvad der foregår inde bag fabriksmurene på industriens arbejdspladser i en coronatid.

I Danmark har hjulene heldigvis været godt i gang i de eksporterende erhverv, mens krisen har stået på. Sydeuropa er desværre en anden sag. Krisen i deres industrier vil vi først opleve med forsinket kraft, fordi produktionen på mange fabrikker har været sat helt på standby.

Når Europas statsledere i disse dage skal lægge arm om genopretningen af Europa, bør der derfor være to nøgleord: industri og arbejdspladser. Pengene fra nord skal ikke hældes i et sort hul. De skal tværtimod investeres målrettet i at omstille industrien i Sydeuropa til en digital, til en teknologisk og til en grøn fremtid. Siver arbejdspladserne i industrien først ud af Europa som sand mellem fingrene på en spansk strand, så er det ganske svært at få arbejdspladserne tilbage igen. Og det vil også få konsekvenser for os i Danmark.

Vores eksport alene til Spanien og Italien er på 52 milliarder kroner om året. Oveni kommer hele vores indirekte eksport. Mange danske maskiner og underleverancer går jo til for eksempel det tyske marked, hvorefter de bliver ekspederet videre mod syd. Derfor handler genopretningen af Europa ikke bare om solidaritet. Det handler også om det helt afgørende spørgsmål: ”Hvordan holder vi hånden under vores egne arbejdspladser i Danmark?”. Svaret er måske i virkeligheden, at Sydeuropas industrier skal sparkes godt i gang igen.

Når Europa her under det tyske formandskab skal blive enige om en genopretningsplan og en industristrategi er der derfor god grund til at tænke de to masterplaner sammen og skrue gevaldigt op for ambitionsniveauet. På sundhedsområdet har coronakrisen vist os, hvor vigtigt det er for både lande og virksomheder at have sine forsyningskæder på plads og have produktion af for eksempel medicin og værnemidler på europæiske hænder. Det samme gælder faktisk også andre kritiske industrier. Hvis ikke vi handler ambitiøst nu til gavn for hele Europa, så risikerer vi, at industrier og arbejdspladser fosser ud til andre dele af verden – og måske aldrig kommer tilbage.

For os danskere er det afgørende, hvordan genopretningsplanen for Europa bliver skruet sammen. På længere sigt er det nemlig ikke kun Pedros og Fernandos job, der er på spil. Det er også Peters arbejdsplads og Frederikkes arbejdsplads her i Danmark, som bliver påvirket af, hvordan vi får genrejst særligt de sydeuropæiske industrier.

Set fra en lille frokostrestaurant her i Barcelona er der derfor al mulig grund til at bakke op om en ambitiøs genopretningsplan for Europa, som får vores sydeuropæiske venner intelligent på fode igen. Ja, man kan vel nærmest sige, at vi ikke har råd til at lade være.

Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal og forfatter til EU-debatbogen: ”Stemmer fra Produktionsdanmark”

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Stephanie Lecocq/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”