Alternativets Uffe Elbæk har med kommentaren om, at han ser fascistiske tegn i dansk politik, vakt debat. Hans hensigt må dybest set være at advare og minde om, at både politikere og vælgere skal besinde sig.

Kommentar af Claus von Barnekow.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, fremsatte 15. januar i år en advarsel i Berlingske. Han så fascistiske tegn i en række lande, men også i dansk politik, hvor “det ekstreme er blevet til det normale”.

Uffe Elbæk tog afstand fra at undgå sammenligninger mellem aktuel politik og fascismens rædsler i gårsdagens politik i 1930’ernes Europa. Han pegede på eksempler på aktuel lovgivning i Danmark og om tilstande, som “i visse tilfælde minder om et fascistisk menneske- og samfundssyn, hvis man tager de historiske briller på.”

Ikke noget at komme efter
Reaktionen var forudsigelig. Afvisende og hvas. Fremtrædende politikere, redaktører, avisledere, kommentatorer, debattører og bloggere tog til genmæle. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) “har aldrig kendt mage”, sagde hun til Berlingske.

Den omtalte lovgivning er vedtaget af tre fjerdedele af Folketinget i et forsvar for dansk kultur. Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, taler om “et nyt lavpunkt i dansk politik”. Han afviste, at der er “skyggen af fascisme i Dansk Folkeparti”.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye, udtalte, at Uffe Elbæk afsporer en ellers relevant diskussion om demokratiets tilstand.

Men diskussionen er temmelig uhåndgribelig.

Ingen, hverken Uffe Elbæk, hans kritikere eller andre bidragydere, har præciseret deres individuelle forståelse af fascismens politiske indhold og kortlivede udvikling, nok dens forfærdende, forbryderiske og umenneskelige konsekvenser.

Af mere ræsonnerende og begrundede reaktioner var der få. En enkelt i Altinget, Adam Holm, samt i Information, hvor Uffe Elbæks partifælle Theresa Scavenius præciserede, hvad der burde drøftes.

Nemlig hvorvidt “vi lige nu er vidne til nogle af de samme værdiskred, der skete forud for det 20. århundredes rædselsregimer,” mente Theresa Scavenius.

Se, det er et relevant spørgsmål: At der aktuelt ikke er fascistiske folketingspartier i for eksempel Danmark, udelukker jo ikke i sig selv tankegods af fascistoid karakter. Det være sig uafvidende eller ej og årsagerne ufortalte.

Er drøftelsen om fascistiske træk ny?
Fascismen er mig bekendt et temmelig udforsket område.

Mon ikke at der er almindelig enighed om følgende træk: Fascismen er antidemokratisk. Legitimitet afgøres af magtforhold. Retten sidder i næven. Fællesskabet, som fascismen udmøntes i, medfører forpligtelser over for staten. Individet er underlagt kollektivet. Der proklameres folkefællesskab og sammenhold mod ydre og indre fjender. Afvigende livsformer udpeges og anses som syndebukke. Nationale værdier er ære, værdighed, pligt og fædreland. Nej tak til internationalt samarbejde.

I praksis: I DNSAP’s partiprogram fra 1931 med titlen ‘Dansk National Socialisme’ anføres under afsnittet ‘Det danske folk’ blandt andet partiets arbejde for en afvisning af bestræbelserne på at udslette og tilintetgøre den danske folkestamme.

For en presse, der træder i skranken for nationale standpunkter, og for en national opdragelse, da rygmarven i al opdragelse er national.

Ifølge programmet eksisterer der ikke og kan ikke eksistere en kultur, hvor grundlaget ikke er religiøst. Et folks fremtid ligger således i dets oprigtige nationalisme, idealisme og religiøsitet.

Er vi i Europa og i Danmark vidner til og deltagere i et værdiskred, der omfatter træk fra 30’ernes fascisme? Og har Uffe Elbæk ret?

Debatten er jævnfør nedenfor ikke ny, men har de seneste år fået tilført ny dynamik i medfør af blandt andet identitetspolitiske strømninger og illiberale. Det vil sige demokratiindskrænkende politiske ledere.

En besvarelse heraf nødvendiggør en tværfaglig tilgang, der inddrager historikere, jurister og politologer med indsigt i værdiskred og konsekvenser.

De være hermed opfordret til at bidrage. Det er nødvendigt, at deres viden og analyser på området fremlægges.

En potentiel fascismemodel
I 1999 vedtog Europarådets parlamentariske forsamling en rapport om europæisk højreekstremisme. Det vakte vrede i Dansk Folkeparti, at partiet oprindeligt var nævnt i rapporten. Ordføreren, socialdemokraten Henning Gjellerod, citeredes for at udtale, at Dansk Folkeparti nærede afsky for fremmede.

I 2008 gjorde professor i statskundskab Curt Sørensen i kronikken ‘Det forgiftede samfund’ i Politiken gældende, at holdninger, som for få år siden blev afvist som yderliggående, nu er udbredte og accepterede.

Årsagen er Dansk Folkepartis fremtrædende position. Partiet bekender sig til demokratiet, men kan sammen med tilsvarende partier i Europa udgøre en potentiel fascismemodel for det 21. århundrede.

Et folkefællesskab. En ren og enig dansk nation. Demokrati begrænset til majoritetsvælde. En sådan udvikling kan ske gennem en umærkelig proces. Den er der risiko for i dag, mente Carl Sørensen i 2008.

I 2013 pegede formanden for Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder (DHK), Karsten Fledelius, i et europæisk perspektiv på, at fascismens retorik igen er på spil.

Den aktuelle svækkelse af retssamfundet i flere central- og østeuropæiske lande fremhæves, og Karsten Fledelius spørger, om de langt bedre internationale instrumenter, som vi har i dag end i 30’erne, er tilstrækkelige til at beskytte menneskerettighederne?

Ledere eller fortolkere af folkestemningen?
Er politikerne ledere? Eller leder de efter at fortolke folkestemningen?

Politikere gebærder sig desværre også, som var de på en markedsplads. Politiske holdninger overgår hinanden, og de faldbydes til vælgerbefolkningen med et klimaks hvert fjerde år, når folketingsvalget finder sted.

Når Uffe Elbæk derfor spørger, om det ekstreme er blevet det normale, er hans hensigt vel dybest set at advare og minde om, at man skal besinde sig. Både politikere og vælgere.

Politikere må tage til efterretning, at ligesom de analyserer vælgerbevægelser, er deres holdninger og påstande genstand for vælgeres kritiske opmærksomhed.

Og Uffe Elbæks synspunkter kan ikke tilbagevises med udstillet indignation og påstande, kun med argumenter.

Et af de mørkeste kapitler
‘Fascisme som erfaring og risiko’ lød titlen på et foredrag af professor i moderne europæisk historie Nils Arne Sørensen, som han holdt 31. januar i år.

I omtalen af foredraget slås fast, at fascisme er et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie.

Niels Arne Sørensen spørger, om det virkelig kan passe, at det kapitel er ved at åbne sig igen? Om vi står på tærsklen til en ny fascismens tidsalder?

Kunne Altinget mon bringe dette foredrag, der efter alt at dømme kunne bidrage til en forståelse af den problemstilling, som Uffe Elbæk og andre før ham har rejst, og andre afviser?

Det ville være til glæde for læserne.

Claus von Barnekow er seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og fhv. ambassadør ved Europarådet. Han er også 7. generationsindvandrer fra Rügen (Pommern).

Kommentaren har tidligere været bragt i Altinget.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Philip Davali/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon