EU’s grundlæggende magtforhold er under forandring. Mens David Cameron forhandler for at løsne Storbritanniens bånd til EU-samarbejdet, ser vi gruppen af eurolande træde tættere sammen. Situationen har stor betydning for Danmarks fremtid på europæisk plan, men debatten drukner i den danske valgkamp.

15.6.2015 | DANMARK I EU | Den 3. juni bragte den engelske avis The Guardian en kronik af Frankrig og Tysklands økonomiministre. Hovedbudskabet fremgår tydeligt allerede i kronikkens overskrift: Europa kan ikke vente længere – Frankrig og Tyskland må tage føringen og drive eurozonens integration for at rede euroen.

Dermed placerer Frankrig og Tyskland sig på linje med EU’s Kommissær for de økonomiske og monetære forhold Pierre Moscovici, der også tidligere har luftet ønsket om en ”fælles fiskal kapacitet”. Eurozonen ønsker sit eget budget til krisehåndtering og investeringsfremme – uafhængigt af de andre medlemslande.

Kronikken skal ses som endnu et led i et afgørende skel på tværs af EU, der for alvor kan realisere den gamle profeti om et Europa i flere hastigheder. Nogle medlemslande vil i stigende grad melde sig fuldt ind i samarbejdet, mens andre tøver på sidelinjen.

Indenfor: Eurozonens stigende indflydelse
I grove træk består gruppen af ”inde-lande” af landene, der har vedtaget den fælles valuta. Magten til at træffe de afgørende økonomiske beslutninger i EU-samarbejdet ligger i stigende grad her.

Det er der mindst to årsager til: For det første består eurogruppen nu af så mange medlemsstater, at den kan opnå absolut kvalificeret flertal i EU’s ministerråd, idet Lissabon-traktatens nye stemmeregler trådte i kraft den 1. januar 2015. Dermed kan eurogruppen trumfe de andre medlemslande ved eksempelvis budgetforhandlinger og mange andre drøftelser af lovgivning relateret til EU’s økonomi.

For det andet nyder eurogruppen en grundlæggende højere opbakning til nye EU-tiltag sammenlignet med de resterende EU-lande. Ifølge det amerikanske magasin POLITICO’s analyse af data fra Eurobarometer, er 67 pct. af eurogruppens borgere positive over for euroen og 51 pct. mener, at flere beslutninger bør tages på EU-niveau. I de resterende lande er kun 35 pct. positive over for euroen og 40 pct. ønsker flere beslutninger taget i Bruxelles. Den politiske legitimitet bag eurogruppen giver mod på at styrke integrationen af den økonomiske politik i Europa.

Udenfor: Tilvalg eller exit
Gruppen af ”ude-lande” er medlemslande, hvis borgere nærer en dybere skepsis over merværdien ved EU-samarbejdet. Et velkendt og gennemgående tema i den Europæiske Unions historie har været samarbejdets indflydelse på national lovgivning, og i mange lande er borgernes skepsis steget markant som følger af to forhold: For det første har eurokrisen lagt et slør over de ellers umiddelbare økonomiske fordele ved EU-samarbejdet.

For det andet føler et betydeligt mindretal af EU-borgerne, at det politiske system overhører deres bekymringer for EU’s indblanding på nationale forhold som for eksempel udlændingepolitikken.

Flere medlemslande, herunder Danmark, har derfor optaget en bekvem strategi i EU for at overkomme dette pres. De har deltaget på lige fod i det indre marked og høstet de mange fordele heraf, men de har samtidig stækket en del af samarbejdets nationale indflydelse gennem forbehold og tilvalgsordninger. Danmark, Storbritannien, Sverige samt Ungarn og andre Central- og Østeuropæiske lande udgør således bremseklodsen i det europæiske samarbejde.

Yderligere integration sætter Danmark under pres
Efter ikrafttrædelsen af six-pack-lovginingen i 2011, der satte regler for medlemslandenes (over)forbrug, er tiden nu kommet til at vedtage regler for forbedringer af markedsvilkårene i EU for at imødegå de store økonomiske forskelle mellem medlemslandene.

Senere i juni vil Kommissionen derfor i samarbejde med eurogruppen fremlægge en rapport om mulighederne for yderligere integration af det fælles valutaområde. Det er derfor stadig uvist om eurogruppen får et budget for sig, men det ville være et vigtigt skridt i retningen af en egentlig koordination af den økonomiske politik.

Derudover vil rapportens fokus først og fremmest lægge vægt på hurtig implementering af en række initiativer, der skal effektivisere og udbygge det indre marked for at investere i nye tiltag til vækst og sikre fleksibilitet, så nye kriser kan undgås.

Konkret er der blandt andet tale om lanceringen af det digitale indre marked, energiunionen, bankunionen og et fremtidigt fælles kapitalmarked. Desuden drøftes sideløbende Kommissionens investeringsplan (Juncker-planen), der har som mål at skabe investeringer for 315 mia. euro på tværs af Europa.

Disse nye tiltag for større integration får utvivlsomt enorm betydning for dansk økonomi, danske virksomheder og danske arbejdspladser. Bare Bankunionen står ifølge en nylig analyse af Tænketanken EUROPA til at koste os 11 mia. årligt, skulle vi ikke tiltræde den.

Danmark er samlet set sat under pres af et Europa i forandring. Grundlæggende kan vi risikere, at Tyskland, Frankrig, Italien, Finland, Benelux-landene og Baltikum for fremtiden kan få langt større mulighed for at diktere beslutninger med afgørende relevans for Europas og Danmarks økonomi, hvis gruppen kan opnå politisk enighed om en fælles linje.

For Danmark bliver et afgørende spørgsmål derfor også, hvordan de danske virksomheder, forbrugere og borgere vil stille sig, hvis EU’s kompromisser, bliver eurogruppens kompromisser. Hvis eurogruppen virkelig skruer op for hastigheden, så kan vi ikke nødvendigvis fastholde vores bekvemme position i EU.

Desværre mangler den danske valgkamp en reel debat om, hvad Danmark skal og vil bruge EU-samarbejdet til. Det hænger sammen med, at vi i dansk optik stadig opfatter EU-politikken som en kamp for- og imod lakridspiber. Det er imidlertid ærgerligt, når nu EU-spørgsmål er blevet så vigtige for både danske virksomheder og forbrugere.

Claus Holm Rasmussen er stud. scient. pol. ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / tsaiproject