Tegningerne til et fælles finanstilsyn i EU er blevet mere konkrete, men vil højst sandsynligt medføre langt større skridt mod først en bankunion og siden en politisk union. Er EU klar til det? Og er borgerne, hvis de fortsat ikke tages med på råd?

17.02.2013 | FINANSTILSYN | Forhandlingerne om et fælles europæisk finanstilsyn blev afsluttet i de sene nattetimer torsdag den 13. december efter 14 timers drøftelser. Finanstilsynet betragtes som en historisk aftale, fordi det er et først skridt på vejen mod en reel europæisk bankunion med fælles indskydergaranti, afviklingsordning og krisestyringsmekanismer. Der er imidlertid lagt op til langt mere end blot denne bankunion, idet både formanden for det Europæisk Råd, Herman Van Rompuy, og Kommissionsformanden, José Manuel Barroso, i løbet af efteråret har fremlagt planer om, at bankunionen skal følges op af yderligere integrationsskridt mod finanspolitisk, økonomisk og endeligt en politisk union. I europæisk sammenhæng er dette helt nye og meget store ambitioner, der vil involvere substantielle ændringer af EU’s traktatgrundlag. Men bør man overhovedet tage dette lille skridt i form af et finanstilsyn og en bankunion, hvis man slet ikke er parat til at tage de næste og langt større?

Fredsprismodtageren er splittet
De ambitiøse planer for fremtidig integration i EU kommer i en tid, hvor man, på trods af netop at have modtaget Nobels fredspris, gennemgår en historisk krise. Her hentydes ikke blot til den økonomiske krise, men til en langt mere alvorlig politisk krise. Den kommer mest åbenlyst til udtryk ved, at der ikke længere er enighed om, at dybere europæisk integration er vejen frem for samarbejdet, hvilket ellers historisk har været mantraet under sloganet ever closer union. I stedet er integrationen i stigende grad differentieret sådan, at samarbejde afhængig af politikområde foregår på forskellige niveauer af centralisering og med forskelligt territorielt omfang. Dette gælder ikke kun euro-samarbejdet, der er årsag til en meget omtalt opdeling af medlemsstaterne, men også bl.a. Schengen-samarbejdet, hvor både medlemslande og ikke-medlemslande deltager. Finanstilsynet bliver ikke nogen undtagelse herfra, idet to medlemsstater, Storbritannien og Sverige, allerede har meldt ud, at de ikke ønsker at deltage. Især Storbritannien synes i det hele taget at befinde sig i en selvvalgt yderposition, og stærke kræfter i premierminister David Camerons konservative bagland ønsker at trække magt tilbage fra EU under sloganet repatriating powers. Den EU-skeptiske agenda synes imidlertid også i stigende grad at vinde genklang i oppositionspartiet Labour, der til manges store overraskelse valgte at støtte det konservative bagland og give Cameron et umådeligt snævert mandat til forhandlingerne om det flerårige budget, der strandede tilbage i november.

Et yderligere aspekt ved denne politiske krise er, at integrationen ikke længere kan begrundes i EU som fredsprojekt. Modtagelsen af Nobels fredspris har udstillet dette tydeligere end noget andet, fordi man reelt fik den for en bedrift, man har begået for over 50 år siden. Dermed ikke sagt, at denne bedrift – at skabe fred mellem europæiske nationalstater grundlagt på baggrund af interne territorielle krige – ikke er fredsprisen værdig. Og heller ikke for at negligere den fredsskabende rolle, som EU har og til stadighed spiller i sit nærområde, herunder på Balkan, igennem udvidelserne og ikke mindst naboskabspolitikken. Men den europæiske union, som den ser ud i dag, er meget andet end blot et ”sikkerhedsfællesskab”, som den spæde litteratur beskrev det fænomen, at en gruppe stater var blevet integrerede i en sådan grad, at der opstod en fællesskabsfølelse imellem dem, som stærkt reducerede sandsynligheden for, at de ville bekrige hinanden. Samarbejdet mellem de europæiske nationalstater er i dag af så intens og dybdeborende karakter, at det praktisk talt er en føderation – i neutral forstand forstået som et politisk system med autoritet fordelt på to styringsniveauer. Og selvom ”en føderation af nationalstater” er en direkte selvmodsigelse, er det netop en rammende karakteristik på trods af den omtalte differentierede integration.

Normative og demokratiske underskud
Som en følge af de to forudgående aspekter ved den politiske krise – uenighed om yderligere integration og hvad denne evt. kan begrundes i – er et sidste aspekt, at EU helt grundlæggende mangler en ny vision for, hvad det europæiske samarbejde er og bør være. En sådan vision er først og fremmest politisk og kan således ikke blot udstikkes fra regeringslederne, Van Rompuy eller Barroso, idet den skal være en, som de europæiske befolkninger kan se sig selv i. Den største udfordring, som EU står overfor her og nu, er nemlig, at man skal genvinde den folkelige opbakning til projektet, der reelt har været udfordret siden danskernes nej til Maastricht i 1992. Hvad mange danskere måske ikke er klar over, er, at dette nej ikke kun fik konsekvenser for vores eget forhold til EU. Det sendte chokbølger gennem hele Europa og foranledigede en debat i mange andre lande, hvilket ledte op til, at en folkeafstemning i Frankrig var uhyggelig tæt på at ende med et nej. Uden folkelig opbakning eller i det mindste stiltiende samtykke – som perioden før 1992 var karakteriseret ved – er der reelt ikke nogen fremtid for det europæiske projekt, og slet ikke for den grad af integration, der er foreslået nu. EU’s fremtid er således på nuværende tidspunkt meget uklar, og ingen udfald kan reelt udelukkes.

Opdelingen mellem eurolande og ikke-eurolande – A og B hold eller kerne og periferi – står efterhånden som EU’s helt store skisma. Selvom samarbejdet i sit hele er et stort system af multiple hastigheder, antyder denne opdeling en mere fundamental opdeling i to hastigheder. En udvikling, der viste sig meget tydelig under forhandlingerne om finanstilsynet. Et fælles tilsyn var først og fremmest et behov, man havde i eurozonen, hvor man under krisen indvilligede i, at eurozonens såkaldte bailout funds – som oprindeligt blev etableret for at kunne hjælpe eurolande i krise – også kunne bruges til at redde banker, uden at regeringerne i hhv. Italien og Spanien skulle påtage sig mere gæld. Tilsynet blev endvidere placeret i regi af Den Europæiske Centralbank, der i praksis er eurozonens institution, idet kun eurolande er repræsenteret i institutionens overordnede organ, Styrelsesrådet. Det var imidlertid hensigten, at også medlemsstater, der ikke var med i euroen, skulle kunne deltage i tilsynet, hvorfor et centralt omdrejningspunkt i forhandlingerne netop var, hvordan dette kunne foregå på en rimelig måde, og således at disse lande fik en rimelig grad af indflydelse.

Den tyske kommentator Wolfgang Münchau har i den forbindelse skrevet i The Financial Times, at ”virkeligheden er, at der ikke findes nogen bæredygtig biosfære, som både er uden for eurozonen og inden for EU”. Dette er måske at sætte situationen på spidsen, men som så ofte før indeholder overdrivelsen et element af sandhed. Her i forhold til, at en sådan position bliver uhyre vanskelig at opretholde, hvis man skal fortsætte med den grad af integration, der er foreslået på nuværende tidspunkt. Det næste og meget vigtige skridt for EU bliver imidlertid af få en demokratisk debat om, hvorvidt dette overhovedet er, hvad man ønsker. Undertitlen på Barrosos plan ”Lancering af en europæisk debat” antyder, at man er bevidst om dette fra institutionernes side, om end det ikke just er lykkedes at gøre netop dette. Aftalen om finanstilsynet og planerne om en bankunion fik den verdensberømte tyske sociolog Jürgen Habermas til, sammen men nogle kolleger, at skrive en kronik i Frankfurter Allgemeine om den manglende demokratiske inddragelse i processen. I den forbindelse henviste de til sloganet ”no taxation without representation”, der er kendt fra nummerplader i Washington D.C., hvor man betaler skat til den føderale regering uden at have repræsentanter i Kongressen. Der er således på nuværende tidspunkt behov for en omfattende debat om Europas fremtid, og det er en debat, som er uhyre nødvendig at få, inden de næste skridt tages i retningen mod mere integration og samarbejde, også selvom det måtte vise sig at være den vej, man vil gå.

Christine Møller Nielsen er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet

Foto i artiklens top: Chris Gold / Flickr Creative Commons