Siden Ruslands invasion i Ukraine har EU lagt de seneste årtiers udvidelsestræthed til side og reaktiveret udvidelsesindsatsen mod øst og sydøst. Det giver nye EU-perspektiver for lande som eksempelvis Ukraine, Moldova, Bosnien og Nordmakedonien – og måske også Kosova og Serbien.

Analyse af Belkisa Selmani

TEMA: EU’S LANGE VINTER | Kriser har det med at sætte gang i udvikling, og krigen i Ukraine er bestemt ingen undtagelse. Den har ikke kun påvirket mange dele af verden, men for alvor sat EU i en selvrealiseringsfase. Endvidere har Ruslands invasion tydeliggjort, hvor skrøbelig freden i Europa er. EU har derfor lagt de seneste årtiers udvidelsestræthed til side og forstærket sin indsats mod øst- og sydøst. Nogle lande har fået for første gang fået kandidatstatus i forhold til at blive medlemmer af EU, mens andre lande har oplevet, at der nu er kommet ny fremdrift i deres igangværende, men hidtil slumrende, ansøgningsproces.

I tiden lige efter at Ukraine blev angrebet af Rusland, var det i første omgang våben, der var på dagsordenen, og medlemmer af EU har forholdt sig til sikkerheds- og forsvarsspørgsmål både af hensyn til egne grænser og som støtte til Ukraine. EU er simpelthen blevet mere sikkerhedsbevidst. Der er kommet fokus på, hvordan man bedst beskytter grænserne og landenes suverænitet. Og spørgsmålet om optagelse af flere lande er atter blevet aktuelt, både som en tryghedsskabende foranstaltning for lande, der frygter en russisk invasion, og for lande – for eksempel på Vestbalkan – hvor Ruslands indflydelse i nogle lande har skabt frygt for yderligere eskalering af konflikter internt i landene.

Det første signal blev sendt til Ukraine, som officielt fik kandidatstatus den 23. juni 2022. Det giver et – ganske vist langsigtet – perspektiv til Ukraine, og det viser samtidig, at EU godt kan være handlekraftigt, når det virkelig brænder på.

Moldova med i loopet
Samtidig fik også Moldova kandidatstatus, efter at landet officielt søgte om medlemskab i marts. Landet har længe været i klemme mellem Moskva og Bruxelles, fordi Rusland har interesser i – og de facto kontrollerer – en del af Moldova.

Men både EU og Moldova reagerede hurtigt, og regeringen i Chisinau under ledelse af præsident Maia Sandu (til højre på billedet i artiklens top) aktiverede EU’s civilbeskyttelsesmekanisme, så snart de første ukrainske flygtninge begyndte at strømme ind i landet. Det førte til massiv støtte fra EU i forhold til hjælp til at håndtere de ukrainske flygtninge, en generel økonomisk støtte og en fremskyndet EU-integration generelt.

Den overordnede udløsende faktor har været den russiske tilstedeværelse i udbryderrepublikken Transnistrien, som har bidraget til en fælles usikkerhed om, hvorvidt Moldova vil blive angrebet som det næste. Et godt eksempel på, at EU har reaktiveret sin udvidelsesindsats af geopolitiske hensyn – og for at hjælpe Moldova for eksempel på energifronten, hvor man i dag er helt og aldeles afhængig af russisk gas.

Nye toner på Balkan
Også over for landene på Balkan har der lydt nye toner fra EU’s side. Som EU’s udenrigschef Josep Borrell skrev på Twitter allerede den 14. marts 2022, mindre end en måned efter krigens start: ”Nordmakedonien og Vestbalkan er en strategisk prioritet for EU”.

Sagen er, at sikkerhed og stabilitet i regionen ikke har været så vigtig siden Balkan krigenes afslutning i 90’erne, og EU’s proaktivitet er efter mange års dødvande igen oppe på samme niveau som dengang. Krigen i Ukraine har vagt krigsminderne fra Jugoslaviens sammenbrud til live, men allerede før, Rusland invaderede Ukraine, var der en stigende bekymring i regionen, i såvel Bosnien som i Kosova og Serbien. Ifølge EU-repræsentanter og Balkan-eksperter har Rusland længe været en betydelig aktør i destabiliseringen gennem misinformation og opbakning til Serbiens ambitioner om udvidelse af sit territorium. Desuden har prisstigningerne og energikrisen påvirket landene, som i forvejen døjer med korruption og fattigdom. For at sikre stabilitet og fremgang, har EU derfor været nødsaget til at trække i trådene for at styrke landenes orientering mod unionen.

Siden Dayton-fredsaftalen i 1995, der standsede krigen i Bosnien, har landet døjet med følgerne af landets opdeling i forskellige etniciteter. Flere gange har borgerne frygtet eskalering af de etniske spændinger. EU har den seneste tid flere gange officielt fordømt den bosnisk-serbiske ledelses ambitioner om at tilslutte sig Serbien. Bosnien søgte om EU-medlemskab i 2016, og nu her  i 2022 har landet så også fået kandidatstatus. Der er stadig lang vej til målet om at blive medlem, vurderer eksperter, men med en øgning af EU’s politiindsats i landet og en øget økonomisk sætte til at afhjælpe økonomi- og energikrisen i landet, tages der for tiden nogle store skridt på vejen fra ”Dayton til Bruxelles”, som er en betegnelse for Bosniens vej til EU.

Den praktiske støtte og en mere klar vej mod integration er afgørende for at holde regionen på rette vej, udtalte Josep Borrell i forlængelse af sit tweet. Og i 2022 fik også Nordmakedonien for alvor åbnet for de officielle forhandlinger om medlemskab – dette efter 14 år med løfter og brud på samme.

Af hensyn til både landene og EU selv
Der er to dimensioner i arbejdet med at sikre stabiliteten på Balkan. Den ene er at undgå eskalering af de nuværende konflikter, henholdsvis i Kosova-Serbien-striden og internt i Bosnien. Den anden er, at det udgør en sikkerhedsforanstaltning for EU. Eskalering af de indbyrdes konflikter i regionen vil selvsagt være en trussel mod EU’s sikkerhed, som vi netop ser det med Ukraine. Desuden vil en destabilisering i regionen føre landene længere væk fra integrationsprocessen, da kriterierne for medlemskab netop indebærer at løse fortidens konflikter, som landene stadig tynges af. Alt imens Rusland puster til spændingerne på Balkan af samme grund: Det holder landene længere væk fra  EU, hvilket styrker Ruslands magtpolitik.

EU’s genoplivning af sin – nu højtprioriterede – udvidelsesindsats har også fremskyndet forhandlinger med Kosova og Serbien i form af den såkaldte fransk-tyske plan. En plan, der minder om Dayton-aftalen, som endte krigen i Bosnien. Om det er den optimale løsning at lave samme strategi som i Bosnien, vil tiden vise. Det har indtil videre ikke skabt stabilitet i Bosnien.

Ruslands strategi svækkes
Rusland har længe haft det som en høj prioritet at holde Serbien tæt på Moskvas kredsløb, hvilket har påvirket landet i en pro-russisk retning, og de seneste uroligheder mellem Kosova og Serbien er sandsynligvis et strategisk træk fra russisk side, for netop at fjerne opmærksomheden fra Ukraine.

Det lader dog til, at Serbien er begyndt at sende mere kælne signaler til Bruxelles, for eksempel har præsident Aleksandar Vučić meget opsigtsvækkende taget afstand fra Ruslands invasion af Ukraine, hvilket tyder på, at de i sidste ende vil holde sig til EU’s vej.

Noget tyder på, at en kombination af et styrket EU-fællesskab samt en svækkelse af Ruslands magt siden krigen startede for snart et år siden, sandsynligvis er grunden til, at Serbien kan være på vej til at skifter position.

Det ser ud til at tynde ud i antallet af Ruslands allierede, mens det europæiske fællesskab samtidig styrkes. Tovtrækkeriet mellem Moskva og Bruxelles i det østlige og sydøstlige Europa har fået mange til at tænke en ekstra gang over, hvilken side af Ukraine-krigen det er strategisk bedst at befinde sig på.

Belkisa Selmani er journalist, blandt andet med speciale i Østeuropa og Balkan.

Billede i artiklens top: /Daina Le Lardic/© European Union 2022 – Source : EP

Læs hele temaet “EU’s lange vinter”