Reformpartiet blev den store vinder i parlamentsvalget i Estland den 3. marts. Det var ventet, at det ville blive tæt løb mellem oppositionspartiet Reformpartiet og Centerpartiet, der har haft regeringsmagten siden november 2016. Det var også ventet, at dette ville betyde en bred koalition mellem disse to største partier, men at Reformpartiet blev så meget større end Centerpartiet gav mulighed for andre kombinationer.
Analyse af Mads Michael Hastrup Nilsson
Det liberale Reformparti fik flere mandater end nogensinde før, 34 ud af parlamentets 101 mandater. Partiets formand, 41-årige Kaja Kallas, fik flest personlige stemmer (over 20.000) og bliver med stor sandsynlighed Estlands første kvindelige premierminister. Estland vil dermed samtidig have både en kvindelig premierminister og en kvindelig præsident (siden 2016).
Skattesystem tema i valgkampen
Partierne har bragt ret forskellige temaer op i valgkampen, men Reformpartiet har især haft et slogan om, at man vil gøre en ende på det ”skattekaos”, som man mener, Centerpartiet har skabt. Estland har længe haft en flad skatterate på 20 procent i indkomstskat. Det lyder dog umiddelbart lavere, end det egentlig er, for dels skal arbejdsgiveren betale en socialskat til sygesikring og pension på cirka 33 procent af bruttolønnen oveni lønnen, dels har bundfradraget været ret lavt indtil 2018.
Centerpartiet har gennem næsten hele sin eksistens haft det som et hovedmål at indføre progressiv indkomstskat, så skatteprocenten stiger i takt med størrelsen på indkomsten. Men det lykkedes først partiet at indføre dette i 2018, og det på en indirekte måde. Skatteprocenten er stadig den samme for alle indkomster, men bundfradraget blev mere end fordoblet (fra 180 euro til 500 euro pr. måned). Samtidig blev der indført en regel om, at for hver euro man tjener mere end 1200 euro om måneden, så falder bundfradraget også med en euro.
I realiteten betyder det, at den marginale skatteprocent er 40 procent, når man når over 1.200 euro. Det gør det også sværere at forudsige, hvad den endelige skat vil være, eftersom bundfradraget vil afhænge af den præcise årsindkomst, inklusiv andre indtægter end lønindtægt. Det er det Reformpartiet har kaldt ”skattekaos”.
Det er et ufravigeligt krav fra Reformpartiet, at der fremover skal være ens bundfradrag fra alle, men det er ikke planen at sænke det fra de nuværende 500 euro pr. måned. Partiet har ikke talt meget om, hvor finansieringen til denne beslutning skal komme fra. Hidtil har det været finansieret ved at folk med større indtægt end 1.200 euro pr. måned har haft mindre eller slet ikke noget bundfradrag.
De mulige regeringskoalitioner
Da Reformpartiet blev større end ventet, gav det mulighed for at vælge en koalition med det konservative Isamaa og det lille Socialdemokrati, som begge tabte vælgere ved valget og derfor ikke kan fortsætte i den hidtidige koalition med Centerpartiet, men stadig har stemmer nok til at kunne danne en flertalsregering med Reformpartiet. En del mente efter valgresultatet, at en sådan koalition ville blive mere sandsynlig end en stor koalition mellem Reformpartiet og Centerpartiet, som mange havde regnet med, hvis disse to største partiet var blevet omtrent lige store.
En tredje kombination mellem Reformpartiet og det højrepopulistiske EKRE er matematisk mulig, men er på forhånd blevet udelukket af Reformpartiets leder Kaja Kallas, især fordi EKRE er EU-skeptisk, og fordi partiet har luftet tanken om politisk kontrol med domstole, som bryder med det demokratiske princip om magtens tredeling.
Reformpartiet har på pragmatisk vis mødtes med ledere både i Centerpartiet og de to mindre partier Isamaa og Socialdemokratiet for at se, hvilke punkter man var enige og uenige om. Derefter ville partiets ledelse sammenholde plusser og minusser ved de to koalitionsmuligheder og tage en beslutning, om man skulle indlede forhandlinger med det konservative Isamaa og Socialdemokratiet eller med Centerpartiet. ’
Tre dage efter valget besluttede Reformpartiet sig for at indlede forhandlinger med Centerpartiet. Det kan tyde på, at kompromisvilligheden har været stor hos Centerpartiet, men det er dog langt fra givet, at forhandlingerne vil ende med en koalition. Centerpartiets leder Jüri Ratas sagde umiddelbart efter valget, at han ville arbejde på, at partiet blev en del af en ny koalition, men nu har partiet reageret mere lunkent på Reformpartiets invitation til forhandlinger.
Forskellene mellem partiernes politik ligger næsten udelukkende i indenrigspolitiske spørgsmål. Udenrigspolitikken er der stor enighed om blandt partierne. EKRE er stærk tilhænger af NATO og EU-kritisk, men har ikke som officielt mål en udmeldelse af EU, selv om nogle i partiet ønsker det. Centerpartiet er for både medlemskab i EU og NATO, men nogle iagttagere mener, at en del af forklaringen på det ringere valgresultat i dette valg er, at man har haft sværere ved at mobilisere så mange russiske vælgere som tidligere, blandt andet fordi partiet er positivt indstillet over for Estlands medlemskab i NATO.
Næsten tredobling for det yderste højre
Som ventet gik det højrepopulistiske EKRE voldsomt frem og gik fra syv til nitten mandater. Det giver udover den teoretiske mulighed for at danne regering med Reformpartiet også mulighed for at gå udenom valgets vinder og danne regering med det lille konservative Isamaa og Centerpartiet, hvilket sidstnævnte nu har foreslået efter at have takket nej til Reformpartiet.
Det er noget overraskende, eftersom Centerpartiet stadig er de fleste Estlandsrusseres foretrukne valg, og en stor del af dem ville have svært ved at acceptere et samarbejde med det nationalistiske højre. Dette selvom EKRE’s retorik mere har haft fokus på frygt for teoretiske indvandrere fra muslimske lande og Afrika end på de lokale russere. Af samme grund har Rusland heller ikke støttet EKRE.
Men Centerpartiet har traditionelt ved tidligere valg også tiltrukket en del vælgere med populisme, og det er ikke utænkeligt, at en del af EKRE’s vælgere er kommet fra Centerpartiet. Sågar et parlamentsmedlem har skiftet fra Centerpartiet til EKRE og fik et godt valg.
Under spærregrænsen
Da spærregrænsen i Estland med 5 procent er noget højere end i Danmark (2 procent), så betyder den, at det nye parti Eesti 200 ikke kom ind, eftersom de fik 4,5 procent. Desuden røg Fripartiet som ventet ud, da de fik 1,2 procent. De to grønne partier lå også under spærregrænsen, hvilket de dog også ville have gjort, hvis der havde været tale om ét parti, da de tilsammen fik 3 procent. I alt gik hele 9 procent af stemmerne til partier eller enkeltkandidater, som lå under spærregrænsen, hvorved disse stemmer ikke blev repræsenteret.
Mads Michael Hastrup Nilsson har boet i Estland i mere end 20 år og har bl.a. tidligere arbejdet på den danske ambassade. Han har netop udgivet bogen ”Estland før og nu – Portræt af det mest nordiske land i Baltikum” .
Artiklen blev oprindelig bragt i Magasinet rØST den 12. marts.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/MihkelxMaripuu/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 