Det var Alexander Van der Bellens opbakning til EU, som blev afgørende for, at han sejrede over højrepopulisten Norbert Hofer ved det østrigske præsidentvalg. Men hvad angår diskussionerne om EU’s fremtid overskygges resultatet i Østrig af det italienske nej til Renzis forfatningsreform. For det politiske efterspil i Italien kan i sidste ende føre til en krise i euro-zonen.

05.12.2016 | EU OG FREMTIDEN | “Valutaunionen opløses – er De sikret mod euroens sammenbrud?” Op til gårsdagens østrigske præsidentvalg og italienske folkeafstemning om en ny forfatning krævede det ikke mange klik om EU-emner på europæiske medier, før Googles algoritmer begyndte at fylde browseren med reklamer for sikre måder at redde opsparingen på her op til euroens kollaps.

Den store krise blev umiddelbart afværget tidligt søndag aften, da det stod klart, at pro-europæeren Alexander Van der Bellen, tidligere leder af De Grønne og nu løsgænger, var valgt som Østrigs kommende præsident. Men natten til mandag vendte krisestemningen tilbage, da resultaterne fra folkeafstemningen i Italien begyndte at tikke ind. Premierminister Matteo Renzis (billedet) store forfatningsreform blev afvist af ca. 60 procent af de italienske vælgere, og den forholdsvist EU-tro Renzi meldte straks sin afgang fra embedet. Dermed styrer Europas tredjestørste og yderst pressede økonomi – og dermed euroen – i sandhed mod uvisse tider. Det kan endda vise sig at være forsigtigt formuleret.

“EU stærkere end populisterne tror”
I Østrig var omvalget efter den pinlige valg-fadæse i foråret udråbt til at være et symbolsk skæbnevalg ikke bare for Østrig, men for hele Europa. Både fordi valget ved siden af indvandring i høj grad handlede om landets Europa-kurs, og fordi Østrig var spået til at være det næste land, der kunne falde i EU-modstandernes hænder efter Brexit og i højrepopulisternes grabber efter Trump.

Derfor var lettelsen nærmest til at skære i fra Berlin over Bruxelles til Paris efter Van der Bellens  sejr over Norbert Hofer fra det højrenationale, EU-skeptiske frihedsparti FPÖ.

Lederen af det tyske socialdemokrati, Sigmar Gabriel, kaldte det prompte “en klar sejr for fornuften mod højrepopulismen” og mente, at “der faldt en sten fra hele Europas hjerte”, mens den afgående formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, twittede om et “nederlag for nationalisme, bagstræberi og anti-europæisk populisme.” Chefen for den liberale fraktion i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, frydede sig samstemmende over, at “EU er stærkere, end populisterne tror.”

Splittet befolkning
Med et næsten dødt løb sidder Van der Bellen dog med en dybt splittet østrigsk befolkning efter den lange præsidentvalgkamp, hvor kun yderfløjene var repræsenteret. Mange har her trøstet sig ved præsidentembedets mere symbolske karakter. Men til forskel fra eksempelvis den tyske forbundspræsident vælges den østrigske præsident ikke bare direkte af valgfolket. På papiret har præsidenten også langt større beføjelser, bl.a. i forhold til at udpege kansler, regering og ministre.

Der er her en stor diskrepans mellem de forfatningsmæssige muligheder i embedet, og hvordan det traditionelt udføres – præsidenten har altid mere været en symbolsk figur end en selvstændig politisk kraft.

På dette punkt leverede Norbert Hofer valgkampens måske mest citerede sætning: “I vil undre jer over, hvor meget der er muligt (inden for embedet, red.).”

Usikkerheden i denne melding huede formentlig protestvælgerne, men næppe tvivlerne.

Højreskred mod migration
Med det østrigske resultat blev undergangsscenarierne for EU udsat. Men hvordan lykkedes det Van der Bellen at cementere sin sejr?

En marginalt større valgdeltagelse sammenlignet med valget i maj har måske haft en virkning. Andre har peget på en anti-Trump- og anti-Brexit-effekt: protestvalgene i USA og Storbritannien har trods alt skræmt den østrigske befolkning mere, end de har hældt benzin på bålet.

Mere interessant er det omvendte spørgsmål: hvordan kunne Norbert Hofer med et forholdsvist uklart og på nogle punkter højreekstremt valgprogram få næsten halvdelen af de østrigske stemmer?

Ingeniøren Hofer advarede mod den tiltagende indvandring og kritiserede Angela Merkels flygtningepolitik skarpt helt ind i den afsluttende valgkamp. Desuden slog han ofte på løfter om vækst, arbejdspladser og sikkerhed. Han har gerne set sig selv som “den lille mands stedfortræder” og forsvarer mod etablissementet – i forhold til Trump-valget har han dog her haft lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben han har skullet stå på.

Anti-establishment-argumentet giver kun en delvis forklaring, da der nok var markante forskelle i stemmefordelingen efter køn, uddannelse og især by- og landbefolkning, men ikke mærkbart efter indkomstniveau eller socialt sikkerhedsniveau.

Trods sidste års overrumplende flygtningekrise er Østrig desuden forholdsvist velkørende økonomisk. Der er derfor heller ikke de samme åbenlyse årsager til anti-EU-stemning som i kriselande someksempelvis Grækenland, Spanien eller Italien. Østrig tynges hverken af ekstrem ungdomsarbejdsløshed, “tysk” sparepolitik eller migrationsproblemer i italienske dimensioner. Dermed står en generel vestlig højredrejning samt globaliserings- og især migrationskritik umiddelbart som de bedste forklaringer på Hofers 47 procent.

Et tåget Europa
Trods formuleringer i sit valgprogram om “østrigsk suverænitet og selvbestemmelse i Europa” har Hofer ikke været synderligt klar i mælet i forhold til sin forventede EU-linje. Kort efter Brexit blev en “Öxit” diskuteret stærkt i de østrigske medier og direkte nævnt som en mulighed i Hofers parti FPÖ. Få dage senere hev Hofer i land – måske i erkendelse af, at partiet havde overvurderet østrigernes EU-skepsis.

Hofer kaldte nu en Öxit for “skadelig” og ville i stedet “reformere EU indefra”. Han lukkede dog aldrig helt spørgsmålet om en folkeafstemning om det østrigske EU-medlemsskab. I den afsluttende valgkamp forsøgte han at skabe klarhed ved at betone, at han som præsident ville kæmpe for Østrigs interesser i EU – og ikke for en Öxit.

Kræver styrket solidaritet i EU
Alexander Van der Bellen kaldte omvendt Hofers “letsindige tankeleg” med en Öxit for “direkte farlig” og har i stedet krævet styrket solidaritet mellem EU-landene. Den 72-årige økonomiprofessor har direkte reklameret for et “liberalt og Europa-venligt Østrig” og advaret mod opløsningstendenser i EU efter flygtningekrisen:

“Tilbagetoget til grænsehegn er i alle henseender – også økonomisk – en stor fejl,” udtalte han til avisen Salzburger Nachrichten op til valget. De, der som Hofer drømmer om nationalstatens tilbagekomst overser iølge Van der Bellen helt, at “vigtige politiske spørgsmål kun kan løses transnationalt – eller slet ikke.”

Omvendt ser Van der Bellen bag den elendige tackling af flygtningekrisen et “tungtvejende institutionelt problem i EU” især i form af svækkelsen af EU-kommissionen. Men alt i alt har Østrig i Van der Bellen de næste fem år en præsident, der åbent har proklameret at tage europapolitikken mere op i sit præsidentembede – i disse tider er en påfaldende offensiv politisk omgang med et kriseplaget EU.

Italiensk pærevælling
Syd for Alperne var både udgangspunktet for og udfaldet af gårsdagens valg et ganske andet. I en vovet politisk akt havde ministerpræsident Matteo Renzi lagt sit politiske hoved på blokken for “alle reformers moder”, som han selv kaldte det.

Strategien “Renzi eller kaos” troede det italienske folk tilsyneladende ikke på. Allerede efter de første exit polls tog Renzi konsekvensen og forkyndte sin afgang. Dermed er der kun sat et foreløbigt punktum i en proces, hvor personlige anliggender, partipolitik, forfatningsspørgsmål og EU-opfattelser har været blandet i en bitter pærevælling.

Oprindeligt var der tale om et forfatningsanliggende. Renzi ville med en centralisering gøre op med den nuværende udgave af det italienske tokammersystem med et stærkt senat, hvor de italienske partier har kunnet grave sig ned og beskytte sig mod reformer og ændringer.

Med gennemgribende – især økonomiske – reformer for øje var tanken især at gøre senatet til et mere rådgivende organ og samtidig slanke det politiske system og Italiens yppigt aflønnede senatorer. Desuden ville en konsekvens af reformen være større og mere vedvarende magt til det parti, der måtte vinde det italienske valg – med persongalleriet i italiensk politik ville det som bekendt ikke nødvendigvis være en fordel.

Samtidig blev det til et valg om Renzi selv, der startede ministerpræsidentkarrieren som kritiker af den politiske klasse, men som selv er blevet til en del af den. I sin to en halv-årige periode som ministerpræsident er Renzi eksplicit blevet bakket op af EU’s spidser, og 41 ud af 42 adspurgte italienske top-erhversfolk har iføkge nyhedsbureauet Bloomberg anbefalet et ja til hans reform.

Stigende italiensk EU-skepsis
Reformen skulle ifølge Renzi selvsagt have været til Italiens og ikke til eget bedste.

“2017 vil blive et afgørende år for EU, og Italien har brug for en stærk europæisk strategi,” udtalte Renzi til avisen La Stampa kort før valget og skitserede de alternative udsigter:

“I mine øjne kan det kun opnås med en solid og stabil regering. En teknisk regering, der siger, at ‘EU beder os om at gøre det’ betyder ikke at gøre det bedste for Italien – det betyder at handle i andres interesse.”

Desværre var bundlinjen for hans egen regeringsperiode middelmådig. Trods svag vækst de seneste år lever cirka 10 millioner italienere under fattigdomsgrænsen på 780 euro per måned. Arbejdsløsheden ligger på omkring 12 procent – for unge endda på 30 procent – og en række italienske pengeinstitutter er i dybe problemer.

Det har været nogle af årsagerne til en forholdsvist ny, men efterhånden udbredt, EU-skepsis i Italien, der som et af de EU-medstiftende lande har set det europæiske samarbejde som en af de vigtigste motorer i moderniseringen af landet. Også Renzi selv har ved flere lejligheder skældt voldsomt ud og truet med veto i de forestående budgetforhandlinger i det EU, som blandt andet lader nettoyderen Italien i stikken i forhold til den stigende flygtningestrøm over Middelhavet.

Det 5-stjernede oprør
I løbet af valgkampen har Angela Merkel holdt sig på behørig afstand af både Wien og Rom for ikke at forstærke billedet af tysk pres på landene. Det gælder især Italien, hvor “den tyske sparepolitik” ofte udlægges som en af hovedgrundende til recession og arbejdsløshed. Og til Movimento Cinque Stelles,, Femstjernebevægelsens, fremmarch under den tidligere klovn Beppe Grillo – før reform-valget lå partiet i meningsmålinger på højde med Renzis Partito Democratico (PD) på omkring 30 procent.

Beppe Grillo lægger ikke skjul på, at euroen i hans øjne er skabt til Tyskland og lignende “finansoligarkier”, og han har vedholdende krævet en afstemning om euroen og en afskaffelse af indskrænkningerne i Italiens gældspolitik.

På højrefløjen flankeres hans EU-skepsis af partichefen for Lega Nord, Matteo Salvini, der med cirka 12 procents opbakning har Marine Le Pen som forbillede og ser italienerne som “undersåtter og slaver” i et EU, hvis valuta han hurtigst muligt vil ud af for at skabe en ny opblomstring af den italienske økonomi.

At euro-afskeden ikke kun er nationalistiske fantasier i støvlelandet understreges af førende økonomer som Joeph Stiglitz. Han mener ikke bare, at euroen spalter Europa i syd og nord, men har for nyligt profeteret en langsom opløsning af euroen, hvor Italien bliver et af de første lande, der stiger ud:

“Når jeg snakker med italienere, mærker jeg en stigende skuffelse over euroen,” citeres han i ugeavisen Die ZEIT:

“Selv for landets videnskabsfolk og førende politikere bliver det stadig klarere, at euroen ikke fungerer i Italien. Det er emotionelt svært for italienerne, og de har længe ikke villet acceptere denne indsigt.”

For stort et land til at blive reddet?
Adskillige økonomer, kommentatorer og politikere har op til afstemningen forudsagt, at markederne uden Renzis reformer ikke bare langsomt vil miste tilliden til Italiens evne til at holde likviditeten og konkurrenceevnen oppe. Der kan opstå direkte økonomiske uroligheder i landet, hvis finansmarkederne spekulerer i et sammenbrud i Italien, hvor hele otte banker ifølge Financial Times er truet på livet. Det vil i værste kunne skabe en krise i hele eurozonens banksystem.

Med Brexit i baghovedet har de scenarier tydeligvis ikke imponeret de italienske vælgere.

Alligevel må spørgsmålet lyde, ikke om Italien er “too big to fail”, men nærmere om landet er “too big to be saved”, hvis fx renter og risikotillæg for de italienske statsobligationer ryger i vejret eller systemrelevante banker som Monte dei Paschi går ned.

Den europæiske redningsmekanisme ESM er næppe stor nok til at stabilisere et Italien, hvis gæld udgør mere end 130 procent af BNP. Og ECB har allerede opkøbt over 20 procent af de italienske statsobligationer og nærmer sig dermed sin selvpålagte grænse.

Således kunne Italien kunne meget vel blive hovedtemaet ved de næste dages – for længst planlagte – møder i Euro-gruppen og mellem alle EU’s finansministre.

Det paneuropæiske medie EurActiv troede op til afstemningen ikke på denne akutte panik:

“Hverken landets banker eller virksomheder afhænger af, om Renzi forbliver i sædet som ministerpræsident. Derfor er mange nordeuropæeres holdning også grotesk: På den ene side brokker man sig i Bruxelles, Berlin og de såkaldte markeder over Renzis manglende vilje til at spare og reformere. På den anden side hænger man Italiens fremtid op på hans person. Begge dele er meningsløse,” skriver EurActiv.

Mod en blød euro
På lang sigt bliver det mere afgørende spørgsmål, om der tegner sig et langt, sejt italiensk opgør med de økonomisk dikterede reformkrav – og med euroen som en i det mindste halvhård valuta.

Allerede i oktober leverede den yderst EU-kritiske tyske sociologiprofessor Wolfgang Streeck en harsk euro-systemkritisk analyse i Die ZEIT i anledning af situationen i Italien.

“Det eneste, der holder italienerne i euroen under disse betingelser, er angsten for de ukendte omkostninger ved at droppe euroen. For Renzi handler det for længst ikke mere om en reform af det italienske samfund ved hjælp af en “tysk” valuta (…), men om en reform af hele valutaunionen i retning af et mere blødt, mere politisk motiveret  pengeregime, der passer bedre med de økonomiske institutioner i Italien,” skrev Wolfgang Streeck.

“I dag ved man, at det teknokratiske eksperiment, hvor ECB skulle træde i stedet for partidemokratiet, er gået i vasken. Det italienske samfund blev ikke reformeret ovenfra i kraft af kravene til en hård valuta – derfor så den italienske stat sig anvist til at gøre brug af den mulighed, som euroen åbnede for: at gældsætte sig til lave renter.”

Med andre ord: hvis eurozonens stabilitetskriterier på sigt viser sig ikke at medføre de ønskede effekter som øget konkurrenceevne, så er det – i hvert fald set med italienske brille – måske stabilitetskriterierne og ikke de italienske reformer, den er gal med. Om de kan blødes op med nordeuropæisk og især tysk billigelse, vil den næste tid – eller euro-spaltning – vise.

Efter valget
Uafhængigt af forfatningsvalget havde Renzi udtalte planer om efter det britiske exit at koble sig på den tysk-franske akse. For ham personligt er løbet kørt efter afstemningen, men måske også for Italien?

I Lega Nord tror man på en stor fremtid uden EU og ser sig som sejrsherrerne i gårsdagens valg om forfatningsreformen – “folkets sejr mod de stærke magter”, som partiformand Matteo Salvini formulerede det.

Han høstede bifald fra franske Marine Le Pen: “Bravo til vores ven @matteosalvinimi for denne sejr”, skrev hun på twitter.

“Italienerne har fordømt EU og Renzi. Man skal lytte til denne trang til nationernes frihed og beskyttelse.”

Luxembourgs udenrigsminister Jean Asselborn prøvede ifølge Der Spiegel derimod at hælde olie på de rørte vande efter valget i Italien:

“Jeg ser det ikke som et nederlag for Europa. Italien har holdt en afstemning om en reform. Det ville være forkert at trække det op på det europæiske niveau.”

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist, bosat i Berlin

Billede i artiklens top: Gregorio Borgia/AP/Polfoto