Erindrer vi terror forskelligt i Europas metropoler?

2021-03-09T19:17:51+00:00 tirsdag, 9. marts, 2021|

#notafraid er en fotoreportage, som undersøger ligheder og forskelle i erindringskulturen efter terrorangreb i europæiske metropoler mellem 2015 og 2020. Med udstillinger, en illustreret bog og workshops gives der indsigt i de meget forskellige måder at håndtere konsekvenserne af terror på. Magasinet Europa har fået muligheden for at interviewe Boris Bocheinski, den tyske fotograf bag projektet.

Interviewaf Amélie Reichmuth

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE |

Hvordan startede hele projektet? Hvorfor ønskede du at dokumentere mindehøjtidelighederne i Europa?

“Det startede ufrivilligt med de 3 bomber på Stade de France den 13. november 2015 i Paris… Vi var sammen i en stor gruppe, inklusive deltagere fra en af mine foto-workshops, ved venskabskampen mellem Tyskland og Frankrig. Et år senere fotograferede vi mindehøjtiden i Paris med deltagere fra workshoppen. Så kom angrebet i Berlin. Da man markerede den første årsdag for angrebet, blev det klart, hvor store forskellene er, i måden, hvorpå man mindes terrorangrebene i de forskellige byer.”

“En fransk deltager sagde om de fire forskellige mindeceremonier omkring gerningsstedet i Berlin, at de var mere “adskilte og separerede minder“, ikke som i Frankrig, der oplevedes som ét samhørigt minde. Angrebene i London, Stockholm, Manchester, Nice, Barcelona og Bruxelles er siden blevet føjet til projektet. Da det stadigvæk var meget let at rejse dengang, var dette en oplagt mulighed for at få et bredere europæisk perspektiv.”

Hvilken forskel kan fotojournalistik gøre her? Hvorfor er det en særlig genre?

“Selv efter mere end 20 år med Photoshop, beholder dokumentarfotografering sin beskrivende kompetence, og folk tror stadig på os. Nogle gange forbløffer det mig. Desuden er det visuelle meget øjeblikkeligt, meget hurtigt.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Dette er en fordel, især hvis du skaber til målgrupper med forskellige sprog, men det medfører også risikoen for at præsentere nogle ting for simpelt eller understrege individuelle aspekter for stærkt. Derfor er en bog et godt medium for en omfattende reportage med komplekst indhold, fordi den giver plads til mange forskellige aspekter, mere end et Insta-feed. Ikke desto mindre var det vigtigt for mig at tilføje interviews til fotoene i bogen og i udstillingen.”

Hvordan adskiller dette projekt sig fra andre fotografiprojekter, som du har udviklet tidligere i din karriere?

“I slutningen af ​​det 20. århundrede har jeg arbejdet rigtigt meget med højreorienteret ekstremisme, i årevis. Disse var individuelle billeder til aviser, magasiner og agenturer. På det tidspunkt lavede jeg også en udstilling om gadebørnsprojekter i Calcutta og Vestbengalen. Disse var alle meget firkantede historier.”

– Foto: Boris Bocheinski

“I løbet af 5 år er #notafraid blevet til en slags komparativ rapport, der integrerer mange forskellige historier: Hver by fortæller sin egen historie om sin erindringskultur. Dette understøttes også i bogen igennem ​​layoutet og i udstillingen takket være opsætningen.”

Et paneuropæisk projekt

Hvorfor valgte du navnet #notafraid for projektet?

“På den ene side var der altid papirstykker mellem blomster eller skjorter med forskellige udgaver af ”vi er ikke bange” ved de forskellige mindesmærker. Det er ofte en holdning, der forbinder de meget forskellige mindehøjtideligheder i Europa, men også i New Zealand og USA.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Samtidig er navnet også en smule ønsketænkning: #notafraid som et samlet projekt med fotoreportagen, udstillingen, bogen og workshops, skal også hjælpe med at skabe denne holdning i virkeligheden gennem refleksion og behandling af følelser, som kommer fra dette vanskelige emne.”

Hvorfor valgte du bevidst “kun” at vise mindehøjtideligheder efter terrorangrebene?

“Den første del af #notafraid fokuserer på samfundets reaktion på terror og erindringskulturen i de forskellige byer. Der har allerede været kritik af dette koncept: Det blev engang sagt, at det stigmatiserer muslimer ved kun at vise islamistiske angreb; nogle gange blev det sagt, at højreorienteret ekstremisme også skulle imødegås. Jeg synes begge disse holdinger er forkerte.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Jeg har også illustreret bøger om NSU (National Socialist Underground). Det er godt, at disse emner behandles på en selvstændig måde, fordi der er behov for forskellige analyser og behandlingsstrategier. Det er heller ikke nyttigt, hvis den ene eller den anden er relativiseret, altid med henvisning til, at der allerede har været noget værre.”

“Forudsætningerne for et moderne, mangfoldigt og frit samfund inkluderer også modstandsdygtighed over for noget, der opfattes som en lovovertrædelse. Du skal være i stand til at udholde det, hvis dit eget land bliver sigtet for at have et antisemitisme problem, hvis din egen region får at vide, at det farverige spektrum indeholder meget brunt, eller hvis din egen religion kritiseres.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Især når det gælder emnet islamisme, er der ofte en følelse af ubehag for at formulere kritik. Måske af frygt for højreorienterede ekstremister eller racister eller af frygt for at blive set som sådan. Der er måske en (faktisk paternalistisk) holdning bagved, som gør, at man bliver for tolerant over for en mindretalsreligion.”

Hvorfor er det vigtigt for dig at tilbyde et omfattende program med bøger og workshops ud over udstillingen? Hvad vil du opnå med det?

“Mens jeg undersøgte #notafraid kiggede jeg på fotobøger fra andre fotografer om lignende emner. Der findes grundlæggende to typer: Enten er det en kunstnerisk, ofte introspektiv undersøgelse, eller så er den dokumentarisk, som for eksempel når gerningssteder eller mindesmærker dokumenteres, og de berørte bliver portrætteret. Dette efterlader beskueren med tristhed, vrede eller frygt, hvilket ikke er den bedste sindstilstand for at tage rationelle beslutninger.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Workshopperne, der ledsager #notafraid, er ikke foto-workshops. I dem behandler deltagerne med teaterpædagoger først billederne og deler derefter deres reaktioner på billederne i tekster og små spillede scener, afhængigt af aldersgrupper. I øjeblikket er det naturligvis kun online, men jeg håber, at vi virkelig kan vække det til live på udstillingsstederne.”

“De første resultater er også interessante. En deltager beskrev bagefter, at hendes opfattelse var blevet udvidet, at hun fik mere interesse og mere empati for dem, der blev ramt af terror i andre regioner i Europa.”

Mindes- og erindringsarbejde – på tværs af grænser

Hvilke ligheder/forskelle findes der i den måde, hvorpå terrorangrebene mindes? Har du bemærket noget særligt?

“På den ene side er erindring først og fremmest en individuel handling, og jeg synes, man skal være forsigtig med ikke at gengive klichéer unødigt. Der findes iøjnefaldende ting, og det er måske en journalistisk impuls, at jeg interesserer mig mest for spændingerne, steder hvor der er et problem.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Nogle gange blev begivenhederne med de officielle politikere iscenesat på en sådan måde, at befolkningen, af forståelige sikkerhedsmæssige årsager, blev låst ude af det egentlige mindested. I Berlin virkede mindehøjtideligheden til tider hjælpeløs, og hvis du ser på hele byen uden for den indre cirkel omkring den, bliver du ikke særlig empatisk. Måske skyldtes det også, at mange i Berlin havde forventet et tilsvarende stort angreb som i Paris. Dengang kontrollerede jeg ofte min fototaske for at se, om batterierne var opladede, om der var plads nok på hukommelseskortet, fordi man forventede noget. Det gør jeg igen lige nu.”

“I Paris var ideen meget mere individuel og dog blev det stadigvæk mindet som et samfund: For eksempel begyndte en kvinde at synge midt på Place de la République, og tilskuere stoppede op og lyttede. I Berlin tror jeg, at man først ville vende sig om og se, om noget var galt.”

– Foto: Boris Bocheinski

“Der var altid folk, der kunne genkendes som muslimer ved mindehøjtidelighederne, for hvem det var vigtigt at tage stærk afstand fra angrebene. Der er flere fotos i udstillingen, der stiller spørgsmål, ligesom billeder, der viser konspirationsteori-materiale eller højreorienteret ekstremisme. Dog var der også noget håbefuldt humør at finde. Alt dette fik os til at føje interviews og uddannelsesmæssige workshops til billederne.”

Hvilke paralleller ser du mellem denne nye form for erindringsarbejde og mindehøjtidelighederne om historiske begivenheder så som de to verdenskrige?

“Jeg ser først og fremmest forskelle snarere end paralleller. Travis Frain, en af ​​de overlevende af angrebet på Westminster Bridge i London, beskriver i et interview, hvordan han igen og igen skal forklare, hvorfor det er vigtigt for de berørte at blive anerkendt som en del af den officielle mindehøjtidelighed, fordi det er ikke kun er den første årsdag som er vigtigt for dem, men også den femte og den tiende. Der er lignende stemmer fra dem, der er berørte i Berlin. Mindehøjtidelighederne for verdenskrigene har normalt ikke brug for denne konstante legitimering, undtagen i visse højreorienterede politiske kredse.”

Europa – Den uendelige historie

Hvordan hænger det sammen med udviklingen af ​​en fællesidentitet i Europa?

“Påtagede identiteter interesserer mig ikke så meget, som konkrete beslutninger, og det som de stræber efter. I denne forstand tror jeg, at udtrykket “attitude” eller “holdning” er mere passende, og #notafraid er også et tilbud, en invitation til at udvikle dette. I Europa med de friheder og menneskerettigheder vi har, har vi et godt grundlag for dette, selvom ekstremistiske kredse prøver at miskreditere det ved at kalde det et ‘meningsdiktatur’.”

Hvordan afspejler de seneste terrorangreb betydningen af ​​dette projekt? Hvilken fremtid ønsker du for projektet og for Europa generelt?

“Henrettelsen af ​​Samuel Paty, den franske lærer, der behandlede Mohammed-karikaturerne i klassen med sine elever, viser, hvor vigtigt det er: På den ene side var der for meget tolerance over for islamiske positioner på forhånd, og man reagerede ikke på de tegn på nye farer, der har været. På den anden side kunne man se ligheder med tiden efter angrebet mod Charlie Hebdo. Der har været nogle elever, som ikke ønskede at deltage i mindehøjtideligheden, det minuts stilhed, eller som forstyrrede det. Det betyder ikke, at de ikke er åbne for at behandle emnet på en anden måde. Her er vi nødt til at finde måder og midler til en produktiv erindringskultur, der også tydeligt forsvarer uddannelse, ytringsfrihed og pressefrihed. Jeg ved ikke, om man kan skabe empati med et par minutters stilhed.”

Boris Bocheinski – Foto: Isabelle Schreiber.

“Jeg har lige været i Hanau for at mindes den første årsdag for et radikalt højreorienteret angreb. Jeg har sjældent fundet en mindehøjtidelighed så deprimerende som der: Bortset fra den officielle mindehøjtidelighed med præsidenten, som måtte holdes i en meget lille kreds på grund af Corona, var der også demonstrationer. Folk havde krav, som jeg kun kan støtte, om oplysning, uddannelse og politiske konsekvenser. Det er dog blevet krævet i over 30 år efter pogromen i Rostock Lichtenhagen, efter angrebene i Mölln, Solingen, Hoyerswerda …”

“Jeg håber, vi kan bidrage med #notafraid, og jeg ser frem til workshops og diskussioner i de kommende år.”

Man kan følge projektets udvikling og sågar besøge udstillingen i Paris virtuelt på denne webside: https://www.notafraid.eu/en-gb

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Boris Bocheinski/

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”