Et afgørende valg for det splittede Tyrkiet

Rammen om tyrkisk politik udgøres primært af to hovedproblematikker: Den etniske konflikt med kurderne og spørgsmålet om sekulær eller radikal politisk islam. Og hovedrollen i det politiske spil besiddes af nuværende præsident Recep Tayyip Erdoğan. Bag kulisserne tvivles der dog på, om spillet vil gå retfærdigt til.

6.6.2015 | VALG I TYRKIET | Søndag går tyrkerne til valgurnerne. Her skal der vælges 550 medlemmer til parlamentet. Valget vil være det 24. valg i Tyrkiets historie, og de valgte medlemmer vil udgøre det 25. parlament i tidens løb.

Dette er et afgørende valg i Tyrkiets historie og for tyrkernes fremtid. Det er tilmed et afgørende valg for landets nuværende præsident, Recep Tayyip Erdoğan. Han og hans parti AKP har medført stigende polarisering i det tyrkiske samfund med hans autoritære svar på protester, hans altomfattende bygningsprojekter, hans religiøse konservatisme og senest hans involvering i Den Islamiske Stats krig mod det kurdiske folk i det nordlige Syrien.

Det startede forhåbningsfuldt
Recep Tayyip Erdoğans konservative AKP-parti vandt absolut flertal af parlamentssæderne ved valget i 2002 og har været ved magten lige siden. De kom til magten få år efter, at EU gav Tyrkiet kandidatstatus på topmødet i Helsingfors i 1999.

I 2001 vedtog det Tyrkiske parlament en række beslutninger, der ændrede 35 artikler i forfatningen med det formål at tilpasse forfatningen til EU-standarderne. Erdoğan og AKP bakkede op om Tyrkiets tiltrædelsesproces til EU, der allerede var i gang, og i 2005 blev tiltrædelsesforhandlingerne til EU indledt.

Ligeledes blev der gjort nogle tiltag for at løse det kurdiske problem i landet. Erdoğan accepterede i første omgang, at der overhovedet var en kurdisk problematik. Og en af de første lovlige kurdisksproget tv-kanaler, TRT-6, så dagens lys. Målgruppen på ca. 20 mio. kurdere havde ellers hidtil været nægtet kurdisk tv på deres modersmål.

… men så var der noget, der ændrede sig
I de to første perioder under Erdoğan (2002-2011) blev der vedtaget to forfatningsændringer for at nærme sig EU. Alle disse lovgivninger har bidraget til, at Tyrkiets demokratiseringsproces blev styrket, og ændringerne var grundlæggende med til at beskytte menneskerettigheder og retsstaten Tyrkiet.

Men efter valget i 2011, hvor AKP fik 49,8 pct. af de samlede stemmer, får AKP svært ved at leve op til deres løfte med den nye forfatning.

Under Gezi-protesten i 2013 begik sikkerhedsstyrkerne grove overtrædelser af menneskerettighederne mod civile. Taksim Gezi-urolighederne i 2013 var oprindelig rettet mod opførelsen af et indkøbscenter, men udviklede sig til en general protest mod den siddende regering.

… og så kom det afgørende vendepunkt
Ifølge flere eksperter svigtede Erdoğan for alvor demokratiet med den højt profilerede korruptionssag i december 2013, hvor han forsøgte at knække politiets efterforskning. Selvom Erdoğan, hans søn og fire andre ministres navne blev nævnt, forbød regeringen retskontrol og politiet at reagere. En statusrapport offentliggjort af EU i 2014 udtrykker bekymring om krænkelser af menneskerettighederne, et upartiskhed retsvæsen og en skarp magtdelingen.

Samtidig har attituden til det kurdiske spørgsmål ligeledes ændret sig markant.

Siden 2009 er 700 kurdiske politikere og aktivister blevet anholdt, hvoraf 150 har været stillet for retten i Diyarbakir, den kurdiske hovedby. I alt menes 9.000 kurdere at være fængslede på diverse terror-anklager, herunder et betragteligt antal børn.

Enestående økonomisk vækst under AKP
Under AKP’s ledelse har landet haft økonomisk succes og fremgang, iværksætteri har været stødt stigende, og økonomisk stabilitet har været i hovedsæde. Selv staten er blevet en stor virksomhed, der investerer i bygningssektoren, og ejer blandt andet den største bygningsvirksomhed i Tyrkiet, der oprindelig var etableret til at huse personer med lav indkomst og specielle behov.

Hvert år dør der dog mange arbejdere i bygningsbranchen. I 2014 mistede 301 personer livet efter Tyrkiets værste minekatastrofe. I maj 2010 omkom 28 minearbejdere i en kulmine i byen Karadon i Tyrkiets Zonguldak-provins ved Sortehavet, da en eksplosion ramte i mere end 500 meters dybde. Og i februar samme år fandt en lignende eksplosion sted, som kostede 13 minearbejdere livet i en mine i det nordvestlige Tyrkiet.

Præsidenten kritiseres blandt andet for at stå industriens magtfulde bosser mere nær end det tyrkiske folk, som knokler i minerne.

FAKTA OM VIGTIGSTE PARTIER:

AKP – Retfærdighed- og Udviklingsparti. Udgør Tyrkiets nuværende etpartisregering. Løfter om økonomisk fremgang og plads til at praktisere islam. Socialt konservativt med et moderat fokus på islam, der er vokset i de seneste år.
CHP – Republikansk Folkeparti. Betegner sig selv som socialdemokratisk og sekulært, men gennem gængse europæiske briller ses det som moderat nationalistisk.
MHP – Nationalistisk Handling Parti. Meget højreorienteret parti, uofficielt går partiet også under navnet ”Grey Wolves”, som referer til dets uofficielle paramilitære ungdomsfløj.
HDP – Demokratisk Folkeparti. Pro-kurdisk venstreorienteret parti, som deler samme interesse med Kurdih Democratic Regions Party.

Vil ændre parlamentarisk system til præsidentielt
Erdoğan har et ønske om at ændre det parlamentariske system til et præsidentielt system. Forfatningseksperter har peget på, at Erdoğans ønske om et præsidentielt styre vil føre til øget centralisering af magten og mindre demokratisk kontrol. For at ændre det parlamentariske system har han brug for omkring 400 pladser i parlamentet.

AKP vil formentlig få størstedelen af stemmerne, men det er ikke garanteret, at de vil få de 400 sæder. Får han ikke disse sæder vil det ikke være muligt for Erdoğan at ændre det parlamentariske system. Men han vil dog stadig forblive præsident til hans præsidentperiode udløber.

Offentlige målinger viser, at stemmerne til det regerende parti AKP gradvis har været faldende. Ifølge målingerne af den tyrkiske opinion må AKP klare sig med godt 40 pct. af stemmerne mod de 49 pct., de fik ved valget i 2011.

CHP og MHP, de to største oppositionspartier, vil formentlig holde deres gennemsnitlige antal stemmer. Overraskende er HDP, der mest repræsenterer de kurdiske stemmer, et parti der vinder stigende styrke i tyrkisk politik. De har således vundet stemmer fra alle forskellige grene af samfundet.