Det bliver stadig mere påkrævet, at EU vælger en selvstændig, international kurs – politisk, militært og økonomisk – i et opgør med Donald Trump, der undergraver den vestlige verden
Analyse af Hugo Gaarden
Præsident Donald Trump kan i denne uge skabe historie. Ingen skal blive overrasket, hvis han på et møde i Vietnam med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, formelt afslutter krigen på den koreanske halvø og laver en fredsaftale. I det mindste som en show-agtig skitse.
Det fører ikke til afskaffelse af nordkoreanske atomvåben, men Trump er typen, der kan ignorere sine egne krav ved at påstå, at han har reddet verden fra en atomkrig. Han brænder efter at få Nobels fredspris. Hans kernevælgere vil hylde ham, og en fredsaftale vil være et skridt til en normalisering mellem Nord- og Sydkorea.
Det er på høje tid, at der sker en normalisering, uanset om Nord har atomvåben. Men holdbare aftaler kan ikke klares som i et tv-show. Det viste atomforhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen samt den tyske genforening.
Trump har trukket sig ud af den internationale Iran-atomaftale, og han har besluttet at trække sig ud af Afghanistan og Syrien og han har trukket sig ud af INF-atomaftalen uden at tale med europæerne om det. Han fører handelskrige efter forgodtbefindende. Der er indikationer af, at handelskrigen med Kina ender i et flop, men som han vil brøste sig med. Han har skabt så megen uro i sikkerhedspolitikken og i handelsaftaler, at han er blevet en større trussel end Vladimir Putin og Xi Jinping. Der er ingen sammenhæng mellem hans imødekommende holdning til atommagten Nordkorea og hans aggressive holdning til ikke-atommagten Iran – et land, der lever op til en international aftale, men som han vil køre i sænk. Måske af helt personlige og forretningsmæssige grunde.
Trump-regeringen har de seneste to år forsøgt at eksportere atomkraftværker for 80 milliarder dollar til Saudi-Arabien i strid med den amerikanske lovgivning. Den egentlige magthaver i Saudi-Arabien, kronprins Mohammed bin Salman, vil have atomvåben, hvis Iran udvikler atomvåben. Hvem tror, at den mord-mistænkte bin Salman vil nøjes med at have civile atomanlæg?
Manden bag eksporten af atomkraftværkerne er Trumps gode ven, milliardæren Thomas Barrack, der ifølge New York Times har tætte forbindelser til den vaklende atomproducent Westinghouse, der er blevet reddet af investeringsselskabet Brookfield, der også har reddet et ejendomsprojekt i Jared Kushner-familien fra et krak. Kushner er som bekendt Trumps svigersøn og optræder som Mellemøstrådgiver. Er det atom- og sikkerhedspolitik eller personlige interesser, vi taler om?
Trump har totalt ignoreret sine nærmeste allierede og lægger nu også op til straftold på tyske biler med den begrundelse, at det tyske eksportoverskud er en sikkerhedspolitisk trussel mod USA. Den tyske kansler, Angela Merkel, svarede drillende igen på München-sikkerhedskonferencen for nylig. Men hun understregede også, så alle kunne forstå det, at hun har fået nok af Trump og hans alenegang, mens hun advarede mod et nyt rustningskapløb. Hun slog et slag for den stik modsatte kurs: Et multilateralt samarbejde. Hun fik stående ovationer, mens der næsten var tavshed, da vicepræsident Mike Pence nærmest udstak befalinger mod europæerne.
Sikkerhedskonferencen havde i år mottoet ”Hvem samler stumperne op?” – en klar henvisning til det kaos, som Trump har forårsaget. Der har sjældent været en så dyb kløft mellem USA og Europa som nu, og flertallet af franskmændene og tyskerne har mere tillid til Rusland og Kina end til USA. Modviljen mod personen Trump ender som modvilje mod USA, selv om der fra europæisk politisk side advares mod at bryde med NATO.
Uviljen mod Trump får dog de europæiske lande til at styrke bestræbelserne på at etablere et fælles, europæisk forsvar, også for at samordne og effektivisere våbenproducenterne og våbensystemerne. Frankrig og Tyskland går foran, mens nogle mindre lande, især i Østeuropa, holder fast ved stærke relationer til USA. Det bliver en kæmpeopgave for europæerne at undgå, at striden om INF-aftalen ikke skal skabe dybe interne konflikter som i 80’erne.
Problemet for europæerne er, at Europa står over for autoritære ledere hele vejen rundt, selv Trump har tendenser i den retning. Hans egenrådige holdninger kan blive forstærket af Mueller-undersøgelsen, som åbenbart er på trapperne. Trumps reaktioner fra de seneste to år viser, at han reagerer på undersøgelsen i gangster-sprog. Der har aldrig tidligere været en præsident, der har fået så mange nære medarbejdere buret inde.
Ifølge jura-professor Neal K. Katyal vil Mueller måske ikke komme med en endelig og fuldt dækkende rapport, for han kan lægge op til fortsatte undersøgelser i Kongressen samt en stribe lokale retssager, ikke bare omkring den russiske forbindelse, men også omkring Trumps forretningsimperium og forbindelse. Så kan det blive en af de mest omfattende og langvarige undersøgelser nogen sinde af en siddende præsident. Muellers hensigt kan måske være den samme, som den fyrede FBI-chef James Comey har givet udtryk for, nemlig at Trump skal fældes politisk og ikke ved en rigsret, fordi det er det politiske system, der skal tage stilling til, hvordan et demokrati skal fungere.
Det bliver netop også udfordringen for Europa. Vil europæerne følge en uberegnelig, regelbrydende leder som Trump? Eller vil europæerne lægge op til sin egen kurs og til en ny, multilateral verdensorden, der ikke skal styres af USA? De spørgsmål er ikke blevet besvaret endnu. Europæerne mangler ledere, der tør tale klart sprog, mere end Merkel.
Konsekvensen må være, at europæerne på egen hånd går i front over for resten af verden. Europa er verdens største økonomiske enhed og har en interesse i at forme økonomiske og teknologiske standarder og ikke blindt følge de amerikanske. Europa har udviklet en enestående model for staters samvær og konfliktløsninger, og Europa har mulighed for at blive kernen i en ny, global verdensorden, hvor retsregler og fælles interesser skal være bindemidlet. Europa har en interesse i at deltage aktivt i alle sikkerhedspolitiske forhandlinger, så de ikke kun foregår mellem USA og Rusland. Europa har en interesse i, at fremtidens topmøder, f.eks. G-20, får en renæssance, så vitale beslutninger træffes dér, som på topmøderne under Den kolde Krig. Det må være slut med topmøde-”beslutninger” i form af tweets.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Xinhua/Thierry Monasse/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 